Klage over manglende konstatering af kræft.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere læge A for hendes behandling af <****> i perioden fra oktober 2003 til januar 2004 i klinikken, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge B for hans behandling af <****> i perioden fra oktober 2003 til januar 2004 i sin klinik, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere speciallæge C for hans behandling af <****> den 6., den 8. og den 14. januar 2004 i sin klinik, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

begyndte i august 2003 at få smerter i maven, uregelmæssig lys afføring med diarré, og han følte sig oppustet. Han konsulterede derfor den 3. oktober 2003 egen læge, hvor han blev undersøgt af læge A. Denne iværksatte på baggrund af foretaget undersøgelse dyrkning af afføringen.

Resultatet af denne dyrkning viste vækst af bakterier, hvorfor af egen læge B blev sat i behandling med Ciproxin (antibiotika).

Da behandlingen ikke havde effekt, konsulterede den 3. december 2003 læge B og hans uddannelsesamanuensis, læge A. Det blev efter foretaget undersøgelse konkluderet, at problemerne kunne være følge efter antibiotikabehandlingen, hvorfor der blev iværksat behandling med Paraghurt-tabletter og lette regelmæssige måltider.

Den 2. januar 2004 konsulterede på ny uddannelsesamanuensis A og læge B, idet han fortsat havde afføring af vekslende konsistens. Der blev planlagt blodprøver, og han blev endvidere henvist til speciallæge i kirurgi og kirurgisk gastroenterologi C med henblik på videre udredning.

Den 6. januar 2004 var til undersøgelse hos speciallæge C, hvor han klagede over halsbrand (pyrosis) og smerter opad til i maven med udstråling til ryggen. Han fik den 8. januar 2004 foretaget kikkertundersøgelse af tyktarmen (sigmoideoskopi), hvorved der ikke blev fundet forhold, der gav anledning til yderligere. Han fik herefter den 14. januar 2004 foretaget kikkertundersøgelse af maven (gastroskopi), hvor der blev konstateret mavemundsbrok (hiatushernie/glidehernie), og han blev derfor sat i behandling med Lanzo.

I løbet af januar blev tilstanden værre, og konsulterede derfor den 23. januar 2004 læge B og bad om indlæggelse. Lægen fandt, at der var behov for subakut indlæggelse. Det blev aftalt, at skulle komme til fornyet undersøgelse mandag den 26. januar 2004 med henblik på revurdering af tilstanden og eventuel planlægning af indlæggelsen. Endvidere blev bedt om at kontakte speciallæge C med henblik på revurdering af behandlingen.

Den 26. januar 2004 kontaktede telefonisk læge A og bad på ny om indlæggelse. Hun kontaktede bagvagten på kirurgisk afdeling, , som ikke fandt indikation for akut indlæggelse. Der blev herefter faxet henvisning til kirurgisk afdeling, hvilket telefonisk blev underrettet om.

Den 27. januar 2004 henvendte sig på skadestuen på grund af forværring med turvise smerter i maven, kvalme og opkast. Han blev akut indlagt, hvor han blev fundet i dårlig almentilstand (kakektisk, lidt dehydreret og noget miseriespræget). Maveregionen blev fundet spændt, opdrevet, med luftfyldte tarme (meteoristisk) og diffus ømhed. Efter yderligere undersøgelser blev han opereret den 28. januar 2004, hvor der blev fundet store mængder væske i bughulen (ascites), tarmslyng (tyndtarmsilius) og kræftvæv (diffus carcinose). Udgangspunktet for kræftvævet (primær tumor) kunne ikke findes, og efterfølgende yderligere undersøgelse klarlagde ej heller dette.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. at praktiserende læge ikke foretog eller iværksatte foretaget tilstrækkelige undersøgelser. har fremsat den opfattelse, at lægen derved har forsinket diagnosen.

2. at speciallæge C ikke foretog eller iværksatte foretaget tilstrækkelig undersøgelse. har videre fremsat den opfattelse, at speciallægen stillede en forkert diagnose.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt

Læge A har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af i perioden fra oktober 2003 til januar 2004.

Læge B har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af i perioden fra oktober 2003 til januar 2004.

Begrundelse

Ifølge journalen henvendte sig den 3. oktober 2003 hos praktiserende læge, idet han gennem cirka 1 måned havde følt sig oppustet, haft uregelmæssig afføring og ind imellem sure opstød. Der var ifølge journalen ikke blod i afføringen, og da han tidligere havde haft maveinfektion (med giardia) blev der ordineret afføringsprøver. Disse viste ifølge journalen vækst af bakterier (coli), som i visse tilfælde kan give anledning til kliniske symptomer.

Svarene på prøven blev afgivet fra seruminstituttet den 15. oktober 2003, men først den 20. november 2003 nåede svaret praksislægerne, og samme dag blev behandling med et penicillinlignende præparat (Ciproxin) startet.

Det var ifølge journalen oplyst fra seruminstituttet, at der alene skulle iværksættes behandling ved fortsatte tarmsymptomer, og da ved konsultation den 20. november 2003 ifølge journalen oplyste, at der fortsat var ”uro i maven” og løs afføring, men ikke iblandet blod, blev behandling startet.

Den 3. december 2003 blev på ny undersøgt hos praktiserende læge. Han var ophørt med Ciproxin, som ifølge journalen alene havde haft kortvarig effekt på de tynde afføringer. Han havde ifølge journalen kvalme, men fortsat ikke vægttab eller synligt blod i afføringen. Læge A fandt ham ifølge journalen let kronisk medtaget, og hun foretog en omfattende ydre undersøgelse af maveregionen, hvor der var let ømhed helt opadtil og ud til højre side. Hun drøftede tilfældet med læge B, og fik diverse kostråd (pasta, yoghurt), og lægerne anså det for mest sandsynligt, at der forelå følger efter den ret kraftige penicillinbehandling.

Der blev ved konsultationen den 3. december 2003 ifølge journalen lagt op til yderligere udredning af mave-tarmsystemet efter jul, og ifølge journalen blev det aftalt, at skulle henvende sig før det aftalte tidspunkt ved eventuel forværring.

Det er nævnets vurdering, at der ved undersøgelserne ikke forelå alarmerende symptomer, som vægttab og blod i afføringen, ligesom fundne ved den objektive undersøgelse ikke var alarmerende.

Det er således nævnets vurdering, at der på baggrund af de foreliggende symptomer blev foretaget relevante undersøgelser og reageret relevant på det derved fundne. Der var tale om et relativt kortvarigt forløb, og havde lige afsluttet en behandling, som kunne have tarmsymptomer som bivirkning.

henvendte sig igen den 2. januar 2004, idet han ifølge journalen ikke havde fået det bedre i løbet af julen 2003. Han havde ifølge journalen fået forstoppelse af Paraghurt tabletterne. Han blev på ny undersøgt af læge A, som objektivt fandt tilstanden uændret, maveregionen var blød med let ømhed opadtil, og der blev ikke fundet noget abnormt ved undersøgelse af endetarmen (rectal eksploration). Det blev planlagt at tage blodprøver til undersøgelse for leverstatus, blodprocent og hvide blodlegemer. Hun konstaterede, at han var gul i øjnene, men hun vurderede ifølge journalen, at dette skyldtes, at han i tidligere i Indien havde haft leverproblemer. Undersøgelsen viste i øvrigt normale forhold, og blev herefter ifølge journalen i henhold til den lagte plan henvist til blodprøver og speciallæge.

Den 23. januar 2004 henvendte sig atter hos læge A. Han havde nu fået foretaget kikkertundersøgelse af mavesæk og den nederste halvdel af tyktarmen, og der var påvist et glidebrok på overgangen mellem spiserør og mavesæk, hvorfor der var iværksat medicinsk behandling i overensstemmelse med dette fund, hvilket dog ifølge det oplyste var helt uden effekt.

Læge A foretog atter undersøgelse af mave og endetarm, og der blev målt blodsukker. Hun konfererede igen det foreliggende billede med læge B, og blev herpå foreslået igen at kontakte speciallægen, som imidlertid henviste til, at den videre behandling måtte varestages af egen læge.

fik en ny tid efter weekenden, den 26. januar 2004, men mødte ikke til den aftalte tid, men kontaktede i stedet telefonisk læge A og bad om en indlæggelse. Lægen konfererede forløbet med bagvagten på kirurgisk afdeling, , som ikke fandt grundlag for akut indlæggelse. blev derfor skriftligt henvist til ambulatoriet, . Ifølge journalen blev han samtidig opfordret til at søge skadestue, hvis tilstanden blev uholdbar. Han blev videre tilbudt ny undersøgelse ved praktiserende læge.

Det er samlet nævnets vurdering, at der på baggrund af de foreliggende symptomer blev foretaget relevante undersøgelser og reageret relevant på det derved fundne.

Sammenfattende finder nævnet, at læge A og læge B foretog undersøgelse og behandling af i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Nævnet finder anledning til at bemærke, at der var tale om et usædvanligt sygdomsbillede forårsaget af en kræftlidelse med ukendt udgangspunkt. Det var derfor en diagnostisk meget vanskelig situation, som krævede gentagne og fornyede overvejelser af de implicerede læger

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt

Speciallæge C har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af .

Begrundelse

blev ifølge journalen henvist til speciallæge, idet han gennem de sidste måneder af år 2003 havde klaget over mavesmerter og diarré. Han var blevet behandlet af praktiserende læge med antibiotika efter påvisning af diarréfremkaldende bakterie i afføringen. Der havde ikke været effekt af denne behandling, hvorfor han blev henvist til kikkertundersøgelse (endoskopisk vurdering) hos speciallæge C.

Speciallæge C foretog ifølge journalen den 8. januar 2004 kikkertundersøgelse af mavesæk (gastroskopi) og nederste del af tyktarm og endetarm (sigmoideoskopi). Ved undersøgelserne blev der ifølge journalen påvist et spiserørsbrok, og blev sat i behandling med syrehæmmende medicin (Pantoloc).

Nævnet kan oplyse, at spiserørsbrok kan give anledning til smerter opadtil i maven og sure opstød/halsbrand, og disse symptomer behandles bedst med syrehæmmende medicin.

Det viste sig ifølge det foreliggende materiale senere, at havde kræft spredt i bughulen, uden at der kunne påvises et udgangspunkt for kræften.

Det er nævnets vurdering, at speciallæge C ikke havde mulighed for at stille denne diagnose, idet en sådan kræftform alene kan opdages ved avanceret scanning eller operation.

Det er videre nævnets vurdering, at ansvaret for den videre udredning hvilede på den praktiserende læge, da den 23. januar 2004 henvendte sig til denne med forværring i tilstanden.

Samlet finder nævnet, at speciallæge C handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 6., den 8. og den 14. januar 2004.