Klage over udstrækning af tvangsfiksering samt anvendelse af hånd- og fodremme.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn den 14. oktober 2005 om tvangsfiksering af i perioden fra den 12. til den 15. juli 2005 på psykiatrisk afdeling, .Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn den 14. oktober 2005 om tvangsfiksering af i perioden fra den 25. juli til den 8. august 2005 på psykiatrisk afdeling, .Nævnet ændrer dog afgørelsen for så vidt angår udstrækningen og graden af tvangsfikseringen.

Sagsnummer:

0658403

Offentliggørelsesdato:

20. august 2006

Speciale:

Psykiatri

Faggruppe:

Læger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn <****> den 14. oktober 2005 om tvangsfiksering af <****> i perioden fra den 12. til den 15. juli 2005 på psykiatrisk afdeling, <****>.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn <****> den 14. oktober 2005 om tvangsfiksering af <****> i perioden fra den 25. juli til den 8. august 2005 på psykiatrisk afdeling, <****>.

Nævnet ændrer dog afgørelsen for så vidt angår udstrækningen og graden af tvangsfikseringen.

Hændelsesforløb
er 23 år gammel og af udenlandsk afstamning. Han har boet i Danmark siden 6 års-alderen og har gennemført 9 års skolegang samt påbegyndt en mekanikeruddannelse.

har ikke tidligere været i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem.

I februar 2005 blev varetægtsfængslet, idet han var sigtet for dobbeltdrab. Under fængslingen blev der foretaget en mentalobservation, der ikke viste tegn på sindssygdom, men derimod havde han en svær personlighedsafvigelse af dyssocial art.

I ugerne op til den aktuelle indlæggelse udviste en besynderlig adfærd, og han blev flere gange tilset af en psykiater. Den 11. juli 2005 blev han tvangsfikseret, idet han havde gjort modstand og været svært truende, da han blev korrigeret i forsøg på at bane sig vej ud af sin celle. Efter tvangsfikseringen var han svært tilnærmelig, og han spyttede tilbudt væske ud. Psykiateren fandt, at der var tale om en reaktiv tilstand hos en svært personlighedsafvigende patient, hvorfor han anbefalede overflytning til psykiatrisk afdeling med henblik på videre vurdering.

Aktuelt blev i henhold til en retskendelse indlagt den 12. juli 2005 på psykiatrisk afdeling, . var ved ankomsten fikseret på hænder og fødder. Han blev i henhold til psykiatrisk afdelings almindelige procedurer indlagt til observation under fortsat fiksering med bælte, hånd- og fodremme. Ved indlæggelsen ønskede ikke at tale med en læge. Han var rolig, nærmest vagtsom, syntes bevidst om, hvad der foregik og frembød ikke sikre psykotiske symptomer. Kort efter blev han dirigerende, krævende og svært truende.

Den 13. juli 2005 var om natten fysisk urolig. Han var konstant i bevægelse, men sagde dog ingenting. Senere ændrede han adfærd således, at han blev flink og høflig. Han blev stillet i udsigt, at en hånd- og en fodrem ville blive løsnet, når personalet følte sig sikre på, at han ikke ville slå.

Den 14. juli 2005 var på toilettet, hvilket forløb uden problemer. Den højre håndrem blev derfor løsnet, og næste morgen blev endnu en håndrem samt en fodrem løsnet. Tvangsfikseringen blev endeligt bragt til ophør den 15. juli 2005.

I den efterfølgende tid fremtrådte uden psykotiske symptomer, og han var uden tegn på affektlabilitet, ligesom han havde tilpasset sig afdelingens retningslinier.

Den 23. og 24. juli 2005 blev tiltagende opkørt, dels over et spørgsmål om penge, som han mente, han skulle have fra fængslet, dels omkring maden i afdelingen. Den 24. juli 2005 fremtrådte han således vredladen, såvel verbalt som med kropssprog, hvorfor det blev besluttet at inddrage hans fællesskabstid.

Den 25. juli 2005 havde gentagne konfrontationer med personalet vedrørende morgenmaden. Da han, efter at personalet havde forladt hans værelse, vedvarende sparkede på døren trods forsøg på korrektion og siden barrikaderede døren med sengen, måtte personalet tilkalde assistance fra andre afdelinger. Da døren til hans stue med magt blev skubbet op, stod han truende med en stol, som han svingede rundt hævet over sig. Kl. 10 blev han derfor tvangsfikseret med bælte, 2 hånd- og 2 fodremme. Kl. 11.40 fik han beroligende medicin, idet han var uafbrudt opkørt og skrigende.

I de følgende dage var periodevis vredladen. Han fremtrådte udadreagerende, udadprojicerende med klar tendens til manipulation, diskussionslysten og ansvarsfralæggende. Han var dog også periodevis venlig i kontakten, og den 26. juli 2005, var der ingen tegn på aggressiv adfærd. Den 27. juli 2005 opretholdt man af sikkerhedsmæssige årsager fikseringen, men således at man 1 gang dagligt ville forsøge at afvikle toiletbesøg. I den forbindelse skulle fortsat have hånd- og fodremme på.

I perioden fra den 28. juli til den 2. august 2005 var i perioder mere rolig og mindre konfliktsøgende. Han ændrede dog pludselig adfærd og fik en letvakt vrede, havde en lav frustrationstærskel, var manipulerende, truende og udadprojicerende. I samme periode var han flere gange på toilettet, hvilket forløb uden problemer. Personalet vurderede dog, at han på grund af utilregnelighed udgjorde en betydelig risiko for sikkerheden for såvel personale som medpatienter, og fikseringen blev derfor opretholdt.

Den 3. august 2005 var verbalt grænseoverskridende. Affektlabiliteten var dog klinget noget af, og det blev derfor besluttet at fjerne den ene hånd- og fodrem. Herefter skulle det løbende vurderes, om det var forsvarligt at løsne ham yderligere.

Den 4. august 2005 havde fortsat en let vakt vrede, og der var konstant en undertone af irritation og afvisning, når han ikke fik opfyldt sine behov. Derfor blev fikseringen med bælte samt en hånd- og en fodrem opretholdt.

Den 5. august 2005 var afvisende overfor personalet. Hans frustrationstærskel var lav, han havde en letvakt vrede og manglende impulskontrol. Af frygt for nye konfliktfyldte situationer, blev det besluttet kun langsomt at ophæve fikseringen. Man løsnede derfor kun endnu en rem. Det fremgår ikke, hvilken rem der blev løsnet.

I perioden fra den 6. til den 8. august 2005 var rolig, afdæmpet og apsykotisk. Han var sød og venlig i kontakten, men meget diskussionslysten. Han var løsnet af bæltet 2 gange i forbindelse med toiletbesøg, som forløb uden problemer. Den 8. august 2005 blev det besluttet at løsne ham af bæltet, således at han kunne gå rundt i observationsafdelingen.

Den 9. august 2005 var s affekt klinget af. Ved en lægesamtale var han dog præget af letvakt vrede, lav frustrationstærskel med stor uretfærdighedsfølelse, selvhenføringstendens, ligesom han var vanskelig at korrigere. Der var dog ingen tegn til hverken trusler eller aggressiv adfærd. Han trak blot på skuldrene og hævede stemmen en smule.

Den 10. august 2005 blev remmene taget af, mens var i bad. Han var nem at have med at gøre, og der var ingen problemer.

Den 11. august 2005 fik begge fodremme af, idet der ikke havde været problemer, efter at han var kommet på egen stue.

Den 12. august 2005 var anspændt og latent aggressiv. Han var vrissen og hovedrystende. Han spurgte, hvornår håndremmen blev løsnet, og lægen oplyste ham om, at man i løbet af weekenden ville vurdere, hvordan det gik, for så at tage stilling til håndremmen ugen efter.

Den 15. august 2005 blev håndremmen løsnet, idet der ikke havde været problemer i weekenden. Han havde flere gange været i bad og på gårdtur, hvilket ligeledes forløb uden problemer.

Der er på intet tidspunkt under indlæggelsen fundet mistanke om, at har frembudt eller huset psykotiske symptomer.

Klagen
klagede via sin advokat over tvangsfikseringerne til Det Psykiatriske Patientklagenævn . For så vidt angår den anden tvangsfiksering er der alene klaget over fikseringen i perioden fra den 25. juli til den 9. august 2005.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ved afgørelse af 14. oktober 2005 tvangsfikseringerne af henholdsvis i perioden fra den 12. til den 15. juli 2005 og i perioden fra den 25. juli til den 8. august 2005. Det blev som begrundelse anført, at ved begge fikseringer havde udvist truende adfærd samt fremsat truende udsagn. Nævnet lagde især vægt på, at journalen for begge tvangsfikseringsperioder dokumenterede en meget svingende sindstilstand og impulsive reaktioner fra hans side, hvor tilsyneladende ubetydelige hændelser udløste en konkret truende adfærd og truende udsagn med realistisk indhold.

Det Psykiatriske Patientklagenævn fandt endvidere, at den lægelige vurdering, som den fremgik af journalen, gav grundlag for at opfatte truslerne som reelle. Mindre indgribende foranstaltninger end fiksering måtte derfor i en længere periode under indlæggelsen fremstå som utilstrækkelige til at opveje den trussel, som man fandt, at udgjorde.

Nævnet fandt desuden, at der i journalen var dokumentation for, at der fra afdelingens side til stadighed var tilstræbt en vekselvirkning mellem daglige observationer og efterfølgende lempelser i graden af fiksering, med henblik på at afpasse indgrebet i forhold til mindste middel princippet.

