Klage over, at det var uforsvarligt at udskrive en 79-årig patient, og at der burde have været sikret opfølgning ved kontakt til hjemmeplejen.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge A for hans behandling af <****> den 28. juli 2003 på kardiologisk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere læge B for hans behandling af <****> den 29. juli 2003 på kardiologisk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

blev indlagt på kardiologisk afdeling, , den 21. juli 2003 via sygehusets skadestue efter at være faldet om på toilettet i hjemmet. Ved undersøgelse i ambulancen fandtes hjertestop (ventrikelflimren), og blev behandlet med stød, hvorefter der kom normal hjerterytme. Ved undersøgelse på skadestuen påvistes såkaldt venstresidigt grenblok.

Der blev i kardiologisk afdeling iværksat medikamentel behandling af hjertearytmi med et stærkt virkende lægemiddel (Cordarone). Tilstanden stabiliseredes nogenlunde i løbet af nogle dage, dog var der 2 korte episoder med såkaldt ventrikulær tachycardi i døgnet fra den 27. til den 28. juli 2003, som sammenholdt med 2 besvimelsesperioder forud for indlæggelsen gjorde, at man overvejede muligheden af overflytning af til til såkaldt invasiv kardiologisk undersøgelse.

Ved en samtale den 28. juli 2003 mellem , dennes søn og overlæge A, blev man enige om ikke at foretage mere indgribende undersøgelser under hensyntagen til s tidligere sygdomme og den nuværende tilstand.

Den 29. juli 2003 konstaterede læge B i journalen, at hjerteaktionen var regelmæssig svarende til pulsen, og at tilstanden i øvrigt var sådan, at udskrivning var forsvarlig. blev herefter udskrevet.

s søn blev den 29. juli 2003 opmærksom på, at var blevet udskrevet, og han tog til faderens bopæl, hvor han fandt faderen hos en anden beboer i ejendommen, der havde set, at sad udenfor, uden at kunne komme ind i sin lejlighed.

afgik ved døden ca. tre døgn efter udskrivelsen.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At lægerne var uforsvarlige i deres beslutning om at udskrive den 29. juli 2003, og at de burde have sikret opfølgning ved kontakt til hjemmepleje mv.

Det er herved anført, at en uge forinden udskrivelsen var blevet genoplivet i forbindelse med en blodprop i hjertet, og at hans tilstand var meget svækket med blandt andet beskadiget lever og nyrer. De har endvidere anført, at han tidligere havde lidt af blandt andet kræft, blodprop i hjernen, mavesår og lungebetændelse.

Nævnets afgørelse af klagen

Overlæge A har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 28. juli 2003 på kardiologisk afdeling, .

Læge B har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 29. juli 2003 på kardiologisk afdeling, .

Begrundelse

havde ifølge journalen den 21. juli 2003 tidligere haft slagtilfælde (apopleksi), kronisk nyresygdom (nefropati), skrumpelever (levercirrhose), og var legemligt svækket. Ikke desto mindre havde han været i stand til at klare sig hjemme uden hjemmehjælp indtil indlæggelsen den 21. juli 2003.

Den 21. juli 2003 havde i hjemmet pådraget sig hjertestop (ventrikelflimren), og der blev efterfølgende påvist en lille blodprop i hjertet. Ifølge journalen den 22. juli 2003 havde der forud for hjertestoppet været 2 tilfælde, hvor han var faldet om og havde pådraget sig blodansamlinger (hæmatom).

Ifølge journalen den 22. juli 2003 blev der opstartet behandling med lægemidlet Cordarone gennem en vene.

Det fremgår af journalen den 28. juli 2003, at overlæge A overvejede at udføre avancerede hjerteundersøgelser med henblik på hjerteoperation og pacemakerbehandling (koronarart. og El-Fys), men at overlæge A frarådede denne behandling, da tidligere havde haft slagtilfælde (apopleksi), kronisk nyresygdom (nefropati), skrumpelever (levercirrhose), og var legemligt svækket. Det fremgår videre af journalen, at både og dennes søn var indforstået med, at der ikke skulle opereres. Endelig er det i journalen anført, at kunne udskrives, når han var rytmestabil.

Nævnet finder at det var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard, at lægerne overvejede, om der skulle ske yderligere udredning med kranspulsåreundersøgelse og elektrisk undersøgelse af hjertet med henblik på eventuel behandling med implantérbar defibrillator. Nævnet finder endvidere, at det var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard at fraråde denne form for behandling på grund af s begrænsede livsudsigter på grund af alder og kroniske lidelser og i stedet tilbyde medicinsk behandling.

Nævnet kan oplyse, at sidstnævnte består af medicinsk behandling med stoffet Cordarone, som er et antiarytmikum, hvis formål det er at forebygge fornyede ondartede hjertearytmier.

Nævnet kan oplyse, at man ikke umiddelbart kan måle effekten af behandlingen bortset fra at sikre sig, at der efter mætning med Cordarone, hvilket almindeligvis tager en lille uge, ikke er symptomgivende ondartede arytmier.

