Klage over forberedende samtale forud for en bypassoperation samt over selve operationen

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere 1. reservelæge A for hans behandling af <****> den 8. juli 2004 på kirurgisk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere 1. reservelæge A og ledende overlæge B for deres behandling af <****> den 9. juli 2004 på kirurgisk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

havde i mange år haft problemer med forhøjet blodtryk, forhøjede kolesteroltal, og han var desuden familiært disponeret for åreforkalkningssygdom. Ca. 1 år forud for den aktuelle indlæggelse fik aktivitetsrelaterede brystsmerter, og siden hen fik han konstateret 3-karsygdom i hjertet.

Den 8. juli 2004 blev indlagt på kirurgisk afdeling, , med henblik på at få foretaget en bypass operation. Ved en samtale med 1. reservelæge A blev han informeret om det planlagte indgreb, prognose og risici.

Den 9. juli 2004 blev opereret. Operationen blev foretaget af 1. reservelæge A og forløb planmæssigt. Ved lukning af huden opstod der tegn på dårlig blodforsyning til hjertet, hvorfor ledende overlæge B blev tilkaldt. Sammen med 1. reservelæge A fandt han mistanke om, at en indsat arterie havde vredet sig, hvorfor atter blev opereret. Ved afslutningen af denne operation opstod der atter pumpeproblemer, som medførte endnu en operation. Ved denne operation konstaterede man en læsion i karret, hvorfor der blev anlagt en vene som erstatning.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. At under en forberedende lægesamtale blev fejlvurderet.

Det er herved anført, at der ikke blev lyttet til s oplysninger om, at han som 18-årig havde fået meget store doser Cortison, hvilket senere havde medført stærkt forhøjet blodtryk, og tydelige karforandringer i øjne og hud, samt at han fik aseptiske knoglenekroser i venstre skulder og højre hofte. Videre er det anført, at disse forhold havde afgørende betydning for, hvilken ekspertise, der var nødvendig for hans operation.

2. At lægerne B og A ikke behandlede korrekt under en bypassoperation.

Det er herved anført, at LIMA-graften blev syet på igen uden yderligere undersøgelser af, hvorfor graften i første omgang vred sig og lukkede, og at man burde have observeret LIMA-graften for mulige skader eller læsioner. Videre er det anført, at det senere viste sig, at LIMA-graften var skadet indvendig, hvilket medførte, at han senere fik en blodprop, samt at han måtte opereres igen.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt

1. reservelæge A har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 8. juli 2004 på kirurgisk afdeling, .

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 8. juli 2004, at blev indlagt på kirurgisk afdeling, , med henblik på at få foretaget en bypass operation. Han havde i mange år lidt af forhøjet blodtryk (hypertension), forhøjede kolesteroltal (hyperkolesterolæmi) og desuden familiært disponeret for åreforkalkning. Han havde i godt et år haft tendens til aktivitetsrelaterede smerter i brystet, og den 13. juni 2004 blev han akut indlagt med knugende, trykkende fornemmelser i brystet. Man vurderede, at der var tale om kramper i hjertet (angina pectoris).

Videre fremgår det, at havde slidgigt i højre hofte og venstre skulder, og han angav, at han havde tendens til væskeophobning i venstre ben. Ved indlæggelsen var hans hjerteaktion regelmæssig, og der var ingen hørbare mislyde. 1. reservelæge A informerede ham om den planlagte operation, om prognose samt om risici ved indgrebet. accepterede herefter indgrebet.

Ifølge klagen oplyste , at han som ung havde fået meget store doser Cortison.

Af journalen fremgår der ikke noget herom.

Det fremgår af 1. reservelæge As udtalelse af 23. juli 2005 til sagen, at han ikke erindrer, at oplyste, at behandlingen med Cortison kunne være en mulig årsag til hans forhøjede blodtryk, men at en sådan oplysning ikke ville have ændret hans samlede vurdering af operationen.

Nævnet kan oplyse, at de fleste patienter, der opereres for forkalkning af kranspulsårerne, har højt blodtryk, højt kolesteroltal og åreforkalkning. Risikoen ved en bypassoperation afhænger primært af patientens alder, hjertefunktion og konkurrerende sygdomme.

Det er nævnets opfattelse, at behandling med Cortison på et tidligere tidspunkt ikke ændrer prognose eller risici for operationen.

Nævnet finder på den baggrund, at 1. reservelæge A handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 8. juli 2004 på kirurgisk afdeling, .

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt

1. reservelæge A og ledende overlæge B har ikke overtrådt lægelovens § 6, ved deres behandling af den 9. juli 2004 på kirurgisk afdeling, . Det havde dog været hensigtsmæssigt, om 1. reservelæge A havde foretaget en flowmåling af grafterne, før han afsluttede den første operation.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 9. juli 2004, at blev opereret. Det var i første omgang 1. reservelæge A, der foretog operationen. Der blev taget en arterie fra bagsiden af brystbenet på venstre side (LIMA). Derudover blev der taget et passende stykke af en vene fra venstre ben, som blev syet på pulsårerne som en erstatningsdel (graft) til hjertet. LIMA blev lagt usnoet på hjertet for at sikre en passende længde. Den blev som det sidste kar syet med en meget tynd nylontråd (Prolene 7-0) på venstre forreste kranspulsåre (LAD), som var klippet op. Dette skete via en slids. 1. reservelæge A lukkede, inden han bandt en knude, luft ud, hvorved han så blod løbe igennem sammensyningen. Herefter lagde han hjertet på plads og sikrede sig, at der ikke var snoninger, og at længden passede.

Nævnet kan oplyse, at man inden afslutningen af en operation ved hjælp af en flowmåler kan måle, om der løber tilstrækkeligt med blod igennem graften. Ved lukning af brystbenet kan karret komme til at ride over kanten af hjertesækken, hvilket undgås rutinemæssigt ved at lave en slids i hjertesækken. Det sker desuden, at de to lag i karret skiller ad, hvilket man blandt andet sikrer sig imod ved hjælp af lupbriller og omhu. Man sikrer sig en god forbindelse mellem 2 organer (anastomose) ved at lave en flowmåling.

Det er nævnets opfattelse, at en flowmåling ved første operation muligvis kunne have sikret, at de efterfølgende problemer ikke var opstået.

Videre kan nævnet oplyse, at flowmålinger er behæftet med mange muligheder for fejltolkninger. Er der en forsnævring eller aflukning af blodstrømmen i sammensyningen fremefter, men fint afløb bagud i kranspulsåren, vil flowmålingen kunne være upåfaldende. Nogle gange ønsker man, at blodet skal løbe i begge retninger i kranspulsåren. Er der en aflukning bagud vil det ofte ikke kunne ses på en flowmåling. Små forsnævringer, som kan have betydning, når hjertet belastes, vil ikke kunne ses på en flowmåling, da man kun måler et aktuelt flow, og ikke om det er stort nok. Er der tale om en periodisk aflukning, kan det være meget svært at opdage med en flowmåling.

Det er nævnets opfattelse, at det er i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ikke at foretage en flowmåling, hvis man ingen mistanke har om, at der skulle være problemer med sammensyningen, og hvis man har set, at kranspulsåren fyldes med blod, så snart karklemmen tages af det nye kar. I s tilfælde var der efter nævnets opfattelse formentlig et element af periodisk svigt, der kunne være overset trods en flowmåling inden første lukning.

Videre er det på baggrund af operationsbeskrivelsen nævnets opfattelse, at operationen blev udført i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Nævnet finder på den baggrund, at 1. reservelæge A handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 9. juli 2004 på kirurgisk afdeling, . Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, hvis 1. reservelæge A havde foretaget en flowmåling af grafterne, før han afsluttede den første operation.

Af operationsbeskrivelsen den 9. juli 2004 fremgår det, at der i forbindelse med lukning af huden opstod pumpeproblemer, og at EKG-undersøgelsen viste forandringer. 1. reservelæge A tilkaldte derfor ledende overlæge B. blev herefter åbnet igen, og det blev konstateret, at LIMA-arterien muligvis havde vredet sig (var torkveret). LIMA til LAD-forbindelsen blev derfor lavet om, og inden den blev syet på, blev der konstateret sprøjtende blødning fra LIMA-graften. Der blev foretaget en flowmåling, som viste normale forhold, og EKG-forandringerne blev normaliseret. I forbindelse med afslutningen af operationen opstod der atter EKG-forandringer, hvorfor det blev besluttet, at der skulle foretages en akut røntgenundersøgelse af hjertets kranspulsårer (KAG). Denne viste en ny torkvering svarende til den modsatte ende af LIMA-graften.

Nævnet kan oplyse, at kraftig blødning via en graft sædvanligvis er tegn på, at denne er i orden.

Det er nævnets opfattelse, at det på den baggrund var lægefagligt forsvarligt at 1. reservelæge A og ledende overlæge B anvendte graften, idet de havde konstateret kraftig blødning via denne.

Nævnet finder på den baggrund, at 1. reservelæge A og ledende overlæge B handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af den 9. juli 2004 på kirurgisk afdeling, .

Afgørelsen er truffet af et flertal. Nævnsmedlem har afgivet følgende mindretalsudtalelse.

Det er ej hensigtsmæssigt at udføre en flowmåling, da denne ikke viser alle opstående problemer.