Klage over ordination af antipsykotisk medicin, som samlever skulle give patienten, og afvisning af anmodning om aktindsigt i journal

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere speciallæge i psykiatri <****> for hendes håndtering den 23. september, 3. oktober og 25. november 2002 af <****>s og advokat <****>s anmodninger om aktindsigt i <****>s journal, jf. lov om patienters retsstilling § 20, stk. 2, jf. stk. 1.

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere speciallæge <****> for hendes behandling af <****> den 6. august 2002, jf. lægelovens § 6.

Det skal desuden indskærpes overfor speciallæge <****> at udvise større omhu i sit fremtidige virke.

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere speciallæge <****>, fordi hun ikke havde indhentet samtykke fra <****> forud for behandlingen den 6. august 2002, jf. lov om patienters retsstilling § 6.

Hændelsesforløb

og hendes daværende samlever var den 17. juni 2002 i konsultation hos speciallæge i psykiatri . Konsultationen var kommet i stand på samleverens foranledning, da han fandt, at parret havde problemer i deres indbyrdes forhold i forbindelse med opdragelsen af deres fælles datter, som var født ved kejsersnit i februar 2002.

forlod konsultationen efter 15 minutter, da hun opdagede at speciallæge var psykiater og ikke psykolog, således som hun havde troet.

Herefter så speciallæge ikke igen.

s daværende samlever besøgte speciallæge igen den 6. august 2002 sammen med s far. Under denne samtale fik speciallæge oplyst, at tidligere havde været i behandling med Cisordinol, som er et antipsykotisk lægemiddel. Endvidere blev det oplyst, at hun havde været indlagt på psykiatrisk afdeling. Ved denne konsultation skrev speciallæge en recept på Cisordinol 10 mg til s samlever med henblik på, at han med hendes vidende skulle give hende medicinen.

Ved brev af 19. september, 2. oktober og 29. oktober 2002 begærede og advokat aktindsigt i journalnotater hos speciallæge . Det fremgik af begæringerne, at hun skulle bruge notaterne til en verserende ankesag ved domstolene om midlertidig forældremyndighed over parrets fælles barn.

Speciallæge afslog at give aktindsigt til og advokat , idet hun anførte, at journalnotaterne ikke ville være til hjælp for i ankesagen.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. at speciallæge ikke imødekom s og advokat s begæringer om aktindsigt i speciallægens notater vedrørende behandlingen af i 2002.

2. at speciallæge udskrev tbl. Cisordinol 10 mg til på et utilstrækkeligt grundlag.

Det er herved anført, at speciallæge udskrev medicinen til s daværende samlever, men at medicinen var til brug for .

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt

Speciallæge har overtrådt lov om patienters retsstilling § 20, stk. 2, jf. stk. 1,
for sin håndtering den 23. september, 3. oktober og 25. november 2002 af s og advokat s anmodninger om aktindsigt i s journal.

Begrundelse

Ved brev af 19. september 2002 begærede aktindsigt i sin journal hos speciallæge . Det fremgik af begæringen, at hun skulle bruge journalakterne til en verserende ankesag ved domstolene om midlertidig forældremyndighed over parrets fælles barn.

Speciallæge afslog ved brev af 23. september 2002 at give aktindsigt til , idet hun anførte, at journalnotaterne ikke ville være til hjælp for i ankesagen.

Ved brev af 2. oktober 2002 begærede advokat på vegne af aktindsigt i dennes journal hos speciallæge . Speciallæge afslog dette ved brev af 3. oktober 2002.

Den 29. oktober 2002 begærede aktindsigt i journalnotatet af 17. juni 2002 samt det notat, hvor speciallæge skrev recept på Cisordinol 10 mg. Ved brev af 25. november 2002 afslog speciallæge begæringen, idet hun igen henviste til, at notaterne ikke ville være til nogen hjælp for i ankesagen.

I sin udtalelse af 8. januar 2003 har speciallæge henvist til § 20, stk. 2, i lov om patienters retsstilling og anført, at hun ved afvisningen af at give aktindsigt benyttede sig af denne paragraf, idet hun fandt, at imødekommelse af begæringen om aktindsigt kunne være til skade for , og at det kunne være en pinagtig proces for hende ”at sidde og tumle med tørre notater om sine højst personlige forhold”. Disse overvejelser fremgår også af journalen.

Patientklagenævnet har til brug for vurderingen af sagen haft lejlighed til at gennemse speciallæge s journal vedrørende .

Nævnet kan oplyse, at det følger af § 20, stk. 1, i lov om patienters retsstilling, at en patient har ret til aktindsigt i sin journal. Det fremgår af lovens § 20, stk. 2, at aktindsigten kan begrænses i det omfang, patientens interesser i at blive gjort bekendt med oplysningerne findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller andre private interesser.

Det fremgår af pkt. 8 i Sundhedsministeriets vejledning af 14. september 1998 om aktindsigt m.v. i helbredsoplysninger, at bestemmelsen i § 20, stk. 2, forudsættes anvendt i ganske få tilfælde, eksempelvis hvor det drejer sig om en alvorlig, uhelbredelig og fremadskridende sygdom, og der er en nærliggende risiko for, at patientens psykiske tilstand alvorligt vil lide under at blive gjort bekendt med oplysningerne. Det fremgår endvidere, at det kan komme på tale at anvende bestemmelsen i forbindelse med behandlingen af patienter med psykiske lidelser, hvis der foreligger afgørende behandlingsmæssige hensyn, som taler imod at give aktindsigt.

Det er på denne baggrund nævnets opfattelse, at patienter, der har eller muligvis har en psykisk lidelse, som absolut hovedregel har krav på at få journalaktindsigt på lige fod med patienter med en somatisk sygdom.

Efter en gennemgang af journalen finder Patientklagenævnet, at der ikke ses at være afgørende hensyn for at afslå s anmodning om aktindsigt.

Nævnet har lagt vægt på, at , da hun anmodede om aktindsigt i journalen, ikke var i behandling hos speciallæge , at speciallæge efter samtalen den 17. juni 2002 vurderede, at ikke var psykotisk, og at speciallæge herefter kun modtog oplysninger om fra samleveren samt andre familiemedlemmer, bortset fra en telefonsamtale mellem speciallæge og den 16. september 2002.

Nævnet finder på denne baggrund, at der ikke var afgørende behandlingsmæssige årsager, der kunne begrunde, at speciallæge gav afslag på aktindsigt.

Ligeledes finder nævnet, at der ikke var afgørende hensyn til andre private interesser, som oversteg s krav på at få aktindsigt, bortset fra 1. afsnit og sidste linie i journalnotatet den 4. oktober 2002, som vedrører behandlingen af en anden patient. Dette notat er efter nævnets opfattelse fejlagtigt placeret i s journal.

På denne baggrund finder nævnet, at speciallæge ikke var berettiget til at afslå s og advokat s begæring om aktindsigt i s journal. Nævnet finder, at speciallæge burde have givet aktindsigt i hele journalen, bortset fra 1. afsnit og sidste linie i journalnotatet den 4. oktober 2002.

Nævnet finder endvidere grundlag for at kritisere speciallæge for den begrundelse, hun ved breve af 23. september, 3. oktober og 25. november 2002 gav og advokat for afslaget på aktindsigt, samt for at hun ikke i den forbindelse gav klagevejledning.

I den forbindelse skal nævnet oplyse, at det fremgår af pkt. 8 i Sundhedsministeriets vejledning om aktindsigt m.v. i helbredsoplysninger, at et afslag på anmodning om aktindsigt skal ledsages af en begrundelse samt klagevejledning.

Nævnet har lagt vægt på, at speciallæge overfor og advokat begrundede afslaget med, at journalnotaterne ikke ville være til hjælp i ankesagen vedrørende midlertidig forældremyndighed, hvilket efter nævnets opfattelse ikke var den reelle begrundelse for afslaget. Dette fremgår af såvel speciallæge s udtalelse til sagen samt journalen.

