Klage over operation for slidgigt i storetå og hammertå på 2. tå.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere 1. reservelæge A for hans behandling af <****> den 13. juli 2005 på ortopædkirurgisk afdeling, Sygehus X, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere reservelæge B for hendes behandling af <****> den 3. august 2005 på ortopædkirurgisk afdeling, Sygehus X, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

Den 8. april 2005 blev henvist til Sygehus X på grund af smerter i venstre knæ samt smerter i højre fod svarende til storetåen. Røntgen af højre storetå viste svære slidgigtforandringer i storetåens grundled. Da generne i tåen var store, blev der aftalt operation.

Den undersøgende læge oplyste ifølge journalen om, at der var muligheder for komplikationer, og at der ikke var garanti for fuldstændig smertefrihed efter operationen.

Den 12. juli 2005 blev indlagt på Sygehus X, og den 13. juli 2005 opereret af 1. reservelæge A. 1. reservelæge A talte med inden operationen, og da der da tillige var tilkommet en hammertå svarende til 2. tå på højre fod, blev det aftalt, at dette også skulle opereres. Indgrebet på storetåen blev aftalt til en såkaldt Kellers operation. Ved operationen blev der indboret ståltråd, såkaldte Kirschner-tråde, i knoglestykkerne.

blev udskrevet 14. juli 2005.

Ved den ambulante kontrol den 3. august 2005 blev set af reservelæge B, ortopædkirurgisk afdeling, Sygehus X. Der blev taget røntgenbillede, som viste tegn efter en Kellers operation, og ståltrådene blev fjernet.

Efterfølgende havde fortsat smerter svarende til foden. Hun havde vanskeligt ved at gå, og måtte anvende specialsandaler.

blev tilset af egen læge den 26. september 2005. Han ville genhenvise til den opererende afdeling, men ønskede i stedet at blive vurderet på privatklinik i .

Vurderingen herfra anbefalede fysioterapi med henblik på stabiliserende øvelser og bløddelsbehandling. Da man imidlertid på røntgenbillede kunne se, at 2 knogleender nåede hinanden, kunne der blive tale om fornyet operation, når vævet var faldet til ro.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. At operationen den 13. juli 2005 ikke blev udført korrekt.

Det er herved anført, at kontrolbillederne efter operationen viste, at der var afsavet relativt lidt af 1. tåen, og at der var kontakt mellem knoglefladerne. Ved 2. tåen var der en vis skævstilling omkring artrodesen, der andrager ca. ¾ af knoglefladen.

2. At lægen den 3. august 2005 ikke opdagede, at operationen ikke var lykkedes.

Det er herved anført, at den læge, konsulterede den 13. oktober 2005, fortalte, at den opererende læge kunne se, at operationen ikke var lykkedes, hvis han havde set røntgenbillederne. kan fortsat ikke afvikle gangen over 1. tå, og der er fortsat hammertåstilling af 2. tå.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt

1. reservelæge A har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 13. juli 2005 på ortopædkirurgisk afdeling, Sygehus X. Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om der ved den præoperative vurdering var foretaget en bedømmelse og angivelse af forholdene omkring tåens grundled, idet en forudbestående opadbøjningstilstand i denne ledforbindelse ville have begrundet et mere omfattende indgreb med kapselløsning omkring grundleddet og en strækkeseneforlængelse.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 13. juli 2005, at storetåen blev opereret med en såkaldt Keller resektionsarthroplastik.

Nævnet kan oplyse, at en Keller resektionsarthroplastik er en blandt flere operationer, som kan anvendes ved behandling af svær slidgigt i storetåens grundled. Ved operationen omdannes det slidgigtramte led til et bindevævsled. Det opnås ved at fjerne den øverste leddannende del af storetåens grundstykke, hvorved det tilstræbes, at mellemrummet mellem den resterende del af grundstykket og ledhovedet på 1. mellemfodsknogle omdannes til en bindevævsmembram. Dette kan opnås ved, at man placerer noget af det tilstødende ledkapselvæv i mellemrummet, eller at man laver en udstrækning af tåen, hvorved mellemrummet fyldes med blod og vævsvæske som sekundært omdannes til en bindevævsmembram. Udstrækning af tåen kan opnås ved et udvendigt plasterstræk på tåen eller ved montering af en K-tråd, som sikrer, at der er en afstand og dermed et rum, som fyldes op med blod og vævsvæske.

Nævnet kan videre oplyse, at der ikke finder nogen dokumentation for, at en af de beskrevne metoder er at foretrække frem for en anden til at opnå denne bindevævsdannelse. Størrelsen på den del af grundstykket som fjernes, har været genstand for årelang faglig diskussion, og der foreligger ikke nogen standard for præcis hvor meget, der skal fjernes. Princippet i behandlingen er, at der skal fjernes tilstrækkelig meget af grundstykket til, at tåen kan indstilles i korrekt stilling uden for meget stramning, og således at der kan opnås et mellemrum til den omtalte bindevævsmembran. Samtidig er det ikke hensigtsmæssigt, at der fjernes for meget, idet de stabiliserende strukturer på undersiden af tåen derved kan miste deres funktion, og man risikerer at tåen indtager en uhensigtsmæssig opadbøjningsfejlstilling.

Det er nævnets vurdering, idet man lægger operationsbeskrivelsen til grund, at operationen af storetåen blev udført i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Det fremgår desuden af journalen, at 2. tå blev opereret med en hammertåoperation.

Nævnet kan oplyse, at en hammertåoperation kan variere betydeligt i operationsomfang afhængig af deformitetens karakter og sværhedsgrad.

Deformiteten er ikke beskrevet nærmere i journalen.

Det er i journalen angivet, at der som følge af den forkortning af storetåen, der vil opstå ved operation af denne, vil man forvente en forværring af hammertåstillingen i 2. tå. Det fremgår desuden af journalen, at operationen blev planlagt og gennemført under hensyn til dette.

Der er på denne baggrund nævnets vurdering, at det var korrekt, at hammertåoperationen på 2. tå burde inkludere en passende indvendig forkortning af tåen, således at tæernes indbyrdes længde matchede.

Det fremgår videre af journalen, at hammertåoperationen blev udført som en fjernelse af den øverste ledforbindelse i tåen af størrelsen ca. 1 cm. Stillingen blev efterfølgende fikseret med en K-tråd med henblik på at opnå en knogleheling eller en stabil bindevævsheling svarende til den tidligere ledforbindelse.

Det er nævnets vurdering, at indgrebet blev udført i overensstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard, men det havde været hensigtsmæssigt, at der ved den præoperative vurdering var en angivelse af forholdene omkring tåens grundled, idet en forudbestående opadbøjningstilstand i denne ledforbindelse ville have begrundet et mere omfattende indgreb med kapselløsning omkring grundleddet og en strækkeseneforlængelse.

Nævnet kan ikke ud fra det foreliggende journalmateriale eller røntgenbillederne bedømme, om der forelå en sådan opadbøjningstilstand i grundleddet.

På denne baggrund finder nævnet, at 1. reservelæge A udførte operationen af s højre fod den 13. juli 2005 i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt

Reservelæge B har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 3. august 2005 på ortopædkirurgisk afdeling, Sygehus X

Begrundelse

Nævnet kan oplyse, at efterkontrol efter ca. 4 uger har til formål at fjerne K-tråde og evt. suturer. Der vil samtidig foregå en bedømmelse af, om der foreligger en betændelsestilstand eller sårhelingskomplikation. Undersøgelse på dette tidlige tidspunkt har ikke til formål at bedømme slutresultat, som normalt først kan bedømmes væsentlig senere. Et røntgenbillede er i denne sammenhæng en ringe vejledning med hensyn til bedømmelse af det forventede slutresultat.

Det fremgår af journalen ved efterkontroller den 3. august 2005, at efterkontrollen blev udført i overensstemmelse med det ovenfor anførte.

På denne baggrund finder nævnet, at reservelæge B udførte den ambulante efterkontrol af s den 3. august 2005 i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.