Tvangsbehandling underkendt på grund af skift i præparat (utilstrækkelig udfyldelse af tvangsprotokol vedrørende tvangsbehandling)

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 23. februar 2005 vedrørende beslutning om tvangsmedicinering af den 16. februar 2005 på Psykiatrisk afdeling, .

Sagsnummer:

0553801

Offentliggørelsesdato:

20. november 2005

Speciale:

Psykiatri

Faggruppe:

Læger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 23. februar 2005 vedrørende beslutning om tvangsmedicinering af <****> den 16. februar 2005 på Psykiatrisk afdeling, <****>.

 

Hændelsesforløb



er 40 år gammel. Han har ingen uddannelse, er uden arbejde, og han bor i egen lejlighed, som han i en længere periode dog ikke har magtet at opholde sig i på grund af sin sindslidelse. modtager bistandshjælp og har ingen kontakt til sin familie.

I årene op til den første indlæggelse magtede ikke at være i beskæftigelse, og han kunne ikke opholde sig i sin lejlighed, idet han mente, han var udsat for overfald. Af den grund følte han sig utryg, og han valgte at leve på gaden.

var i perioden fra den 25. april til den 5. september 2002 indlagt på en psykiatrisk afdeling, hvor han var tvangsindlagt på behandlingsindikation på Psykiatrisk afdeling, . Under denne indlæggelse fandt man, at led af paranoid skizofreni. Han fremtrådte således kontakt,- og tankeforstyrret, han var hørelseshallucineret, og han husede systematiserede vrangforestillinger. blev behandlet med Cisordinol, i starten givet som led i tvangsbehandling, hvorved hans tilstand blev bedre. Ved udskrivelsen var de psykotiske symptomer aftaget, men var fortsat uden sygdomsindsigt, og han blev henvist til videre behandling ved lokalpsykiatrien. Efter udskrivelsen afviste han at fortsætte behandlingen med antipsykotisk medicin, og i sommeren 2003 blev han efter eget ønske afsluttet i lokalpsykiatrien.

I foråret 2004 blev tilset af en læge i detentionen, hvor han var blevet anbragt på grund af konfrontationer i en butik. Lægen vurderede, at der var behov for at tvangsindlægge ham på behandlingsindikation. Tvangsindlæggelsen blev imidlertid ikke iværksat indenfor den påkrævede tidsfrist, og lokalpsykiatrien søgte derfor igen kontakt med . Her havde han to korterevarende forløb, som han i begge tilfælde selv afbrød. Da lokalpsykiatrien modtog oplysninger om, at igen var begyndt at gå på gaden, at han i sin lejlighed hverken havde strøm eller møbler, og at der fra boligforeningen var tilstødt klager over banken på vandrørene, orienterede man s egen læge om, at det fra lokalpsykiatrien ikke havde været muligt at etablere en sådan kontakt med , at han accepterede behandling.

Den praktiserende læge formodede, at befandt sig i en behandlingskrævende tilstand, hvorfor han sammen med og politiet forsøgte at finde ham. Da blev fundet, blev der foretaget en lægeundersøgelse af ham på politigården.

Aktuelt blev den 31. januar 2005 tvangsindlagt på behandlingsindikation på Psykiatrisk afdeling, . Ved indlæggelsen fremtrådte han psykotisk. Han angav, at bakterier på breve og aviser gav anledning til, at fingrene sprækkede. Han forklarede, at han gik uden sokker og heller ikke havde vasket hverken tøj eller sig selv på grund af dårlig økonomi, og at han derfor levede af pasta og ris. Såvel den emotionelle som formelle kontakt var læderet, han fremtrådte tankeforstyrret med privat og uindfølelig logik samt ordnydannelser (neologismer). I afdelingen isolerede han sig i forhold til sine medpatienter, han spiste på sin stue, som han havde tømt for møbler, lamper, toiletbørste mv., ligesom han havde fjernet sengelinned fra sin seng og sov på den bare madras. fremtrådte tydeligt paranoid, han isolerede radiatorrør og elektriske installationer med toiletpapir og klistrede små, gule sedler fast i karmen til døren på værelset for at kunne holde øje med, om nogen gik derind, og han åbnede konstant døre og vinduer for at opnå gennemtræk. I afdelingen observerede man umotiveret grinende, han sneg sig lyttende rundt langs dørene, udstoppede revner, sprækker og ventilationsåbninger på stuen med toiletpapir og begrundede dette med, at han havde mistanke om, at der kom gas ind gennem sprækker, ligesom personalet tre uger efter indlæggelsen havde mistanke om, at med forsæt to gange i løbet af en weekend havde kortsluttet elektriske installationer.

Ved indlæggelsen den 31. januar 2005 blev der ordineret antipsykotisk behandling med tablet Zeldox, hvilket ved en gennemgang den efterfølgende dag blev ændret til behandling med Cisordinol.

Den 3. februar 2005 blev der atter ordineret behandling med Zeldox, idet klagede over sløvhed (sedation) ved behandling med Cisordinol. blev herefter løbende tilbudt tablet Zeldox 40 mg 2 gange dagligt, men han afviste vedvarende behandlingen.

Den 16. februar 2005 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med Cisordinol.

Klagen



klagede over beslutningen om tvangsbehandling til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved godkendte ved afgørelse af 23. februar 2005 beslutningen om tvangsmedicinering af . Det blev som begrundelse anført, at var sindssyg eller i en tilstand, der ganske måtte ligestilles hermed, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet lagde herved vægt på, at han var psykotisk, idet han led af paranoid skizofreni.