Speciallæge burde efter nævnets opfattelse have anført i afslaget, at hun mente, at imødekommelse af begæringen om aktindsigt kunne være til skade for . Hun burde endvidere have oplyst om, at klage over afslaget kunne indgives til Patientklagenævnet.

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt

Speciallæge har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 6. august 2002.

Det skal desuden indskærpes speciallæge at udvise større omhu i sit fremtidige virke.

Speciallæge har overtrådt lov om patienters retsstilling § 6 ved den 6. august 2002 at iværksætte behandling af uden hendes samtykke.

Begrundelse

Det fremgår af speciallæge s journal vedrørende , at hun efter en samtale med og hendes daværende samlever den 17. juni 2002 vurderede, at ikke var psykotisk. Det fremgår endvidere af journalen denne dag, at absolut ikke ville gå hos en psykiater.

Videre fremgår det af journalen den 6. august 2002, at speciallæge havde en samtale med s daværende samlever og hendes far, hvorunder hun fik oplyst, at tidligere havde været i behandling med Cisordinol, og at hun havde været indlagt på psykiatrisk afdeling. s far oplyste under samtalen, at under et ophold i USA havde haft et ”bad trip” med LSD.

Ligeledes fremgår det af journalen den 6. august 2002, at s samlever oplyste, at var holdt op med at tage Cisordinol, da hun gerne ville være gravid. Det fremgår også, at det et par gange var lykkedes at få til at tage 2 mg Cisordinol, som fandtes i huset fra tidligere. Der fandtes endvidere Cisordinol 10 mg.

Speciallæge har i journalen – ligeledes den 6. august 2002 – anført, at hun ikke kunne stille en diagnose, for så vidt angik . Hun har endvidere anført, at hun udskrev en recept i samleverens navn på 50 stk. tbl. Cisordinol 10 mg, samt at samleveren skulle sige til , at han havde talt med speciallægen, og at hun skulle tage en tablet daglig. Hun indskærpede, at han skulle handle åbent, og at han ikke måtte komme medicinen i s mad.

Patientklagenævnet har ved sin behandling af sagen indhentet en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen.

Patientklagenævnet finder, at speciallæge har handlet væsentligt under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved at foranledige behandling af med tbl. Cisordinol.

Nævnet skal endvidere indskærpe overfor speciallæge at udvise større omhu i sit fremtidige virke.

Det er nævnets opfattelse, at behandlingen blev foranstaltet på baggrund af andenhåndsoplysninger fra s samlever og far, og at der ikke var foretaget en forudgående klinisk undersøgelse. Nævnet finder således, at speciallæge foranstaltede behandlingen med Cisordinol på et utilstrækkeligt grundlag.

Det fremgår af § 6 i lov om patienters retsstilling, at ingen behandling må indledes eller iværksættes uden patientens informerede samtykke.

Nævnet finder, at speciallæge har handlet i strid med denne bestemmelse, idet hun iværksatte behandling af med Cisordinol, som er et lægemiddel, der har ikke uvæsentlige bivirkninger, uden dennes samtykke, så meget desto mere som speciallæge var klar over, at ikke ønskede psykiatrisk behandling.

Det forhold at speciallæge indskærpede s samlever at give medicinen ”åbent” ændrer ikke ved nævnets opfattelse, idet en læge ikke kan overlade til en pårørende at give den information og indhente det samtykke, som kræves i henhold til lov om patienters retsstilling.

Endelig finder nævnet grundlag for kritik af speciallæge , fordi hun udskrev recept på Cisordinol til s samlever, når medicinen ikke var til ham, men reelt blev ordineret til .

Nævnsmedlemmerne og har, for så vidt angår 2. klagepunkt, afgivet følgende mindretalsudtalelse:

Vi finder, at speciallæge har handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard, men at det havde været mere hensigtsmæssigt at overlade den medicinske behandling til egen læge. Dette var - da var gruppe-2-patient og ikke søgte fast læge - imidlertid ikke muligt. vurderede korrekt, at var på vej ud i en psykose, og da var ansvarlig for et spædbarn, vurderede korrekt at medicinsk behandling var indiceret.