Klage over tvangsmedicinering med Cisordinol depot

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 14. april 2005 vedrørende beslutning om tvangsmedicinering af <****> den 14. februar 2005 på psykiatrisk afdeling, <****>.

Hændelsesforløb

, der er 64 år gammel, havde været indlagt i 1983 og 1984 under diagnosen paranoid psykose. Hun var indlagt i 1988 under diagnosen paranoid skizofreni og igen i 1999 med paranoid skizofreni. Ved indlæg-gelsen i 1999 havde hun isoleret sig, og havde haft manglende fødeindtagelse. Hun blev da tvangsbehandlet med Trilafon, som hun ved udskrivelsen efter 1½ måneds indlæggelse fortsatte med, sammen med medicin mod bivirkninger. Hun har i perioder været tilknyttet distriktspsykiatrisk center og har fået depotbehandling.

var tidligere kontoruddannet og havde haft skiftende jobs indtil hun fik pension på grund af psykisk lidelse i 1980’erne. Hun har siden 1992 boet i beskyttet bolig i tilknytning til ””.

Aktuelt blev af egen læge den 3. februar 2005 tvangsindlagt på behandlingsindikation på psykiatrisk afdeling, , da hun i flere år havde fået antipsykotisk medicin og nu gennem de seneste måneder havde isoleret sig mere og mere, samt efterhånden ikke tog hverken mad eller drikke til sig af frygt for, at hun ikke kunne tåle det. Hun gav udtryk for, at hun er multiallergiker.

Ved indlæggelsen fremtrådte afmagret og udtørret i en sådan grad, at hendes tale var påvirket af det. Hun kunne dog gå og stå. Hun var ved indlæggelsen afvisende overfor kontakt med personalet og ønskede ikke at være i afdelingen. Hun ønskede dog heller ikke at klage over tvangstilbageholdelsen. Hun afviste medicin, men begynder at spise og drikke i afdelingen.

Fra indlæggelsens anden dag, det vil sige fra den 4. februar 2005, fik dagligt tilbudt antipsykisk medi-cin i form af mikstur Risperdal 2 mg dagligt, hvilket hun vedvarende var afvisende overfor.

Den 14. februar 2005 blev der truffet beslutning om tvangsmedicinering af med mikstur Risperdal 2 mg dagligt, eventuelt stigende til 6 mg dagligt, subsidiært injektion Cisordinol 5 mg dagligt, eventuelt stigen-de til 10 mg dagligt.

ønskede ikke at klage over beslutningen om tvangsmedicinering, hvorfor tvangsmedicineringen blev iværksat fra den 16. februar 2005. Da ikke ønskede at indtage mikstur Risperdal blev tvangsmedicine-ringen gennemført som injektioner med Cisordinol.

Af journalen den 21. februar 2005 fremgår det, at blev tilbudt overgang til depotmedicin én gang ugentligt, hvilket hun svarede bekræftende på, kunne være en god ide og at det ville hun gerne. Det fremgår dog videre af journalen, at hun kun ville tage det under tvang.

Af journalen den 22. februar 2005 fremgår det, at stadig ikke ville have per oral tvangsbehandling, men ville foretrække Cisordinol som depot frem for daglige injektioner, hvorfor overlægen traf ny suppleren-de beslutning om tvangsmedicinering, således at der mere subsidiært kunne gives injektion Cisordinol depot 50 mg ugentligt til hver 2. uge, eventuelt stigende til 100 mg. Tvangsmedicineringen blev således videreført som injektioner med Cisordinol depot.

Klagen

Ved brev af 29. marts 2005 klagede s patientrådgiver på hendes vegne over beslutningen om tvangs-medicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved . Da afdelingen modtog klagen den 4. april 2005 blev klagen tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved godkendte ved afgørelse af 14. april 2005 beslutningen om tvangsmedicinering af . Det blev som begrundelse anført, at nævnet fandt, at betingelserne for tvangsbehandling var opfyldt, idet nævnet skønnede, at var sindssyg eller i en tilstand, der ganske måtte ligestilles dermed. Nævnet lagde endvidere vægt på oplysningerne om hendes psykiske og fysiske tilstand i lægeerklæringen udfærdiget til brug for behandlingen af sagen i Det Psykiatriske Patientklagenævn, herunder at hun var fundet paranoid skizofren, underernæret og dehydreret, og at hun tidligere var blevet behandlet med antipsykotisk medicin med god effekt.

For så vidt angår brugen af Cisordinol i depotform er det særligt anført, at nævnet lagde vægt på, at i en længere periode i 1988 blev behandlet med depotmedicin i sit hjem, og at hun både overfor hospitalet og overfor nævnets formand havde givet udtryk for, at hun selv foretrak medicin i depotform frem for daglige injektioner, samt at hun også under sin nuværende indlæggelse var blevet behandlet med depotmedicin.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder afgørelsen af 14. april 2005 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved om tvangsmedicinering af på psykiatrisk afdeling, .

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at på tidspunktet for beslut-ningen om tvangsmedicinering var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at hun befandt sig i en psykotisk tilstand med tankeforstyrrelser, paranoia og stærk isolationstendens samt deraf følgende legemlig svækkelse, samt at hun var uden sygsomserkendelse.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at gennem 10 dage dagligt blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at hun tidligere havde modtaget antipsykotisk medicin med god effekt på tilstanden. Endelig har nævnet har lagt vægt på, at der primært blev besluttet tvangsbehandling med mikstur og subsidiært med injektion.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Nævnet har lagt vægt på, at Risperdal og Cisordinol er almindeligt anvendte og vel afprøvede antipsykotiske lægemidler, ligesom den besluttede dosering er sædvanlig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere ud fra en konkret vurdering, at Cisordinol i depot-form opfyldte kravet om mindst indgribende behandlingsform på det tidspunkt, hvor beslutningen om tvangs-behandling hermed blev truffet. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ifølge journalen den 21. og 22. februar 2005 oplyste, at hun – når hun nu skulle have medicin – foretrak depotmedicin én gang ugentligt frem for daglige injektioner, og at hun ikke ønskede medicin i form af mikstur, hvilket synspunkt hun endvidere fastholdt overfor formanden for Det Psykiatriske Patientklagenævn forud for nævnets behandling af sagen.