Klage over manglende samtykke

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge A for hans behandling af den 7. juli 2004 på kirurgisk afdeling, Sygehus X, jf. lægelovens § 6.Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere afdelingslæge B for hans information af den 8. juli 2004 på kirurgisk afdeling, Sygehus X, jf. lægelovens § 6.Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere afdelingslæge B for hans indhentelse af s samtykke forud for behandlingen den 8. juli 2004 på kirurgisk afdeling, Sygehus X, jf. lov om patienters retsstilling § 6.Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de læger på kirurgisk afdeling, Sygehus X, der var involverede i behandlingen af i perioden fra den 20. juni til den 8. juli 2004, jf. lægelovens § 6.Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de læger på ortopædkirurgisk afdeling, Sygehus X, for deres information af s forældre i perioden fra den 13. juni til den 6. juli 2004, jf. lov om patienters retsstilling § 7.

Sagsnummer:

0656423

Offentliggørelsesdato:

20. august 2007

Juridisk tema:

Information og samtykke

Speciale:

Ortopædkirurgi, Mavetarmsygdomme, kirurgiske (kirurgisk gastroenterologi), Anæstesiologi/intensiv

Faggruppe:

Læger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge A for hans behandling af <****> den 7. juli 2004 på kirurgisk afdeling, Sygehus X, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere afdelingslæge B for hans information af <****> den 8. juli 2004 på kirurgisk afdeling, Sygehus X, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere afdelingslæge B for hans indhentelse af <****>s samtykke forud for behandlingen den 8. juli 2004 på kirurgisk afdeling, Sygehus X, jf. lov om patienters retsstilling § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de læger på kirurgisk afdeling, Sygehus X, der var involverede i behandlingen af <****> i perioden fra den 20. juni til den 8. juli 2004, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de læger på ortopædkirurgisk afdeling, Sygehus X, for deres information af <****>s forældre i perioden fra den 13. juni til den 6. juli 2004, jf. lov om patienters retsstilling § 7.

Hændelsesforløb


Den 13. juni 2004 kom svært til skade ved en bilulykke. Han blev umiddelbar kørt til lokalt sygehus, og blev få timer efter overført til ortopædkirurgisk afdeling, Sygehus X. Undersøgelser, røntgenundersøgelser og skanninger viste brud på højre nøgleben, højre overarm, åbent brud på venstre underben og beskadigelser af bækkenet med ruptur af symfysen, ruptur af leddet mellem korsben og hofteben på venstre side og brud på venstre hofteledskål. Der var endvidere brud på tværtappene på 1. og 2. lændehvirvel og en lille blødning ved leveren og nedadtil langs karrene.

Samme dag blev bækkenlæsionerne opereret, så der blev opnået stabilitet af bækkenet. Bruddet på overarmen blev ligeledes opereret, mens bruddet på underbenet var blevet såkaldt eksternt fikseret på lokalt sygehus.

I dagene efter ulykken fik feber og det kneb med at holde en ordentlig iltmætning af blodet. Den 17. juni 2004 stabiliserede han sig, der blev givet sondekost, som han tålte. Der havde ikke været gang i maven siden ulykken og der blev ordineret afføringsmidler. Den 19. juni 2004 var maven blød, der var gået rigelig luft, men endnu ingen afføring. Ved tilsyn fra mavetarmkirurgisk afdeling senere samme dag, var der kommet en større mængde tynd afføring, der var livlige tarmlyde, maven var stor, men blød. CT- skanning af maven den 20. juni 2004 viste en del luft i tarmen, og det blev besluttet at ophøre med sondeernæring og at lægge sug på sonden i mavesækken.

Den 20. juni 2004 blev tilset fra kirurgisk afdeling, der vurderede, at der fortsat ikke var funktion af tarmen (paralytisk ileus), som følge af bækkenlæsionerne.

Den 23. juni 2004 blev der foretaget MR-skanning af rygsøjlen, hvor der blev påvist en beskadigelse af rygmarven i den øverste del af brystdelen.

