Klage over manglende ophør af medicin til varigt inhabil patient

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere praktiserende læge A for manglende indgivelse af ansøgning til embedslægeinstitutionen i forbindelse med behandling af <****> i perioden fra den 6. marts 2003 til den 17. august 2004, jf. lov om patienters retsstilling § 9. stk. 4, jf. stk. 1.

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere praktiserende læge B for manglende indgivelse af ansøgning til embedslægeinstitutionen i forbindelse med behandling af <****> i perioden fra den 27. juni til den 4. juli 2003, jf. lov om patienters retsstilling § 9. stk. 4. jf. stk. 1.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge A for hans behandling af <****> i perioden fra juni 2003 til den 17. august 2004 i sin klinik, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge B for hans behandling af <****> den 27. juni og den 4. juli 2003 i sin klinik, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

I 1999 var udredt for demens på psykiatrisk afdeling i . blev behandlet med Cisordinol og senere Neulactil for aggressivitet. Den 11. august 1999 blev der ordineret Cipramil på grund af s ensomhedsfølelse. Denne medicin blev seponeret den 13. september 1999 på grund af kvalme.

I september 1999 fik udført CT-skanning af hjernen, der viste forandringer forenelige med Alzheimer sygdom.

Den 12. november 1999 blev der ordineret Aricept, der senere blev afsluttet på grund af bivirkninger.

Den 11. juli 2002 blev igen vurderet af psykiatrisk afdeling i sit hjem. På dette tidspunkt var i behandling med Cisordinol og Alopam. Behandlingen med Cisordinol blev afsluttet, mens behandlingen med Alopam blev udtrappet, og der blev startet behandling med Risperdal, de første 3 dage 0,5 mg dagligt, derefter 1 mg dagligt.

På grund af s uro, vrede og aggressivitet blev dosis Risperdal øget den 28. august 2002 til 1,5 mg dagligt af en overlæge ved psykiatrisk afdeling, .

Den 18. februar 2003 var der på plejehjemmet et møde mellem , hendes kontaktperson, hendes to døtre og en distriktspsykiatrisk sygeplejerske fra psykiatrisk afdeling. De 2 døtre var uenige om, hvor dement var.

Distriktspsykiatrisk sygeplejerske mente, at s demenstilstand var forværret, idet sygeplejersken ikke var sikker på, at kendte sine døtre. Desuden var mere irritabel.

s kontaktperson fortalte om s aggressivitet, der kunne medføre, at slog medbeboere, der kunne gøre gengæld, når overskred deres grænse.

Efter mødet konfererede den distriktspsykiatriske sygeplejerske med psykiatrisk overlæge, der ikke kunne udelukke bivirkning af Risperdal, hvorfor dosis blev reduceret til 1 mg pr. dag.

Den 6. marts 2003 sendte s døtre et brev til praktiserende læge A, hvori de anmodede lægen om at overtage behandlingen af s demens og samtidig ønskede, at kom helt ud af Risperdal behandlingen. Efter konference med psykiatrisk overlæge og distriktspsykiatrisk sygeplejerske frarådede praktiserende læge A nedsættelse af dosis af Risperdal.

Den 27. juni 2003 havde s ene datter en samtale med praktiserende læge B. Datteren ønskede s Risperdal dosis nedsat. Praktiserende læge B henviste til praktiserende læge As brev af 30. marts 2003.

Det samme var tilfældet ved konsultation den 4. juli 2003 hos praktiserende læge B, hvor den samme datter igen anmodede om reduktion af Risperdal, hvilket lægen afslog.

Den 30. september 2003 havde praktiserende læge A en lang samtale med s datter, der ønskede, at skulle ophøre med Risperdal behandlingen.

Den 2. december 2003 meddelte s datter, at hun havde stoppet s behandling med Risperdal.

Den 5. januar 2004 telefonerede s datter til praktiserende læge A. Datteren var meget utilfreds med, at lægen ikke havde standset s behandling med Risperdal. Lægen fastholdt, at det var til gavn for at få en lille dosis Risperdal.

Den 2. august 2004 blev Risperdal reduceret til 0,5 mg dagligt, og behandlingen blev standset den 17. august 2004.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At ikke har fået en korrekt behandling i forbindelse med sygdommen Alzheimers.

