Beslutning om tvangsmedicinering med et andet præparat, end der var blevet motiveret for behandling med var begrundet i patientens frygt for vægtstigning

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> ved afgørelse af 2. juli 2004 vedrørende tvangsmedicinering af <****> den 21. og 23. juli 2004 på psykiatrisk afdeling, <****>.

Hændelsesforløb

, der nu er 31 år gammel, har siden 1993 flere gange været indlagt i psykiatrisk afdeling, herunder også ved tvang, for en sindssygdom præget af hørelseshallucinationer, vrangforestillinger, svær uro og aggressivitet. Han havde senest, ved tvang, været indlagt i 1999 efter at have raseret sin lejlighed, og blev efterfølgende været fulgt i distriktspsykiatrisk center. Han ophørte imidlertid med at indtage den nødvendige antipsykotiske medicin.

blev aktuelt tvangsindlagt den 11. juni 2004 på behandlingsindikation på psykiatrisk afdeling, , på foranledning af førnævnte distriktspsykiatri. Han var ophørt med antipsykotisk medicin ved slutningen af marts 2004, efter at have trappet sig ud af behandlingen de foregående to måneder, hvorefter han havde fået tiltagende symptomer på sindssygdom i form af besynderlige, kemisk prægede lugte, ligesom musikken fra nabolejligheden havde fået en mærkelig lyd, og han havde følt sig tyranniseret af tv. Han havde endvidere, grundet sindssygelige forestillinger, haft et abnormt stort vandforbrug, som han relaterede til en sammenhæng med et springvang og andet rindende vand i Alhambra, og han havde savet møblerne i hjemmet i stykker.

Ved indlæggelsen og indtil beslutningen om tvangsbehandling blev vurderet at være sindssyg, præget af bizarre til dels religiøst farvede vrangforestillinger samt konkret tankegang, visende sig ved, at han gik med bibelen vandret over hovedet, og begrundede dette med, at det er den højeste skrift. Han blev uændret vurderet lidende af en spaltningssindssygdom med vrangforestillinger (paranoid skizofreni) og uden sygdomserkendelse- og indsigt samt periodisk forpint, hvorfor han flere gange under indlæggelsen fik indgivet beroligende medicin ved tvang.

accepterede under det første døgns indlæggelse genoptagelse af sin sædvanlige behandling med antipsykotisk medicin i form af Seroquel 600 mg og Zyprexa 15 mg om aftenen, men har siden, grundet religiøse vrangforestillinger, vægret sig ved at modtage den tilbudte medicin.

Den 21. juni 2004 blev der truffet beslutning om tvangsmedicinering med kapsel Zeldox 40 mg, 2 gange dagligt, alternativt injektion Zeldox 10 mg, med dosisjustering ved behov. Den 23. juli 2004 traf overlægen en supplerende beslutning om tvangsmedicinering, således at der kunne gives tablet Cisordinol 10 mg, 2 gange dagligt, alternativt injektion Cisordinol 10 mg, med dosisjustering indenfor konventionel dosering, såfremt Zeldox-behandlingen ikke gav tilstrækkeligt resultat.

Klagen

klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved godkendte ved afgørelse af 2. juli 2004 beslutningen om tvangsmedicinering af på psykiatrisk afdeling, . Det blev som begrundelse anført, at nævnet fandt ham sindssyg eller i en tilstand, der ganske måtte sidestilles dermed, og at undladelse af behandling ville være uforsvarligt. Nævnet lagde herved blandt andet vægt på, at han var psykotisk med vrangforestillinger og behandlingskrævende, samt at han var lettere forpint, og at han var uden sygdomsindsigt. Nævnet fandt endvidere, at kravet om mindst indgribende foranstaltning var opfyldt, idet han var blevet søgt motiveret for frivillig behandling fra den 12. juni 2004 og indtil beslutningen om tvangsbehandling blev truffet den 21. juni 2004.

ankede herefter afgørelsen til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved ved afgørelse af 2. juli 2004 vedrørende tvangsmedicinering af den 21. og 23. juli 2004 på psykiatrisk afdeling, .

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at på tidspunktet for beslutningen om tvangsmedicinering var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at lider af en spaltningssindssygdom med vrangforestillinger, hørelseshallucinationer og konkret tankegang.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfylder kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det fremgår af psykiatrilovens § 4, at tvang ikke må benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken. Når forholdene tillader det, skal patienten gives en passende betænkningstid.

Tvangsmedicinering forudsætter således, at vedvarende forsøg er gjort for at forklare patienten behandlingens nødvendighed for derved at opnå patientens frivillige medvirken.

Det er Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at betænkningstiden ved en tvangsbehandling regnes fra det tidspunkt, hvor patienten blev gjort bekendt med, at lægerne anbefaler et konkret behandlingstilbud. Patienten skal således være søgt motiveret for brug af et konkret præparat og dosis.

blev gennem ni dage søgt motiveret for behandling med tablet Seroquel og tablet Zyprexa, inden der blev truffet beslutning om tvangsbehandling om tvangsmedicinering. Der blev dog truffet beslutning om tvangsmedicinering med kapsel, alternativt injektion Zeldox, eventuelt overgang til tablet, alternativt injektion Cisordinol, såfremt Zeldox-behanlingen ikke gav tilstrækkeligt resultat.

Af journalen den 21. juni 2004 fremgår det, at beslutningen om tvangsmedicinering med Zeldox i stedet for Seroquel og Zyprexa, som var blevet forsøgt motiveret for behandling med, var begrundet i hans fgt for vægtstigning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder på denne baggrund, at tvangsbehandlingen opfylder kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har herved endvidere lagt vægt på, at tidligere havde modtaget antipsykotisk medicin med god effekt på tilstanden. Endelig har nævnet har lagt vægt på, at der primært blev besluttet tvangsbehandling med tablet og subsidiært med injektion.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Nævnet har lagt vægt på, at Zeldox og Cisordinol er almindeligt anvendte og vel afprøvede antipsykotiske lægemidler, ligesom den besluttede dosering er sædvanlig.

Nævnet skal dog bemærke, at producenten af Zeldox har udsendt en advarsel om, at længere tids injektionsbehandling med Zeldox er mistænkt for at medføre dødsfald, hvorfor injektionsbehandling kun er beregnet til kortvarig behandling. Videre kan nævnet oplyse, at det fremgår af Lægemiddelkataloget, at der efter tre dage med injektionsbehandling bør skiftes til oral behandling, ligesom det af produktresumeet fremgår, at der ved indikation for langtidsbehandling hurtigst muligt bør skiftes til tabletbehandling.

På den baggrund tiltræder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn afgørelsen om tvangsmedicinering af på psykiatrisk afdeling, .