Beslutning om tvangsmedicinering med et andet præparat end det der var motiveret for

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 19. april 2005 vedrørende beslutning om tvangsmedicinering af <****> den 31. marts 2005 på <****> Psykiatriske Afdeling.

Hændelsesforløb


er en 23-årig mand, der tidligere har haft et misbrug af hash, amfetamin og ecstasy, men som angiveligt intet aktuelt misbrug havde.



I 2004 blev vurderet af en psykiater, der fandt, at led af en paranoid psykose, der kunne være hashudløst. Der blev forsøgt behandling med det antipsykotiske middel Risperdal, hvilket dog hurtigt ophørte med på grund af bivirkninger.



Aktuelt blev den 11. februar 2005 indlagt med tvang på behandlingsindikation på Psykiatriske Afdeling, idet han hjemme havde følt sig forfulgt og truet, og idet han mente, at man ville gøre ham kriminel. følte, at han blev overvåget, og at andre kunne styre hans tanker og handlinger. Han mente endvidere, at hans tanker kunne aflæses gennem en computer, og at der var en konspiration i gang imod ham. Han var tillige præget af ringe kontakt til omgivelserne.



Den første uge efter indlæggelsen tog Zyprexa frivilligt, men ophørte siden hermed.



Fra 25. februar 2005 blev der ordineret det antipsykotiske middel Zeldox, som herefter løbende blev tilbudt, men kom aldrig frem til at indtage dette regelmæssigt. Hans tilstand var stort set uændret siden indlæggelsen.



Den 31. marts 2005 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med dråber Cisordinol 20 mg dagligt eller injektion Cisordinol 10 mg intramuskulært dagligt, samt medicin mod eventuelle bivirkninger.



Klagen


klagede over beslutningen om tvangsbehandling til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved . Klagen blev tillagt opsættende virkning.



Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse


Det Psykiatriske Patientklagenævn ved godkendte ved afgørelse af 19. april 2005 beslutningen om tvangsmedicinering af . Det blev som begrundelse anført, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at frihedsberøve ham med henblik på behandling, da udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af s tilstand ellers ville være blevet væsentligt forringet.



Nævnet lagde endvidere vægt på, at afdelingen gentagne gange havde opfordret til at tage medicinen frivilligt.



Endelig lagde nævnet vægt på, at der ved tvangsbehandlingen blev påtænkt at anvende et afprøvet lægemiddel i sædvanlig dosis med færrest mulige bivirkninger



Afgørelse af anken


Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer afgørelsen af 19. april 2005 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved om tvangsmedicinering af på Psykiatriske Afdeling.



Begrundelse


Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at befandt sig i en psykotisk tilstand præget af blandt andet forfølgelsesforestillinger, påvirkningsfornemmelser og kontaktfattigdom, forenelig med diagnosen skizofreni.



Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning for så vidt angår motivationstiden. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at gennem mere end en måned blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet.



Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning for så vidt angår det præparat, der blev besluttet at indlede tvangsbehandling med.



Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det fremgår af psykiatrilovens § 4, at tvang ikke må benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken.



Det er Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at motivationstiden i forbindelse med tvangsbehandling regnes fra det tidspunkt, hvor patienten er blevet gjort bekendt med, at lægerne anbefaler et konkret behandlingstilbud, og at motivationen for en konkret behandling endvidere skal foretages løbende.



Ved et konkret behandlingstilbud kan patienten således forholde sig til eksempelvis, hvilket præparat og hvilken dosis, som vil finde anvendelse ved en eventuel beslutning om tvangsbehandling.





var søgt motiveret for behandling med præparatet Zeldox gennem mere end en måned, inden der blev truffet beslutning om tvangsbehandling. Beslutningen om tvangsbehandling vedrørte imidlertid præparatet Cisordinol.





Det fremgår ikke af sagen, at var søgt motiveret for præparatet Cisordinol.



Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder derfor, at betingelserne for tvangsbehandling ikke var opfyldt.



Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved .