Klager over brud på tavshedspligten ved videregivelse af oplysninger til Patientklagenævnet

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere, at ledende overlæge A, psykiatrisk afdeling, <****>, har videregivet åbenbart irrelevante fortrolige oplysninger til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn om <****> den 4. december 2003, jf. lov om patienters retsstilling § 23, jf. § 26, stk. 2, nr. 1 og 2.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge B i forbindelse med videregivelse af oplysninger vedrørende <****> den 27. november 2003 eller herefter til ledende overlæge A på psykiatrisk afdeling, <****>, jf. lov om patienters retsstilling § 23.

Hændelsesforløb

Den 27. november 2003 var til forvisitationssamtale hos overlæge B, almen psykiatrisk afdeling, . Hun var henvist fra medicinsk afdeling, , til psykiatrisk vurdering efter indtagelse af en overdosis Panodil. I forbindelse med ægteskabelige konflikter havde truet med at tage piller, hvilket hendes ægtefælle negligerede, og efterfølgende gjorde hun dette, for at det ikke skulle være tomme trusler. Efter behandling blev hun udskrevet til hjemmet, hvor det formentlig gentog sig, hvorefter ægtefællen også indtog en overdosis og blev indlagt på . Overlægen diagnosticerede i forbindelse med forvisitationssamtalen, at havde en tilpasningsreaktion med overvejende adfærdsforstyrrelse.

I en tidligere klagesag afgjort af Patientklagenævnet den 13. maj 2004 klagede over en afdelingslæges behandling af hende den 25. oktober og den 1. november 2001 på (klagesagen). Klagen omhandlede specifikt, at afdelingslægen i forbindelse med behandling af med præparatet Leponex, havde overset, at hun havde et meget lavt antal hvide blodlegemer (leucocyttal). I forbindelse med oplysning af denne klagesag blev ledende overlæge A, almen psykiatrisk afdeling, , anmodet om en udtalelse af Patientklagenævnet. I en udtalelse af 4. december 2003 oplyste ledende overlæge A bl.a., at netop var udskrevet fra , hvor hun havde forsøgt at begå selvmord.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. At ledende overlæge A har overtrådt sin tavshedspligt ved uden s samtykke at videregive fortrolige oplysninger til Patientklagenævnet den 4. december 2003 om hende.

Det er herved anført, at overlægen i udtalelse af 4. december 2003 i s klagesag over behandling af hende på i perioden fra den 25. oktober til den 1. november 2001 videregav oplysninger til Patientklagenævnet om, at hun den 4. december 2003 var udskrevet fra , hvor hun havde forsøgt at begå selvmord. Det er anført, at denne oplysning ikke var relevant for den sag, der var under behandling i Patientklagenævnet.

2. At overlæge B den 27. november 2003 eller herefter har overtrådt sin tavshedspligt ved uden s samtykke at videregive fortrolige oplysninger om hende til ledende overlæge A.

Det er herved anført, at overlægen skulle have videregivet oplysninger om, at fortsat frembød symptomer svarende til hendes tidligere diagnosticerede frontale skade.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt

Ledende overlæge A har overtrådt lov om patienters retsstilling § 23, jf. § 26, stk. 2, nr. 1 og 2, ved den 4. december 2003 at videregive åbenbart irrelevante fortrolige oplysninger til Patientklagenævnet om .

Begrundelse

Det fremgår af klageskema af 8. november 2003, at gav Patientklagenævnet tilladelse til at behandle en klagesag, herunder at indhente oplysninger om hendes helbredsforhold, for eksempel journalen og lægeerklæringer, til brug for behandling af klagen. klagede over behandling af en afdelingslæge den 25. oktober og den 1. november 2001 på .

Klagen omhandlede specifikt, at afdelingslægen i forbindelse med behandling af med det antipsykotiske middel Leponex ved sin kontrol af blodprøver havde overset, at havde et meget lavt antal hvide blodlegemer. Antallet af hvide blodlegemer fandtes ifølge journalens laboratorieskema ved blodprøvetagning den 24. oktober 2001 at være under den laveste normalgrænse. Formålet med afdelingslægens kontrol af de hvide blodlegemer var at undgå, at der opstod betændelsestilstande som følge af behandlingen med Leponex, og at justere behandlingen med Leponex, såfremt tallet for de hvide blodlegemer var for lavt. Dagen efter, den 25. oktober 2001, blev Leponexdosis alligevel øget fra 300 mg i døgnet til 350 mg i døgnet, og syv dage senere, den 1. november 2001, med yderligere 50 mg dagligt til i alt 400 mg i døgnet.

I forbindelse med klagesagen blev ledende overlæge A den 21. november 2003 anmodet af nævnet om udtalelse i sagen. Nævnet vedlagde s klage samt nævnets antagelse af klagen af 17. november 2003, hvoraf fremgik, at der blev klaget over afdelingslægens behandling i forbindelse med kontrol af en blodprøve.

Det fremgår af brev af 4. december 2003 til klagesagen fra ledende overlæge A, at i dikterende stund var udskrevet fra , hvor hun havde forsøgt at begå selvmord.

Ifølge udtalelse af 30. marts 2004 til nærværende sag vedrørende brud på tavshedspligten fra ledende overlæge A har han i sin udtalelse til klagesagen beskrevet s sygdomsforløb og efterforløb for at beskrive klagesagen fyldestgørende, og han mener således ikke, at han har overtrådt tavshedspligten.

Det er Patientklagenævnets opfattelse, at en sundhedspersons videregivelse af fortrolige oplysninger til Patientklagenævnet i forbindelse med en klagesag, alene vil udgøre et brud på sundhedspersonens tavshedspligt, hvis de fortrolige oplysninger er åbenbart irrelevante for behandlingen af klagesagen. Kun i disse tilfælde har sundhedspersonen overskredet sin skønsmargen.

Det er endvidere Patientklagenævnets opfattelse, at oplysningen om, at i slutningen af 2003 var blevet udskrevet fra , og at hun der havde forsøgt at begå selvmord, var åbenbart irrelevant for behandlingen af klagen over s behandling med Leponex på i 2001.

Patientklagenævnet lægger vægt på, at klagesagen specifikt vedrørte manglende lægelig opfølgning på blodprøvesvar. Oplysningen om indlæggelsen på og om selvmordsforsøget flere år senere kan ikke på nogen måde bidrage til at belyse, om der blev begået lægelige fejl i forbindelse med vurderingen af blodprøver og øgning af dosis af Leponex i slutningen af 2001 på .

På denne baggrund er det Patientklagenævnets opfattelse, at ledende overlæge As videregivelse til Patientklagenævnet af oplysningen om indlæggelse og selvmordsforsøg i 2003 var åbenbart irrelevant for behandlingen af klagesagen, og at dette burde have stået ledende overlæge A klart.

Nævnet finder på det grundlag, at ledende overlæge A, psykiatrisk afdeling, , ikke var berettiget til den 4. december 2003 at videregive de pågældende oplysninger om til Patientklagenævnet.

Følgende juridiske overvejelser har ligget til grund for nævnets vurdering:

Tavshedspligten er en afgørende forudsætning for, at der kan etableres et tillidsforhold mellem patient og sundhedsperson, og dermed for at skabe tillid i befolkningen til sundhedsvæsenet. Når Patientklagenævnet anmoder om en udtalelse vedrørende et klageforhold, er det således vigtigt, at der kun videregives oplysninger, der kan være af betydning for behandlingen af klagesagen. Anmoder Patientklagenævnet om specifikke oplysninger, f.eks. om at modtage journalen, må sundhedspersonen normalt kunne lægge til grund, at Patientklagenævnet anser journalen i sin helhed for relevant for behandlingen af klagen.

Det fremgår af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. § 19, stk. 2, at personer omfattet af lovens kapitel 3 vedrørende Sundhedsvæsenets Patientklagenævn efter anmodning skal meddele Patientklagenævnet eller embedslægerne enhver oplysning, herunder journaler, til brug for behandlingen af en klagesag.

Det fremgår videre af pkt. 5.2. i Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv., at videregivelse uden patientens samtykke aldrig må ske i et videre omfang, end det er påkrævet efter formålet, idet der må sikres en nøje gennemgang af relevansen af de oplysninger, der videregives. Det fremgår endvidere af vejledningen, at der kun må videregives oplysninger, der må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling.

Det er nævnets opfattelse, at sundhedspersoner efter anmodning fra Patientklagenævnet således er forpligtet til at videregive relevante oplysninger til Patientklagenævnet vedrørende en klagesag.

Patientklagenævnet kan oplyse, at det følger af § 26, stk. 2, nr. 2, i lov om patienters retsstilling, at en sundhedsperson kan videregive oplysninger uden patientens samtykke, når videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af bl.a. væsentlige hensyn til sundhedspersonen selv. Reglen er en såkaldt værdispringsregel, der indebærer, at sundhedspersonen kan videregive oplysninger uden patientens samtykke, når hensynet til sundhedspersonens videregivelse har væsentligt større vægt end hensynet til at holde oplysningen fortrolig.

Med henvisning til denne værdispringsregel er det nævnets opfattelse, at der eksisterer en vid ramme for videregivelse af fortrolige oplysninger for sundhedspersoner, der udtaler sig i en klagesag for nævnet, idet en sundhedsperson skal have mulighed for at kunne forsvare sig ved at fremlægge oplysninger, som sundhedspersonen skønner kan have betydning for behandlingen af klagesagen.

Det er nævnets opfattelse, at selvom en sundhedsperson har en vid margen for sit skøn over, hvilke oplysninger der kan have betydning for behandlingen af klagesagen, er der en grænse for, hvilke oplysninger en sundhedsperson kan videregive i en udtalelse i en klagesag for nævnet.

Den Almindelige Danske Lægeforening har i brev af 21. marts 2006 gjort gældende, at det er ”juridisk forkert at sige, at en læge, som bliver bedt om en udtalelse og har været involveret i patientforløbet og dermed part i sagen, har overtrådt sin tavshedspligt ved at fremsende sin udtalelse og journaloplysninger om en patient i forbindelse med patientens klage, som skal undersøges af Patientklagenævnet, og som lægen finder relevante at redegøre for i sin udtalelse til Patientklagenævnet.”

Som det fremgår af ovenstående, er nævnet ikke enigt i dette synspunkt.

Nævnet skal i den forbindelse henlede opmærksomheden på, at den juridiske teori anerkender nævnets opfattelse af, at en læge har en vid adgang til at forsvare sig imod en klage med henvisning til værdispringsreglen, og at det ligeledes anerkendes i teorien, at der er en grænse for, hvilke patientoplysninger lægen kan videregive i forbindelse med en klagesag, jf. Mette Hartlev: ”Fortrolighed i sundhedsretten – et patientretligt perspektiv”, 2005, s. 547.

Det er således Patientklagenævnets opfattelse, at en sundhedspersons videregivelse af fortrolige oplysninger til Patientklagenævnet i forbindelse med en klagesag, alene vil udgøre et brud på sundhedspersonens tavshedspligt, hvis de fortrolige oplysninger er åbenbart irrelevante for behandlingen af klagesagen.

Lægeforeningen har i brev af 8. juni 2006 anført, at nævnet ved nærværende afgørelse fraviger sin tidligere praksis. Der henvises i dette brev til to afgørelser truffet af Patientklagenævnet i 2003 refereret og kommenteret af Mette Hartlev: ”Fortrolighed i sundhedsretten – et patientretligt perspektiv”, 2005, s. 546-547.

Nævnet har ovenfor anført, at det er nævnets opfattelse, at en sundhedsperson i forbindelse med en klagesag har en vid margen for sit skøn over, hvilke oplysninger der kan have betydning for behandlingen af klagesagen. Det beror på en konkret vurdering, hvornår en sundhedsperson efter nævnets opfattelse har videregivet oplysninger, der ligger uden for denne margen. Nævnet er derfor ikke enigt med Lægeforeningen i, at nærværende afgørelse fraviger hidtidig praksis.

Endvidere har Lægeforeningen i samme brev anført, at nævnet har anvendt” retsanvendelse med tilbagevirkende kraft”, idet nævnet har henvist til dr. jur. Mette Hartlev ”Fortrolighed i sundhedsretten – et patientretligt perspektiv”, som er en doktordisputats, der er forsvaret den 27. januar 2006, idet de synspunkter, der gives udtryk for her, ikke var kendt af offentligheden i 2003.

Det kan hertil oplyses, at nævnets afgørelse hviler på reglerne i kapitel 5 i lov om patienters retstilling, der trådte i kraft den 1. oktober 1998. Det fremgår ligeledes allerede af pkt. 5.2. i sundhedsstyrelsens vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv., at en sundhedsperson, der kritiseres offentligt af en patient, kan være berettiget til uden patientens samtykke at videregive fortrolige oplysninger med henblik på at forsvare sig, men kun oplysninger der relaterer sig til de rejste kritikpunkter.

I ovennævnte doktordisputats refererer forfatteren nævnets praksis på området. Forfatteren tilslutter sig princippet bag nævnets praksis, selvom forfatteren ikke er enig i nogle konkrete afgørelser. Der er således ikke tale om retsanvendelse med tilbagevirkende kraft.

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt

Overlæge B har ikke overtrådt lov om patienters retsstilling § 23, i forbindelse med videregivelse af oplysninger vedrørende den 27. november 2003 eller herefter til ledende overlæge A, psykiatrisk afdeling, .

Begrundelse

Det fremgår af brev af 4. december 2003 fra ledende overlæge A, at en læge havde oplyst til ham, at frembød symptomer svarende til en tidligere diagnosticeret frontal skade.

Nævnet kan oplyse, at en frontal skade er en skade på hjernens frontallap, hvilken ofte resulterer i personlighedsforandringer.

Det fremgår af journalen den 27. november 2003, at overlæge B noterede, at havde haft et behandlingsforløb af flere års varighed på , og at hun de sidste 2 år havde været uden behandling. Hun var set som pårørende, idet hendes ægtefælle var patient på almen psykiatrisk afdeling, , og man havde haft overvejelser over et vist frontalt præg hos hende.

Ifølge udtalelse fra nu ledende overlæge B af 16. juli 2004 til nærværende sag havde han til forsamtale henvist fra efter indtagelse af en overdosis Panodil. Overlægen vurderede hende og han inddrog i sin vurdering det indtryk, han havde fået ved flere samtaler de foregående uger med og hendes ægtefælle, som han ligeledes havde i behandling. Ledende overlæge A havde ifølge udtalelsen naturligvis adgang til journaloplysningerne vedrørende , der var i behandling på afdelingen.

Ifølge udtalelse fra ledende overlæge A opfyldte overlæge B sin journaliseringspligt ved at beskrive, at man havde haft overvejelser over et vist frontalt præg hos .

Patientklagenævnet kan oplyse, at det følger af § 23 i lov om patienters retsstilling, at en læge skal iagttage tavshed om, hvad han under udøvelsen af sit erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger.

Det er på det grundlag nævnets opfattelse, at overlæge B ikke har overtrådt lov om patienters retstilling § 23, idet nævnet lægger til grund, at ledende overlæge A fik de pågældende oplysninger ved gennemsyn af journalen, som han som afdelingens ledende overlæge havde adgang til.

Nævnet finder herefter på det foreliggende grundlag, at overlæge B, psykiatrisk afdeling, , ikke uberettiget har videregivet oplysninger vedrørende .