Klage over tvangsfiksering, tvangsmedicinering, anvendelse af fysisk magt og indgivelse af beroligende medicin

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 16. juni 2005 om tvangsfiksering af <****> fra den 29. til den 30. marts 2005 på psykiatrisk afdeling, <****>.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 16. juni 2005 om indgivelse af beroligende medicin til <****> den 17. maj 2005 på psykiatrisk afdeling, <****>.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 16. juni 2005 om anvendelse af fysisk magt overfor <****> den 24. maj 2005 på psykiatrisk afdeling, <****>.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 16. juni vedrørende beslutning om tvangsmedicinering af <****> den 8. juni 2005 på psykiatrisk afdeling, <****>.

Hændelsesforløb

, der er 43 år gammel, har primært kontakt til sin moder. Hun bor i egen lejlighed og modtager på grund af en kronisk psykiatrisk lidelse førtidspension.

har 32 gange tidligere været indlagt på psykiatrisk afdeling, , første gang i starten af 1990’erne. Indlæggelsesbilledet var meget identisk fra indlæggelse til indlæggelse. undlod at tage den ordinerede medicin, og/eller hun indtog psykoaktive stoffer, som forværrede hendes tilstand. Under disse indlæggelser vurderede man, at hun led af en spaltningssygdom med vrangforestillinger (paranoid skizofreni). I hvert fald under den seneste indlæggelse modtog behandling med Zyprexa med god effekt på tilstanden.

Forud for den aktuelle indlæggelse blev tilset af en overlæge i hjemmet, der fandt hende svært usamlet. Hun havde bortført en kanariefugl, som senere blev ført tilbage til ejeren, og overlægen vurderede, at der var behov for indlæggelse.

Aktuelt blev således frivilligt indlagt den 29. marts 2005 på psykiatrisk afdeling, . Ved ankomsten til hospitalet løb hun direkte op til den lukkede afdeling og kastede sig mod døren for at komme ind. Efter ankomsten til stuen var hun svært agiteret og usamlet, og man vurderede, at hun led af en skizoaffektiv psykose. Hun fór omkring på afdelingen, smed tøjet og kravlede ind i et skab. Hun kastede skraldespande efter personalet, og hun truede personalet. Hendes adfærd var bizar. Hun vaskede hænder utallige gange, slukkede lyset, rev klokkestrengen ud af alarmen og bandt lægens snørebånd op. Hun blev derfor tilbudt beroligende medicin, hvilket hun accepterede. Derudover accepterede hun efter nogen overtalelse at få antipsykotisk medicin i form af Zyprexa 20 mg.

Indgivelsen af beroligende medicin havde dog ingen effekt, og faldt således ikke til ro. Hun var fortsat ukorrigerbar i sin adfærd og udadreagerende mod personalet. blev derfor tvangsfikseret med bælte kl. 23.50.

Den 30. marts 2005 blev tilset i løbet af natten, hvor hun sov det meste af tiden. De perioder, hvor hun var vågen, var hendes tilstand uændret urolig og usamlet. Kl. 10.30 var hun faldet så meget til ro, at bæltefikseringen blev ophævet, men det blev besluttet, at hun skulle skærmes på sin stue i et døgn.

Under indlæggelsen havde på grund af hendes fortsat urolige tilstand og grænsesøgende adfærd fast vagt indtil den 14. april 2005. Hun indtog den ordinerede antipsykotiske medicin i form af Zyprexa, men fremtrådte fortsat psykotisk. Hun gav udtryk for, at hun, fordi hun var amerikaner, kunne sende bølger til radioen og dermed styre radioprogrammerne. Videre angav hun flere gange, at personalet trådte på smølferne, og hun beskrev hvordan de små, blå rendte rundt på gulvet. Hun bad afdelingens læge om at tage skoene af, så smølferne ikke kom noget til.

Den 15. april 2005 ønskede sig udskrevet, men på grund af hendes psykotiske tilstand, blev hun tvangstilbageholdt.

Fra den 23. april 2005 ønskede ikke længere at tage Zyprexa, idet hun mente, at det ikke hjalp, og idet hun mente, at det var medicinen, der gjorde hende syg. Samme dag blev det besluttet, at løbende skulle motiveres for frivillig behandling med Zyprexa 40 mg dagligt. Indtil den 6. maj 2005 var hun afvisende overfor dette.

Den 6. maj 2005 tilkendegav , at hun ville tage Zyprexa, hvis dosis blev sat ned. Det blev derfor besluttet at nedsætte dosis til 20 mg dagligt. Frem til den 20. maj 2005 indtog dog fortsat ikke medicinen. Herefter tog hun medicinen sporadisk.

Den 17. maj 2005 var opkørt og højtråbende. Hun gik tæt på medpatienterne og man forsøgte flere gange at tilbyde hende beroligende medicin, hvilket hun imidlertid afslog. Derfor blev der ved tvang givet beroligende medicin i form af Zyprexa 10 mg og tablet Oxazepam 15 mg.

Den 25. maj 2005 var vred og udskældende, fordi hun var blevet nægtet udgang. Hun blev bedt om at gå til sin stue, hvilket hun nægtede. Hun opfordrede medpatienterne til at bidrage i hendes protest, og hun blev voldsomt råbende og ville kaste sig på gulvet. Hun blev derfor ved tvang ført til sin stue.

Den 2. juni 2005 blev det besluttet, at dosis på Zyprexa atter skulle øges til 40 mg, da fortsat var meget psykotisk, og da tidligere indlæggelsesforløb havde vist, at hun profiterede af behandling med højere doser. blev i første omgang meget oprørt over denne beslutning, men hun tilkendegav, at hun accepterede den.

Den 6. juni 2005 gav udtryk for, at hun fik rysten (tremor) af at indtage Zyprexa 40 mg. Hun foreslog selv at skifte til behandling med Abilify, hvilket lægen accepterede, men han informerede hende om, at der skulle ske en gradvis nedtrapning i Zyprexa.

Dagen efter stak af fra afdelingen i forbindelse med udgang. Det havde hun gjort op til flere gange før. En forudsætning for at ville tage den antipsykotiske medicin var, at hun fik udgang, men hun havde meget svært ved at administrere denne udgang. Lægen skønnede derfor, at situationen var uholdbar, hvorfor han den 8. juni 2005 traf beslutning om at tvangsbehandle hende med tablet Zyprexa 20 mg, subsidiært injektion Zyprexa 10 mg.

Klagen

klagede over tvangsfikseringen, indgivelsen af beroligende medicin, anvendelsen af fysisk magt samt over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved . Klagen blev for så vist angår tvangsbehandlingen tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse vedrørende tvangsfikseringen i perioden fra den 29. marts kl.23.50 til den 30. marts 2005 kl. 10.30

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved godkendte ved afgørelse af 16. juni 2005 tvangsfikseringen af . Det blev som begrundelse anført, at s tilstand forud for tvangsfikseringen var af en sådan karakter, at det var nødvendigt at afværge, at hun eller andre var udsat for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred. Nævnet lagde vægt på, at var meget urolig og omkringfarende, og at hun ifølge kardex havde revet metalgenstande ned fra væggene og kastet med skraldespande.

Videre fandt Det Psykiatriske Patientklagenævn ved , at tvangsfikseringen og udstrækningen heraf opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Nævnet bemærkede dog, at der i lægeerklæringen og kardex var tidsmæssig uklarhed med hensyn til indlæggelsestidspunktet og tidspunktet for tvangsfikseringen den 29. marts 2005.

Afgørelse af anken vedrørende tvangsfikseringen i perioden fra den 29. marts kl. 23.50 til den 30. marts 2005 kl. 10.30 .

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder afgørelsen af 16. juni 2005 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved om tvangsfikseringen af på psykiatrisk afdeling, .

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at tvangsfiksere den 29. marts 2005 var opfyldte, idet der var en nærliggende fare for, at hun selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred. Nævnet har lagt vægt på, at ifølge journalen var omkringfarende, at hun gik tæt på samt truede personalet, og at hun kastede med skraldespande efter personalet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at man forinden fiksering med bælte forgæves havde forsøgt at berolige med indgivelse af beroligende medicin, og at man havde forsøgt at korrigere hendes aktiviteter.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at udstrækningen af tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at det i journalen er anført, at sov det meste af natten, og at hun var uændret urolig og usamlet i de perioder, hvor hun var vågen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved .

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse vedrørende indgivelse af beroligende medicin.

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved godkendte ved afgørelse af 16. juni 2005 indgivelse af beroligende medicin til den 17. maj 2005 på psykiatrisk afdeling, . Det blev som begrundelse anført, at det var nødvendigt at bringe s tilstand til ro med henblik på bedring af hendes tilstand. Nævnet lagde herved vægt på, at hun den 17. maj 2005 var meget opkørt og højtråbende, og at hun gik tæt på sine medpatienter.

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved fandt ligeledes, at indgivelsen af beroligende medicin opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet lagde herved vægt på, at hospitalet forinden indgivelsen havde forsøgt at begrænse og korrigere s aktiviteter, samt at man havde forsøgt at tale hende til ro og tilbyde hende beroligende medicin til frivillig indtagelse.

Afgørelse af anken vedrørende indgivelse af beroligende medicin.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder afgørelsen af 16. juni fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved om indgivelse af beroligende medicin til på psykiatrisk afdeling, .

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at indgive beroligende medicin den 17. maj 2005 var opfyldt, idet det var nødvendigt at bringe til ro med henblik på bedring af hendes tilstand. Nævnet har lagt vægt på, at ifølge journalen var opkørt, højtråbende, og at hun var gået tæt på medpatienterne.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at indgivelse af beroligende medicin opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at man forinden havde tilbudt beroligende medicin til frivillig indtagelse.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved den 16. juni 2005.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse af anvendelsen af fysisk magt.

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved godkendte ved afgørelse af 16. juni 2005 anvendelsen af fysisk magt overfor den 24. maj 2005. Det blev som begrundelse anført, at s tilstand var af en sådan karakter, at det havde været nødvendigt at afværge, at hun udsatte sig selv eller andre for at lide skade på legeme eller helbred. Nævnet lagde herved vægt på, at den 24. maj 2005 var meget vred og udskældende, hvilket skræmte hendes medpatienter.

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved fandt tillige, at anvendelsen af fysisk magt opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning, idet hospitalet forinden anvendelsen af fysisk magt forgæves forsøgte at berolige hende, og at hun nægtede frivilligt at gå til sin stue, da hun blev opfordret til det.

Afgørelse af anken vedrørende anvendelsen af fysisk magt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder afgørelsen af 16. juni 2005 vedrørende anvendelsen af fysisk magt over den 24. maj 2005 på psykiatrisk afdeling, .

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at anvende fysisk magt overfor den 24. maj 2005 var opfyldte, idet hun forfulgte eller på anden måde groft forulempede sine medpatienter. Nævnet har lagt vægt på, at hun ifølge journalen var udskældende, voldsomt råbende, ville kaste sig på gulvet, og at hun opfordrede sine medpatienter til at bidrage i hendes protest.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at anvendelsen af fysisk magt opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at man forinden anvendelsen af fysisk magt forgæves havde bedt om at gå til sin stue. Videre har nævnet lagt vægt på, at anvendelsen af fysisk magt i det konkrete tilfælde må antages at være mindre indgribende end at tvangsfiksere hende.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at udstrækningen af anvendelsen af fysisk magt opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at anvendelsen af fysisk magt ophørte umiddelbart efter, at var ført til sin stue.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved .

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse vedrørende beslutningen om tvangsbehandling.

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved godkendte ved afgørelse af 16. juni 2005 beslutningen om tvangsmedicinering af den 8. juni 2005 på psykiatrisk afdeling, . Det blev som begrundelse anført, at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, idet udsigten til, at hun blev helbredt eller fik en betydelig eller afgørende bedring i tilstanden, ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet lagde vægt på, at hun var psykotisk med vrangforestillinger, og at hun var uden sygdomsindsigt. Endvidere lagde nævnet vægt på, at hun var behandlingskrævende, og at hun i hendes aktuelle tilstand ikke kunne antages at være i stand til at indgå i en mere stabil behandlingsalliance.

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved fandt endvidere, at beslutningen om tvangsbehandling opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning, idet fra den 29. marts 2005 var forsøgt motiveret for frivillig medicinsk behandling, før beslutningen om tvangsbehandling blev truffet den 8. juni 2005. Nævnet lagde herudover vægt på, at hun tidligere havde modtaget antipsykotisk medicin med godt effekt på tilstanden.

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved fandt endvidere, at den ordinerede behandling, der var truffet af overlægen, opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Afgørelse af anken vedrørende tvangsbehandling

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder afgørelsen af 16. juni 2005 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved om tvangsmedicinering af på psykiatrisk afdeling, .

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at befandt sig i en psykotisk tilstand præget af vrangforestillinger, udadreagerende adfærd, og at hun manglede sygdomsindsigt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Det er Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at motivationstiden som udgangspunkt regnes fra det tidspunkt, hvor patienten modsætter sig et konkret behandlingstilbud. Hvis patienten i starten har modtaget medicin frivilligt, men senere har modsat sig behandlingen, medregnes ”den frivillige periode” ikke i motivationstiden. I sådanne tilfælde regnes motivationstiden således fra det tidspunkt, hvor det af journalen fremgår, at patienten utvetydigt har modsat sig behandlingen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har på den baggrund lagt til grund, at fra den 23. april 2004 og indtil den 8. juni 2005 blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet.

Nævnet har lagt vægt på, at tidligere havde modtaget Zyprexa med god effekt på tilstanden, og at der primært blev besluttet tvangsbehandling med tablet og subsidiært med injektion.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Nævnet har herved lagt vægt på, at Zyprexa er et almindeligt anvendt og velafprøvede lægemidler ligesom den besluttede dosering er almindelig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved .