Klage over beslutning om tvangsbehandling med en anden form for præparat (depot), end det, der var motiveret for (tablet)

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn <****> den 27. juli 2005 vedrørende beslutning om tvangsmedicinering af <****> den 18. juli 2005 på <****>.

Hændelsesforløb
er 44 år gammel og har været psykisk syg gennem en årrække. Han er vokset op sammen med sine forældre og 2 søstre, og han gik i skole i 10 år. Herefter arbejde han i 11 år som skovarbejder og havde efterfølgende flere ufaglærte jobs. Ved den aktuelle indlæggelse modtog han førtidspension. Han har en datter, som han dog først fik samkvem med, da hun var 10 år gammel.

boede tidligere i et socialpsykiatrisk bofællesskab og på en institution, men i perioden op til den aktuelle indlæggelse boede han til leje i et kælderværelse i .

har syv gange tidligere været indlagt på . Første gang var i 1994 og skete i forlængelse af, at han året forinden begyndte at ændre sig psykisk. Han havde svært ved at passe sit arbejde og begyndte at få forudanelser, idet han mente at kunne forudsige forskellige hændelser som for eksempel ulykkestilfælde. Under indlæggelsen vurderede man, at han led af paranoid skizofreni, og hans tilstand bedredes under behandling med antipsykotisk medicin.

blev udskrevet i efteråret 1995 og havde efterfølgende regelmæssig kontakt til det psykiatriske behandlingssystem, dels i form af flere genindlæggelser, dels via længerevarende tilknytning til distriktspsykiatrien. Alle indlæggelser var betinget af tilbagefald i forbindelse med, at ophørte med den medikamentelle antipsykotiske behandling. Han var således generet af vrangforestillinger om at kunne forudsige ulykkelige begivenheder samt præget af hørelseshallucinationer. Under indlæggelserne genoptog han den antipsykotiske behandling, hver gang med god effekt på hans psykotiske symptomer. Han blev behandlet med både ældre og nyere antipsykotiske lægemidler, men i de senere år overvejende med Risperdal.

I slutningen af april 2004 blev tvangsindlagt på farlighedsindikationen, idet han gennem nogle måneder havde undladt at tage den ordinerede medicin. I perioden op til indlæggelsen blev han tiltagende mistænksom. Han mente, at han var offer for en konspiration, hvorfor han udskiftede cylinderlåsen til sit værelse og samlede benzin på værelset. Man frygtede derfor, at han i psykotisk tilstand kunne foretage ildspåsættelse. Under indlæggelsen blev han behandlet med tablet Risperdal, og denne behandling skulle fortsætte, da han 2 måneder senere blev udskrevet.

Den 7. juli 2004 blev imidlertid atter tvangsindlagt på farlighedsindikation, idet han, på grund af vrangforestillinger om forfølgelse fra personalet i bofællesskabet, var truende overfor personalet og havde bevæbnet sig med en kniv. Under indlæggelsen fremtrådte han paranoid og husede systematiserede vrangforestillinger om forfølgelse. Han accepterede umiddelbart at fortsætte den ordinerede antipsykotiske behandling med tablet Risperdal. Herefter indtrådte en vis bedring, således at frihedsberøvelsen kunne ophæves, ligesom han kunne overflyttes til åben afdeling.

I august 2004 blev s tilstand gradvist forværret. De psykotiske symptomer blev igen mere fremtrædende, og i afdelingen havde man mistanke om, at unddrog sig den ordinerede behandling. Han blev herefter på ny frihedsberøvet i slutningen af august 2004, da han nægtede at forblive i afdelingen, og fire dage senere blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med Risperdal givet som depotinjektion. Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte denne beslutning, og behandlingen indledtes herefter, hvorpå tilstanden blev betydeligt bedre. Imidlertid underkendte Sundhedsvæsenets Patientklagenævn beslutningen om tvangsbehandling med den begrundelse, at der var tale om for kort motivationsperiode, hvorefter frihedsberøvelsen blev bragt til ophør, behandlingen blev indstillet, og blev udskrevet midt i marts 2005.

Forud for den aktuelle indlæggelse var i klammeri med sin husvært. Han blev af politiet bragt til behandling på skadestuen, . Her fremtrådte han psykotisk og var voldsomt aggressiv mod personalet og politiet. Derudover var han truende over for sig selv.

Aktuelt blev den 6. juli 2005 tvangsindlagt på farlighedsindikation på . Ved indlæggelsen fremtrådte han urolig, latent aggressiv, usamlet og let antændelig. Han virkede garderet og havde et flakkende blik og stirrende øjne.

Ved en lægesamtale den 7. juli 2005 benægtede at være besværet af psykotiske symptomer. Han erklærede dog, at mennesker rundt omkring ham, var ude efter hans øjne, eftersom han havde et specielt syn og kunne se sager, som ingen andre kunne se. Han mente således, at nogen ville sælge hans syn og tjene kommercielt herpå, ligesom han angav, at der overalt var placeret mikrofoner for at udspionere ham. Dagen efter fremførte han, at Bush nok skulle klare eventuelle problemer, også i .

Den 9. juli 2005 blev der ordineret behandling med antipsykotisk medicin i form af tablet Risperdal 3 mg 2 gange dagligt. Dette reagerede aggressivt og udskældende på, og han krævede politiet tilkaldt. Han ønskede ikke at tage medicin, da han ikke mente, han havde behov herfor. Han blev herefter løbende motiveret for behandlingen, som han imidlertid vedvarende modsatte sig.

Den 16. juli 2005 fremtrådte fortsat psykotisk, og han oplyste, at han var agent og spion, og at han var ansat af politiet til at overvåge systemet. Han angav, at han havde medvirket til, at 100.000 var blevet anholdt i , at han var ansat hos NASA, og at afdelingen via satellitter var udpeget som mål. Han klagede over, at man på hospitalet havde stjålet det, han så, og at hospitalet havde ringet til USA og forlangt 5.000 millioner dollar, samt at der skulle være en forbindelse til den 11. september 2001.

Den 18. juli 2005, hvor fortsat modsatte sig antipsykotisk behandling, blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med injektion Risperdal depot 50 mg hver 14. dag.

Klagen
klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ved afgørelse af 27. juli 2005 beslutningen om tvangsmedicinering af . Det blev som begrundelse anført, at var sindssyg eller i en tilstand, der ganske måtte ligestilles hermed, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, idet udsigten til helbredelse eller en betydelig eller afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentlig forringet. Nævnet lagde herved vægt på, at han den 6. juli 2005 havde udøvet vold mod sin husvært, og at han efterfølgende var voldsomt aggressiv overfor personalet på skadestuen. Derudover var han under indlæggelsen fortsat klart psykotisk med flere forskellige vrangforestillinger. Han havde imidlertid ikke haft nogen erkendelse af sin sygdom, men havde afvist at modtage nogen form for medicin herimod.

Det Psykiatriske Patientklagenævn fandt derudover, at der forud for beslutningen om tvangsbehandling den 18. juli 2005 var givet en rimelig betænkningstid, jfr. lovens § 4, idet man siden indlæggelsen den 6. juli 2005 havde forsøgt at motivere ham for behandlingen.

Det Psykiatriske Patientklagenævn fandt endvidere, at der ved tvangsbehandlingen blev anvendt den medicinering, der stod i rimeligt forhold til det, der søgtes opnået derved.

Videre fandt nævnet, at der ved tvangsbehandlingen påtænktes anvendt et afprøvet lægemiddel i sædvanlig dosis med færrest mulige bivirkninger, og at andre behandlingsmuligheder måtte antages at være uanvendelige.

Afgørelse af anken
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer afgørelsen af 27. juli 2005 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved om tvangsmedicinering af på .

Begrundelse
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at befandt sig i en psykotisk tilstand, præget af systematiserede vrangforestillinger af forfølgelsesmæssig og storhedskarakter og havde bizarre vrangforestillinger. Han var derudover ganske uden sygdomsindsigt og sygdomserkendelse.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen i relation til motivationstiden opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at fra den 9. juli 2005 og 9 dage frem blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at tidligere havde modtaget Risperdal med god effekt på tilstanden.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid, at tvangsbehandlingen i øvrigt ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det af bekendtgørelse 1404 af 14. december 2004 om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger § 1 stk. 3 fremgår, at afgørelsen om behandlingsform og indhold skal træffes i overensstemmelse med reglerne i psykiatrilovens § 4 om mindste middels princip. Af denne bestemmelse fremgår det, at tvang ikke må benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt for at opnå patientens frivillige medvirken.

Det er Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at en patient skal kunne forholde sig til eksempelvis, hvilket præparat, hvilken dosis og hvilken behandlingsform, som vil finde anvendelse ved en eventuel beslutning om tvangsbehandling. Derfor er det en betingelse, at der motiveres for en konkret behandling. Denne motivation foretages løbende, og tvangsbehandling skal som udgangspunkt iværksættes med det præparat, som der er motiveret for, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde andet.

var søgt motiveret for behandling med præparatet Risperdal i tabletform gennem 10 dage, inden der blev truffet beslutning om tvangsbehandling. Beslutningen om tvangsbehandling vedrørte imidlertid Risperdal i depotform.

Det fremgår af partshøringssvar af 1. marts 2006 fra psykiatrisk afdeling, at under indlæggelsen var søgt motiveret for at modtage medicinen frivilligt, hvor man samtidig gjorde ham klart, at der såfremt han ikke ville modtage medicinen frivilligt ville blive tale om at ordinere behandlingen med tvang. Denne behandling ville i fald han ikke ville modtage medicin i tabletform blive i form af injektion Risperdal i depot.

Det er nævnets praksis, at mindste middels princippet indebærer, at tvangsbehandling med injektion som udgangspunkt må betragtes som et mere indgribende middel end peroral behandling. Det er endvidere nævnets praksis, at behandling med depotmedicin som udgangspunkt anses for den mest indgribende behandlingsform, hvorfor der skal være særlige grunde til stede for at vælge denne behandlingsform.

At en patient gennem motivationsperioden har været vedvarende afvisende overfor behandling med tablet, er efter nævnets opfattelse ikke ensbetydende med, at patienten, når en beslutning om tvangsbehandling er blevet godkendt, og der således ikke længere er mulighed for at undgå behandlingen fortsat vil være afvisende over for at modtage denne i form af tabletter.

Det er på den baggrund nævnets opfattelse, at der som udgangspunkt bør træffes beslutning om tvangsbehandling primært med tablet/mikstur og sekundært med injektion.

Det fremgår af journalen og tvangsprotokollen, at der blev truffet beslutning om tvangsbehandling med injektion Risperdal depot 50 mg hver 14. dag.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder herefter, at betingelserne for tvangsbehandling med depotmedicin ikke var opfyldte.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn .