Klage over manglende scanning af en 77-årig patient med bækkenbrud samt over, at patienten blev overført til intensiv afdeling på et andet hospital

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de læger på medicinsk afdeling, , der den 8. og 9. februar 2004 foretog behandling af , jf. lægelovens § 6.Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge A for hendes behandling af den 18. februar 2004 på intensiv afdeling, , jf. lægelovens § 6.

Sagsnummer:

0553007

Offentliggørelsesdato:

20. marts 2006

Speciale:

Intern medicin, Anæstesiologi/intensiv

Faggruppe:

Læger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de læger på medicinsk afdeling, <****>, der den 8. og 9. februar 2004 foretog behandling af <****>, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge A for hendes behandling af <****> den 18. februar 2004 på intensiv afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb


Den 29. januar 2004 faldt i sin bolig på et plejehjem og slog halebenet. Hun blev herefter tilset af en læge, der ikke fandt, at der var noget brud, men da hendes smerter forværredes, blev hun røntgenfotograferet den 6. og 7. februar 2004. Billederne viste ikke tegn på brud.

Den 8. februar 2004 kl. 21.30 blev indlagt på medicinsk afdeling, , på grund af stærke smerter. Ved indlæggelsen var hun klamtsvedende og let blålig (perifer cyanotisk), men rettede sig, da hun fik ilt og morfin intravenøst. Reservelæge C foretog en klinisk undersøgelse af hende og ordinerede standardblodprøver, EKG samt undersøgelser for forøget tryk i muskler og levertal.

Den 9. februar 2004 kl. 1 forelå prøvesvarene, som viste let forhøjede infektionsparametre, nedsat koagulationsfaktor, forhøjet myoglobin og let nyrepåvirkning. Reservelæge C vurderede efter konference med sin bagvagt, overlæge B, at der ikke var tegn på beskadigelse af muskulaturen (rhambdomyolyse). Der blev dog for en sikkerheds skyld iværksat behandling mod rhambdomyolyse i form af øget væskeindgift med hurtigere og større urinudskillelse til følge.

Ved undersøgelse den 9. februar 2004 kl. 8 var s bug spændt, og der kunne ikke høres tarmlyde. På grund af mistanke om akut betændelse i bughulen blev der ordineret akut røntgenoversigt over bugen og røntgen af brystkassen samt rekvireret tilsyn fra intern medicinsk klinik. Kl. 10.30 blev undersøgt af en læge fra intern medicinsk klinik, der fandt hendes mave uøm med normale tarmlyde, men fastholdt den planlagte røntgenoversigt. Lægen aftalte med røntgenafdelingen, at der desuden blev foretaget en spiralscanning af lænden med henblik på evt. brud med sammenpresning af ryghvirvlerne (columnafraktur med rodkompression).

Røntgenoversigten over bughulen viste ikke tegn på tarmslyng. Det havde ikke været muligt at foretage en scanning af lænden, da var præget af uro og ikke kunne kooperere. På trods af morfinbehandling var fortsat svært smerteforpint, hvorfor smertebehandlingen blev intensiveret. På grund af mistanke om blodforgiftning blev der ordineret et bredspektret antibiotikum.

Den 10. februar 2004 kl. 3 var fortsat voldsomt klagende, og det var ikke muligt at foretage yderligere undersøgelser. Hun havde blå mærker og hudafskrabninger på benene, og venstre arm var hævet og rød. Der blev rekvireret tilsyn fra psykiatrisk afdeling på mistanke om organisk psykosyndrom. Ved tilsynet kl. 4.40 fandt psykiateren, at burde afklares for legemlig sygdom. Det blev herefter besluttet at give en let bedøvelse (sedering) for at gennemføre en CT-scanning af bugen, brystkassen og lænden.

CT-skanningen blev foretaget den 10. februar 2004 kl. 8 og viste betændelse i venstre lunge og et dobbeltsidigt brud i bækkenet (os sacrum bilat. ved sacroilicaleddene). blev tilset af læger fra ortopædkirurgisk afdeling, der fandt, at bruddet ikke skulle opereres, men gro sammen af sig selv (konservativ behandling), og at hun skulle holdes smertedækket.

Den 18. februar 2004 besluttede overlæge A at overføre fra intensiv afdeling, , til den intensive afdeling på . Begrundelsen herfor var pladsmangel.

afgik ved døden som følge af multiorgansvigt den 22. februar 2004.

Klagen


Der er klaget over følgende:

1. At den ansvarlige læge på akut modtagelsesafdeling på ikke behandlede korrekt.

Det er herved anført, at burde have været undersøgt ved en scanning med det samme og ikke først efter 2 dage. Det er i den forbindelse anført, at hun var meget forpint af smerter.

2. At den læge på intensiv afdeling på , der besluttede at overflytte til , ikke handlede korrekt.

Det er herved anført, at det på grund af s kritiske tilstand var uansvarligt at flytte hende. Det er endvidere anført, at s datter fra afdelingen fik at vide, at hørte til , på trods af at hun havde boet i de sidste 50 år.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt


Reservelæge C har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 8. februar 2004 på medicinsk afdeling, .

Overlæge B har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 9. februar 2004 på medicinsk afdeling, .

Begrundelse


Det fremgår af journalen, at den 8. februar 2004 blev indlagt akut på medicinsk afdeling, , med smerter i venstre hofte efter et fald en uge forinden. Hun blev tilset af reservelæge C, som optog en sygehistorie, hvoraf det fremgik, at der siden faldet havde været tiltagende smerter i venstre balle. Det blev oplyst, at der 2 dage tidligere var blevet foretaget røntgenundersøgelse af venstre hofte og bækken på , og at denne undersøgelse ikke havde vist tegn på fraktur eller luksation. Endvidere blev det oplyst, at der dagen før var blevet foretaget røntgenundersøgelse på skadestuen, , uden fund af fraktur. Der var voldsomme smerter i venstre balle, men ikke i benet, hoften eller lænden. På plejehjemmet, hvor boede, var der blevet givet 10 mg morfin som engangsdosis. Efterfølgende var hun begyndt at hyperventilere med blåfarvning (cyanosefarvning) til følge. Ved indlæggelsen var hun klamtsvedende og let blålig (perifer cyanotisk), men rettede sig, da hun fik ilt og morfin intravenøst.

På baggrund af det ovenstående er det nævnets opfattelse, at reservelæge C optog en relevant sygehistorie den 8. februar 2004.

Reservelæge C foretog en klinisk undersøgelse, hvorved hun fandt, at var voldsomt smerteforpint. Der var dog ikke kliniske tegn på bækkenbrud eller nervepåvirkning. Der blev ikke påvist fejlstillinger, og der var normal bevægelighed af begge ben samt normal følesans. Reservelæge C ordinerede morfin 10 mg intravenøst samt standardblodprøver og EKG. Efter konference med bagvagten, overlæge B, blev der endvidere ordineret undersøgelser for forøget tryk i muskler og levertal.

Det er på baggrund af det ovenstående nævnets opfattelse, at reservelæge C foretog en relevant klinisk undersøgelse af , og at hun ordinerede relevante yderligere undersøgelser samt smertestillende behandling.

Det er anført i klagen, at burde have været undersøgt ved en scanning med det samme.

Det er nævnets vurdering, at der ikke var indikation for at iværksætte en akut CT-scanning af bækkenet, idet der 1 og 2 døgn forud for indlæggelsen var blevet foretaget røntgenundersøgelser, som ikke havde vist bækkenbrud.

Overlæge B har i en udtalelse til sagen oplyst, at han den 9. februar 2004 kl. 1 tilså og vurderede blodprøveresultaterne sammen med reservelæge C. Da havde uforklarede kraftige smerter i venstre balle var der en lille mistanke om, at hendes smerter kunne skyldes en muskellæsion med nedbrydning af muskelvæv (rhabdomyolyse), og overlæge B ordinerede herfor væskebehandling med henblik på at øge vandladningen (forcereret diurese).

Det er på denne baggrund nævnets vurdering, at overlæge B den 9. februar 2004 foretog relevant undersøgelse og behandling af .

Nævnet finder herefter, at reservelæge C og overlæge B har handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved behandling af henholdsvis den 8. og 9. februar 2004 på medicinsk afdeling, .

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt


Overlæge A har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 18. februar 2004 på intensiv afdeling, .

Begrundelse


Det fremgår af journalen den 18. februar 2004, at overlæge A traf beslutning om at overføre fra intensiv afdeling, , til intensivafdelingen på . Grunden hertil var, at der var akut pladsmangel på intensiv afdeling på .

Det er anført i klagen, at det på grund af s kritiske tilstand var uansvarligt at flytte hende

Det er nævnets vurdering, at nok var svært syg, men at der ikke var noget i hendes medicinske tilstand, der gjorde det uforsvarligt at overflytte hende til et andet hospital.

Det fremgår således også af transportjournalen, at transporten foregik ukompliceret, idet var vejrtrækningsmæssigt (respiratorisk) og kredsløbsmæssigt (cirkulatorisk) stabil under transporten.

Nævnet kan i øvrigt oplyse, at overflytning mellem intensivafdelinger kan være nødvendigt, såvel af pladsmæssige som af medicinske grunde.

Nævnet finder herefter, at overlæge A har handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 18. februar 2004 på intensiv afdeling, .

Afgørelsen er truffet af et flertal. Nævnsmedlemmerne og har truffet følgende mindretalsudtalelse:

Nævnsmedlemmerne finder anledning til at kritisere, at overlæge A den 18. februar 2004 traf beslutning om at overflytte fra intensivafdelingen på til intensivafdelingen på .

Nævnsmedlemmerne har lagt til grund, at overflytningen skete på grund af pladsmangel, således som det fremgår af journalerne fra såvel den afgivende som den modtagende afdeling. Hvis overflytningen havde været begrundet i bedre behandlingsmæssige forhold på den modtagende afdeling, skulle der i øvrigt have været indhentet forudgående informeret samtykke fra patienten eller dennes datter, hvilket ikke skete.

Nævnsmedlemmerne har lagt vægt på, at den 77-årige var svært syg. Hun lå i respirator på intensiv afdeling og kunne ikke vækkes. Selv om overflytningen skete i respirator og under ledsagelse af anæstesilæge finder nævnsmedlemmerne ikke, at det er acceptabelt at udsætte en så dårlig patient for en transport til et andet hospital. Nævnsmedlemmerne har blandt andet bemærket, at transporten fandt sted i februar måned, og at ud over sine øvrige sygdomme havde lungebetændelse.

Nævnsmedlemmerne finder ikke, at overlæge A har godtgjort, at alle andre muligheder var afprøvet først, herunder muligheden for indkaldelse af ekstra personale eller lignende. Der er heller ikke redegjort nærmere for berettigelsen af den foretagne prioritering, ligesom det ikke er godtgjort, at overlæge A over for hospitalets ledelse har redegjort for, at kapacitetsmangel betød, at den uacceptable overflytning ikke kunne undgås.