Klage over manglende information om smertebehandling forud for operation

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere overlæge <****> for hans journalføring af behandlingen af <****> den 12. januar 2004 på anæstesiafdelingen, <****>, jf. lægelovens § 13, stk. 2.



Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge <****> for hans indhentelse af <****>s samtykke forud for behandlingen den 13. januar 2004 på anæstesiafdelingen, <****>, jf. lov om patienters retsstilling § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge <****> for hans behandling af <****> den 13. januar 2004 på anæstesiafdelingen, <****>, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

havde fået konstateret kræft i endetarmen, og han blev den 12. januar 2004 efter endt strålebehandling indlagt på s kirurgiske afdeling med henblik på operation. Samme dag blev han set af overlæge med henblik på bedøvelse og smertebehandling i tilknytning til operationen og efterforløbet. På grund af s blødersygdom (von Willebrants sygdom type 1) valgte overlægen patientkontrolleret smertebehandling.

Efter operationen den 13. januar 2004 blev indlagt i anæstesiafdelingens opvågningsafsnit, hvor der blev forsøgt med PCA (Patient Controlled Analgesia) i 1½ time, uden at han blev tilstrækkeligt smertedækket, hvorfor der blev anlagt epiduralkateter (thorakalt).

blev herefter den 14. januar 2004 cirka kl. 3.00 overflyttet til stamafdelingen i kirurgisk afdeling , og det blev noteret i journalen, at han var godt smertedækket.

Den 14. januar 2004 kl. 16.00 var der problemer med epiduralkateteret, og en anæstesilæge prøvede funktionen ved at trække kateteret 2 cm ud og gennemsprøjte det. Desuden blev behandlingen suppleret med PCA (Fentanyl) og beroligende middel (Stesolidtabletter). Senere samme dag blev det konstateret, at smerterne var aftagende.

Den 17. januar 2004 blev epiduralkateteret fjernet, og der blev i 2 døgn fortsat med PCA og indsprøjtning af Ketogan ved behov.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At lægen ikke forud for operationen informerede tilstrækkeligt.

har herved anført, at han efterfølgende fik meget voldsomme smerter.

Nævnets afgørelse af klagen

Overlæge har overtrådt lægelovens § 13, stk. 2 ved sin journalføring af informationen til den 12. januar 2004.

Overlæge har ikke overtrådt lov om patienters retsstilling § 6 ved sin information til den 12. januar 2004.

Overlæge har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 13. januar 2004.

Begrundelse

skulle ifølge journalen den 13. januar 2004 opereres for kræft i endetarmen (cancer recti). Han havde den 12. januar 2004 samtale med overlæge , der aflagde præoperativt tilsyn hos ham inden den påtænkte operation.

Ifølge udtalelse til sagen fra overlæge er det ved den type operation, som gennemgik, sædvane på , at den fulde bedøvelse (generelle anæstesi) suppleres med anlæggelse af såkaldt epiduralkateter, dette sidste især med henblik på den postoperative (”efter operationen”) smertebehandling.

Videre ifølge udtalelsen fra overlæge træffes beslutningen om at anlægge epiduralkateter dog naturligvis kun, hvis der ikke er forhold, der taler imod anlæggelsen (såkaldt kontraindikation).

Det er nævnets vurdering, at der er tale om en i forbindelse med bedøvelsen relevant fremgangsmåde.

Nævnet kan oplyse, at ved en epidural anæstesi føres en speciel kanyle, epiduralkanylen, ved hjælp af en særlig teknik ind i det såkaldte epiduralrum, som er beliggende uden på den hårde rygmarvshinde (dura mater spinalis). Derpå føres et tyndt plastikkateter gennem epiduralkanylen og anbringes således i epiduralrummet, hvorpå epiduralkanylen fjernes. Der kan derpå sprøjtes lokalanæstesimiddel (og ofte også morfinlignende stoffer, såkaldte opioider) ind gennem epiduralkateteret, hvorved der fremkaldes regional anæstesi svarende til operationsområdet.

Nævnet kan videre oplyse, at fordelen med denne teknik er, at bedøvelsen kan udstrækkes i tid til også at omfatte de første postoperative dage, idet der til stadighed kan indsprøjtes lokalanæstesimiddel (og oftest også morfinlignende medikament) ved hjælp af en pumpe. Det er dette forhold, som er baggrunden for, at det ved en operation af den aktuelle art kan være fordelagtigt at anlægge et epiduralkateter.

Videre kan nævnet oplyse, at anlæggelse af epiduralkateter ikke er uden risici. En sjælden men meget alvorlig bivirkning er, at der kan opstå blødning i epiduralrummet. En sådan blodansamling (epiduralt hæmatom) kan medføre lammelser, som i værste fald kan være varige.

Ifølge journalen led af såkaldt von Willebrants anomali.

Nævnet kan oplyse, at dette er en form for koagulationsforstyrrelse (”blødersygdom”).

Overlæge vurderede på den baggrund, at der i s situation var en øget risiko for den ovennævnte komplikation, hvorfor han valgte ikke at ordinere anlæggelse af epiduralkateter. I stedet ordinerede han, at den postoperative smertebehandling skulle gives som såkaldt PCA.

Nævnet kan oplyse, at dette er en etableret, anerkendt teknik, hvor patienten ved hjælp af en pumpe selv kan give doser af morfin eller morfinlignende medikament ind i åren (intravenøst).

Det er nævnets vurdering, at overlæge handlede relevant ved sin vurdering af den øgede risiko for opståen af epiduralt hæmatom ved anlæggelse af epiduralkateter på .

Nævnet kan videre oplyse, at i anæstesiologisk litteratur og praksis anses koagulationsforstyrrelse som en, i hvert fald relativ, kontraindikation mod anlæggelse af epiduralkateter.

Nævnet finder anledning til at bemærke, at det forhold, at der senere blev anlagt epiduralkateter på uden, at der opstod problemer af nævnte art, ikke ændrer ved, at overlæge s bedømmelse var relevant.

Det er ligeledes nævnets vurdering, at overlæge foretog relevant valg af alternativ smertebehandling.

Nævnet finder samlet, at overlæge ikke har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af .

Overlæge havde ifølge journalen samtale med den 12. januar 2004, hvor der blev informeret om den kommende bedøvelse.

Nævnet finder ikke grundlag for at antage, at der ved denne samtale ikke i tilstrækkeligt omfang blev informeret om bedøvelsen.

Der fremgår imidlertid ikke af journalen eller af anæstesiskemaet oplysninger om, at der blev givet information.

Nævnet finder på den baggrund, at overlæge har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin journalføring af behandlingen af .