Klage over manglende indstiling til operation for hørenedsættelse og klage over instruks vedrørende information i forbindelse med blodprøvetagning

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge A for hans behandling af <****> i perioden fra januar til efteråret 2001 på audiologisk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge B for hendes instruks om information til patienter forud for blodprøvetagning på klinisk biokemisk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

har massivt arvelig disposition til hørenedsættelse i moderens familie. Hun begyndte at få nedsat hørelse fra 20-års alderen og måtte begynde at anvende høreapparat fra 30-års alderen. I begyndelsen af 2001 fandt , at høreevnen var så nedsat, at hun havde vanskeligt ved at klare sit arbejde i en butik.

Ved undersøgelse af den 22. marts 2001 fandt overlæge A, audiologisk ambulatorium, , at hun ikke længere havde bevaret høreevnen på venstre øre, og at høreevnen på højre øre var blevet dårligere end ved en undersøgelse foretaget i 1999. Hun fik ved denne lejlighed ændret på høreapparatets indstilling på højre øre. Ved kontrolundersøgelse den 28. maj 2001 fandt overlæge A, at der var sket en yderligere forringelse af høreevnen på højre side, muligvis opstået i forbindelse med en flyrejse.

Medio juni måned 2001 var til undersøgelse på et privat hospital, fordi hun mente, at det ville fremrykke hendes tidspunkt for at få foretaget en cochlear implantation (CI-operation), hvorved en elektrode indopereres gennem det runde vindue i det indre øre, og som ved stimulation kan påvirke sneglen og fremkalde lydfornemmelse.

Ved en samtale den 18. juli 2001 informerede overlæge A om, at der nu kunne være indikation for at lave en CI-operation. var ikke interesseret i at få foretaget indgrebet på daværende tidspunkt på grund af konfirmation i familien og afhændelse af forretning i foråret 2002.

havde i vinteren 2001/2002 haft en depression og havde fået 10 elektrochokbehandlinger. Hun blev efterfølgende fulgt af et distriktpsykiatrisk team. havde endvidere fået konstateret sukkersyge (NIDDM), som blev tabletbehandlet frem til januar 2002, hvor hun under indlæggelse på endokrinologisk afdeling, begyndte insulinbehandling.

Ved ambulant undersøgelse den 4. april 2002 fandt overlæge A, at høreevnen på højre øre var lidt dårligere end sidst.

Den 1. juli og 5. juli 2002 var til forsamtale på audiologisk afdeling, . Afdelingen fandt, at det burde foreligge en medicinsk og psykiatrisk speciallægevurdering af , før afdelingen ville operere hende, idet man mente, at hun skulle være medicinsk velbehandlet og psykiatrisk stærk og stabil for at kunne gennemføre operationen og efterbehandlingen. Ved samtalen blev orienteret om operationen og efterbehandlingen. Efter at disse erklæringer var blevet indhentet, og lægerne ikke fandt helbredsmæssige hindringer for operation blev den 18. september 2002 indlagt på audiologisk afdeling, . Hun blev opereret den 19. september 2002, hvor man lavede cochlear implantat på venstre øre. Postoperativt begyndte man behandling med penicillin, fordi s sukkersyge var lidt ude af balance. Grundet dette forblev to døgn på audiologisk afdeling, inden hun kom på patienthotel. Det postoperative forløb var i øvrigt ukompliceret, og hun blev udskrevet den 23. september 2002.

Ved ambulant kontrol den 26. september 2002 og 21. oktober 2002 fandt man forholdene i det opererede øre tilfredsstillende.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. At læge A i perioden fra januar til efteråret 2001 ikke ville indstille til en CI-operation på audiologisk afdeling, .

Det er herved anført, at i januar 2001 blev helt døv på venstre øre, hvorfor hun ønskede en CI-operation. Det er videre anført, at læge A oplyste om, at hørelsen kunne komme igen, og han gav hende ved flere konsultationer blot tid til en ny konsultation nogle måneder senere.

2. At ikke fik tilstrækkelig information fra laboranten i september 2002, klinisk biokemisk afdeling, , når han kom for at måle hendes blodsukker, idet han blot kom og stak hende i øret uden at oplyse, hvad der skulle ske.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt

Overlæge A har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af i perioden fra januar til efteråret 2001 på audiologisk afdeling, .

Begrundelse

Det fremgår af sagens akter, at overlæge A behandlede for hørenedsættelse fra 4. oktober 1995. Behandlingen bestod i høreapparat til begge ører indtil 22. marts 2001, hvor der ikke længere ved høreprøve kunne registreres hørelse på venstre øre, hvorfor høreapparatbehandlingen kun blev fortsat på højre øre. Sideløbende med behandlingen med høreapparat stod for kompenserende specialundervisning, ligesom der blev foretaget undersøgelse med henblik på invaliditetsydelse. Generelt har hørelsen på begge ører været aftagende siden 1995 og der har været behov for behandling med høreapparater siden 30-årsalderen.

oplyste ifølge journalen den 23. maj 2000, at der var kraftig forvrængning i venstre øre og at det pågældende høreapparat ikke bidrog til at skelne selv under optimale rolige omstændigheder. Høreprøve med toner viste dog stadig hørelse på venstre øre om end lidt dårligere end højre øre – ligesom tidligere år.

Ved undersøgelse den 22. marts 2001, oplyste ifølge journalen overlæge A om, at hun ikke følte noget som helst udbytte af høreapparat på venstre øre. Høreprøve viste nu ophævet hørelse for toner i venstre øre, og overlægen konkluderede, at der ikke var noget formål med høreapparat på venstre øre. Der var stadig en hørerest på højre øre ifølge høreprøven.

Det fremgår videre af journalen, at den 28. maj 2001 oplyste, at hørelsen på højre øre var blevet endnu dårligere og at forværringen blev oplevet i forbindelse med en flyvning den 8. april 2001, selvom noget af tabet gik tilbage efterfølgende. Høreprøve viste stadig ophævet hørelse for toner på venstre øre og forværring på højre øre, hvor behandling med høreapparat blev fortsat. Overlæge A foreslog kontrolbesøg i oktober 2001 med ny høreprøve på begge ører. Såfremt situationen på det tidspunkt var uændret, ville overlægen igen tage spørgsmålet om en CI-operation op.

Ved ny undersøgelse den 18. juli 2001 informerede overlæge A om, at der kunne være indikation for en CI-operation, men at dette først kunne afgøres, når en periode på 5 – 6 måneder var forløbet efter tidspunktet for den pludselige, mindre høreforværring på højre øre. For at undgå unødig ventetid til en eventuel CI-operation blev der taget skridt til de forundersøgelser, der kræves før en sådan operation. Således blev der foretaget en CT-scanning af det indre øre, som blev udført den 4. oktober 2001 og som ikke viste forhold, der ville vanskeliggøre en CI-operation.

Ved kontrolundersøgelse den 16. oktober 2001 oplyste ifølge journalen, at hørenedsættelsen på begge ører var uændret, hvilket blev bekræftet ved høreprøve, der viste at forværringen på højre øre var gået lidt retur og at hørelsen nu svarede til status den 22. marts 2001, ligesom der uændret var ophævet hørelse på venstre øre. Overlæge A informerede om, at kunne være kandidat til en CI-operation, men hun oplyste, at hun ikke var interesseret i operation her og nu, idet hun henviste til en forestående konfirmation i maj 2002 og lukning af forretning omkring april/maj 2002. Der blev aftalt kontrol på dette tidspunkt, og ny kontakt til med henblik på supplerende støtteforanstaltninger.

Den 4. april 2002 oplyste ved kontrolundersøgelse ifølge journalen, at hørelsen på højre øre var endnu lidt dårligere og satte dette i forbindelse med depression og elektrochokbehandlinger. Forværringen blev bekræftet ved høreprøve, og der blev udført hjernestammeaudiometri og ligevægtsansen blev undersøgt med henblik på at afklare forudsætningerne for CI-operation.

Nævnet kan oplyse, at en CI-operation er en avanceret procedure, som forudsætter at en række forhold skal være opfyldt. Herunder, men ikke alene, følgende: funktionel døvhed, høretabet skal være permanent, høretabet skal som hovedregel være dobbeltsidigt, forudgående anvendelse af bedst muligt tilpasset høreapparat, helbred til at tåle et større operativt indgreb under fuld bedøvelse, evne til at gennemføre et langvarigt optræningsprogram efter selve operationen og stabile sociale omstændigheder. Hertil kommer, at en eventuel resthørelse på det pågældende øre ikke kan påregnes bevaret efter operationen, hvor der åbnes til det indre øre. Som konsekvens af dette er en CI-operation kun indiceret efter langvarige og dybtgående undersøgelser.

Det er på det foreliggende grundlag nævnets opfattelse, at overlæge A foretog relevant behandling i forbindelse med vurdering af s kandidatur til en CI-operation. Overlægen har løbende i 2001 vurderet og bedømte først i efteråret 2001 den opståede døvhed som stationær, hvorfor det først var relevant at indstille til CI-operation på dette tidspunkt. Overlægen havde endvidere konstateret, at hørelsen kunne svinge spontant, hvorfor indikationen for operationen kunne tænkes at falde bort ved genvundet hørelse. Overlægen tog dertil tidligt skridt til de opklarende undersøgelser, der forudsættes før egnethed til operationen kan vurderes. Ventetid på disse forundersøgelser kunne ellers have forsinket processen på det tidspunkt hvor beslutning om operation måtte blive taget.

Nævnet finder på dette grundlag, at overlæge A har behandlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard i perioden fra januar til efteråret 2001 på audiologisk afdeling, .

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt

Overlæge B har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin instruks om information til patienter forud for blodprøvetagning på klinisk biokemisk afdeling, .

Begrundelse:

Ifølge udtalelse fra overlæge B har det ikke været muligt at finde frem til, hvem der foretog blodprøvetagning på i september 2002. Nævnet har derfor ikke mulighed for at tage stilling til de bioanalytikere, der var involveret i blodprøvetagningen. Nævnet har derimod mulighed for at tage stilling til den instruks, der forelå på afdelingen vedrørende bioanalytikeres information af patienter i forbindelse med prøvetagning.

Ifølge overlæge Bs udtalelse er afdelingens bioanalytikere instrueret om, at de i forbindelse med prøvetagning vedrørende formålet med prøvetagningen kan informere om, at de kommer for at tage blodprøve/blodsukker. De kan endvidere på forespørgsel oplyse om, hvilke typer laboratorieanalyser, der er rekvireret. Bioanalytikeren skal derudover henvise eventuelle spørgsmål om formålet med prøvetagningen til den kliniske afdeling.

Nævnet kan oplyse, at bioanalytikere fra en klinisk biokemisk afdeling varetager prøvetagning på de kliniske afdelinger efter rekvisition fra de kliniske afdelingers læger. Informationspligt omkring behandling/undersøgelser samt indhentning af samtykkeerklæringer i forbindelse hermed varetages af den rekvirerende afdeling.

Bioanalytikeren indgår i patientforløbet med hensyn til prøvetagning og analysering af blodprøver, men har ikke adgang til journaloplysninger om patienten i øvrigt, og må derfor ved forespørgsel om formål ved prøvetagning henvise til den kliniske afdeling. Den manglende journalindsigt i forhold til den enkelte patient nødvendiggør, at de kliniske afdelinger giver information til bioanalytikeren og andre personalekategorier med korttidskontakt, såfremt der er særlige forhold, der skal tages hensyn til i kommunikationen med den enkelte patient.

Det er nævnets opfattelse, at det er relevant, at en bioanalytiker i forbindelse med patientidentifikation forud for prøvetagning orienterer patienten om formålet med bioanalytikerens tilstedeværelse: blodprøvetagning i arm/blodprøvetagning i øre. Det er ligeledes almindelig anerkendt faglig standard, at bioanalytikeren på forespørgsel fra patienten orienterer om, hvilke laboratorieanalyser, der er rekvireret og henviser eventuelle spørgsmål vedrørende formål og fortolkning af resultater til den kliniske afdeling.

Nævnet finder på det grundlag, at overlæge B har udfærdiget sin instruks om information til patienter forud for blodprøvetagning i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard på klinisk biokemisk afdeling, .