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved fandt endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet lagde herved vægt på, at aktivt var søgt motiveret for frivillig behandling, da beslutningen om tvangsmedicinering blev truffet på indlæggelsens 17. døgn, og at han tidligere havde modtaget behandling med antipsykotisk medicin i form af Cisordinol med god effekt på tilstanden. Videre lagde nævnet vægt på, at det ville være utilstrækkeligt at behandle s psykotiske tilstand uden at anvende antipsykotisk virkende medicin i behandlingen. Endelig lagde nævnet vægt på, at medicinering med dråber/tablet af Cisordinol var primær i forhold til injektionsbehandling.

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved fandt tillige, at kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering med færrest mulige bivirkninger var opfyldt, idet nævnet lagde vægt på, at Cisordinol er et almindeligt anvendt og velafprøvet antipsykotisk lægemiddel, ligesom den besluttede dosering var sædvanlig.

Afgørelse af anken



Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer afgørelsen af 23. februar 2005 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved om tvangsmedicinering af på Psykiatrisk afdeling, .

Begrundelse



Sundhedsvæsenets Patientklagenævn skal bemærke, at den udfyldte tvangsprotokol ikke indeholder dato for beslutningen om iværksættelse af tvangsbehandling samt navnet på den ordinerende overlæge.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at bekendtgørelse nr. 849 af 2. december 1998 om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger § 32 fastslår, at der ved tvangsbehandling skal ske tilførsel i tvangsprotokollen af patientens navn og cpr-nr., behandlingens art og omfang, begrundelsen for tvangsbehandlingen, navnet på den ordinerende overlæge samt navnet på den tilstedeværende læge.

Videre kan nævnet oplyse, at det fremgår af kommentaren til Psykiatrilovens § 20 stk. 1, at registrering af tvangsanvendelse er nødvendig for den enkelte patients retssikkerhed f.eks. i forbindelse med behandlingen af konkrete klagesager ved domstolene eller patientklagenævnet. Det er således af betydning for vurderingen i en eventuelt efterfølgende prøvelse af tvangsanvendelsens berettigelse, at datoen for tvangsindgrebet og overlægens navn er dokumenteret i forbindelse med beslutningen herom.

Vedrørende beslutningen om tvangsbehandling finder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at befandt sig i en psykotisk tilstand præget af vrangforestillinger af forfølgelseskarakter. Endvidere var såvel den formelle som emotionelle kontakt svært forringet, fremtrådte svært tankeforstyrret, hans adfærd var bizar, og han var uden sygdomsindsigt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det fremgår af psykiatrilovens § 4, at tvang ikke må benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken.

Det er Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at motivationstiden i forbindelse med tvangsbehandling regnes fra det tidspunkt, hvor patienten er blevet gjort bekendt med, at lægerne anbefaler et konkret behandlingstilbud, og at motivationen for en konkret behandling endvidere skal foretages løbende.

Ved et konkret behandlingstilbud kan patienten således forholde sig til eksempelvis, hvilket præparat og hvilken dosis, som vil finde anvendelse ved en eventuel beslutning om tvangsbehandling.

I forløbet af motivationsperioden kan der imidlertid fra især patienten fremkomme en række indvendinger i form af fx risiko for vægtstigning, parkinsonprægede bivirkninger, bivirkninger af seksuel karakter mv., som, i delvis imødekommelse af patientens ønsker, kan gøre det hensigtsmæssigt at træffe beslutning om tvangsbehandling med et andet præparat end det, patienten primært er søgt motiveret for.

Det fremgår af partshøringssvaret fra Psykiatrisk afdeling, af 11. juli 2005, at det er afdelingens opfattelse, at der ikke af Psykiatrilovens § 4 eller 12 fremgår betragtninger, der taler imod et præparatskift i motivationsperioden. Det er endvidere afdelingens opfattelse, at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn med dets afgørelse forhindrer, at man i motivationsperioden forsøger at imødekomme patientens ønsker vedrørende valg af præparat med henblik på at opnå frivillig medicinering.

Det er Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at det er i overensstemmelse med Psykiatrilovens § 4, at der i motivationsperioden foretages skift i valg af præparat, for eksempel med henblik på at imødekomme en patients egne ønsker. Videre er det nævnets opfattelse, at patienten efter et sådant præparatskift skal have mulighed for at kunne forholde sig til det nye præparat, hvorfor patienten skal have en passende betænkningstid.

Ved indlæggelsen den 31. januar 2005 blev der ordineret antipsykotisk behandling med tablet Zeldox, hvilket ved en gennemgang den efterfølgende dag blev ændret til behandling med Cisordinol.

Den 3. februar 2005 blev der atter ordineret behandling med Zeldox, idet klagede over sløvhed (sedation) ved behandling med Cisordinol. blev herefter løbende tilbudt tablet Zeldox 40 mg 2 gange dagligt.

var søgt motiveret for behandling med præparatet Zeldox gennem 14 dage, inden der blev truffet beslutning om tvangsbehandling. Beslutningen om tvangsbehandling vedrørte imidlertid præparatet Cisordinol.

Det fremgår af sagen, at alene gennem 2 dage i starten af motivationsperioden har været søgt motiveret for præparatet Cisordinol.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder derfor, at betingelserne for tvangsbehandling ikke var opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved .