Klage over tvangsbehandling (motivationstid)

Sundhedsvæsnets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn <****> den 21. september 2005 vedrørende beslutning om tvangsmedicinering af <****> den 7. september 2005 på psykiatrisk afdeling, <****>.

Sundhedsvæsnets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn <****> den 21. september 2005 vedrørende indgivelse af beroligende medicin til <****> den 5. september 2005 på psykiatrisk afdeling, <****>.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn <****> den 21. september 2005 vedrørende indgivelse af beroligende medicin til <****> den 26. august 2005 på psykiatrisk afdeling, <****>.

Hændelsesforløb
, der er 60 år gammel, er gift, og han blev førtidspensioneret i april 2005. I 2004 fik han en blodprop i rygmarven, som opstod i forbindelse med et kraftigt løft. Han lider endvidere af sukkersyge (Diabetes type II).

Den 15. og 16. august 2005 var tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling, , idet han havde løbet rundt mellem biler og rykket dørene op i tilfældigt forbipasserende biler, samt havde optrådt afklædt, da han ikke ville genkendes. Han blev udskrevet med henblik på udredning på neurologisk og reumatologisk afdeling.

Aktuelt blev den 25. august 2005 tvangsindlagt på behandlingsindikation på psykiatrisk afdeling,, efter at han i 10 dage havde været manisk med paranoide vrangforestillinger. Ved indlæggelsen var han svært urolig og umulig at overtale til at blive på stuen. Han kunne endvidere ikke tales til rette. Han var desuden tydelig manisk, hurtigkørende, og han talte meget og ind imellem usammenhængende, idet han havde svært ved at holde tråden. Lægerne vurderede, at der var risiko for udvikling af en livstruende tilstand (delir). Han blev bæltefikseret, og bæltet blev løsnet den efterfølgende aften.

Ved indlæggelsen den 25. august 2005 fik ordineret behandling med antipsykotisk medicin i form af tablet Cisordinol 10 mg 2 gange om dagen samt injektion Cisordinol 10 mg om dagen og Akineton 2 mg (maksimalt 3 gange om dagen) ved uro. Han blev løbende under indlæggelsen søgt motiveret for den ordinerede antipsykotiske behandling med Cisordinol, som han vedvarende modsatte sig.

Ved lægesamtale den 26. august 2005 fandtes s tilstand forenelig med mani, idet han fremtrådte opstemt og havde betydeligt talepres og tankeflygtighed med omstændelige og nedladende (degredierende) udredninger. Han var endvidere truende i sin adfærd og husede vrangforestillinger, som omfattede ægtefælle og dennes venner og bekendte. Ved samtalen fremlagde han et 16 sider langt klageskrift.

Den 26. august 2005 forsøgte at flygte i forbindelse med, at en medpatient blev lukket ud fra afdelingen. Da et personalemedlem forsøgte at forhindre ham heri, greb han fat i vedkommende og skubbede hende voldsomt til side. Han blev herefter fastholdt og ført til sin stue og vagthavende læge blev tilkaldt. Da denne ankom, var han fortsat irriteret (agiteret) og urolig, hvorfor han blev tilbudt beroligende medicin, hvilket han afslog. Der blev herefter givet akut beroligende medicin med tvang i form af injektion med Cisordinol 10 mg samt injektion med Akineton 5 mg.

Ved lægesamtale den 29. August 2005 blev det vurderet, at var psykotisk. Han var pirrelig (eretisk), paranoidt fortolkende samt distancerende i kontakten, og hans realitetstestning var tydelig læderet. Senere samme dag flygtede han fra afdelingen.

Den 4. september 2005 blev bragt tilbage til afdelingen af politiet, som fandt ham i færd med at indtage en større mængde piller. Under sit ophold udenfor afdelingen havde han kronraget sig og havde fået nyt tøj. Han havde samme dag ringet til sit barnebarn og sagt, at han ville begå selvmord. Han havde endvidere tildelt sin bror et knytnæveslag i ansigtet. Det blev vurderet, at han måske var psykotisk.

Den 5. september 2005 fremtrådte i forbindelse med samtale med overlægen affektspændt, latent vred, sygdomsbenægtende og truende i sin adfærd. Han blev tilbudt beroligende medicin i form af tablet Cisordinol 10 mg, hvilket han modsatte sig. Efter overlægens beslutning om at give beroligende medicin som injektion, accepterede han at tage medicinen selv. Han indtog tillige Rivotril 2 mg frivilligt, hvorefter han lagde sig til at sove.

