Klage over tvangsbehandling med elektrostimulation (ECT)

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn <****> den 28. januar 2005 vedrørende beslutning om tvangsbehandling af <****> med ECT den 17. januar 2005 på psykiatrisk afdeling, Sygehus A.

Hændelsesforløb

, der er 45 år gammel, har været indlagt mange gange på psykiatrisk afdeling under diagnosen paranoid skizofreni, og har ofte været indlagt længe ad gangen siden sygdomsbebut i 1986. Senest havde været indlagt fra januar 1999 til den 3. januar 2003, først på Sygehus B i knap 2 år, så tvangsoverflyttet til Sygehus C, hvor hun var de næste godt og vel 2 år, og heraf kun de seneste par måneder frivilligt.

Aktuelt blev den 28. februar 2003 tvangsindlagt på behandlingsindikation på Psykiatrisk Afdeling, Sygehus A.

Ved indlæggelsen var meget vanskelig at få en sammenhængende sygehistorie fra og en fremstilling af de symptomer, hun lider af. Hun blev dog opfattet som paranoid og forpint og blev set opføre rituelle handlinger, samt råbe og tale med sig selv og gående til angreb på inventaret. Efterhånden som tiden gik, blev der afsløret mere og mere af hendes pinefulde forestillinger. Hun oplyste, at hun mente, der var gift i maden, og troede, der var installeret mikrofoner i hendes stue til aflytning og kommunikation. Hun mente, at hun hele sit liv havde været forfulgt af ”Danmark” samt at sæben var lavet af personalets navne, så hun naturligvis ikke kunne vaske sig med det. Hun mente, at medpatienterne var agenter og at der var mikrofoner overalt. Hun havde vrangforestillinger om, at hendes tænder rådner, samt at der kom mærkelig stråling ud af lamperne, så ansigter blev forvrængede og så uhyggelige ud, samt at numre og navne blev kastet på hendes hals og bryst. Hun følte, at der blev sendt elektrisk strøm fra radiatoren og gennem hende. Hun var bange for, at familien blev smittet af hendes diagnose. Hun hørte ubehagelige stemmer, som hun måtte overdøve ved at råbe, og hun så syner i form af ”lysbilleder på væggen”, som skræmte hende og pinte hende. Hun var også personforvekslende.

For at afværge de angstprovokerende symptomer råbte , viftede navnene væk fra halsen, kastede ting mod væggen og gik til angreb mod personalet.

Det refereres i journalen, at aldrig har haft egentlig sygdomsindsigt og derfor ikke kunnet indgå i en behandlingsalliance. Hun har dog i perioder kunnet tage medicinen frivillig. Der synes dog ikke at være noteret nogen klar god effekt af de præparater, hun har prøvet gennem årene, således at hun har følt sig godt hjulpet, men nok nogen bedring af tilstanden set fra behandlerside og formentlig pårørendeside. selv gav udtryk for, at det plejede at blive værre om vinteren.

Under dette forløb blev overtalt til antipsykotisk behandling og accepterede fra starten en lille dosis antipsykotisk medicin (Trilafon 4 mg. 2 gange daglig) men nægtede at øge dosis på trods af svære psykotiske symptomer.

Den 12. marts 2003 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med Trilafon indenfor vanlig terapeutisk doseringsområde, hvilket klagede over. Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsbehandling, der herefter blev iværksat. Der er imidlertid så store vanskeligheder med at gennemføre behandlingen, at der den 9. april 2003 blev truffet beslutning om tvangsbehandling af med Trilafon Depot, hvilket hun ligeledes klagede over. Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte den 16. april 2003 denne beslutning.

Tvangsbehandlingen med Trilafon Depot blev herefter indledt med 108 mg Trilafon depot hver 2. uge, men steg i løbet af 5 uger til 108 mg hver uge. Der var dog fortsat daglige udbrud af råben, skælden ud, kasten med inventar eller lignende, således at der ikke er tvivl om, at fortsat var svært forpint. Derfor blev der den 27. juni 2003 truffet beslutning om tvangsbehandling med Risperdal Depot som supplement til behandlingen med Trilafon Depot, hvilket klagede over.

Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendelse beslutningen om tvangsbehandling med Risperdal Depot, hvilket blev påbegyndt den 3. juli 2003. I løbet af den næste måned indtrådte der en klar bedring af s tilstand, men hun var dog fortsat forpint og med psykotisk adfærd i form af udbrud som tidligere, men sjældnere og mindre voldsomt, og behandlingsalliancen var fortsat ikke så stærk, at hun ville tage medicinen frivilligt.

Medio november blev det besluttet at ophøre med Risperdal, fordi havde fået bivirkninger i form af øget ”prolactin” i blodet (mælkeproducerende hormon) som betød, at s menstruationer ophørte. Herefter blev behandlingen med Trilafon Depot øget til 216 mg hver uge.

I februar 2004 blev der truffet beslutning om at øge tvangsmedicineringen af Trilafon depot til 270 - 324 mg ugentlig, hvilket klagede over. Både Det Psykiatriske Patientklagenævn og Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tilsidesatte denne beslutning, idet der efter begge nævns vurdering ville være tale om ekstraordinært store doser.

blev herefter forsøgt overtalt til behandling med elektrostimulation (ECT), hvilket hun imidlertid afslog. Den 13. april 2004 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med Trilafon Depot og Zyprexa, hvilket imidlertid ikke nåede at blive etableret, da accepterede frivillig behandling med ECT. Efter en enkelt behandling afviste hun dog yderligere behandling med ECT.

Den 29. april 2004 blev beslutningen om tvangsbehandling med Zyprexa sammen med Trilafon Depot godkendt af Det Psykiatriske Patientklagenævn, hvilket herefter blev indledt. Der blev givet Trilafon Depot 216 mg ugentlig og Zyprexa 30 mg daglig. Efter 1 måned syntes der stadig ikkeat være nogen effekt og der blev truffet beslutning om tvangsbehandling med ECT, som man løbende havde forsøgt at motivere hende for.

s kraftige modstand mod ECT betød imidlertid, at man trak beslutningen tilbage og i stedet besluttede at give Leponex (antipsykotika), som tog frivilligt. Behandlingen med Trilafon Depot blev samtidig reduceret på grund af såkaldte ekstrapyramidale bivirkninger (rysten og parkinsonisme og ufrivillige bevægelser af for eksempel tungen). Imidlertid ønskede ikke at tage så store doser Leponex, som det blev skønnet, var nødvendige, hvorfor der den 14. juli 2004 blev truffet beslutning om tvangsbehandling med Leponex i tillæg til den eksisterende tvangsbehandling med Trilafon Depot, hvilket hun klagede over.

Dette blev godkendt af Det Psykiatriske Patientklagenævn den 26. juli 2004. Der var bivirkninger i form af svær prolaktinstigning, som blev konfereret med gynækologerne, der sagde, at det ikke var farligt. ønskede ikke at medvirke ved udredning af dette. Der syntes at være en usikker effekt af Leponex, men snød med tabletterne hvorfor Leponex blev givet som injektion. Dette var dog særdeles ubehageligt for og effekten syntes efterhånden ikke at stå mål med ubehaget ved medicineringen, idet injektionerne af Leponex var store mængder, der var smertefulde rent fysisk, hvorfor det efter ca. ½ år blev besluttet at udtrappe af Leponex.

Ved behandlingskonference den 6. januar 2005 blev det ifølge journalen vurderet, at ved indlæggelsen 2 år tidligere var betydelig dårligere end hun nu var, selvom hun fortsat virkede forpint, var psykotisk og svingede meget i sin tilstand. De allersidste dage havde hun ikke råbt meget, men havde fortsat rituelle handlinger, både i forbindelse med at tage mælk fra køleskabet og ved tøjvask. Det blev vurderet, at hun ikke ville kunne magte at bo i eget hjem. Det blev vurderet, at hun havde haft relativ god effekt af den enkelte behandling, hun havde fået med ECT, hvorfor det blev besluttet at søge at motivere hende herfor igen. Hun ønskede imidlertid ikke behandling med ECT.

