Klage over at en praktiserende læge ikke fandt grundlag for at tilse en patient med et oplyst førstegangs krampeanfald (lægers hjælpepligt)

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere praktiserende læge <****> for hans behandling af <****> den 2. juni 2004, jf. lægelovens § 7, stk. 1.

Det skal desuden indskærpes overfor praktiserende læge <****> at udvise større omhu i sit fremtidige virke.

Da Patientklagenævnet finder, at der er begrundet mistanke om, at praktiserende læge <****> har udvist grovere forsømmelse ved behandlingen af <****> den 2. juni 2004, har nævnet samtidig besluttet at anmode politimesteren i <****> om at overveje grundlaget for en eventuel tiltalerejsning mod praktiserende læge <****> for overtrædelse af straffelovens § 253 og lægelovens 7, stk. 1, jf. § 22, stk. 1.

Hændelsesforløb

Den 38-årige havde gennem nogle måneder været i psykiatrisk behandling på grund af ”voksen-DAMP” og depression. Han havde siden den 25. maj 2004 været i behandling med antidepressiv medicin (Noritren).

Den 2. juni 2004 først på aftenen blev pludselig dårlig og fik et krampeanfald. Hans far kontaktede praktiserende læge , som han var nabo til, og som var s læge. Han anmodede om hjælp til sin søn. Ifølge læge var han ikke klar over, hvem faderen var.

Praktiserende læge forklarede, at alt i hans praksis var låst ned efter arbejdstid. Han henviste til lægevagten og nedskrev telefonnummeret til lægevagten og til Falck.

blev efter faderens henvendelse til lægevagten indlagt akut på i bevidstløs tilstand og herfra overflyttet til . Her afgik han ved døden den 4. juni 2004 på grund af medicinforgiftning (Noritren).

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At praktiserende læge ikke fandt grundlag for at tilse , der havde fået et voldsomt krampeanfald.

Det er herved anført, at havde fået voldsomme kramper og var faldet om på gulvet under et besøg hos faderens nabo. Han havde voldsom fråde om munden og kraftige vejrtrækningsproblemer. Det er videre anført, at hans far derfor løb over til en anden nabo, læge , der var s læge. Lægen fortalte imidlertid, at han intet kunne gøre, og at faderen måtte ringe til Lægevagten eller få tilkaldt en ambulance. Det er anført, at lægen i den forbindelse gav s far nogle telefonnumre. Det er endelig anført, at læger på senere har givet udtryk for, at læge burde have stoppet kramperne.

Nævnets afgørelse af klagen

Praktiserende læge har overtrådt lægelovens § 7, stk. 1 ved sin behandling af den 2. juni 2004.

Det skal desuden indskærpes overfor praktiserende læge at udvise større omhu i sit fremtidige virke.

Da Patientklagenævnet finder, at der er begrundet mistanke om, at praktiserende læge har udvist grovere forsømmelse ved behandlingen af den 2. juni 2004, har nævnet samtidig besluttet at anmode politimesteren i om at overveje grundlaget for en eventuel tiltalerejsning mod praktiserende læge for overtrædelse af straffelovens § 253 og lægelovens 7, stk. 1, jf. § 22, stk. 1.

Begrundelse

Det fremgår af journalmaterialet, at var tilmeldt praktiserende læge s praksis, og at lægen havde et godt kendskab til s helbredsforhold, blandt andet gennem udfærdigelse af generel helbredserklæring i februar 2004.

Ifølge klagen var den 2. juni 2004 på besøg hos sin fader, som boede i naboejendommen til læge . fik pludseligt et krampeanfald, og s fader henvendte sig straks hos læge .