Det er herved anført, at praktiserende læge A og praktiserende læge B ikke seponerede behandlingen med Risperdal på et tidligere tidspunkt. Det er anført, at blev meget sløv af denne medicin, og at klager gentagne gange anmodede lægen om at seponere behandlingen med Risperdal. Det er endvidere anført, at der i s kardex stod, at hun fik et medikament, som efter 14 dages medicinering blev beskrevet som værende virkningsløst. På trods heraf fortsatte med at få Risperdal på plejehjemmet .

Nævnets afgørelse af klagen

Læge A har overtrådt lov om patienters retsstilling § 9. stk. 4, jf. stk. 1, ved sin behandling af i perioden fra den 6. marts 2003 til den 17. august 2004 ved manglende indgivelse af ansøgning til embedslægeinstitutionen.

Læge B har overtrådt lov om patienters retsstilling § 9. stk. 4, jf. stk. 1, ved sin behandling af i perioden fra den 27. juni til den 4. juli 2003 ved manglende indgivelse af ansøgning til embedslægeinstitutionen.

Praktiserende læge A har ikke overtrådt lægelovens § 6 i forbindelse med sin behandling af i perioden fra marts 2003 til den 17. august 2004 i sin klinik.

Praktiserende læge B har ikke overtrådt lægelovens § 6 i forbindelse med sin behandling af i perioden fra juni til juli 2003 i sin klinik.

Begrundelse

Nævnet har lagt til grund, at praktiserende læge A blev læge for i oktober 2001, og da præparatet Cisordinol ikke havde nogen virkning på s urolige og indimellem voldelige adfærd, henviste praktiserende læge A til det psykiatriske team igen. Såvel overlægen som specialsygeplejersken herfra aflagde plejehjemmet besøg, og overlægen ordinerede behandling med en lille dosis af præparatet Risperdal. Behandlingen blev i den følgende tid nøje fulgt af såvel praktiserende læge A som psykiatrisk team, og den praktiserende læge konfererede ved flere lejligheder behandlingen med teamet.

Nævnet har endvidere lagt til grund, at den 18. februar 2003 efter en stor fælleskonference mellem alle parter fik nedsat Risperdal-behandlingen til 1 milligram dagligt.

Det fremgår af journalen den 6. marts 2003, at s døtre sendte et brev til praktiserende læge A, hvori de anmodede lægen om at overtage behandlingen af s demens og samtidig ønskede, at kom helt ud af Risperdal behandlingen.

Af journalen følger det, at s familie efterfølgende fortsat lagde et pres på praktiserende læge A for at få denne til yderligere at nedsætte og seponere behandlingen med Risperdal, idet de mente, at blev døsig og sløv af behandlingen.

Praktiserende læge A har anført i sin udtalelse til sagen, at han på forespørgsel hos plejehjemmet fik oplyst, at havde det godt, og at der ikke var blevet observeret uheldige bivirkninger i form af træthed som følge af Risperdal-behandlingen.

Det fremgår videre af journalen den 30. marts 2003, at praktiserende læge A forespurgte psykiatrisk team, der frarådede at gå yderligere ned i medicinsk behandling, hvorfor den praktiserende læge fastholdt behandlingen med ½ milligram Risperdal 2 gange dagligt. De pårørende blev informeret herom ved brev af den 30. marts 2003.

Det fremgår i øvrigt af journalen den 30. september 2003, at praktiserende læge A havde en lang samtale med s datter, der ønskede, at skulle ophøre med Risperdal behandlingen. Det følger af journalen, at lægen vendte spørgsmålet med en overlæge på psykiatriske team, og overlægen fandt ikke grundlag for at ændre medicineringen.

Det er noteret i journalen den 2. december 2003, at s datter meddelte, at hun ved kontakt til apoteket havde stoppet s behandling med Risperdal.

Det følger af journalen den 11. december 2003, at A foranledigede, at medicineringen med Risperdal blev fortsat.

Den 5. januar 2004 blev det noteret i journalen, at s datter ringede til praktiserende læge A. Datteren var meget utilfreds med, at lægen ikke havde standset s behandling med Risperdal. Lægen fastholdt, at det var til gavn for at få en lille dosis Risperdal.

Den 2. august 2004 blev Risperdal reduceret til 0,5 mg dagligt, og behandlingen blev standset den 17. august 2004.

Det følger af journalen, at hverken plejehjemmet, det psykiatriske team eller selv havde givet udtryk for uheldige bivirkninger til Risperdal-behandlingen. Derimod var en vanskelig situation præget af svære adfærdsproblemer hos blevet stabiliseret igennem den periode, hvor fik den lille dosis Risperdal.

