Klage over afgørelse om tvangsbehandling med Leponex

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn <****> den 31. maj 2006 vedrørende beslutning om tvangsmedicinering af <****> den 23. maj 2006 på psykiatrisk afdeling, <****>.

Hændelsesforløb

er 33 år gammel. Hun er født i Danmark, men har boet nogle år i udlandet med sine forældre, som blev skilt, da hun var 18 år gammel. Hun har i halvandet år læst psykologi på universitetet, har gået på tegneskole og på teaterskole og har flere gange forgæves søgt ind på Kunstakademiet. På grund af sin psykiske lidelse får hun mellemste førtidspension. Hun bor alene i egen lejlighed og har i sine gode perioder kontakt til sin mor og lillebror. Hendes far døde cirka 1 år før den aktuelle indlæggelse.

blev første gang indlagt på psykiatrisk afdeling i 1999 og har siden haft mange og ofte månedlange indlæggelser. Hun er kendt under diagnosen paranoid skizofreni, og hendes tilstand under indlæggelserne har været præget af svær psykotisk tilstand med vrangforestillinger og tankepåvirkningsoplevelser samt hørehallucinationer. Hun har ofte været aggressiv og truende samt virket udtalt forpint. Hun har ikke på noget tidspunkt haft sygdomsindsigt og på den baggrund, har hun haft talrige medicinsvigt, som har ført til nye indlæggelser. Hun er ofte blevet tvangsindlagt på behandlingsindikation og ofte tvangstilbageholdt i afdelingen. Hun har gennem de seneste 5-6 år haft et intensivt misbrug af hash og alkohol, når hun ikke var indlagt.

Siden 1999 har været forsøgt behandlet med en række antipsykotiske præparater, herunder Zyprexa, Cisordinol, Semap, Risperdal og Deprakine, dog uden at det har haft en tilfredsstillende effekt. Under en indlæggelse i september 2004 påbegyndte man behandling med en kombination af Risperdal depot og Cisordinol, men trods behandlingen var hun voldsomt aggressiv og tog kvælertag på et personalemedlem.

I januar 2005 blev det derfor besluttet at opstarte behandling med Leponex, men inden behandlingen blev optrappet, fik hun det betydeligt bedre. I marts 2005 blev hun genindlagt på psykiatrisk afdeling, , i svær effekteksplosiv, aggressiv og voldelig tilstand. Man genoptog behandlingen med Risperdal depot og Cisordinol, men på trods af behandlingen var hendes tilstand udtalt dårlig, idet hun var aggressiv og virkede forpint, paranoid og tankeforstyrret. På den baggrund blev det i december 2005 besluttet at iværksætte behandling med Leponex, hvorefter hendes tilstand bedredes væsentligt.

Den 11. maj 2005 fik som følge af overfald på 2 plejere en dom til ambulant psykiatrisk behandling med tilsyn af Kriminalforsorgen, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kunne træffe bestemmelse om genindlæggelse.

Aktuelt blev den 5. maj 2006 tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling, , i henhold til dommen, idet hun ikke var til at træffe, når hendes kontaktperson fra Distriktspsykiatrisk Center kom for at give hende medicin, og hun fik derfor ikke den ordinerede medicinske behandling.

Ved indlæggelsen var vred og ønskede ikke at tale med lægen, og hun nægtede at svare på, om hun havde haft misbrug i den seneste tid. Hun var uforstående overfor, at hun skulle indlægges og argumenterede mod dette. Hendes formelle kontakt vurderedes som god, men hun gav en dårlig emotionel kontakt. Hendes stemningsleje var neutralt, og hun virkede ikke hallucineret eller selvmordstruet.

Den 9. maj 2006 blev det aftalt med , at hun skulle forsøge at tage Leponex igen, blot i mindre dosis. Herefter blev hun løbende forsøgt motiveret for frivillig behandling med dette præparat, hvilket hun dog, bortset fra den 10. og 11. maj 2006, var afvisende overfor.

Under indlæggelsen gav udtryk for, at hun var bange for at dø af Leponexbehandlingen, og hun havde ingen forståelse for, at man fandt hende psykisk syg, og at hun havde brug for medicinen. Da hun på et tidspunkt blev nægtet at få cigaretter, der ikke var hendes egne, kastede hun et krus kaffe hen ad gulvet, og da man bad hende tørre kaffen op, blev hun meget vred og slog et personalemedlem på siden af halsen med flad hånd. Hun gav gentagne gange udtryk for, at hun følte, at personalet grinte af hende og talte om hende bag hendes ryg. På et tidspunkt gav hun udtryk for, at hun muligvis kunne være blevet gravid, idet hun havde været sammen med sin kæreste på en åndelig måde. Efterhånden opholdt hun sig primært på sin stue uden kontakt til hverken personale eller medpatienter. Hun fremtrådte tiltagende psykotisk, vredladen, isolerende og præget af tankeforstyrrelser, privat logik og med vrangforstyrrelser. Hun virkede forpint af sin tilstand, og man vurderede, at sygdomsudviklingen tydelig og kraftigt var i gang.

Den 23. maj 2006 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med tablet Leponex 50 mg 1 gang dagligt stigende inden for terapeutisk interval efter bivirkningsprofil og effekt, subsidiært injektion Zeldox 20 mg 1 gang dagligt i højst 3 på hinanden følgende dage og herefter om nødvendigt injektion Serenase 5 mg 1 gang dagligt stigende efter effekt og bivirkningsprofil og terapeutisk niveau.

Klagen

klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ved afgørelse af 31. maj 2006 beslutningen om tvangsmedicinering af . Det blev som begrundelse anført, at nævnet skønnede, at var sindssyg eller i en tilstand, der ganske måtte ligestilles hermed, og at undladelse af behandling ville være uforsvarlig, fordi udsigten til, at hun ville blive helbredt eller fik en betydelig og afgørende bedring af sin tilstand, ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet lagde vægt på lægeerklæringens oplysninger om hendes psykiske tilstand, herunder at hun var fundet svært psykotisk med vrangforestillinger og hørehallucinationer. Nævnet lagde endvidere vægt på, at hun var forpint og behandlingskrævende samt helt uden sygdomsindsigt.

Det Psykiatriske Patientklagenævn fandt videre, at beslutningen om tvangsbehandling opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning, idet fra den 9. maj 2006 var forsøgt motiveret for frivillig medicinsk behandling med Leponex 50 mg dagligt, før beslutningen om tvangsbehandling med Leponex 50 mg dagligt blev truffet den 23. maj 2006. Nævnet lagde derudover vægt på, at hun tidligere havde modtaget anden antipsykotisk medicin uden tilstrækkelig effekt, hvorimod Leponex havde haft en positiv effekt på hendes tilstand.

Det Psykiatriske Patientklagenævn fandt endvidere, at den ordinerede behandling, der blev truffet af overlægen, opfyldte kravet om anvendelse af et afprøvet lægemiddel i sædvanlig dosis og med færrest mulige bivirkninger.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder afgørelsen af 31. maj 2006 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn om tvangsmedicinering af .

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at befandt sig i en svært psykotisk tilstand og var forpint heraf.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at gennem 13 dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at tidligere har modtaget Leponex med god effekt på tilstanden.

Nævnet har endelig lagt vægt på, at der primært blev besluttet tvangsbehandling med tablet og subsidiært med injektion.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det fremgår af Dansk Psykiatrisk Selskabs vejledende retningslinier for antipsykotisk medicin, at Leponex som udgangspunkt ikke bør anvendes ved tvangsbehandling. Baggrunden herfor er, at Leponex i sjældne tilfælde kan have alvorlige bivirkninger i form af påvirkning af antallet af hvide blodlegemer. I henhold til nævnets praksis kan dette dog fraviges i ganske særlige tilfælde.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder på den baggrund, at tvangsbehandlingen med Leponex i den konkrete sag opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler og med færrest mulige bivirkninger. Nævnet har herved lagt vægt på, at under sine mange indlæggelsesforløb havde været søgt behandlet med en række forskellige medicinske antipsykotiske præparater uden tilfredsstillende effekt, og at hun under sin frivillige behandling med Leponex fik det ganske betydeligt bedre psykisk. Nævnet har videre lagt vægt på, at hun under indlæggelsen fremtrådte svært psykotisk, aggressiv og forpint, hvilket til tider medførte fare for andre. Videre har nævnet lagt vægt på, at den besluttede dosering er almindelig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn den 31. maj 2006.