Klage over praktiserende læges behandling af akillessenelæsion

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge <****> for hans behandling af <****> den 27. februar 2003 i sin klinik.

Hændelsesforløb

Den 24. februar 2003 følte et smertefuldt smæld i højre hælregion under badmintonspil og kunne herefter ikke stå på højre fod. Området hævede stærkt, og der var smerter.

Den 27. februar 2003 konsulterede sin praktiserende læge . Lægen fandt ikke tegn på seneruptur.

Den 10. april 2003 konsulterede på ny læge og oplyste, at der havde været nogen bedring til at begynde med, men at han stadig havde gener og svært ved at gå ordentligt. Læge fandt et mindre konturspring af akillessenen og henviste til ultralydsscanning på mistanke om akillessenelæsion.

Samme dag fik fik på eget initiativ foretaget ultralydsscanning på . Undersøgelsen viste en mindre delvis ruptur af højre akillessene med fortykkelse og væskeophobning (ødem) af den nærliggende muskulære del samt en let ansamling omkring senen.

Ved konsultation hos den 14. april 2003 blev orienteret om undersøgelsesresultatet og henvist til ortopædkirurgisk afdeling, .

Kort tid efter konsulterede på eget initiativ en speciallæge i ortopædkirurgi, der anbefalede hælindlæg og, såfremt dette ikke hjalp i løbet af 3 måneder, operation.

Den 7. juli 2003 henvendte sig på skadestuen, , da han tre dage forinden på ny havde fået smerter i højre hæl i forbindelse med et hovedspring i vandet. Man fandt lidt hævelse og blålig misfarvning svarende til hælbenet, og der blev følt en defekt i akillessenen samt ømhed her lidt ovenfor senetilhæftningen på hælbenet. Der var god kraft i foden, men kunne ikke stå på tæer, og han blev behandlet med støttebind.

Den 14. august 2003 blev undersøgt på ortopædkirurgisk afdeling, , hvor man konstaterede tegn på total ruptur af akillessenen, og der blev anbefalet operation.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At ikke blev korrekt undersøgt og behandlet.

Det er herved anført, at hans læge mente, at der var tale om en uskyldig hævelse af anklen, og at straks kunne gå i gang med genoptræning og arbejde. Det viste sig imidlertid senere, at achillessenen var sprunget.

Nævnets afgørelse af klagen

Praktiserende læge har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af den 27. februar 2003 i sin klinik.

Begrundelse

Det fremgår af journalen, at den 27. februar 2003 konsulterede læge , idet han tre dage før under badmintonspil havde overbelastet sin højre achillessene. Der blev påvist smerter og hævelse ved højre ankel og hæl, ligesom det blev konstateret, at foden kunne strækkes og bøjes. Læge noterede i journalen, at han på baggrund af fundene ikke skønnede, at der var en seneruptur. fik herefter råd om, hvordan han skulle foreholde sig.

Ifølge fik han at vide, at han straks kunne gå i gang med genoptræning og arbejde.

Ifølge læge tilrådede han aflastning til smertefrihed samt eventuelt støttebind og optræning til smertegrænsen, ligesom han tilrådede at henvende sig ved manglende bedring.

Der foreligger således modstridende oplysninger fra og læge , om der blev rådgivet om aflastning til smertefrihed og eventuel brug af støttebind. Der foreligger ikke yderligere oplysninger i sagen, der kan understøtte den ene forklaring frem for den anden. Patientklagenævnet har ikke mulighed for at få sagen yderligere belyst, da nævnet træffer afgørelse på skriftligt grundlag og i modsætning til domstolene ikke har mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med behandlingen af sagen.

I et sådant tilfælde gælder et almindeligt retsprincip om, at tvivlen skal komme den indklagede til gode.

På denne baggrund finder nævnet ikke grundlag for at fastslå, at der ikke blev tilrådet aflastning til smertefrihed samt eventuelt støttebinde og optræning til smertegrænsen i kombination med vejledning om fornyet henvendelse ved manglende bedring.

Nævnet kan oplyse, at overrivning (ruptur) af achillessenen typisk opstår under eksempelvis badmintonspil under kraftig udstrækning af senen. Ved fuldstændig overrivning føles og næsten høres et kraftigt smertende smæld ved hælen.

Nævnet kan videre oplyse, at ved overrivning af achillessenen kan en fod bøjes nedad ved hjælp af plantarissenen alene, men stillingen vil vanskeligt kunne fastholdes og slet ikke ved belastning som stand og gang, således at ”gang på tåspidser” eller normal afvikling af gangen ikke er mulig. Den berørte fod vil desuden virke uden spændstighed, og gangen vil være haltende og slasket. Nedadbøjning af foden er således en mulig bevægelse efter en overrivning af en achillessene, men ikke en bevægelse som almindeligvis udføres, endsige vil forekomme naturlig i sit mønster kort efter en overrivning af en achillessene.

Det er nævnets opfattelse på denne baggrund sammenholdt med undersøgelsesfundene, at læge foretog en relevant objektiv undersøgelse, hvorved han specielt var opmærksom på muligheden af en overrivning af achillessenen. Læge skønnede, at der ikke var tegn på det, men at der i stedet var tale om en akut overbelastning eller forstrækning af senen.

Nævnet bemærker i øvrigt, at den senere konstaterede mindre ruptur af højre achillessene ved ultralydsscanning den 10. april 2003 ikke kan anses som udtryk for, at læge undersøgelse den 27. februar 2003 af højre fod blev foretaget med manglende omhu og samvittighedsfuldhed.

Nævnet finder ud fra disse samlede omstændigheder, at læge handlede i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard ved sin undersøgelse og behandling af den 27. februar 2003 i sin klinik.