Ud fra disse omstændigheder sammenholdt med at ordinationen af Risperdal oprindeligt var ordineret af speciallæger i ældres psykiske sygdomme (herunder demens) og disse løbende blev konfereret om behovet for medicineringen, finder nævnet, at læge A håndterede behandlingen med Risperdal i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard i forbindelse med sin vurdering af s behov herfor, idet han i sine lægelige overvejelser tog udgangspunkt i s behov og situation, ligesom han støttede sig til supplerende lægefaglig ekspertise, når dette var nødvendigt.

Det fremgår af journalen, at s ene datter den 27. juni 2003 havde en samtale med praktiserende læge B. Datteren ønskede s Risperdal-dosis nedsat. Praktiserende læge B henviste til praktiserende læge As brev af 30. marts 2003. Det samme var tilfældet ved konsultation den 4. juli 2003 hos praktiserende læge B, hvor den samme datter igen anmodede om reduktion af Risperdal, hvilket lægen afslog.

Det er nævnets opfattelse, at praktiserende læge B foretog en korrekt vurdering af behovet for nedsættelse af Risperdal-behandlingen af , idet den praktiserende læge af journalnotatet af 30. marts 2003 kunne se, at hans kollega, praktiserende læge A, efter en konference med lægefaglige eksperter på området havde vurderet, at behandlingen ikke skulle ændres.

Nævnet finder herefter, at praktiserende læge B handlede i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard i forbindelse med sin vurdering af s behov for Risperdal den 27. juni 2003 og den 4. juli 2003 i sin klinik.

Det fremgår af journalen den 11. juli 2002, at ved undersøgelse på psykiatrisk afdeling, , ikke opfattede, hvad lægen sagde, og det var ikke muligt at få en dialog i gang. var helt desorienteret med hensyn til tid, sted og egne data. Tilstanden blev sammenholdt med scanningsfund tolket til at være en grobal demenstilstand med frontalt præg.

Nævnet har ved sin afgørelse således lagt til grund, at var varigt inhabil på de tidspunkter, hvor personer fra den nærmeste familie ønskede, at Risperdal-behandlingen blev seponeret.

Nævnet kan i den forbindelse oplyse, at det fremgår af lov om patienters retsstilling § 6, at behandling som udgangspunkt ikke må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke.

Af lov om patienters retsstilling § 9, stk. 1, fremgår endvidere, at de nærmeste pårørende eller værgen kan give informeret samtykke, når patienten varigt mangler evnen til at give informeret samtykke til behandling. Skønner sundhedspersonen, at de nærmeste pårørende eller værgen, jf. § 9, stk. 1, forvalter samtykket på en måde, der åbenbart vil skade patienten eller behandlingsresultatet, kan sundhedspersonen i medfør af § 9, stk. 4, gennemføre behandlingen, såfremt vedkommende embedslægeinstitution giver sin tilslutning hertil. Det er således embedslægeinstitutionen, der vurderer, om de nærmeste pårørende eller værgen forvalter samtykket på en måde, der åbenbart vil skade patienten eller behandlingsresultatet.

Det er nævnets opfattelse ud fra de ovennævnte omstændigheder omkring den iværksatte behandling og s tilstand i øvrigt, at det umiddelbart fremstod som åbenbart sandsynligt, at seponering af præparatet Risperdal, ordineret af speciallæger i ældres psykiske sygdomme (herunder demens) ikke ville være i s interesse. Samstemmende udtalelser fra psykiatrisk team og personalet på plejehjemmet konkluderede således, at ikke var medicinpåvirket (træt/sløv), ligesom man fra psykiatrisk team direkte havde frarådet en yderligere nedtrapning af Risperdal fra ½ milligram to gange daglig.

Det er på den baggrund nævnets opfattelse, at der var tale om en situation, hvor der var en klar risiko for åbenbart at skade ved at følge familiens ønske om helt at stoppe med den pågældende behandling.

Det fremgår i den sammenhæng imidlertid ikke af journalen, at læge A og læge B rettede henvendelse til embedslægeinstitutionen med henblik på at opnå en eventuel tilslutning til, at Risperdal-behandlingen blev opretholdt mod de nærmeste pårørendes ønske.

Nævnet finder ud fra disse omstændigheder, at læge A og læge B handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres indhentelse af informeret samtykke til behandlingen af med Risperdal i perioden fra den 6. marts 2003 til den 17. august 2004, idet der ikke blev indhentet tilslutning fra embedslægeinstitutionen efter lov om patienter § 9, stk. 4 med henblik på, at Risperdal-behandlingen blev opretholdt mod de nærmeste pårørendes ønske.