Klage over forkert behandling med kemoterapi (æggestokkræft)

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere afdelingslæge A for hendes behandling af <****> den 30. december 2004 på onkologisk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.



Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere reservelæge B for hendes behandling af <****> den 5. januar 2005 på onkologisk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb


havde tidligere fået konstateret kræft i æggestokkene og var opereret herfor. I de efterfølgende år var der ingen tegn på tilbagefald. I december 2004 blev der påvist tilbagefald, og afdelingslæge A, onkologisk afdeling, , tilbød at indgå i en protokolleret behandling med lægemidlerne Caelyx og Gemcitabin eller en behandling med lægemidlet Epirubicin som enkeltstof.



Den 5. januar 2005 talte med reservelæge B, og hun underskrev aftalen om at indgå i den protokollerede behandling. Reservelægen blev umiddelbart herefter ved gennemlæsning af journalen opmærksom på, at ikke kunne indgå i denne behandling, da hun tidligere var behandlet med kemoterapi.



blev samme dag orienteret herom ved brev.



Klagen


Der er klaget over følgende:



• At ikke modtog en korrekt behandling med kemoterapi i forbindelse med kræft i æggestokkene.



har herved anført, at hun blev tilbudt behandling med en forsøgsbehandling, som hun gav samtykke til, men at det viste sig, at hun ikke kunne modtage denne behandling på grund af den kemoterapi, som hun havde modtaget i 1985.



Nævnets afgørelse af klagen


Afdelingslæge A har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 30. december 2004.



Reservelæge B har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 5. januar 2005.



Begrundelse


blev ved konsultation hos afdelingslæge A den 30. december 2004 tilbudt at deltage i en videnskabelig behandlingsprotokol.



Ifølge udtalelse til sagen fra afdelingslæge A havde hun forud for konsultationen ikke læst hele s journal. Afdelingslægen havde således ikke sikret sig, at behandlingen kunne tåles, før hun tilbød deltagelse i det protokollerede forsøg.



Nævnet kan oplyse, at det blev vurderet, at ikke kunne deltage i en videnskabelig behandlingsprotokol, fordi hun i 1985-86, altså ca. 20 år forinden, var blevet behandlet med Antracyklin stoffet Doxorubicin (Adriamycin), som dels er indeholdt i Caelyx (om end som en særlig formulering) og dels er nært beslægtet med Epirubicin.



Nævnet kan videre oplyse, at problemet med Antracykliner er, at de kan skade hjertet, og en læge skal derfor have sikret sig, at stoffet kan tåles, før en patient påtænkes behandlet med sådant et stof. Det er i denne sammenhæng uden betydning, at medicinen påtænktes givet i en videnskabelig protokol.



Nævnet kan endelig oplyse, at forskellige videnskabelige protokoller har forskellige in- og eksklusionskriterier for, at en patient kan deltage. Disse kriterier virker ikke altid særlig logisk begrundede og varierer meget fra protokol til protokol, og kan være meget svære at overskue uden en meget omhyggelig granskning af protokollen, som i sig selv oftest er ret omfangsrig. Ydermere bliver det ofte først klart efter, at en læge har informeret om eventuel indgang i en videnskabelig protokol, at den informerede patient slet ikke kan indgå på grund af nye oplysninger eller vurderinger af situationen. Det kan skyldes svar på blodprøver, som først kan tages, når patienten har givet tilsagn om at deltage, og det kan skyldes, at bestemte former af manifestationer af sygdommen er undtaget fra protokollen. Det kan også skyldes, at patienten viser sig at være i for dårlig form, lider af andre sygdomme, eller behandles med medicin, som ikke accepteres i en bestemt protokol. Der kan være talrige andre årsager. Det er derfor almindeligt forekommende, at en læge informerer en patient om en protokol, som patienten i virkeligheden ikke kan indgå i, og det vil i sig selv sjældent kunne kritiseres.



Ifølge journalen forelå der imidlertid på konsultationstidspunktet tilstrækkelige oplysninger vedrørende s hidtidige behandling til, at der var tilstrækkeligt grundlag for at træffe beslutning om, hvorvidt behandlingen kunne tilbydes.



Nævnet finder derfor, at afdelingslæge A har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 30. december 2004.



Ifølge journalen modtog reservelæge B accept fra om deltagelse i protokollen.



Det er nævnets vurdering, at reservelæge B på det tidspunkt ikke havde grund til at betvivle rimeligheden i det valg af behandling, som en senior læge havde foretaget.



Ifølge journalen blev det efterfølgende i forbindelse med de videre forberedelser i henhold til protokollen klart for reservelæge B, at ikke kunne indgå i protokollen på grund af den tidligere behandling med Doxorubicin. Hun sikrede sig ifølge journalen, at blev relevant informeret og fik et relevant behandlingstilbud.



Det er samlet nævnets vurdering, at reservelæge B har handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af .