Klage over epiduralblokade

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere 1. reservelæge <****> for hans behandling af <****> den 14. maj 2003 på anæstesiologisk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

skulle den 14. maj 2003, i forbindelse med fødsel, have anlagt såkaldt rygbedøvelse (epiduralanalgesi). 1 reservelæge anlagde lokalbedøvelse på hende og forsøgte herefter at identificere området (epiduralrummet) mellem 3. og 4. lændehvirvel. Dette lykkedes dog ikke, da kanylen stødte mod knogle.

Herefter anlagde 1. reservelæge ny lokalbedøvelse i huden svarende til mellemrummet mellem 2. og 3. lumbalhvirvel, hvorefter der var glat indstik af kanyle, og et epiduralkateter blev anlagt.

Epiduralkateteret blev herefter testet (med Lidokain 20 mg pr. ml, 2 ml), men ved efterfølgende anvendelse var der effekt.

Den 17. maj 2003 henvendte sig på gynækologisk obstetrisk afdeling, , idet hun havde haft rygsmerter, hovedpine og en temperaturforhøjelse til 38,2. Ved undersøgelse blev der svarende til indstiksstedet for ” rygbedøvelsen” konstateret en lille blodansamling (hæmatom), og der var ømhed i muskulaturen langs hele rygsøjlen (paravertebral muskulaturen).

Da den 19. maj 2003 fortsat havde hovedpine, blev dette vurderet at være følge efter anlæggelse af epiduralkateteret (”spinalhovedpine”, hovedpine der sædvanligvis skyldes lækage af rygmarvssækken efter gennemstik af den hårde rygmarvshinde). Der blev derfor anlagt en lille mængde blod, der blev sprøjtet ind i epiduralrummet for at lukke en eventuel lækage (blood-patch).

fik det herefter bedre og kunne senere på dagen udskrives.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At der blev begået fejl i forbindelse med anlæggelse af epiduralblokade. har oplyst, at der blev forsøgt anlæggelse flere gange, samt at hun efterfølgende har fået kraftnedsættelse.

Nævnets afgørelse af klagen

1. reservelæge har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 14. maj 2003.

Begrundelse

Ifølge journalen skulle den 14. maj 2003 med henblik på smertelindring i forbindelse med en fødsel have anlagt en rygbedøvelse.

Denne blev ifølge journalen anlagt af 1. reservelæge , som efter et mislykket forsøg mellem 3. og 4. lændehvirvel uden problemer anlagde et epiduralkateter mellem 2. og 3. lændehvirvel.

Ifølge udtalelse til sagen fra 1. reservelæge blev der benyttet såkaldt ”loss of resistance – teknik”, hvorved man lokaliserer epiduralrummet ved hjælp af en sprøjte påsat en nål.

Nævnet kan oplyse, at epiduralrummet har en dybde af cirka 4 – 6 mm i lænderyggen, og det kræver en god lejring og et godt samarbejde med patienten, hvis man hurtigt og enkelt skal identificere epiduralrummet. Sidstnævnte er ikke altid let for en fødende, som undervejs har tilbagevendende veer. Det er derfor ikke usædvanligt, at det ikke lykkedes at anlægge epiduralkateteret i første forsøg.

Nævnet kan videre oplyse, at problemet med hovedpine i efterforløbet af en rygbedøvelse forekommer hos 1 – 5 % af patienter, som har fået anlagt epiduralkateter. Hos hovedparten af disse patienter skyldes hovedpinen en utilsigtet punktur af den hårde hjernehinde, som afgrænser rygmarven (ned til den øverste del af den 1.lændehvirvel) og rygmarvsvæsken (ned til cirka den anden korsbenshvirvel). Lækagen af rygmarvsvæske gennem hullet i den hårde hjernehinde kan give anledning til hovedpine, så længe hullet er åbentstående. Det er muligt at opnå en hurtig lukning af dette hul ved at indsprøjte 15 – 20 ml af patientens eget blod i epiduralrummet.

Det er på den baggrund nævnets vurdering, at det ikke skyldes fejl fra 1. reservelæge s side, at det ikke lykkedes, at anlægge blokade ved første forsøg.

Det er videre nævnets vurdering, at 1. reservelæge anvendte relevant teknik i forbindelse med anlæggelse af blokade.

Det er endelig nævnets vurdering, at det skyldes en hændelig komplikation til anlæggelsen, at der efterfølgende opstod hovedpine.

Sammenfattende finder nævnet, at 1. reservelæge ikke har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard i forbindelse med sin behandling af .