Læge har anført i sine udtalelser til sagen, at han var beskæftiget i sit køkken, da s far ringede på. Læge var ikke klar over, hvem faderen var. Faderen fortalte, at hans søn under et besøg hos ham var blevet dårlig og lå på sofaen med kramper. Lægen forklarede, at alt i praksis var lukket ned efter dagsarbejdstid. Praksis var således aflåst, og alarmen var sat til. Lægen nedskrev derfor telefonnummeret på lægevagten og det direkte nummer på Falck, idet han fandt, at lægevagten eller Falck kunne give hurtig og kompetent hjælp i den pågældende situation.

Læge har videre anført, at når han lukker sin praksis kl. 16, så overlader han trygt behandlingen af akut opstået sygdom til lægevagten. Krampeanfald er endvidere en tilstand, hvis behandling varetages af lægevagten, hvorfor læge henviste dertil

Nævnet kan oplyse, at det fremgår af lægelovens § 7, stk. 1, at enhver læge er forpligtet til på begæring at yde den første fornødne lægehjælp, når hurtig lægehjælp efter de foreliggende oplysninger må anses for påtrængende nødvendig, såsom ved forgiftningstilfælde, større blødninger, kvælningsanfald og fødsler, hvor jordemoderhjælp ikke kan skaffes til veje, eller hvor jordemoderen tilkalder lægen. Har lægen gyldigt forfald eller kan rettidig lægehjælp blive ydet af en anden, som efter forholdene er nærmere dertil, er lægen dog fritaget for den omhandlede forpligtigelse.

Nævnet har lagt til grund, at læge s håndtering af situationen var baseret på informationer om, at var blevet dårlig og lå på en sofa med kramper i kort afstand fra praktiserende læge s opholdssted. s far oplyste i øvrigt, at var tilmeldt patient i s praksis. Læge efterkom ikke anmodningen om (første)hjælp, men henviste til at kontakte Lægevagten eller tilkalde en ambulance og nedskrev de to relevante telefonnumre på en seddel.

Nævnet kan oplyse, at kendte (epileptiske) krampeanfald ikke almindeligvis vurderes at være livstruende, men dog kan udløse behov for førstehjælp som for eksempel anbringelse i aflåst sideleje og beskyttelse mod slag og stød. Derimod kan førstegangs krampeanfald være tegn på alvorlige og eventuelt livstruende tilstande som for eksempel blødning ved hjernen eller svære forgiftningstilfælde, og udløse behov for hurtig lægehjælp om muligt og anden kvalificeret førstehjælp.

Nævnet har lagt til grund, at lægen ikke fik oplysninger om, at var i øjensynlig livsfare, som ved for eksempel en større blødning eller kvælning, men at situationen med et førstegangs krampeanfald af s far var beskrevet således, at hurtig lægehjælp måtte anses for at være påtrængende nødvendig, indtil en eventuel lægelig vurdering måtte have nået den modsatte konklusion. Praktiserende læge kunne således ikke ud fra det beskrevne med sikkerhed regne med, at havde almindelige og ukomplicerede kramper, idet der ikke forelå oplysninger om lignende tilfælde tidligere.

Det er nævnets opfattelse, at læge ikke kan anses at have haft gyldigt forfald i forhold til at udføre en lægelig vurdering af s tilstand med henblik på nødvendig førstehjælp.

Det er videre nævnets opfattelse, at selv om en mere regelret lægelig behandling tidsmæssigt lige så vel kunne ydes af Lægevagten som ved tilkald af ambulancetjenesten, så må det anses for uantageligt, at praktiserende læge netop i sin egenskab af læge afviste at yde førstehjælp i den beskrevne situation.

Nævnet finder på denne baggrund, at læge handlede væsentligt under almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 2. juni 2004.

Da Patientklagenævnet finder, at der er begrundet mistanke om, at praktiserende læge har udvist grovere forsømmelse ved behandlingen af den 2. juni 2004, har nævnet samtidig besluttet at anmode Politiet i om at overveje grundlaget for en eventuel tiltalerejsning mod praktiserende læge for overtrædelse af straffelovens § 253 og lægelovens 7, stk. 1, jf. § 22, stk. 1.