Der var efter nævnets opfattelse ikke symptomer på ondartede arytmier, og man kunne således sige, at den 28. juli 2003 efter 6 dages behandling, var tilfredsstillende Cordarone-behandlet, og i princippet kunne udskrives, når de øvrige forhold tillod dette.

Efter en samlet vurdering finder nævnet, at overlæge As beslutning den 28. juli 2003 om at kunne udskrives, når han var hjertemæssigt stabil var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Som anført ovenfor var de lægefaglige forhold vedrørende den medicinske behandling af s ondartede arytmi afklarede, og var den 29. juli 2003 ifølge journalen fortsat uden ondartede hjertearytmier.

Læge B har i en udtalelse af 26. januar 2004 oplyst, at under stuegang flere gange angav, at han var interesseret i at komme hjem. Nævnet finder endvidere, at læge Bs udtalelse er i overensstemmelse med de karakteristika, som klageren har anført om , hvorfor nævnet lægger til grund, at faktisk udtrykte ønske om at komme hjem.

Af journalen den 29. juli 2003 fremgår det, at angav at være velbefindende, og at læge B ved den objektive undersøgelse fandt alment upåvirket uden tegn til hjertesvigt, og uden tegn til ansamlinger af væske i kroppen, og med en pæn iltningsgrad. Det fremgår af journalen, at læge B på den baggrund fandt det helt forsvarligt at udskrive .

Læge B har i sin udtalelse videre anført, at da hovedsagligt havde klaret sig selv op til den aktuelle indlæggelse, og da han ikke var interesseret i yderligere hjælp, fandt han det forsvarligt at sende hjem.

Det fremgår af klagen, at klageren efter samtalen med overlæge A den 28. juli 2003 havde det indtryk, at der ville gå yderligere ca. 1 uge, før kunne udskrives, idet lægerne skulle have mulighed for at vurdere virkningen af den medicinske behandling.

Nævnet kan vedrørende udskrivelsestidspunktet for kronisk syge ældre mennesker, hvor man ikke kan tilbyde yderligere behandling af deres grundlæggende lidelser, oplyse, at det ikke er ualmindeligt, at udskrivningstidspunktet justeres i forhold til patientens egne ønsker.

Nævnet kan videre oplyse, at man sædvanligvis retter sig efter den pågældende patients ønsker. Det er dog også almindeligt kendt, at ældre kronisk syge mennesker af og til fejlvurderer deres egne færdigheder og behovet for hjælp. I disse tilfælde er det efter nævnets opfattelse den udskrivende læges og sygeplejerskes ansvar at tilse, at patienten ikke hjemsendes og efterlades hjælpeløs. Denne forpligtigelse for den udskrivende læge og sygeplejerske kommer dermed principielt i modstrid med patientens ønske om selvbestemmelse. Dette løses almindeligvis i mindelighed ved, at patienten i sådanne tilfælde giver tilladelse til, at hjemmehjælpen kommer på besøg for at vurdere behovet, alternativt at man med familien aftaler, at de påtager sig ansvaret for, at patienten får den nødvendige hjælp.

Nævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at det var uforsvarligt at udskrive til hjemmet, idet han selv havde udtalt ønske om at komme hjem, og da han ud fra en almen klinisk vurdering, både vedrørende arytmiproblemet og den almene tilstand, skønnedes stabil. Nævnet finder endvidere ikke grundlag for at fastslå, at læge B burde have vurderet, at ikke kunne klare sig selv efter udskrivelsen.

Klageren har i brev af 27. juni 2005 i forbindelse med en partshøring blandt andet anført, at der i forbindelse med udskrivelsen af skete en overtrædelse af kardiologisk afdelings standard for udskrivelse af patienter, idet de pårørende ikke blev kontaktet og informeret herom.

Det er nævnets opfattelse, at det i tilfælde, hvor lægen har vurderet, at patienten kan klare sig selv i hjemmet, ikke i henhold til lægeloven er pligt til at informere de pårørende.

Klager over, at der på trods af en aftale om orientering til pårørende om udskrivelse, må efter nævnets opfattelse betragtes som klager over hospitalets service, ligesom klager over overtrædelse af hospitalets interne standarder i et sådant tilfælde ligeledes må betragtes som en klage over service.

Nævnet kan oplyse, at nævnet ikke har kompetence til at behandle klager over service. Sådanne klager henhører under sygehusmyndigheden, det vil sige .

Nævnet finder således ikke, at der var pligt til at inddrage de pårørende i forbindelse med udskrivelsen med henblik på at sikre, at de pårørende kunne være til stede i hjemmet.

Nævnet finder på denne baggrund, at læge B handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 29. juli 2003 på kardiologisk afdeling, .

DISSENS:

og : Det havde været hensigtsmæssigt om man havde underrettet hjemmeplejen og/eller de pårørende i forbindelse med udskrivningen.