Klage over manglende behandling af dehydreret ældre kvinde

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere vagtlæge <****> for hans behandling af <****> den 24. marts 2005 ved besøg i hjemmet, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

Den 24. marts 2005 kontaktede s datter lægevagten og anmodede om besøg, idet gennem 2 uger havde haft diarré, var afkræftet, lidt fjern og angiveligt i væskemangel. Der var ingen temperaturforhøjelse.

blev tilset af vagtlæge samme dag. Han vurderede, at hun var upåvirket, vågen og klar og ikke i væskemangel. Han tilrådede fornyet henvendelse ved forværring i tilstanden.

Senere på dagen faldt på toilettet, og hendes datter ringede 112, hvorefter blev indlagt på medicinsk afdeling, . Ved indlæggelsen var hun klar og vågen, der var lavt blodtryk og høj puls (BT 84/61, P 93). Der blev iværksat behandling med væske direkte i blodbanen. Den 31. marts 2005 blev udskrevet.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At vagtlægen ikke foretog en tilstrækkelig undersøgelse og korrekt behandling.

Det er herved anført, at var meget dehydreret, og at hun faldt om 6 timer senere, hvor hendes blodtryk var meget lavt, og at hun i ambulancen fik drop i begge arme.

Nævnets afgørelse af klagen

Vagtlæge har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 23. maj 2005 ved besøg i hjemmet.

Begrundelse

Det fremgår af journalen, at s datter telefonisk kontaktede lægevagten den 24. marts 2005 på grund af, at havde haft diarreer i 2 uger uden feber. Hun var desuden afkræftet og lidt fjern, og hun blev visiteret til sygebesøg, som blev aflagt af vagtlæge .

Følgende fremgår af journalnotatet kl. 09.22: ASA (Anamnesen = sygehistorien Som Anført) OBJ: (klinisk undersøgelse) AT (almentilstanden) upåvirket, vågen og klar. Ej dehydreret. Råd: henvende sig igen ved evt. forværring.

I sin supplerende udtalelse til sagen har vagtlæge anført, at sad op og drak af en kop, var fuldstændig upåvirket, vågen, klar og virkede hverken akut eller kronisk påvirket, hvorfor han ikke fandt indlæggelse på sygehus påkrævet, men oplyste datteren om, at de kunne ringe igen ved forværring af tilstanden.

Nævnet kan oplyse, at væskeindtagelsen ofte er lav hos ældre patienter, og der skal derfor ikke ske den store forandring (nedsat væskeindtagelse eller øget tab via feber, sved eller diarre), før dehydrering (væskemangel) indtræder. De kliniske tegn på væskemangel er påvirket bevidsthedsniveau (sløvhed), tør hud, hvor hudfold efter løft bliver stående længe samt lavt blodtryk. I blodprøven er blodprocenten høj på grund af koncentration, ligesom creatininindholdet er højt. Behandlingen er væsketilførsel. Hvis patienten ikke kan indtage tilstrækkeligt ved at drikke, må væske tilføres direkte til blodet som drop.

Nævnet kan desuden oplyse, at ved sygebesøg i hjemmet bedømmes patientens hydreringsgrad ved at løfte en hudfold og se, hvor længe den bliver stående, ligesom bevidsthedsniveauet vurderes, puls og blodtryk måles.

På denne baggrund er det nævnets vurdering, at vagtlæge ved sin kliniske undersøgelse af udelukkende har vurderet hydreringsgraden ud fra s bevidsthedsniveau og almentilstand, men hverken målt blodtryk, talt puls eller bedømt hudens hydreringsgrad, hvilket burde være gjort, da tilstanden havde været relativ langvarig (diarre i 2 uger.)

Patientklagenævnet finder herefter, at vagtlæge har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin undersøgelse og behandling af den 24. marts 2005.