Klage over tvangsmedicinering med dråber Risperdal

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 7. juni 2005 vedrørende beslutning den 27. maj 2005 om tvangsmedicinering af <****> på Psykiatrisk Afdeling i <****>.

Hændelsesforløb

, der er 31 år gammel, bor alene i lejlighed i på . Han lever af førtidspension.

I 1996 fik under en indlæggelse i stillet diagnosen skizofreni, men han kom aldrig i behandling herfor. I oktober 2004 forsøgte han at kvæle en niece, som havde ønsket sig hans guitar som gave. I den forbindelse blev der foretaget en mentalobservation, som igen pegede på diagnosen skizofreni, idet han ved undersøgelsen var præget af tanke- og kontaktforstyrrelser samt hallucinationer. I marts 2005 blev han idømt en behandlingsdom.

Aktuelt blev den 16. april 2005 indlagt på Psykiatrisk Afdeling i i henhold til dommen. Under indlæggelsen gav han udtryk for, at han mente, at nogle hvepse havde lagt æg i ham, således at de udklækkede hvepse kravlede rundt i knoglerne og gav summen i øret, ligesom han mente, at knoglerne var knækket flere steder, hvilket burde opereres. Han gav endvidere udtryk for at være udsat for natlige overgreb.

Fra indlæggelsens start blev søgt motiveret for antipsykotisk behandling, og fra den 13. maj 2005 fik han dagligt tilbudt dråber Risperdal 1 mg, hvilket han var afvisende overfor.

Den 27. maj 2005 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med dråber Risperdal 1 mg stigende til 4-6 mg dagligt, alternativt injektion Cisordinol 10 mg dagligt stigende til 20 mg, ledsaget af injektion Akineton 5 mg.

Klagen

klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved godkendte ved afgørelse af 8. juni 2005 beslutningen om tvangsmedicinering af . Ved afgørelsen lagde nævnet vægt på, at var psykotisk, idet han led af paranoid skizofreni, og at han var behandlingskrævende, samt at han var søgt motiveret for frivillig behandling i 15 dage, før der blev truffet beslutning om tvangsmedicinering.

s patientrådgiver ankede på hans vegne herefter afgørelsen til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder afgørelsen af 8. juni 2005 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved vedrørende beslutning den 27. maj 2005 om tvangsmedicinering af på Psykiatrisk Afdeling i .

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det af Psykiatrilovens § 1, stk. 2, fremgår, at der ved tvang forstås anvendelse af foranstaltninger, som patienten modsætter sig. Nævnet kan endvidere oplyse, at det af bemærkningerne til loven fremgår, at en foranstaltning anses for frivillig, hvis patienten udtrykkeligt samtykker, uanset at patienten ikke besidder den fornødne habilitet til, at samtykket i andre retlige sammenhænge ville blive accepteret som gyldigt. Det fremgår videre, at frivillighedsbegrebet dog rækker videre, idet en foranstaltning også anses for frivillig – eller rettere ikke-tvungen – hvis patienten hverken verbalt eller i sin adfærd protesterer mod foranstaltningen, men for eksempel forholder sig passiv.

Af bemærkningerne til loven fremgår det desuden, at der dog ikke stilles store krav til en tilkendegivelses klarhed, før en protest fra patientens side må antages at foreligge med den virkning, at man må afstå fra at gennemføre den påtænkte foranstaltning, medmindre betingelserne for tvangsmæssig gennemførelse er til stede. Indvilliger en patient med beklagelse eller resignation, foreligger der frivillighed. Det samme gælder, hvis patienten ved en korrekt vejledning og information lader sig overbevise eller blot overtale til at medvirke. Det er imidlertid næppe muligt generelt at angive, hvornår tilfælde inden for det gråzoneområde, der kan betegnes som "frivillig tvang", antager karakter af tvang i lovens forstand. Som vejledende retningslinie gælder, at det er tvang, hvis en foranstaltning søges gennemført, selv om patienten giver udtryk for en protest eller modstand, der ikke frafaldes eller opgives.

Det kan videre oplyses, at det af psykiatrilovens § 32, stk. 2, fremgår, at klage over beslutning om tvangsbehandling har opsættende virkning, medmindre omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig. Af psykiatrilovens § 35 fremgår det, at sygehusmyndigheden efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren skal indbringe klager over blandt andet tvangsbehandling for Det Psykiatriske Patientklagenævn.

Det er således en betingelse for, at Det Psykiatriske Patientklagenævn kan behandle sagen, at patienten eller patientrådgiveren har klaget.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at det må lægges til grund, at s tilkendegivelser i forbindelse med beslutningen om tvangsmedicinering skulle forstås som en klage, uanset at der hverken i journal eller sygeplejejournal er anført, at han ville klage eller var fremkommet med andre tilkendegivelser, der var blevet forstået sådan. Nævnet har herved lagt afgørende vægt på, at det af overlægens erklæring til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved fremgår, at ikke direkte havde udtrykt, at han ville klage over tvangsmedicineringen, men da han fastholdt, at han ikke ville modtage medicin, måtte det anses som ønske om, at Patientklagenævnet behandlede sagen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at på tidspunktet for beslutningen om tvangsmedicinering var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at befandt sig i en psykotisk tilstand præget af legemlige vrangforestillinger, tankeforstyrrelser og tilbagetrækning fra omgivelserne, forenelig med diagnosen skizofreni.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at gennem 14 dage konkret blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at der primært blev besluttet tvangsbehandling med dråber Risperdal og subsidiært med injektion Cisordinol.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Nævnet har herved lagt vægt på, at Risperdal og Cisordinol er almindeligt anvendte og velafprøvede lægemidler ligesom de besluttede doseringer er almindelige.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved .