Klage over tvangsbehandling med et andet præparat, end der var motiveret for

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 2. september 2005 vedrørende beslutning om tvangsmedicinering af <****> den 29. august 2005 på psykiatrisk afdeling, <****>

Hændelsesforløb
er en 31-årig mand, som i perioden fra januar til juli 2004 havde været indlagt på psykiatrisk afdeling, , på grund af skizofreni. Han havde forud for indlæggelsen truet sin far med en økse. Han var i en længere periode frihedsberøvet under indlæggelsen, og han blev gennem flere måneder tvangsbehandlet med Zyprexa. Han vekslede mellem at være aggressiv udadreagerende, passiv og initiativløs, og han havde svært ved at klare sin dagligdag.

Efter udskrivelsen afslog at blive tilknyttet til en behandlingsgruppe for yngre debuterende skizofrene, men han accepterede at have kontakt til distriktspsykiatrisk center, hvor han dog kun mødte op en enkelt gang.

Aktuelt blev den 2. august 2005 frivilligt indlagt på psykiatrisk afdeling, , med politiledsagelse. Umiddelbart før indlæggelsen var han blevet motiveret til en samtale i distriktspsykiatrisk center, hvor han havde fortalt om tanker om at dræbe en navngivet sygeplejerske, som ved den tidligere indlæggelse medvirkede ved tvangsmedicineringen. Der forelå desuden oplysninger om, at hans lejlighed var rodet og ustruktureret.

var uforstående overfor indlæggelsen. Han var desuden verbalt aggressiv og udadprojicerende, devaluerende og i sit ordvalg ubehøvlet og præget af konkret tænkning. Han gav ikke udtryk for hallucinationer eller vrangforestillinger, men det blev vurderet, at han var uden indsigt i sin egen situation i så høj grad, at det måtte sidestilles med en psykoselignende tilstand. Han var også uden indsigt i sin egen kaotiske hjemlige situation.

Senere på dagen den 2. august 2005 forlangte sig udskrevet. Han blev herefter tvangstilbageholdt.

Den 3. august 2005 oplyste ved en samtale med en læge i afdelingen, at han havde sagt noget, som han ikke burde, men han holdt fast ved, at han ikke havde gjort noget. Han forklarede, at han ikke følte sig tryg ved ret mange mennesker, og at han derfor var sådan en, der levede for sig selv. Han opholdt sig fortrinsvis i egen lejlighed og handlede sjældent ind. Han savnede meget sin mor, som var død 2 år forinden, og han havde følt sig meget alene siden da. Han var præget af en del indestængt vrede og affektlabilitet, om end han bestræbte sig på at beherske sig. Det blev derfor besluttet fortsat at tvangstilbageholde ham.

Den 6. august 2005 blev det vurderet, at var tankeforstyrret, idet hans tankebaner hele tiden løb ud af tangenterne, og det skønnedes, at han havde vrangforestillinger, men at han dog ikke gav udtryk for hallucinationer. Han udtrykte, at han under sidste indlæggelse fik Zyprexa, og at han faktisk var glad for det, idet han fik energi og overskud. Han var imidlertid ikke indstillet på at tage det igen.

Den 11. august 2005 ordinerede overlægen behandling med dråber Cisordinol 10 mg, idet det blev skønnet, at der ikke tidligere var tilstrækkelig effekt af Zyprexa. accepterede medicinen de først 5 dage.

Fra den 16. august 2005 afviste at tage medicinen, idet han mente, at den var for gammeldags og for skrap, hvorfor han i stedet forslog Zyprexa.

Den 23. august 2005 blev det efter aftale med og hans far, som er læge, besluttet at omlægge behandlingen til tablet Seroquel, stigende fra 25 mg til 2 x 100 mg over 3 dage, og herved standse behandlingen med Cisordinol. Senere samme dag flygtede under udgang i haven men blev bragt tilbage den følgende morgen med politiets hjælp. Ved tilbagekomsten var han selvmordstruende, og i samtalen var han præget af ikke at svare direkte på spørgsmålene, idet han i stedet gik ind i generelle metaspekulationer. Han var desuden vag og ambivalent og med tildels uindfølelig tankegang. Han blev af overlægen orienteret om, at såfremt han ikke startede frivillig behandling med Seroquel, ville der blive opstartet tvangsbehandling med Cisordinol. Han accepterede herefter behandlingen om morgenen den 24. august 2005, men efterfølgende afviste han den.

Den 26. august 2005 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med dråber Cisordinol 10 mg, alternativt injektion med Cisordinol 10 mg, hvor dosis skulle afpasses efter effekt og bivirkninger. Når den kliniske tilstand tillod det, skulle der skiftes til behandling med tablet Seroquel 25 mg x 2, hvor dosis skulle afpasses efter effekt og bivirkninger.

Klagen
klagede den 29. august 2005 over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse
Det Psykiatriske Patientklagenævn ved godkendte ved afgørelse af 2. september 2005 beslutningen om tvangsmedicinering af på psykiatrisk afdeling, .

Nævnet lagde herved vægt på, at var sindssyg eller i en tilstand, der ganske måtte sidestilles hermed, og at undladelse af behandling ville være uforsvarlig, fordi udsigten til, at han blev helbredt eller fik en betydelig og afgørende bedring af sin tilstand, ellers ville blive væsentligt forringet. Videre lagde nævnet vægt på, at han var uden sygdomsindsigt.

Nævnet fandt endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet lagde herved vægt på, at fra den 16. august 2005 var forsøgt motiveret for frivillig medicinsk behandling med Cisordinol, før beslutningen om tvangsbehandling blev truffet den 26. august 2005.

Videre godkendte Nævnet en senere overgang til Seroquel som opfølgningsmedicin.

Herudover fandt nævnet, at den ordinerede behandling opfyldte kravet om anvendelse af et afprøvet lægemiddel i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Afgørelse af anken
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder afgørelsen af 2. september 2005 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved om tvangsmedicinering af på psykiatrisk afdeling, .

Begrundelse
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at han befandt sig i en psykotisk tilstand med paranoide forestillinger og tankeforstyrrelser, samt at han var præget af privat logik og var svært verbalt truende adfærd uden sygdomsindsigt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at gennem 11 dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling med antipsykotisk medicin, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det fremgår af psykiatrilovens § 4, at tvang ikke må benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken.

Det er Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at motivationstiden i forbindelse med tvangsbehandling regnes fra det tidspunkt, hvor patienten er blevet gjort bekendt med, at lægerne anbefaler et konkret behandlingstilbud, og at motivationen for en konkret behandling endvidere skal foretages løbende.

Ved et konkret behandlingstilbud kan patienten således forholde sig til eksempelvis, hvilket præparat og hvilken dosis, som vil finde anvendelse ved en eventuel beslutning om tvangsbehandling.

I forløbet af motivationsperioden kan der imidlertid fra især patienten fremkomme en række indvendinger i form af fx risiko for vægtstigning, parkinsonprægede bivirkninger, bivirkninger af seksuel karakter mv., som, i delvis imødekommelse af patientens ønsker, kan gøre det hensigtsmæssigt at træffe beslutning om tvangsbehandling med et andet præparat end det, patienten primært er søgt motiveret for.

Det fremgår af journalen og sygeplejekardex, at var søgt motiveret for behandling med præparatet Cisordinol gennem 7 dage, hvorefter der den 23. august 2005 efter ønske fra ham blev truffet beslutning om behandling med tablet Seroquel, som han imidlertid efterfølgende nægtede at tage. Den 26. august 2005 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med Cisordinol med overgang til Seroquel, når den kliniske tilstand tillod det.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder på denne baggrund, at tvangsbehandlingen opfylder kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har tillige lagt vægt på, at der primært blev besluttet tvangsbehandling med tablet/mikstur og subsidiært med injektion.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Nævnet har herved lagt vægt på, at Cisordinol er et almindeligt anvendt og velafprøvet lægemiddel ligesom de besluttede doseringer er almindelige.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder på denne baggrund den afgørelse, der den 2. september 2005 blev truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved