Klage over afgørelse om tvangsbehandling med Zeldox og Risperdal

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn <****> den 25. januar 2006 vedrørende beslutning om tvangsmedicinering af <****> den 19. januar 2006 på Psykiatrisk afdeling <****>.

Hændelsesforløb

Siden 1976 har været indlagt på psykiatrisk afdeling i alt 8 gange, alle gange på grund af psykotiske lidelser, og fra 1986 under diagnosen skizofreni. I begyndelsen af 2005 var han indlagt i 4 måneder på Psykiatrisk afdeling , hvor han blandt andet blev tvangsbehandlet med Seroquel og injektion Zeldox. I august samme år var han indlagt 5 dage, og fra september til december 2005 var han igen indlagt, hvor han blev tvangsbehandlet med Seroquel og injektion Zeldox.

Aktuelt blev den 17. december 2005 tvangsindlagt på behandlingsindikation på Psykiatrisk afdeling, idet han siden udskrivelsen 11 dage tidligere var blevet tiltagende truende og tiltagende forpint, hvilket var blevet observeret af hjemmehjælpen. På grund af den truende adfærd turde hjemmehjælpen ikke længere komme i hjemmet, og han havde på grund af sin parkinsonisme brug for hjemmehjælp til personlig hygiejne og mad. Efter den seneste udskrivelse fra Psykiatrisk afdeling havde han nægtet at tage sin antipsykotiske medicin.

Ved indlæggelsen klagede over sin overbo, som han angav forfulgte ham, larmede, var nazist og var med i White Power. Han var utilfreds med hjælpen om natten i hjemmet og mente, at de forstyrrede ham og ikke servicerede ham ordentligt. Han var vredladen og forpint og mente endvidere, at han blev forfulgt af lægerne på afdelingen, som han mente var nazister. Han mente, at de havde en overordnet plan om at forfølge ham og genere ham.

Ved indlæggelsen blev der ordineret antipsykotisk behandling med tablet Seroquel 150 mg 2 gange dagligt, men allerede den 20. december 2005 ønskede kun at indtage 50 mg 2 gange dagligt, hvilket han mente ville være et værn mod stråler. Den 27. december 2005 angav han, at medicinen ikke havde hjulpet, idet han stadig følte sig bestrålet og mente, at de nazistiske læger på afdelingen lavede forsøg med ham. Ved samtale den 2. januar 2006 kom det frem, at han havde truet en fra afdelingens personale på livet, lovet en medpatient 10.000 kr. for at tage livet af den pågældende og udlovet en dusør på 10.000 kr. til den, der ville slå en psykiater ihjel. Under indlæggelsen blev han motiveret for at tage Seroquel, Leponex og Abilify.

Den 4. januar 2006 blev der truffet beslutning om tvangsmedicinering med injektion Leponex, da fortsat indtog tablet Seroquel i utilstrækkelig dosering, og man havde erfaring for, at han under tidligere indlæggelser, hvor der var blevet iværksat tvangsbehandling med Seroquel, heller ikke indtog lægemidlet i tilstrækkelig dosering. påklagede denne beslutning til Det Psykiatriske Patientklagenævn . Klagen blev tillagt opsættende virkning. Den 10. januar 2006, inden klagen var blevet behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn, viste det sig, at Leponex i injektionsform ikke længere var tilgængelig i Danmark, hvorfor klagesagen blev trukket tilbage.

Under den fortsatte indlæggelse fremtrådte fortsat psykotisk, idet han husede vrangforestillinger om forfølgelse og chikane. Han angav, at han blev chikaneret af højreekstremistiske kredse, fordi han var jøde, og fordi han var bedre begavet end andre. Chikanen mod ham blev eksemplificeret med, at der i hans opgang fandtes breve fra Børnefonden spredt rundt på trappen.

Natten til den 12. januar 2006 oplyste han til personalet, at der blev sendt gas ind i hans stue via ventilationsanlægget. I forbindelse med efterprøvelsen af frihedsberøvelsen den 14. januar 2006 blev han fundet liggende på gulvet og angav, at han ville få elektriske stød, hvis han lå i sengen, at der var drysset cyanin-pulver ud på stuen, at han havde været udsat for politisk forfølgelse, samt at personalet var reinkarnationer af nazibødler.

Den 19. januar 2006 formåede man fortsat ikke at få til at indtage tablet Seroquel i større doser end 50 mg 2 gange dagligt, hvilket ikke var tilstrækkeligt, og da han reagerede meget voldsomt på injektionsbehandling, var det afdelingens opfattelse, at en længerevarende behandling med injektioner var mest skånsom i form af en depotbehandling. Samtidig var så forpint af sin psykotiske tilstand i forbindelse med forestillingerne om forgiftningsforsøg fra nazisters side, at han burde have antipsykotisk virkende behandling i den tid på cirka 3 uger, der ville gå, før depotmedicinen ville begynde at virke. De eneste præparater, der på grund af s parkinsonisme ville kunne gives som injektioner i mere end 3 dage, var Zeldox. På den baggrund blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med tablet Zeldox 80 mg dagligt, subsidiært injektion Zeldox 20 mg dagligt, begge dele i 3 uger, således at der samtidig blev givet injektion Risperdal Depot 25 mg hver 14. dag, således at han efter 3 uger alene skulle behandles med injektion Risperdal Depot. Medicinen skulle justeres efter effekt, bivirkninger og serumkontrol.

Klagen

klagede herefter over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ved afgørelse af 25. januar 2006 beslutningen om tvangsmedicinering, idet nævnet fandt, at var sindssyg eller befandt sig i en tilstand, der ganske måtte sidestilles hermed, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, idet udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet lagde herved vægt på, at led af paranoid skizofreni, og at han var psykotisk.

Nævnet oplyste, at kravet om mindst indgribende foranstaltning tilsagde, at depotmedicin i videst muligt omfang burde undgås, ligesom peroral tvangsbehandling burde gå forud for injektionsbehandling. Nævnet fandt imidlertid, at den besluttede tvangsmedicinering var i overensstemmelse med kravet om mindst indgribende foranstaltning, uanset at beslutningen ville indebære behandling med depotmedicin.

Nævnet lagde herved vægt på, at var helt afvisende overfor nogen form for behandling, og at erfaringer fra tidligere behandlinger havde vist, at injektionsbehandling var særdeles traumatisk for og ville kræve betydelig magtanvendelse overfor ham. Endvidere vurderede nævnet, at yderligere motivering for frivillig behandling ville være udsigtsløs, idet siden indlæggelsens start den 17. december 2005 var blevet søgt motiveret for behandling med præparaterne Seroquel, Abilify og Leponex, der havde den mindst negative indvirkning på fysiske sygdom, og at man ifølge overlægens oplysninger siden den 12. januar 2006 dagligt havde tilbudt og forsøgt at motivere ham for frivillig behandling med Zeldox og Risperdal.

Vedrørende injektionsbehandling med Zeldox i mere end 3 dage, lagde nævnet vægt på, at overlægen på mødet oplyste om afdelingens erfaring med brug af Zeldox som injektion i mere end 3 dage, der havde været uden nogen former for bivirkninger. Nævnet lagde endvidere vægt på, at s Parkinsons sygdom og hans modstand mod at tage Seroquel i tilstrækkelig dosering begrænsede valget af antipsykotisk medicin til behandling af hans sindslidelse.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer afgørelsen af 25. januar 2006 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn om tvangsmedicinering af på Psykiatrisk afdeling .

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at på tidspunktet for beslutningen om tvangsmedicinering var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at befandt sig i en psykotisk tilstand præget af vrangforestillinger om forfølgelse, chikane, bestråling og forsøg på forgiftning, samt at han var uden sygdomsindsigt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det af bekendtgørelse nr. 1404 af 14. december 2004 om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger § 1 stk. 3, fremgår, at afgørelsen om behandlingsform og indhold skal træffes i overensstemmelse med reglerne i psykiatrilovens § 4 om mindste middels princip. Af denne bestemmelse fremgår det, at tvang ikke må benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken.

Det er Sundhedsvæsenet Patientklagenævns opfattelse, at en patient skal kunne forholde sig til eksempelvis, hvilket præparat og hvilken dosis, som vil finde anvendelse ved en eventuel beslutning om tvangsbehandling. Derfor er det en betingelse, at der motiveres for en konkret behandling. Denne motivation foretages løbende, og tvangsbehandling skal som udgangspunkt iværksættes med det præparat, som der er motiveret for, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde andet.

var ifølge journalen søgt motiveret for behandling med præparatet Seroquel siden indlæggelsen den 17. december 2005, og fra den 10. januar 2006 tillige med Leponex. Ifølge overlægens udtalelse af 20. januar 2006 blev under indlæggelsen søgt motiveret for behandling med antipsykotisk medicin i form af Seroquel, Leponex og Abilify, inden der blev truffet beslutning om tvangsbehandling. Beslutningen om tvangsbehandling vedrørte imidlertid præparaterne Zeldox og Risperdal.

Af Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse af 20. januar 2006 fremgår det, at overlægen på mødet oplyste, at man fra den 12. januar 2006 havde forsøgt at motivere for frivillig behandling med Zeldox og Risperdal, inden der blev truffet beslutning om tvangsbehandling den 19. januar 2006.

Det fremgår imidlertid hverken af journalen, sygeplejejournalen eller af overlægens udtalelser, at på noget tidspunkt har været søgt motiveret for præparaterne Zeldox og Risperdal.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder det derfor ikke tilstrækkelig godtgjort, at betingelserne for tvangsbehandling var opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn den 25. januar 2006.