De efterfølgende døgn fremtrådte fortsat med en vis distraherbarhed, underliggende vrede og betydelig øget selvfølelse samt tankeflugt og aparte påklædning.

Den 6. september 2005 fik af overlægen tillige ordineret behandling med Risperdal 1 mg med henblik på senere optimering.

Den 7. september 2005 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med Cisordinol 20 mg dagligt justeret via klinisk vurdering og/eller laboratorieprøver alternativt behandling med Risperdal (peroralt) 2-4 mg dagligt ligeledes justeret ved klinisk vurdering og/eller laboratorievurdering.

Klagen
påklagede indgivelsen af beroligende medicin og beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn . Klagen vedrørende beslutningen om tvangsmedicinering blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ved afgørelse af 21. september 2005 beslutningen om tvangsmedicinering af . Det blev som begrundelse anført, at han var sindssyg eller befandt sig i en tilstand, der ganske måtte sidestilles hermed. Det blev således vurderet, at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, idet udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet.

Nævnet lagde herved vægt på, at var psykotisk, idet han befandt sig i en manisk tilstand med vrangforestillinger.

Nævnet fandt tillige, at kravet om mindst indgribende foranstaltning var opfyldt, idet aktivt var forsøgt motiveret for frivillig behandling, da beslutningen om tvangsbehandling blev truffet. Nævnet lagde endvidere vægt på, at han tidligere havde modtaget behandling med antipsykotisk medicin i form af Cisordinol med god effekt på tilstanden.

Endelig fandt nævnet, at den ordinerede behandling opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering med færrest mulige bivirkninger, idet Cisordinol og Risperdal er almindelige anvendte og velafprøvede antipsykotiske lægemidler, ligesom den besluttede dosering var sædvanlig.

Nævnet godkendte tillige indgivelsen af beroligende medicin med tvang den 26. august 2005. Nævnet lagde herved vægt på, at , efter at han havde forsøgt at bryde ud fra afsnittet, befandt sig i en irriteret og psykotisk tilstand med vrangforestillinger, samt at han havde skubbet til et personalemedlem.

Nævnet fandt derimod, at indgivelsen af beroligende medicin ved tvang den 5. september 2005 var uberettiget, idet nævnet fandt, at det ikke var tilstrækkeligt sandsynliggjort, at var urolig i en sådan grad, at det var af afgørende betydning, at han med magt skulle have et beroligende middel. Nævnet fandt endvidere ikke grundlag for at antage, at han havde været egentlig truende overfor personalet, idet nævnet lagde vægt på, at overlægen ikke kunne redegøre nærmere for episoden, ligesom der ikke fremgik nærmere herom i journalen.

Afgørelse af anken
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer afgørelsen af 21. september 2005 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn for så vidt angår indgivelse af beroligende medicin til den 5. september 2005 på psykiatrisk afdeling,.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer afgørelsen af 21. september 2005 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn for så vidt angår beslutningen om tvangsmedicinering af den 7. september 2005 på psykiatrisk afdeling, .

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder afgørelsen af 21. september 2005 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn for så vidt angår indgivelse af beroligende medicin til den 26. august 2005 på psykiatrisk afdeling, .

Begrundelse for så vidt angår indgivelse af beroligende medicin ved tvang den 26. august 2005
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at indgive beroligende medicin den 26. august 2005 var opfyldt, idet det var af afgørende betydning for bedring af s meget urolige tilstand. Nævnet har lagt vægt på, at han var urolig og forinden havde forsøgt at flygte fra afdelingen i forbindelse med, at en medpatient blev lukket ud.

Endvidere finder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at indgivelsen af beroligende medicin opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at forud for indgivelsen af beroligende medicin ved tvang var tilbudt beroligende medicin til frivillig indtagelse, hvilket han modsatte sig, samt at den anvendte medicin (Cisordinol) i den anvendte dosering (10 mg) var et velegnet beroligende middel i den pågældende situation.

På denne baggrund tiltræder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved vedrørende indgivelse af beroligende medicin til den 26. august 2005.

Begrundelse for så vidt angår indgivelse af beroligende medicin ved tvang den 5. september 2005
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at indgive beroligende medicin den 5. september 2005 var opfyldt, idet det var af afgørende betydning for bedring af s meget urolige tilstand. Nævnet har lagt vægt på, at han var affektspændt, latent vred og virkede truende, samt at han ifølge sygeplejejournalen virkede latent og motorisk urolig i sin adfærd i en sådan grad, at afsnittet tilkaldte ekstra personale fra et nærliggende afsnit (nabohjælp).

Endvidere finder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at indgivelsen af beroligende medicin opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at forud for indgivelsen af beroligende medicin ved tvang gentagne gange var tilbudt beroligende medicin til frivillig indtagelse, hvilket han modsatte sig, samt at den anvendte medicin i den anvendte dosering (tablet Cisordinol 10 mg samt tablet Rivotril 2 mg) var velegnede midler til at dæmpe den pågældende urotilstand.

På denne baggrund ændrer Sundhedsvæsenets Patientklagenævn den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved vedrørende indgivelse af beroligende medicin til den 5. september 2005.

Begrundelse for så vidt angår beslutning om tvangsbehandling den 7. september 2005
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at den 7. september 2005 var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet.

Nævnet har herved lagt vægt på, at befandt sig i en psykotisk tilstand præget af symptomer forenelig med en manisk tilstand, idet han var hurtigkørende, havde tankeflugt og øget selvfølelse, samt at han var distraherbar og fremtrådte underliggende vred. Videre har nævnet lagt vægt på, at hans tilstand på tidspunktet for beslutningen om tvangsbehandling havde stået på gennem flere uger, hvor han endvidere havde forsøgt at foretage økonomiske transaktioner for et større pengebeløb. Han havde desuden haft nedsat søvn, et betydeligt talepres samt en underliggende vrede.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning for så vidt angår det præparat, der blev besluttet at indlede behandling med, idet tvangsbehandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Nævnet har herved lagt vægt på, at Cisordinol og Risperdal er almindeligt anvendte og velafprøvede lægemidler ligesom de besluttede doseringer er almindelige.

Nævnet skal bemærke, at det ikke er anført i tvangsprotokollen, om der blev besluttet behandling med tablet eller injektion Cisordinol.

Det fremgår imidlertid af journalen den 7. september 2005, at frivilligt tog tablet Cisordinol 10 mg.

Nævnet har herefter lagt til grund, at der blev besluttet tvangsbehandling med tablet Cisordinol,

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning for så vidt angår motivationstiden.

Nævnet kan oplyse, at det fremgår af Psykiatrilovens § 4, at tvang ikke må benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken.

Det er nævnets opfattelse, at motivationstiden i forbindelse med tvangsbehandling regnes fra det tidspunkt, hvor patienten er blevet gjort bekendt med, at lægerne anbefaler et konkret behandlingstilbud, og at motivationen for behandling endvidere skal foretages løbende.

Nævnet har lagt vægt på, at i perioden fra indlæggelsen den 25. august 2005 til beslutningen om tvangsbehandling blev truffet den 7. september 2005 var væk fra afdelingen i en sammenhængende periode på 6 dage, således at han efter tilbagekomsten til afdelingen igennem 4 dage blev søgt motiveret for antipsykotisk behandling med tablet Cisordinol.

Nævnet kan oplyse, at det er nævnets praksis, at en patient som udgangspunkt bør motiveres 1-2 uger før en tvangsbehandling kan iværksættes. Nævnet har dog i nogle tilfælde godkendt en motivationstid på under én uge i tilfælde, hvor patienten enten har været væsentligt aggressiv, og der har været nærliggende fare for, at patienten ville skade sig selv eller i tilfælde, hvor patienten har været væsentligt forpint af sin tilstand.

Det er nævnets vurdering, at efter at være blevet bragt tilbage til afdelingen ikke fremtrådte væsentlig aggressiv eller væsentlig forpint, selvom han i dagene frem til beslutningen om tvangsbehandling indtog sparsomt med såvel føde som væske.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at overlægen på det tidspunkt hvor beslutningen om tvangsbehandling blev truffet vurderede, at der ikke umiddelbart var fare for, at ville lide skade på legeme eller helbred, idet beslutningen om tvangsbehandling blev tillagt opsættende virkning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder herefter, at en motivationstid på 4 dage i s tilfælde ikke var tilstrækkelig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn vedrørende beslutning om tvangsbehandling af den 7. september 2005.