Klage over operation for knyster på en fod

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge <****> for hans behandling af <****> i perioden fra den 6. september 2001 til den 21. oktober 2003 på ortopædkirurgisk afdeling, <****>, og den 21. september 2004 samt den 7. februar 2005 på ortopædkirurgisk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb
havde udviklet smertende knyster på den indvendige side af begge fødder. Hun blev den 20. august 2001 undersøgt af overlæge , ortopædkirurgisk afdeling, , der tilbød hende en operation herfor, først på venstre side.

Den 6. september 2001 blev opereret af overlæge som planlagt. Der blev isat en metalkrampe til at holde storetåens knogle på plads. Efterfølgende røntgenbillede bekræftede god stilling af storetåen. blev udskrevet med en plan for det videre forløb, og aftalt kontrol 6 uger senere.

Den 19. oktober 2001 blev undersøgt af overlæge . Hendes storetå sad da stadig tilfredsstillende, hvilket også blev bekræftet på et røntgenbillede, og overlæge vurderede, at selv kunne træne tåen uden hjælp fra en fysioterapeut.

Den 28. april 2003 undersøgte overlæge , idet hun også havde en knyst på højre fod. Ved undersøgelsen fortalte , at hun ikke var helt tilfreds med venstre storetå, der stadig pegede lidt ind mod de andre tæer, ikke hvilede naturligt mod gulvet i stående stilling og var stiv. Overlæge vurderede, at de 2 skruer og metalkrampen skulle fjernes.

Operationen blev udført den 8. maj 2003, hvorefter storetåen passivt kunne bøjes og strækkes næsten normalt.

blev undersøgt af overlæge 4 uger efter, hvor hun havde svært ved at bøje storetåen nedad, og hun blev ifølge overlæge s udtalelse til sagen henvist til fysioterapi. 5 måneder efter kunne s storetå stadig ikke bøjes nedad, og hun havde smerter, når storetåen blev bøjet meget opad. Hun ønskede ikke flere operationer på det tidspunkt, og overlæge kunne ikke tilbyde anden behandling.

Den 21. september 2004 blev på ny undersøgt af overlæge , denne gang på ortopædkirurgisk afdeling, . Hun følte stadig, at storetåen var stiv, og hun kunne ikke bøje den nedad. Overlæge henviste til fysioterapi og planlagde at se igen efter 3 måneder.

Den 7. februar 2005 var til kontrol på . Hun havde kortvarigt haft gavn af fysioterapi men havde ved undersøgelsen ikke bedre aktiv bøjeevne i storetåen end tidligere, mens den passive bevægelighed nu var øget til 45 grader. Overlæge foreslog at operere på ny, idet han under operationen ville undersøge bøjesenen, men ønskede ikke videre behandling.

Ifølge har hun stadig smerter og nedsat bevægelighed af venstre storetå.

Klagen
Der er klaget over følgende:

• At den operation, fik foretaget af overlæge , ortopædkirurgisk afdeling, , i 2001, ikke var korrekt.

Det er herved anført, at s tå efterfølgende er blevet helt stiv og ikke hviler almindeligt på gulvet. Det er desuden anført, at skruerne er blevet taget ud ved operationen i 2003, for at tåen kunne bøje og ikke længere være stiv, men at dette ikke hjalp.

Nævnets afgørelse af klagen
Overlæge har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af i perioden fra den 6. september 2001 til den 7. februar 2005.

Begrundelse
Det fremgår af journalen den 20. august 2001, at overlæge planlagde indgrebet på baggrund af en vurdering af røntgenbilleder. Han udmålte skævheden af storetåen til ca. 30 grader.

Det er på denne baggrund nævnets vurdering, at der var korrekt at planlægge et indgreb, hvor flere elementer indgik.

Det fremgår desuden af journalen den 6. september 2001, at overlæge ved det operative indgreb fulgte denne plan, idet han begyndte med at løsne senen til den muskel, der trak storetåen ind mod 2 tå (adductortenotomil), herefter afmejslede han knysten på indersiden af grundleddet, foretog gennemskæring af mellemfodsknoglen og forskydning med fiksation med skruer (scharf osteotomi). Da dette ikke rettede tåen tilfredsstillende op, supplerede han med udskæring af en kile fra grundstykket i storetåen og fiksation med en kile. Han planlagde røntgenkontrol efter indgrebet og efterbehandling med hælsko i 6 uger.

Det fremgår af journalen ved kontrollen den 19. oktober 2001, at røntgenbilledet viste tilfredsstillende forhold. Der var lidt hævelse af tåen.

Det er på denne baggrund nævnets vurdering, at der ikke var nogen hindring for, at optræning kunne varetages af selv.

Videre fremgår det af journalen den 28. april 2003, det vil sige ca. 1,5 år efter sidste kontrol, at overlæge tilså s venstre storetå igen. Der var en mindre skævhed af tåen og stivhed både ved bevægelse op og ned.

Det er herefter nævnets vurdering, at det var korrekt at tilbyde løsning af arvæv og samtidig fjernelse af 2 skruer og krampe, der kunne være medvirkende til at blokere for fri glidebevægelighed af sener og væv.

Det fremgår af journalen, at dette indgreb blev udført den 8. maj 2003 og efterfulgt af fysioterapi i flere måneder.

Videre fremgår det af journalen den 4. juni og den 21. oktober 2003, at blev fulgt af overlæge .

Det fremgår af journalen den 21. september 2004, at blev henvist til fysioterapi, og det fremgår af journalen den 7. februar 2005, at der stadig var stivhed af tåen, specielt besvær med at bøje nedad. Ved denne sidste konsultation blev der tilbudt operativt eftersyn af bøjesenen for at udelukke, at der kunne være en mekanisk årsag lokaliseret i eller omkring bøjesenen, som årsag til de fortsatte gener.

Nævnet kan oplyse, at effekt af fysioterapi ofte først indtræder efter et stykke tids behandling, hvorfor man bør afvente denne effekt i ofte mange måneder, før man overvejer anden behandling. Endvidere kan der efter et fornyet operativt indgreb dannes nyt arvæv, der kan forværre det problem, man forsøger at mindske.

Patientklagenævnet finder på denne baggrund, at overlæge har handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard i forbindelse med behandling af i perioden fra den 6. september 2001 til den 7. februar 2005.