Klage over, at lægen i en lægeerklæring forholdt sig til patientens pensionsberettigelse

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere speciallæge i psykiatri <****> i forbindelse med udfærdigelsen af erklæring af 2. marts 2003 til <*****> kommune vedrørende <****>, jf. lægelovens § 8, stk.

Hændelsesforløb
Den 2. marts 2003 udfærdigede speciallæge i psykiatri til brug for en pensionssag, efter anmodning fra Kommune en erklæring vedrørende . Speciallæge havde forud herfor den 14. februar 2003 undersøgt .

Speciallæge konkluderede blandt andet, at s tilstand ikke var søgt sufficient behandlet, og at hans personlighedsforstyrrelse som sådan vel næppe var pensionsberettiget.

Klagen
Der er klaget over følgende:

• at speciallæge på ukorrekt vis i lægeerklæringen af 2. marts 2003 angav sin vurdering af, om var berettiget til pension, ligesom erklæringen i øvrigt var behæftet med fejl og mangler.

Nævnets afgørelse af klagen
Speciallæge har overtrådt lægelovens § 8, stk. 1, i forbindelse med udfærdigelsen af erklæring af 2. marts 2003 til kommune vedrørende .

Begrundelse
Speciallæge s erklæring af 2. marts 2003 til kommune indeholder en objektiv psykisk bedømmelse af og indeholder ligeledes en konklusion, som sammenfatter de oplysninger, som fremgår af de bilag speciallægen citerer og af de oplysninger selv har givet speciallægen.

Speciallæge slutter erklæringen med følgende: ”Det må principielt udtales, at tilstanden ikke er søgt sufficient behandlet, hvorfor man ikke kan sige, at behandlingsmulighederne formelt er udtømte. Det vil formentlig være vanskeligt gennemførligt med medikamentel behandling eller anden form for behandling, da undersøgte afviser at være med til det. Ligeledes vil forsøg på revalidering og arbejdsprøvning også være udsigtsløse, da undersøgte får aktiveret de beskrevne symptomer med afvisning af deltagelse til følge. Undersøgtes personlighedsforstyrrelse er som sådan vel næppe pensionsberettiget, i særdeleshed ikke i relation til undersøgtes relative unge alder”.

Det følger af lægelovens § 8, stk. 1, at en læge ved udfærdigelse af erklæringer, som han afgiver i sin egenskab af læge, skal udvise omhu og uhildethed og nøje følge de herom givne almindelige og særlige regler.

Af § 1 i bekendtgørelse nr. 212 af 20. juni 1935 angående almindelige regler for afgivelse af lægeerklæringer følger det blandt andet, at lægen skal iagttage, at han ikke afgiver erklæringer om forhold, som han ikke har fornødent lægeligt kendskab til. Ifølge § 4 i samme bekendtgørelse skal de i en erklæring indeholdte oplysninger være så fyldige og tydelige, at formålet med erklæringen opfyldes, og at den, for hvem erklæringer er bestemt, derved sættes i stand til selv at danne sig et skøn.

Det er nævnets opfattelse, at speciallæge i konklusionsafsnittet forholdt sig til s pensionsberettigelse, hvilken vurdering ikke tilkom speciallæge at foretage forbindelse med erklæringens udstedelse.

Patientklagenævnet finder herefter, at speciallæge udviste manglende omhu og uhildethed i forbindelse med udarbejdelsen af erklæringen af 2. marts 2003 til kommune, idet han udtalte sig om s pensionsberettigelse.