Klage over, at en patient ikke fik yderligere betænkningstid

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn <****> den 29. juni 2005 vedrørende beslutning om tvangsmedicinering af <****> den 21. juni 2005 på psykiatrisk afdeling, <****>.

Hændelsesforløb
, der er 66 år gammel, blev første gang indlagt på psykiatrisk afdeling, , den 20. marts 2005. Hun blev indlagt frivilligt via den psykiatriske skadestue, efter at hun igennem specielt de seneste måneder havde ændret sig mærkbart i psykisk henseende. Om sygehistorien blev det oplyst, at en halvsøster til tidligere havde været indlagt med en psykotisk tilstand, men at der ellers ikke er kendt disposition til psykisk sygdom i familien. oplyste omkring sin sociale situation, at hun boede alene i egen lejlighed. Hun havde tidligere arbejdet som lægesekretær. Hun blev skilt for 20 år siden og mistede sin mor 6-7 år før den aktuelle indlæggelse. Hun har to børn fra sit ægteskab, begge bosiddende i udlandet, og hun har jævnligt forbindelse med børnene.

havde forud for det aktuelle sygdomsforløb i det store og hele have været rask psykisk, men hun var dog psykisk svært påvirket af moderens død og af et familieopgør, der fandt sted i efterforløbet efter dødsfaldet. Det fremgår af hospitalsjournalen, at dengang havde kontakt til en privat praktiserende psykiater og blev behandlet med antidepressiv medicin i form af Efexor og beroligende medicin i form af Tafil. Det er en behandling, som har været fortsat siden, og som også var i kraft på indlæggelsestidspunktet. har i forbindelse med sin kontakt til Det Psykiatriske Patientklagenævn oplyst, at hun efter moderens død ikke var i kontakt med en psykiater, men derimod med en krisepsykolog.

Den aktuelle psykiske problematik havde tilsyneladende udviklet sig langsomt og i alle tilfælde over en længere månedsrække. I journalen og i lægeerklæringen til Det Psykiatriske Patientklagenævn er anført, at i månederne op til indlæggelsen var blevet tiltagende overbevist om, at hun led af en alvorlig hud- og bindevævssygdom, der var under hastig forværring. Hun oplyste blandt andet, at hun havde mistet sit hovedhår og hårene ved øjenbrynene. Da man ved indlæggelsen og under indlæggelsen påpegede, at hun vitterlig havde hovedhår tilbage, men at det så ud som om, det var klippet kort, eventuelt at hende selv, benægtede hun dette og fastholdt hårtabet. På afdelingen iagttog man i færd med at klippe øjenbrynshårene, hvilket hun dog på det heftigste benægtede var tilfældet. fortalte om, at hun havde sorte tråde omkring på kroppen, især over øjnene, og at hun kunne lette på disse gener ved at vifte med en saks foran øjnene. Det ved indlæggelsen oplyst, at ind imellem havde klippet sig selv i ansigtet med en saks, ligesom hun i hjemmet er blevet set klippende med saksen ud i luften, angiveligt for at forhindre sygdomme i at angribe hende.

I forbindelse med en partshøring har ved brev af 11. februar 2006 blandt andet anført, at hun mistede mere og mere af håret, der kunne børstes af i totter, og også havde problemer med øjnene, hvor hun i marts 2005 fik stillet diagnosen epiretinal fibrose.

Under indlæggelsen bedømte man som psykotisk, præget af overvejende somatoforme vrangforestillinger. Man fortsatte behandlingen med Efexor og Tafil, og tilbød hende frivillig antipsykotisk medicinsk behandling. blev under indlæggelsen tvangstilbageholdt, og man intensiverede motiveringen for frivillig medicinsk antipsykotisk behandling. Da dette ikke lykkedes, annoncerede man, at tvangsbehandling kunne blive aktuelt, hvorefter i forbindelse med en udgang den 28. april 2005 udeblev. Hun blev efterlyst, men da hun ikke var blevet fundet efter 1 uge, blev hun udskrevet.

Under indlæggelsen fra marts til april 2005 var blevet grundigt gennemgået ved rheumatologisk tilsyn og dermatologisk tilsyn. Alle undersøgelserne var uden tegn på hud- eller bindevævslidelse, specielt var der heller ikke tegn på sclerodermi, som hun var overbevist om, at hun led af.

Aktuelt blev den 26. maj 2005 via den psykiatriske skadestue genindlagt på psykiatrisk afdeling, . Indlæggelsen var frivillig, men det var familien, blandt andet eksmanden, der havde presset på med hensyn til indlæggelse, da hun virkede psykotisk og truede med selvmord.

Ved indlæggelsen virkede hun paranoid. Hun var meget garderet og mistroisk og erklærede sig ængstelig for at deltage i den psykiatriske anamnese, da hun var bange for, at oplysningerne ”ville blive brugt imod hende”. Ved gennemgang ved afdelingens overlæge den følgende dag blev fortsat opfattet som svært psykotisk. Man besluttede sig for igen at forsøge at motivere hende til medicinsk antipsykotisk behandling. Efterhånden blev det tydeligt, at var så ambivalent overfor indlæggelsen, at man ikke længere kunne betragte den som frivillig, hvorfor hun blev tvangstilbageholdt den 7. juni 2005.

Den 8. juni 2005 accepterede frivillig behandling med Seroquel i lille dosering. Efter første Seroqueldosis fik hun trykken i hovedet og hældte kraftigt mod højre. Overlægen vurderede, at generne var funktionelle, men indstillede behandlingen med Seroquel. Behandlingen med Seroquel blev genoptaget igen fra den 9. eller 10. juni 2005 som frivillig behandling.

indtog herefter medicinen frivilligt, idet hun dog nogle dage ikke ønskede medicinen, ligesom hun nogle gange spyttede den ud igen, når personalet ikke så det. Den 20. juni 2005 oplyste overlægen overfor , at hvis der fortsat var problemer med at acceptere medicineringen, måtte man kalde det tvangsmedicinering, hvorefter hun indgav en skriftlig klage over tvangstilbageholdelse og tvangsmedicinering. Den 21. juni 2005 blev der herefter truffet beslutning tvangsbehandling med tablet Seroquel 25 mg dagligt, stigende afhængig af effekt og bivirkninger til max. 800 mg dagligt, subsidiært injektion Cisordinol 5 mg dagligt, stigende afhængig af effekt og bivirkninger op til 15 mg dagligt.

Klagen
klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse
Det Psykiatriske Patientklagenævn ved godkendte ved afgørelse af 29. juni 2005 beslutningen om tvangsmedicinering af . Det er som begrundelse anført, at nævnet ikke fandt grundlag for at tilsidesætte den lægelige vurdering af, at var psykotisk, og at det derfor ville være uforsvarligt ikke at tvangstilbageholde hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet lagde herved vægt på, at havde vrangforestillinger om sin krop, at hun var plaget og meget optaget af tilstanden, ligesom hendes adfærd i afdelingen var beskrevet som garderet. Nævnet fandt endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldt kravet om mindst indgribende foranstaltning, og at der ved tvangsmedicineringen ville blive anvendt velkendte og velafprøvede præparater.

ankede herefter afgørelsen til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

Afgørelse af anken
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer afgørelsen af 29. juni 2005 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn vedrørende beslutning om tvangsmedicinering af den 21. juni 2005 på psykiatrisk afdeling, .

Begrundelse
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at på tidspunktet for beslutningen om tvangsmedicinering var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at var svært psykotisk og forpint med paranoide vrangforestillinger overvejende af somatisk art.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Nævnet kan oplyse, at det følger af psykiatrilovens § 4, stk. 1, at tvang ikke må benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken. Når forholdene tillader det, skal patienten have en passende betænkningstid. Tvangsbehandling må således kun anvendes, når andre behandlingsmuligheder må anses for uanvendelige, medmindre der foreligger en akut situation, hvor udsættelse af behandlingen vil være til fare for patientens liv eller helbred, eller hvor patienten er forpint eller aggressiv, befinder sig i en livstruende tilstand, eller der i øvrigt foreligger en nærliggende fare for patienten.

Nævnet kan endvidere oplyse, at motivationstiden regnes fra det tidspunkt, hvor patienten modsætter sig et konkret behandlingstilbud. Hvis patienten i starten har modtaget medicin frivilligt, men senere har modsat sig behandlingen, medregnes ”den frivillige periode” ikke i motivationstiden. I sådanne tilfælde regnes motivationstiden således fra det tidspunkt, hvor patienten har modsat sig behandlingen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at i perioden fra den 8. til den 21. juni 2005 indtog den ordinerede behandling med Seroquel frivilligt, om end hun nogle dage ikke indtog medicinen eller spyttede den ud igen. Nævnet har videre lagt vægt på, at det af journalen den 20. juni 2005 fremgår, at overlægen talte med om medicineringen, og at hun skulle stige i dosis, og at de ville kalde det tvangsbehandling, hvis der var yderligere problemer med at acceptere behandlingen (complienceproblemer). Endelig har nævnet lagt vægt på, at det imidlertid ikke af sagens oplysninger, hverken i journal, sygeplejejournal eller overlægens udtalelser fremgår, at i den pågældende periode blev søgt motiveret for behandling med Seroquel i større doser.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder på denne baggrund, at burde have haft yderligere betænkningstid, før beslutningen om tvangsmedicinering blev truffet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på den baggrund afgørelsen fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved om tvangsmedicinering af .