Den 17. januar 2005 blev der herefter truffet beslutning om tvangsbehandling med ECT.

Klagen

klagede over beslutningen om tvangsbehandling med ECT til Det Psykiatriske Patientklagenævn . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn underkendte ved afgørelse af 28. januar 2005 beslutningen om tvangsbehandling med ECT af . Det blev som begrundelse anført, at nævnet fandt, at betingelserne for at iværksætte tvangsbehandling var opfyldt, idet nævnet fandt, at var sindssyg eller i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed og at undladelse af behandling vil være uforsvarlig, fordi udsigten til, at hun blev helbredt eller fik en betydelig og afgørende bedring af sin tilstand ellers ville blive væsentligt forringet.

Nævnet fandt dog ikke, at de skærpede betingelser for at tvangsbehandle med ECT var opfyldt. Nævnet lagde herved vægt på, at – uanset hendes meget svære psykotiske tilstand og de meget høje medicindoseringer med deraf følgende høje risiko og mange bivirkninger – ikke befandt sig i en livstruende tilstand. Nævnet lagde endvidere vægt på, at havde oplyst, at hun sov tungt om natten og at der ikke i øvrigt i sagen var oplysninger, der indikerede, at hun skulle være i en potentielt livstruende tilstand. Samlet fandt nævnet det således ikke godtgjort, at der som forudsat i lovgivningen og i Sundhedsvæsenets Patientklagenævns praksis forelå en aktuel eller potentiel tilstand, der kunne begrunde en tvangsbehandling med ECT.

Overlægen ankede herefter afgørelsen til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Det er i anken blandt andet anført, at afdelingen efter at beslutningen om ECT-behandling var blevet underkendt ikke umiddelbart havde noget behandlingstilbud til , og at hun derfor efter kort tid formentlig ville blive udskrevet på trods af, at hun ikke ville kunne klare sig i eget hjem, selvom hun fik maksimal støtte. Overlægen forventede derfor, at hun efter kort tid igen ville blive tvangsindlagt, hvorefter personalet ville stå i en situation, hvor de med de midler, der var til rådighed kun kunne bedre s tilstand i ganske utilfredsstillende grad, hvis de ikke kunne give hende ECT-behandling, selvom hun ikke umiddelbart kunne siges at være til konkret og nærliggende potentiel fare for sig selv.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder afgørelsen af 28. januar 2005 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn vedrørende beslutning den 17. januar 2005 om tvangsbehandling af med ECT på psykiatrisk afdeling, Sygehus A.

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at på tidspunktet for beslutningen om tvangsbehandling med ECT den 17. januar 2005 var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at befandt sig i en psykotisk tilstand blandt andet præget af vrangforestillinger af forfølgelseskarakter og af hallucinationer på syn og hørelse.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det fremgår af forarbejderne til Lov om ændring af psykiatriloven (Lov nr. 403 af 26. juni 1998, L 36, 2. samling), at Folketinget har forudsat, at tvangsbehandling med ECT ikke må anvendes, med mindre der foreligger en aktuel eller potentiel livstruende tilstand for patienten.

Det er Sundhedsvæsenets Patientklagenævns vurdering, at der på tidspunktet for beslutningen om tvangsbehandling af med ECT ikke var grundlag for at mistænke, at hun var i en aktuelt eller potentielt livstruende tilstand, hvilket endvidere også var overlægens opfattelse.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder herefter, at betingelserne for tvangsbehandling af med ECT ikke var opfyldt på det tidspunkt, hvor beslutningen herom blev truffet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn den 28. januar 2005 vedrørende beslutning den 17. januar 2005 om tvangsbehandling af med ECT på psykiatrisk afdeling, Sygehus A.