Den 24. juni 2004 var begyndt at spise lidt selv, og havde haft lidt afføring, men problemerne med tarmfunktionen vendte tilbage og den 29. juni 2004 blev der foretaget kikkertundersøgelse af tyktarmen, hvor der stod store mængder afføring af naturlig konsistens, afføringen blev skyllet ud. Dagen efter var bugen igen spændt, røntgenoversigt viste tarmstop (paralytisk ileus), som dagen efter var tiltagende.

Den 1.juli 2004 blev der foretaget CT- skanning med henblik på om en byld var årsagen til den langvarige lammelse af tarmen. De næste dage var der tynde afføringer og luftafgang, men den 6. juli 2004 blev dårligere med stor spændt bug og konstante smerter med turevis forværring. Der blev igen foretaget kikkertundersøgelse af tyktarmen, som efter den var skyllet så normal ud. Den 8. juli 2004, blev tilset af afdelingslæge B, kirurgisk afdeling, han havde diffuse smerter, bugen var spændt, der var ingen tarmlyde og høj temperatur. Situationen blev betegnet som uholdbar, og der var indikation for operation (eksplorativ laparotomi).

Anæstesien i forbindelse med operationen blev foretaget af afdelingslæge C, hvis anæstesiologiske overvejelser var angående den betydelige risiko for aspiration og kredsløbssvigt på grund af de svære symptomer fra tarmsystemet. Anæstesien blev indledt kl. 11.00. var blevet intuberet og tuben lå på plads, da hjertefunktionen kl. 11.11 blev svært påvirket. Afdelingslægen påbegyndte genoplivning, og overlæge i anæstesi blev tilkaldt og hjalp til med genoplivningsforsøget. Genoplivningen lykkedes ikke.

Klagen


Der er klaget over følgende:

1. At der ikke blev iværksat tilstrækkelig og relevant behandling af i forbindelse med, at hans mave var oppustet, han havde smerter i maven, og maven var ikke begynd at virke normalt efter operationerne.

Det er i den forbindelse oplyst, at det blev konstateret, at han havde tarmslyng både i tynd og tyktarm.

2. At der blev iværksat operation af på trods af, at han havde et meget lavt blodtryk, at han havde en meget lav plasmakalciumværdi, samt at der blev givet CaCL 5 mmol. i.v. inden operation.

3. At ikke modtog tilstrækkelig information forud for operationen, samt at han ikke var klar nok til at give samtykke til operationen, da han havde fået morfin.

4. At operationen af blev indledt uden, at hans forældre havde givet samtykke hertil.

5. At s forældre ikke under hele indlæggelsen ikke modtog tilstrækkelig information om hans tilstand, behandling, og undersøgelser.

Nævnets afgørelse af 1., 3., og 4. klagepunkt


Overlæge A har ikke overtrådt lov om patienters retsstilling § 7 ved sin information af den 7. juli 2004 på kirurgisk afdeling, Sygehus X.

Afdelingslæge B har ikke overtrådt lov om patienters retsstilling § 6 og § 7 ved sin information af den 8. juli 2004 på kirurgisk afdeling, Sygehus X.

De læger på kirurgisk afdeling, Sygehus X, der var involverede i behandlingen af i perioden fra den 20. juni til den 8. juli 2004 har ikke overtrådt lægelovens § 6.

Begrundelse


Det fremgår af journalen den 13. juni 2004, at blev overflyttet fra lokalt sygehus. Han var tidligere samme dag kørt frontalt ind i et vejtræ, og havde siddet fastklemt i bilen. Han havde brud på højre nøgleben, højre overarm, åbent brud på venstre underben og beskadigelser af bækkenet med ruptur af symfysen, ruptur af leddet mellem korsben og hofteben på venstre side, og brud på venstre hofteledskål. Endvidere var der brud på tværtapperne på 1. og 2. lændehvirvel og en lille blødning ved leveren og nedadtil langs karrene.

Der blev ifølge journalen samme dag foretaget operation, hvor bruddene på arme og ben blev fikseret. Videre blev bruddet på bækkenet fikseret, og der blev konstateret blødning ved rygsøjlen.

I perioden efter operationen fik ifølge journalen sondekost, som han havde tålt. Imidlertid havde der ikke været gang i maven siden ulykken. Den 17. juni 2004 blev der ordineret afføringsmiddel, for at få sat gang i maven.

Det fremgår af journalen den 20. juni 2006, at der fortsat ikke var kommet gang i maven, og blev på den baggrund tilkaldt tilsyn fra kirurgisk afdeling. Det blev vurderet, at havde tarmstop (paralytisk ileus).

På denne baggrund blev der ifølge journalen iværksat behandling med sondeernæring og der blev startet medicinsk terapi med afføringsmidlet Neostigmin. Dette var med god effekt, idet havde luftafgang og afføringspassage helt frem til den 7. juli 2004.

Nævnet kan oplyse, at man ved tarmslyng ser afføring og luftpassage stop, samt turevise mavesmerter og opkastninger. Denne tilstand kan ligne mange andre ikke operationskrævende tilstande i maveregionen, og man tillader derfor ofte en observerende holdning, hvor mavesækken og dermed tarmen aflastes med sonde og der indgives væske i blodbanen for at sikre mod udtørring. Undervejs er det tilrådeligt at kontrollere med røntgenoversigter, at der ikke sker forværring i situationen og man sikrer også ved kliniske undersøgelser, at der ikke optræder temperatur forhøjelse og tegn på bughindeirritation.

Nævnet kan videre oplyse, at en tarmslyngslignende tilstand kan ses hos multitraumatiserede patienter på grund af store blødninger i bughulens bageste kompartment. Denne situation sætter tarmen i stå uden, at der er påviseligt stop. Behandlingen vil være konservativ, hvilket vil sige, at man ikke opererer så længe man kan klare situationen med omhyggelig væske og salt terapi, medicinsk stimulering af tarmen, mekanisk tømning med koloskopi. Dette kræver tæt kontrol og man skal være meget opmærksom på, at tarmen kan blive for udspilet således, at der kommer bristninger og bughinde irritation

Endvidere kan nævnet oplyse, at man ved mulittraumatiserede patienter meget vel kan se læsioner af tarmgebetet i efterforløbet. Disse læsioner vil give lokaliserede bylder i bughulen og eventuelt tarmslyng.

Endvidere kan nævnet oplyse, at både et brud på bækkenet og en blødning ved rygsøjlen vil kunne give blødning i bughulen bageste region (retroperitoneum) og deraf følgende påvirkning af tarmen med stop (fuldstændigt eller relativt) til følge.

Det er nævnets vurdering, at det var den tilgrundliggende årsag til s udspilede bug og mangelfulde tarmfunktion.

Ifølge journalen den 7. juli 2004 blev der foretaget røntgenoversigt af maven, der viste, at der fortsat var lammelse af tarmene, og at tyktarmen i højre side var udspilet i forhold til tidligere røntgenundersøgelser. Der blev foretaget en kikkertundersøgelse af tyktarmen, hvor der blev fundet normale forhold, der var en del normalt udseende afføring i tarmen, som blev skyllet ud. Det blev vurderet, at havde et infektiøst fokus i bughulen.

Det er nævnets vurdering, at der blev iværksat relevante undersøgelser og behandling af i perioden fra den 15. juni til den 7. juli 2004 i forbindelse med, at hans mave ikke var kommet i gang efter ulykken.

Videre er det nævnets vurdering, at der på det tidspunkt videre var indikation for at foretage en operation af .

Ifølge journalen den 24. juni 2004 var nu i en sådan tilstand, at han var vågen og klar, selv børstede tænder og kunne mobiliseres til lænestol. Han blev overflyttet fra intensiv til stamafdelingen.

Det fremgår af journalen den 7. juli 2004, at havde en kortvarig effekt af kikkertundersøgelsen af tyktarmen. Der var nu gået 3-4 uger efter ulykken, og det blev vurderet, at det ikke var sandsynligt, at han havde en overset tarmlæsion. Overlæge A vurderede, at det mest sandsynlige var, at tarmene var lammet som følge af blodansamlingen fra bækkenet og dels fra tværsnitsyndromet. og hans mor blev informeret om ovenstående, og videre informerede overlægen om, hvilke behandlingsmuligheder der var. Der kunne blive iværksat medicinsk behandling, der måske kunne sætte maven i gang eller man kunne foretage en operation, hvor man anlagde en stomi for at aflaste tyktarmen.

Ifølge journalen var motiveret for at få foretaget operation, men hans mor var tilbageholdende overfor dette, og det blev besluttet at forsøge med medicinsk behandling i løbet af aftenen og natten.

I løbet af aften havde ifølge journalen fået 1 mg. Neostigmin med god effekt. Imidlertid udviklede han i løbet af natten store smerter i maven og fik feber, og der kom ikke yderligere afføring. Det blev vurderet, at der var indikation for operation.

Det fremgår af journalen, at var over 18 år, og var ved fuld bevidsthed, da afdelingslæge B informerede ham om operationen, til hvilken han gav sit samtykke til.

Det er nævnets vurdering, at var ved fuld bevidsthed, og han var i stand til at forstå informationen om operationen, og på denne baggrund var i stand til at give sit informeret samtykke til operationen. På denne baggrund er det videre nævnets vurdering, at det var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard, at afdelingslæge B ikke fik samtykke af s forældre til at foretage operationen, da han var i stand til selv at tage stilling til operation på baggrund af den information han fik både den 7. og den 8. juli 2004.

Nævnet kan oplyse, at det af lov om patienters retsstilling fremgår, at patienten har ret til løbende at få information om sin helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger.

På denne baggrund er det nævnets vurdering, at det var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard, at overlæge A den 7. juli 2004 og afdelingslæge B den 8. juli 2004 informerede .

Nævnet finder på denne baggrund, at overlæge A og afdelingslæge B informerede tilstrækkeligt forud for operationen den 7. og 8. juli 2004 på kirurgisk afdeling, Sygehus X.

Nævnet finder herefter, at de læger på kirurgisk afdeling, Sygehus X, der var involverede i behandlingen i perioden fra den 20. juni til den 8. juli 2004 af ikke har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt


Afdelingslæge C har ikke ivertrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 8. juli 2004 på anæstesiologisk afdeling, Sygehus X. Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt om afdelingslægen inden anæstesiindledning hos havde monitoreret med kontinuerligt arterietryk og centralt venetryk.

Begrundelse


Det fremgår af journalen den 8. juli 2004, at afdelingslæge C indledte operationen af .

Det fremgår af den præoperative beskrivelse af , at han var svært syg med høj temperatur, kredsløbspåvirkning og stort, opdrevet mave (abdomen), som udtryk for manglende tarmfunktion.

Ifølge anæstesijournalen blev der forud for anæstesien givet ca. 1000 ml saltvand.

Nævnet kan oplyse, at patienter med kredsløbspåvirkning giver væske i form af saltvand, blod eller plasma, idet disse patienter altid mangler væske i karbanen (hypovolæme).

Det er nævnets vurdering, at det var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard, at afdelingslæge C forud for anæstesien gav saltvand. Imidlertid er det nævnets vurdering, at det havde været hensigtsmæssigt, at der var blevet anlagt en arteriekanyle forud for operationen, således man kunne have fulgt påvirkning af kredsløbet ved induktionen.

Nævnet kan oplyse, at kredsløbspåvirkning samt manglende tarmfunktion er en livstruende tilstand, hvor operation (intervention) er nødvendig. Ved bedøvelse af disse patienter anvendes en anæstesiteknik, hvor man giver indgift af et sovemiddel samt et muskelafslappende middel med samtidig tryk på halsen, så der ikke sker overløb fra tarmen og ned i lungerne.

Det fremgår af anæstesijournalen, at afdelingslæge C ved anlæggelsen af bedøvelsen af anvendte ovennævnte teknik. Imidlertid opstod der i minutterne efter, induktionen var sket, hjertesvigt (kardielt svigt).

Det er nævnets vurdering, at fik hjertesvigt, som følge af svær organpåvirkning og dermed også hjerte (kardiel) påvirkning.

Nævnet kan oplyse, at man ved meget syge patienter ikke bør afvente, at blodtrykket bedres, fordi det ofte forekommer, at selve sepsistilstanden gør, at blodtrykket ligger lavt, og at der er øget hjertefrekvens (takykardi), og man kun ved kirurgisk intervention har mulighed for at vende situationen.

Det fremgår videre af journalen, at havde en lav plasmacalciumværdi.

Nævnet kan oplyse, at det er normalt hos patienter, der har været i dårlig ernæring.

Det er nævnets vurdering, at plasmacalciumværdien ikke havde betydning for forløbet.

Det fremgår videre af journalen, at der i forbindelse med, at udviklede hjertestop blev givet calciumfusion.

Nævnet kan oplyse, at det er i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard, at blev givet calciuminfusion i forbindelse med hjertestoppet, idet det bliver anvendt, som hjertestimulerende medicin.

Det fremgår af obduktionsrapporten, at havde svær bughindebetændelse (peritonit) med vævsdød (gangrænøs) tarm.

Nævnet kan oplyse, at bughindebetændelse med vævsdød tarm kan give en livstruende tilstand med multipel organpåvirkning.

Nævnet finder herefter, at afdelingslæge C ikke har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 8. juli 2004 på anæstesiologisk afdeling, Sygehus X. Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt om, afdelingslægen inden anæstesiindledning hos havde monitoreret med kontinuerligt arterietryk og centralt venetryk.

Nævnets afgørelse af 5. klagepunkt


De læger på ortopædkirurgisk afdeling, Sygehus X, der var involverede i behandlingen af i perioden fra den 13. juni til den 6. juli 2004 har ikke overtrådt lægelovens § 6.

De læger på kirurgisk afdeling, Sygehus X, der var involverede i behandlingen af i perioden fra den 20. juni til den 6. juli 2004 har ikke overtrådt lægelovens § 6.

Begrundelse


Det fremgår af journalen den 13. juni 2004, at s forældre blev informeret om, at han var kørt galt, og senere samme dag blev de informeret om skadens omfang.

Det fremgår videre af journalen den 21. juni 2004, at s forældre blev informeret om hans tilstand, herunder at han nu var i opvågning efter at have ligget i respirator, og at han i denne periode kunne være meget urolig.

Ifølge journalen den 22. juni 2004 blev s mor informeret om, at lægerne ville iværksætte en skanning for at klarlægge om der var neurologisk påvirkning på grund af infektion eller blodansamling, som muligvis kunne være opstået på grund af epiduralkateteret.

Den 23. juni 2004 blev s familie ifølge journalen orienteret om de fund, der var gjort ved MR-skanningen, og at der næppe var total marvpåvirkning, hvilket også kunne forklare, at han havde haft bevægelser i benene.

Ifølge journalen den 25. juni 2004 blev familien informeret de neurologiske fund af afdelingslæge D, og der blev planlagt et møde om det samlede forløb, og den nærmeste fremtid.

Det fremgår videre af afdelingslæge Ds udtalelse af den 15. august 2004, at familien flere gange fik information om skadens omfang, herunder om de problemer der opstod undervejs. Der blev videre informeret løbende om undersøgelser og resultaterne heraf under stuegang.

Det er nævnets vurdering, at s familie løbende blev informeret om hans tilstand, både ved samtaler, men også ved stuegang, og i forbindelse med undersøgelsesresultater.

Nævnet finder herefter, at de læger på ortopædkirurgisk afdeling, Sygehus X, der var involverede i behandlingen af har informeret hans familie tilstrækkeligt.