Klage over fastholdelse og efterfølgende tvangsfiksering

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn <****> den 7. december 2005 om fastholdelse af <****> den 25. november 2005 på psykiatrisk afdeling i <****>.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn <****> den 7. december 2005 om iværksættelse af tvangsfiksering af <****> den 25. november kl. 17.45 på psykiatrisk afdeling i <****>. Nævnet tiltræder dog afgørelsen for så vidt angår den fortsatte tvangsfiksering samt for så vidt angår den fortsatte anvendelse af fodremme.

Hændelsesforløb

, der er 77 år gammel, bor i egen bolig, havde på daværende tidspunkt bostøtte en gang om måneden og kørsel behov samt hjemmehjælp til medicinadministration 4 gange dagligt. Endvidere har han tæt kontakt til en nevø.

har fire gange tidligere været indlagt på psykiatrisk afdeling, første gang i 1968 og senest i 2001. Han lider af skizo-affektiv psykose, og har siden indlæggelsen i 2001 været fulgt i distriktspsykiatrien, hvor han senest har været i psykofarmakologisk behandling med tablet Efexor og tablet Mianserin (medicin mod depression), tablet Seroquel (antipsykotisk virkende medicin) samt beroligende medicin og sovemedicin i form af henholdsvis tablet Oxazepam og tablet Stilnoct. I månederne op til den aktuelle indlæggelse havde man i distriktspsykiatrien bemærket, at var blevet tiltagende inaktiv og indesluttet.

er endvidere i medicinsk behandling med en lang række medikamenter for diabetes samt hjertelidelse, og der var planlagt indlæggelse med henblik på en ballonudvidende operation i januar 2006.

Aktuelt blev den 25. november 2005 tvangsindlagt på farlighedsindikation på psykiatrisk afdeling i , idet han den seneste 1½ måned op til indlæggelsen var blevet tiltagende indesluttet, ville ikke tale med nogen, tog ikke telefonen og var nu begyndt at låse døren. Inden indlæggelsen havde han barrikaderet sig ved hjælp af trækiler og kosteskaft i døren, og han nægtede at tage medicin. Han ønskede ikke hjælp, nægtede at tage sin medicin og ville ikke indlægges. Han ændrede ikke opfattelse, da lægen fortalte, at han måtte tvangsindlægge ham. Han blev opfattet som paranoid og til umiddelbar fare for sig selv, idet han var i livsfare ved ikke at indtage sin medicin.

Efter ankomsten til psykiatrisk afdeling i forsøgte den vagthavende læge at undersøge ham på stuen, hvor han blev meget vred, gik hen mod døren og ville udskrives. forsøgte efterfølgende, da en læge åbnede døren til afsnittet, at komme ud, hvorefter personalet fastholdt ham. Det fremgår herefter af lægejournalen, at modsatte sig at gå tilbage til eller lade sig føre tilbage til sin stue. Han kæmpede voldsomt for at komme fri, sparkede ud efter personalet, slog og sparkede ud efter ting og var ifølge lægejournalen dels på grund heraf, dels på grund af faren for at falde, i fare for at komme til skade.

herefter blev tvangsfikseret i en seng på gangen og derefter kørt på stuen, og da han slog meget ud og var meget voldsom, blev der endvidere anlagt to fodremme. Der blev efterfølgende givet beroligende medicin i form af injektion Seldox 40 mg og injektion Stesolid 10 mg, hvorefter faldt til ro og sov.

Tvangsfikseringen med bælte og to fodremme blev således indledt den 25. november 2006 kl. 17.45 og blev bragt til ophør næste dag kl. 12.00.

Klagen

klagede over tvangsfikseringen til Det Psykiatriske Patientklagenævn .

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn underkendte ved afgørelse af 7. december 2005 tvangsfikseringen af , idet nævnet ikke fandt, at det var nødvendigt at tvangsfiksere for at afværge, at han udsatte sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred.

Nævnet lagde herved vægt på, at oplysningerne i journalen om begivenhedsforløbet omkring tvangsfikseringen var uklare og kunne forstås således, at først slog og sparkede ud efter personalet, da der blev taget fat i ham, ligesom nævnet lagde vægt på, at overlægen under mødet ikke kunne supplere journalens oplysninger. Nævnet fandt det således ikke sandsynliggjort, at forud for tvangsfikseringen udsatte sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at det ikke var tilstrækkeligt, at forud for tvangsfikseringen sparkede hårdt på døren.

Nævnet lagde endvidere til grund, at der i tidsrummet mellem tvangsindlæggelsen kl. 17.00 og tvangsfikseringen kl. 17.45 havde været en fastholdelse af , og at denne fastholdelse ikke var blevet tilført tvangsprotokollen.

Som anført fandt nævnet det ikke sandsynliggjort, at betingelserne for tvangsfiksering var opfyldt, og på samme grundlag fandt nævnet, at det ikke var sandsynliggjort, at betingelserne for at fastholde var opfyldt. Endelig bemærkede nævnet, at fastholdelsen burde have været tilført tvangsprotokollen.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer afgørelsen af 7. december 2005 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn om fastholdelse af fra den 25. november 2005 på psykiatrisk afdeling i .

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer afgørelsen af 7. december 2005 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn om iværksættelse tvangsfiksering af den 25. november 2005 på psykiatrisk afdeling i . Nævnet tiltræder dog afgørelsen for så vidt angår den fortsatte tvangsfiksering samt for så vidt angår den fortsatte anvendelse af fodremme.

Begrundelse vedrørende fysisk magtanvendelse

Det er nævnets opfattelse, at en fysisk fastholdelse, der finder sted i forbindelse med gennemførelsen af en tvangsfiksering, er omfattet af selve tvangsfikseringen, således at der i et sådant tilfælde alene er tale om et enkelt tvangsindgreb. Hjemlen til at iværksætte tvangsfiksering udgør i et sådant tilfælde ligeledes hjemlen til at fastholde patienten med henblik på at lægge vedkommende i bæltet.

Er der derimod tale om, at der bliver besluttet at anvende fastholdelse i forbindelse med at ville flytte patienten til et andet opholdssted, og situationen i den forbindelse udvikler sig, således at det efterfølgende bliver nødvendigt at tvangsfiksere patienten, er der efter nævnets opfattelse tale om to selvstændige tvangsindgreb.

Det fremgår af lægejournalen den 25. november 2005, at var så vred, at han sparkede hårdt til døren, og at der måtte kaldes hjælp fra andre afdelinger for at få ham ind på stuen, idet han ellers ville stå foran yderdøren.

Det fremgår af overlægens supplerende udtalelse af 8. december 2005, at man forsøgte at få til at forlade stedet i forbindelse med, at han havde stillet sig ved døren til afsnittet, hvor han blev vred. Det fremgår videre af udtalelsen, at der blev kaldt hjælp fra andre afdelinger for at prøve at føre ham ind på stuen, og at det var i den forbindelse, at han blev tiltagende vred og slog ud efter personalet, hvilket endte med, at han blev tvangsfikseret.

Det fremgår af sygeplejejournalen den 25. november 2005, at gik ned mod døren, og at han forsøgte at komme ud, da en læge gik igennem døren. Det fremgår videre, at der blev kaldt hjælp fra andre afdelinger, hvorefter blev fikseret.

Af den supplerende udtalelse af 8. december 2005 fra overlægen fremgår det, at da døren blev åbnet udefra, forsøgte at løbe ud og måtte fastholdes, hvor han sparkede og vred sig løs.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn lægger herefter til grund, at blev fastholdt for at undgå, at han forlod afdelingen.

Nævnet har således ikke grundlag for at tage stilling til, om betingelserne for at fastholde var opfyldt, inden han forsøgte at forlade afdelingen i forbindelse med, at en læge gik gennem døren.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn er på denne baggrund enigt med det lokale Patientklagenævn i, at det må lægges til grund, at der i det konkrete tilfælde først var tale om fastholdelse af med henblik på sikre hans tilstedeværelse på afdelingen og eventuelt ligeledes med henblik på at føre ham til sin stue, og efterfølgende en ny beslutning om tvangsfiksering af , da det viste sig, at den fysiske fastholdelse ikke var tilstrækkelig. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn er derfor ligeledes enigt med det lokale nævn i, at der burde have været udarbejdet en selvstændig tvangsprotokol for så vidt angår fastholdelsen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det fremgår af psykiatrilovens § 17, stk. 1, 2. punktum, at der overfor personer, der er frihedsberøvet efter reglerne i lovens kapitel 3 kan anvendes den magt, der er nødvendig for at sikre deres fortsatte tilstedeværelse i afdelingen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder herefter, at betingelserne for at fastholde den 25. november 2005 var opfyldt for at sikre hans fortsatte tilstedeværelse i afdelingen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsindgrebet opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at personalet forinden havde forsøgt at berolige ved at tale ham til ro samt forsøgt at skærme ham på stuen. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at fastholdelsen efter det oplyste varede ca. 10 minutter.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere ikke grundlag for at fastslå, at der ved tvangsindgrebet blev anvendt unødig magt.

På denne baggrund ændrer Sundhedsvæsenets Patientklagenævn den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn den 7. december 2005 om fastholdelse af den 25. november 2005.

Begrundelse vedrørende tvangsfiksering fra den 25. november kl. 17.45 til den 26. november 2005 kl. 12.00

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at tvangsfiksere den 25. november 2005 var opfyldte, idet der var en nærliggende fare for, at han selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred. Nævnet har lagt vægt på, at han ifølge både læge- og sygeplejerskejournal kæmpede voldsomt for at komme fri i forbindelse med at han blev fastholdt, og at han i den forbindelse sparkede ud efter personalet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at man forinden fiksering med bælte forgæves havde forsøgt at skærme ham på sin stue, og ved fysisk magt havde forsøgt at fastholde ham. Nævnet finder således, at mindre indgribende foranstaltninger havde været forsøgt, men havde vist sig utilstrækkelige. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at efter iværksættelsen af tvangsfikseringen fik beroligende injektioner, der kunne medvirke til at afkorte tvangsfikseringens længde.

Vedrørende anlæggelse af 2 fodremme finder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn det sandsynliggjort, at det på tidspunktet for anlæggelse af fodremme var nødvendigt for at undgå, at han udsatte andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred. Nævnet har herved lagt vægt på, at det af journalen fremgår, at der blev anlagt 2 fodremme, idet kæmpede meget og voldsomt for at komme fri, og at han således sparkede ud efter personalet. Nævnet må herefter lægge til grund, at anlæggelse af mavebælte alene ikke kunne afværge risikoen for, at personalet kunne komme til skade.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid ikke, at udstrækningen af tvangsfikseringen, herunder den fortsatte anvendelse af fodremme, opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har herved lagt vægt på, at der ikke i lægejournalen er yderligere oplysninger om s tilstand, før det den 26. november 2005 fremgår, at han blev løsnet, da han var rolig. Nævnet har videre lagt vægt på, at det af sygeplejejournalen den 25. november 2005 fremgår, at faldt i søvn efter indgivelse af beroligende medicin, men at han efterfølgende må have været vågen, da det bagefter er anført, at han ikke ønskede at svare på, om han ønskede mad eller noget andet. Af sygeplejejournalen den 26. november 2005 fremgår det, at havde sovet ved tilsyn. Herefter er der ikke oplysninger om s tilstand, før han blev løsnet kl. 12.

På denne baggrund finder nævnet det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at ikke kunne have været løsnet af bæltet og fodremmene på et tidligere tidspunkt, end den 26. november 2005 kl. 12.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn om iværksættelse af tvangsfiksering af den 25. november kl. 17.45. Nævnet tiltræder dog afgørelsen for så vidt angår den fortsatte tvangsfiksering samt for så vidt angår den fortsatte anvendelse af fodremme.