Nævnet fandt dog, at journalen for den sidste del af den fiksering, der begyndte den 25. juli 2005, hvori det oplyses, at der den 3. og 4. august 2005 blev arbejdet på en tilbageførsel til fængslet, indikerede, at man muligvis kunne have besluttet lempelser i noget større omfang på et tidligere tidspunkt end sket. Ud fra en samlet vurdering af forløbet fandt nævnet dog ikke, at det havde været ulovligt at holde bæltefikseret frem til den 8. august.

Afgørelse af anken vedrørende tvangsfikseringen i perioden fra den 12. til den 15. juli 2005
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder afgørelsen af 14. oktober 2005 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn om tvangsfikseringen af på psykiatrisk afdeling, .

Begrundelse
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at opretholde tvangsfikseringen af den 12. juli 2005 var opfyldte, idet der var en nærliggende fare for, at selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred. Nævnet har lagt vægt på, at forud for overflytningen til psykiatrisk afdeling, , havde udvist en adfærd, der førte til konfliktfyldte situationer i forhold til fængselspersonalet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at forud for indlæggelsen på psykiatrisk afdeling var varetægtsfængslet for dobbeltdrab, og at han dér havde udvist en adfærd, der førte til konfliktsituationer.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at udstrækningen af tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at det i journalen den 13. juli 2005 er anført, at han blev dirigerende, krævende og svært truende, for senere at være flink og høflig. Om natten var han fysisk urolig og konstant i bevægelse. Ifølge journalen forklarede personalet ham, at han ville blive løsnet, når personalet følte sig sikre på, at han ikke ville slå. Videre har nævnet lagt vægt på, at tvangsfikseringen gradvist blev bragt til ophør i det omfang personalet fandt, at dette var forsvarligt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at det var nødvendigt at anlægge hånd- og fodremme, idet forud for indlæggelsen havde udvist en adfærd, der nødvendiggjorde dette, hvorfor han blev indbragt til psykiatrisk afdeling påført hånd- og fodremme. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at personer indlagt på psykiatrisk afdeling potentielt er meget farlige.

Videre finder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at udstrækningen af anvendelsen af hånd- og fodremme opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har herved lagt vægt på, at personalet gradvist løsnede remmene i det omfang, de følte det var forsvarligt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn .

Afgørelse af anken vedrørende tvangsfikseringen i perioden fra den 25. juli til den 8. august 2005
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder afgørelsen af 14. oktober 2005 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn om tvangsfikseringen af på psykiatrisk afdeling, .

Nævnet ændrer dog afgørelsen for så vidt angår udstrækningen af tvangsfikseringen.

Begrundelse
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at tvangsfiksere den 25. juli 2005 var opfyldte, idet der var en nærliggende fare for, at selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred. Nævnet har lagt vægt på, at han på tidspunktet for tvangsfikseringen var svært verbalt og fysisk truende. Han havde forinden barrikaderet sig på sin stue og tildækket dørspionen, hvorefter personalet måttet skubbe døren op med magt. mødte herefter personalet med en stol, som han havde hævet over hovedet, og som han svingede over sig. Han var endvidere svært udskældende, råbende og truende.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at patienter, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, potentielt er meget farlige, og at var sigtet for dobbeltdrab. Videre har nævnet lagt vægt på, at han ifølge journalen i dagene op til tvangsfikseringen blev tiltagende opkørt, han fremtrådte vredladen og havde konfrontationer med personalet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid, at udstrækningen af tvangsfikseringen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at det i journalen og sygeplejekardex er anført, at i perioden fra den 25. juli til den 4. august 2005 var meget svingende. Han var til tider rolig og venlig, men ændrede herefter pludselig adfærd til at være affektlabil og afvisende, og han havde i hele perioden en let vakt vrede og lav frustrationstærskel. Ifølge sygeplejekardex den 5. og 6. august 2005 var i bad 2 gange, hvilket forløb uden problemer. I perioden fra den 6. til den 8. august 2005 var ifølge journalen rolig, afdæmpet og apsykotisk. På den baggrund finder nævnet, at der i hvert fald ikke efter den 6. august 2005 var grundlag for at opretholde fikseringen.

Det fremgår af journalen den 25. juli 2005, at i forbindelse med bæltefikseringen tillige fik anlagt hånd- og fodremme.

Nævnet kan oplyse, at man ved en tvangsfiksering alene må anvende hånd- og fodremme i den udstrækning, at en fiksering med bælte ikke skønnes tilstrækkelig.

Det fremgår ikke af sagens oplysninger, at der var skærpende omstændigheder i forbindelse med bæltefikseringen af , som kunne begrunde anvendelsen af hånd- og fodremme.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder det på den baggrund ikke godtgjort, at det var nødvendigt at anlægge hånd- og fodremme ved bæltefikseringen den 25. juli 2005.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder på denne baggrund i ovennævnte omfang den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn .