Klage over behandling og pleje af ældre kvinde med brud på overarmen

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere sygeplejerske A for hendes manglende udarbejdelse af retningslinier vedrørende sygeplejestuderendes skrivning af sygeplejerapporter i forbindelse med <****>s indlæggelse på ortopædkirurgisk afdeling i perioden fra den 13. februar til den 16. marts 2004, Sygehus X, jf. lov om sygeplejersker § 5, stk. 1.

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere afdelingssygeplejerske B for hendes manglende udarbejdelse af retningslinier vedrørende sygeplejestuderendes skrivning af sygeplejerapporter i forbindelse med <****>s indlæggelse på ortopædkirurgisk afdeling i perioden fra den 13. februar til den 16. marts 2004, Sygehus X, jf. lov om sygeplejersker § 5, stk. 1.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de læger, der var involveret i behandlingen af <****> i perioderne fra den 25. til den 28. januar 2004 og fra den 13. februar til den 16. marts 2004, ortopædkirurgisk afdeling, Sygehus X, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de sygeplejersker, der var involveret i plejen af <****> i perioden fra den 13. februar til den 16. marts 2004, ortopædkirurgisk afdeling, Sygehus X, jf. lov om sygeplejersker § 5, stk. 1.

Hændelsesforløb

Ved fald i hjemmet 25. januar 2004 brækkede sin højre overarm. Da Falck ankom, lå højre arm fejlstillet, fordrejet om på ryggen og der var synligt brud af overarmen. havde mange smerter. I skadestuen blev tilset af bagvagt C, som vurderede, at der skulle behandles med en aflastende højt vinklet gipsskinne og en Sarmientobandage (dynamisk bandage), så snart tilstanden tillod det. Røntgenbillederne skulle ses ved morgenkonference.

Den 28. januar 2004 blev udskrevet ved overlæge D. Det er noteret, at havde Sarmientobandage, men slet ikke havde styr på hånden, som var hævet, men der var god funktion også med hensyn til udstrækning.

Otte dage efter tilskadekomsten, den 2. februar 2004, blev tilset i ortopædkirurgisk ambulatorium, henvist af egen praktiserende læge på grund af bandageløshed. blev tilset af reservelæge E, som konstaterede, at Sarmientobandagen havde løsnet sig og var gledet ned i albuebøjningen, hvor den generede og hæmmede for veneafløb fra underarm og hånd. s hånd og håndled var hævet. Forhold vedrørende nerver og blodkar blev undersøgt, og der var god puls i håndleddet, hånden var varm med bevaret følesans, og der var normal funktion af håndleddet. Således fandt læge E ingen anledning til mistanke om kar- eller nervebeskadigelse. Reservelæge E strammede bandagen op og for at sikre, at brudstillingen i den mellemliggende periode ikke havde forskubbet sig for meget, ordinerede hun kontrolrøntgenundersøgelse af overarmen. Røntgen viste brudstillingen uændret siden undersøgelsen i forbindelse med traumet, der var fortsat et par mm afstand mellem knogledelene.

Den 12. februar 2004 blev akut indlagt på grund af lav blodprocent/blodmangel på medicinsk afdeling, Sygehus X. Der blev ordineret blodtransfusion, men da blodmanglen var et gammelt problem og havde sammenhæng med anden kronisk sygdom, og da s hovedproblem var smerter i forbindelse med den brækkede højre overarm, valgte lægerne på medicinsk afdeling at overflytte til ortopædkirurgisk afdeling til videre behandling, herunder smertebehandling. Den 16. februar 2004 blev tilset af overlæge C, som konstaterede, at hele højre arm var monstrøs hævet, og der var påvirkning af pulsen perifert. Sarmientobandagen blev fjernet, og overlæge C fandt, at svarende til den nederste ende af bruddet var der gnavet hul på huden. Overlæge C fjernede bandagen, og med henblik på at armen skulle afhæve, og der ikke skulle ske yderlige skade, ordinerede han, at armen skulle ligge højt på en pude (eleveres).

Ved stuegangen 17. februar 2004 blev tilset af overlæge F, som fandt, at bruddet klinisk var svært forskubbet, og at det kropsnære fragment var ved at perforere huden på armen, og der havde dannet sig en sort dødkødsdannelse ud for fragmentet. Området var varmt, spændt og hævet. Overlæge F mistænkte en inficeret blodansamling i bruddet og fandt indikation for operation. Den 19. februar 2004 kl. 1.45 blev foretaget operation af overarmsbruddet ved afdelingslæge G. Afdelingslæge G tilkaldte overlæge H, og det lykkedes at få frilagt pulsåren, syet hullet i den og efterfølgende at påpladssætte bruddet ved hjælp af påpladssætningsmateriale (skinneosteosyntese).

Ved overlæge H blev der den 24. februar 2004 ved stuegang ordineret fysiurgisk træning med henblik på både gangtræning og optræning af højre hånd og mobilisering af alle led omkring brudstedet med ubelastede øvelser. Det er anført, at havde god strækkefunktion af fingrene, men håndleddet var næsten uden kraft. Der var således tegn på, at nervus radialis kunne fungere.

Den 25. februar 204 ved stuegang blev tilset af læge I, som noterede sig, at der var hævelse af armen ned omkring albue og underarm helt ud til fingrenes grundled samt tydelige tegn på påvirkning af radialisnerven, idet der kun var svag strækkekraft over fingrenes grundled og en strækkedefekt svarende til håndleddet, og læge I ordinerede ergoterapi.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. At ikke modtog en korrekt behandling på ortopædkirurgisk afdeling, Sygehus X, i perioden fra den 25. januar til den 16. marts 2004.

Det er herved anført, at man burde have reageret på, at havde mange gener fra den brækkede højre arm, herunder at der var voldsom hævelse, og at armen gjorde ondt, samt at der fremkom nekrose. Det er endvidere anført, at man burde have reageret på de røntgenbilleder, som blev taget den 2. februar 2004, og at burde have været opereret tidligere end den 18. februar 2004. Det er endelig anført, at fik en drophånd som følge af en påvirkning af radialisnerven.

2. At ikke modtog en korrekt pleje på ortopædkirurgisk afdeling, Sygehus X i perioden fra den 13. februar til den 16. marts 2004.

Det er herved anført, at plejepersonalet ikke observerede s arm tilstrækkelig, og at hun ikke modtog tilstrækkelig omsorg i forbindelse med meget sparsom føde- og væskeindtag.

3. At sygeplejerapporten var mangelfuld.

Det er herved blandt andet anført, at rapporten ikke indeholdt oplysninger om, at var henvist til genoptræning og kontrol i ortopædkirurgisk ambulatorium, samt at oplysningen om, at hun skulle have Sarmientobandage på, var forkert.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt

De læger, der var involveret i behandlingen af i perioden fra den 25. januar til den 16. marts 2004, ortopædkirurgisk afdeling, Sygehus X, har ikke overtrådt lægelovens § 6.

Begrundelse

Indledningsvist skal nævnet bemærke, at røntgenbillederne er bortkommet fra Sygehus X, hvorfor beskrivelsen af røntgenbillederne er lagt til grund ved vurderingen af behandlingen.

Det fremgår af journalen, at havde pådraget sig et spiralformet brud på skaftet af den højre overarmsknogle (corpus humeri), og at hun blev akut indlagt herfor den 25. januar 2004 på ortopædkirurgisk afdeling, Sygehus X.

Det fremgår af journalen, at man midt på overarmsknoglen så en tydelig frakturspids, som truede huden, når spændte. Der var ekstrem ømhed af området, og der var god puls i arteria radialis. Der var normal bevaret følesans over hele underarmen samt over håndryg og langs radiale og ulnare fingre. Det fremgår videre af journalen, at blev tilset af bagvagt C, da hun var meldt med et åbent brud. Der blev anlagt en aflastende, højt vinklet gipsskinne, og der blev taget røntgenbilleder. Behandlingsplanen var, at skulle behandles med en såkaldt Sarmientobandage, så snart tilstanden tillod det. Der blev givet morfin som indsprøjtning mod smerter samt smertestillende medicin efter skema.

Det fremgår af journalen den 26. oktober 2004 kl.10.00, at en læge ordinerede, at der skulle anlægges en Sarmientobandage ved fysioterapien samt arrangeres hjemmehjælp. Endvidere blev der arrangeret kontrol i ambulatoriet 14 dage senere med henblik på kontrol af Sarmientobandagen.

Det fremgår videre af journalen den 27. januar 2004 kl. 14.30, at der blev tilkaldt læge på grund af anlæggelse af Sarmientobandage og dårligt hæmoglobintal på 4,6. Der blev derfor ordineret 3 portioner blod.

blev – ifølge journalen – udskrevet den 28. januar 2004 ved læge D. Det fremgår af journalnotatet, at ikke havde styr på hånden, der var noget hævet. Der var dog god funktion, også hvad angik strækkeevnen. Sartmientobandagen skulle trækkes op og strammes hver dag af hjemmeplejen. Der blev bestilt røntgenkontrol den 16. februar 2004.

Det er nævnets opfattelse, at det var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard at vælge at behandle bruddet konservativt med først en aflastende gipsskinne, der udskiftes med en plastbandage efter nogle dage, en såkaldt Sarmientobandage.

Nævnet har lagt vægt på, at nervefunktionen blev kontrolleret efter, at Sarmientobandagen var anlagt inden udskrivelsen, og at der blev planlagt besøg af hjemmesygeplejerske dagligt for at tilse og rette bandagen til, ligesom der blev aftalt ambulant kontrol.

Det fremgår af journalen, at blev set i ambulatoriet den 2. februar 2004 af reservelæge E, hvor der var diffus ømhed af håndled og hånd. Der var god puls i arteria radialis, og der var normal følesans for berøring. Der var normal bøje- og strækkeevne i håndleddet. Bandagen sad løst og blev strammet op. Efterfølgende blev der taget røntgenbillede, som viste dislokation. Billederne blev – ifølge journalen – konfereret med bagvagten. Behandlingsregimet blev fastholdt. Sarmientobandagen skulle via hjemmesygeplejersken strammes til, så den ikke faldt ned. Der blev sat afmærkninger på bandagen de steder, hvor den skulle strammes til.

Det fremgår af journalen, at den 12. februar 2004 blev indlagt akut på grund af lav blodprocent (4,6) på medicinsk afdeling. Da s største problem var armen, der smertede, blev der udbedt ortopædkirurgisk tilsyn. Herefter blev den 13. februar 2004 overflyttet til ortopædkirurgisk afdeling.

Der blev den 13. februar 2004 – ifølge journalen – konstateret normal pulse i håndleddet svarende til radialispulsåren, og der var derfor ikke tegn på læsion af blodkar længere oppe på armen svarende til bruddet.

Det fremgår af journalen, at afdelingslæge G den 14. februar 2004 noterede, at Sarmientobandagen ikke generede aktuelt, men at den dagligt skulle løftes op og strammes, så den ikke gnavede i albuen. Det fremgår videre af journalen den 16. februar 2004, at hele højre arm var monstrøst hævet med radialis påvirkning. Overlæge C fjernede bandagen og konstaterede, at der svarende til den fjerne ende af frakturen, var gnavet hul på huden. Bandagen skulle blive af, og armen skulle eleveres på en pude.

Det fremgår videre af journalen, at røntgenbilleder taget den 17. februar 2004 viste, at bruddet var forskubbet, og at det forreste fragment var ved at perforere huden. Der var henover spidsen af fragmentet dannet en sort nekrose. Overlæge F fandt indikation for operation med oprensning og ekstern fiksation.

blev opereret den 19. februar 2004 af afdelingslæge G. Der blev fundet en stor mængde blodstørkninger (koagler), ca. 1 liter. Indgrebet var kompliceret af, at den forreste knoglespids stod og borede sig ind omkring karret (arterie axilaris), og det var svært at få stoppet blødningen. Det lykkedes dog, idet overlæge H blev tilkaldt og varetog sammensyningen af pulsåren. Efterfølgende blev bruddet sat på plads ved hjælp af skinneosteosyntese.

Det fremgår af overlæge Hs udtalelse til sagen, at knoglen lå op mod nervebundtet, som går ned til armen, og nerveskaden kan vel være sket i forbindelse med selve bruddet og den placering, knoglespidserne havde op mod nerven.

Det fremgår af afdelingslæge Gs udtalelse til sagen, at hun og overlæge H var særlig observante overfor nervus radialis, men at de ikke så den. Ifølge denne udtalelse til sagen kan det ikke afgøres, hvornår nerven blev beskadiget, men det er en velkendt komplikation ved brud på overarmen, at der kan forekomme nervebeskadigelse af radialis, såvel ved konservativ som ved operativ behandling.

Nævnet kan oplyse, at brud på overarmsknoglen hos ældre er forbundet med betydelige problemer. Man vil ofte vælge konservativ behandling med Sarmientobandage og følge tilstanden nøje, både klinisk og radiologisk. Først når der ikke er udsigt til heling, eller der opstår komplikationer til behandlingen, vil man foretage operativ behandling. Nævnet kan oplyse, at operativ behandling er vanskelig og ligeledes forbundet med risiko for komplikationer.

Nævnet finder herefter, at de læger, der var involveret i behandlingen af i perioden fra den 25. januar til den 16. marts 2004, ortopædkirurgisk afdeling, Sygehus X, handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt

De sygeplejersker, der var involveret i plejen af i perioden fra den 13. februar til den 16. marts 2004, ortopædkirurgisk afdeling, Sygehus X, har ikke overtrådt lov om sygeplejersker § 5, stk. 1.

Begrundelse

Det fremgår af sygeplejejournalen den 28. januar 2004, at s arm og håndryg var meget hævet og gjorde ondt ved mindste bevægelse, ligesom ikke kunne føle armen, den føltes løs. Det fremgår videre af sygeplejejournalen, at disse observationer blev videregivet til lægen samme dag.

Det fremgår videre af sygeplejejournalen for så vidt angår indlæggelsen fra den 13. februar 2004, at der er gjort talrige observationer af armen og hånden samt bandagen. Det fremgår således af notater fra den 13. og 14. februar 2004, at højre arm var hævet, og at armen blev tilset af stuegangsgående læge, hvor bandagen blev rettet og polstret. Bandagen skulle dagligt løftes op og strammes.

Det fremgår videre af notater af 16. og 17. februar 2004, at der var taget røntgenkontrol af armen, og at der var mange smerter. Det fremgår videre, at bruddet var forskubbet, og at skulle faste fra midnat til operation.

Det fremgår af journalen, at efter operationen lå på intensiv afsnit, og at hun den 20. februar 2004 blev flyttet tilbage til ortopædkirurgisk afdeling. Herefter blev der – ifølge sygeplejejournalen – gjort mange notater vedrørende hævelse af hånden, lejring af hånd og arm, observationer vedrørende gennemsivning fra cicatricen og skiftning af forbinding.

Nævnet har lagt vægt på, at lægerne ved stuegang blev informeret om observationer af s arm, og at der blev foretaget sygeplejehandlinger for at afhjælpe symptomerne, herunder skiftning af forbinding og beskrivelse af sårets udseende.

Det fremgår af afdelingssygeplejerske Bs udtalelse til sagen, at blev kostvurderet den 23. og 26. februar 2004 samt den 3. og 10. marts 2004 inklusiv vejning, og at s BMI (Body Mass Index) var fundet normal.

Det fremgår af sygeplejejournalen af 13. februar 2004, at fik ordineret sygehuskost, og at maden skulle anrettes.

Nævnet har lagt vægt på, at der foreligger dokumentation for kostregistrering af føde og væskeindtag for perioden fra den 28. februar til den 2. marts 2004 i form af skemaer. Det fremgår ligeledes af sygeplejejournalen, hvorledes man har vurderet s evne til at indtage væske og føde.

Nævnet har videre lagt vægt på, at der i perioder under indlæggelsen blev suppleret med væske i blodbanen, dels til indgift af antibiotika, dels som supplement til manglende væskeindtag, og at der blev tilbudt energidrik og proteindrik som supplement til sygehuskosten. Der blev desuden forsøgt med kvalmestillende medicin forud for måltiderne. Det blev givet med nogen effekt.

Nævnet finder samlet, at de sygeplejersker, der var involveret i plejen af i perioden fra den 13. februar til den 16. marts 2004, ortopædkirurgisk afdeling, Sygehus X, ikke handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Nævnets afgørelse af 3. klagepunkt

Sygeplejerske, A har overtrådt lov om sygeplejersker § 5, stk. 1, ved sin manglende udarbejdelse af retningslinier vedrørende sygeplejestuderendes skrivning af sygeplejerapporter i forbindelse med s indlæggelse på ortopædkirurgisk afdeling, Sygehus X.

Afdelingssygeplejerske B har overtrådt lov om sygeplejersker § 5, stk. 1, ved sin manglende udarbejdelse af retningslinier vedrørende sygeplejestuderendes skrivning af sygeplejerapporter i forbindelse med s indlæggelse på ortopædkirurgisk afdeling, Sygehus X.

Begrundelse

Det fremgår af sygeplejerske As udtalelse til sagen, at sygeplejerapporten fra perioden fra den 12. februar til den 16. marts 2004 blev skrevet af en 6. semester sygeplejestuderende.

Det er nævnets opfattelse, at sygeplejerskers forpligtigelse til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed omfatter en pligt til at føre ordnede optegnelse om patientens tilstand, pleje- og observationsbehov, således at de efterfølgende sygeplejersker kan udføre en forsvarlig sygepleje.

Klager over studerende og andre, der benyttes som medhjælp af sundhedspersoner, er principielt ikke omfattet af Patientklagenævnets kompetence, men henhører under Sundhedsstyrelsen. Nævnet kan imidlertid vurdere den sundhedsperson, som har ansvaret for medhjælpens handlinger. Nævnet kan således vurdere, om den pågældende sundhedsperson har instrueret og kontrolleret medhjælpen tilstrækkeligt.

Det fremgår af sygeplejerske As udtalelse til sagen, at sygeplejerapporter skrevet af studerende og elever skal godkendes af det faste personale. Ud fra det foreliggende materiale kan sygeplejerske A ikke se, om den pågældende sygeplejestuderende har konfereret rapporten med en sygeplejerske fra plejegruppen. Det fremgår videre af sygeplejerske As udtalelse til sagen, at hun kan bekræfte, at klagers anbringender vedrørende indholdet af sygeplejerapporten er korrekte.

Det fremgår af sygeplejerske As udtalelse i forbindelse med partshøringen, at hun ikke finder, at det er hendes ansvar at implementere retningsliner vedrørende sygeplejestuderendes journalføring. Videre fremgår det, at ifølge stillingsbeskrivelse for ”Ansvarlig klinisk vejleder", er vejlederen ansvarlig for planlægning af uddannelsesforløb for sygeplejestuderende, og at nærmeste overordnende er afdelingssygeplejersken.

Det fremgår af afdelingssygeplejerske Bs udtalelse til sagen, at hun hverken fra uddannelseskoordinationen eller ansvarlig klinisk vejleder er blevet præsenteret for ønsker eller krav til indførelsen af retningslinier for sygeplejerskestuderendes journalskrivning. Videre fremgår det af afdelingssygeplejerske Bs udtalelse, at emnet heller aldrig har været diskuteret ved de 6 uddannelsesmøder der afholdes årlig med deltagelse af oversygeplejerske, ansvarlige kliniske vejledere og afdelingssygeplejersker.

Det er imidlertid nævnets opfattelse, at sygeplejestuderende arbejder under sygeplejerskernes ansvar, og idet afdelingssygeplejersken er ansvarlig for sygeplejen i afdelingen, og den kliniske vejleder er ansvarlig for uddannelsesforløbet, påhviler der således begge at sikre, at de sygeplejestuderendes handlinger bliver fulgt, kontrolleret og godkendt, således også den skriftlige formidling.

Nævnet finder, at ansvarlig sygeplejerske A handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved ikke sikre, at personalet på afdelingen var bekendt med retningslinierne for 6. semester studerendes skrivning af sygeplejerapporter.

Nævnet finder, at afdelingssygeplejerske B handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved ikke sikre, at personalet på afdelingen var bekendt med retningslinierne for 6. semester studerendes skrivning af sygeplejerapporter.