Klage over fortsat tvangsmedicinering

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn <****> den 25. september 2006 vedrørende fortsat tvangsmedicinering af <****> på Psykiatrisk afdeling X.

Nævnet ændrer dog afgørelsen for så vidt angår beslutningen om ikke at tillægge klagen opsættende virkning.

Hændelsesforløb

er 45 år gammel og har været indlagt talrige gange på psykiatrisk afdeling under diagnosen paranoid skizofreni og har været forsøgt behandlet med en række forskellige præparater, dog uden overbevisende effekt.

Den 11. januar 2006 blev udskrevet fra Psykiatrisk afdeling X, hvor han havde været tvangsindlagt siden den 13. december 2005, og hvor han havde været i behandling med Risperdal. På grund af manglende effekt af selv høje doser Risperdal, blev det besluttet, at han skulle trappes ned i Risperdaldepot og tilbydes Cisordinaldepot ved senere indlæggelser. Ved udskrivelsen var han efter eget ønske i behandling med tablet Orap 4 mg til natten samt 2-4 mg efter behov, dog maksimalt 6 mg dagligt, idet han ikke ønskede behandling med Cisordinol. Efter udskrivelsen genoptog han kontakten til distriktspsykiatrien.

Forud for den aktuelle indlæggelse klagede s medbeboere i bebyggelsen over, at han smækkede med dørene om natten og gik ud i skoven ved siden af bebyggelsen og skreg højt. Han spillede højt på sit anlæg hele natten, og han ringede døgnet rundt til en nabo og fortalte grimme ting om, hvad han ville gøre ved kvinder. Han truede en kvinde og hendes to børn med, at han ville gøre noget ved børnene, idet han var deres far, og han gik rundt til naboerne for at låne penge og truede dem, når de afslog.

Aktuelt blev indlagt på behandlingsindikation den 25. marts 2003 på Psykiatrisk afdeling X, efter at han havde forsøgt at antænde noget tøj i en opgang. Ved indlæggelsen var åbenlyst psykotisk med vedvarende (persekutoriske) vrangforestillinger, og han virkede megaloman med let øget psykomotorisk tempo. Under den fortsatte indlæggelse blev han tiltagende psykotisk og optrådte truende overfor personale og medpatienter. Han blev løbende tilbudt behandling med Cisordinol, hvilket han afviste, idet han kun ønskede at modtage tablet Orap og Risperdaldepot, hvilket man derfor påbegyndte behandling med, dog uden den ønskede effekt.

Den 3. april 2006 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med tablet Cisordinol 10 mg 2 gange dagligt stigende til 30 mg 2 gange dagligt, afhængig af virkning og eventuel utilsigtet bivirkning, subsidiært injektion Zyprexa 10 mg dagligt 2 gange dagligt stigende til 20 mg 2 gange dagligt, ligeledes afhængig af virkning og eventuel utilsigtet bivirkning.

Den 12. april 2006 godkendte Det Psykiatriske Patientklagenævn beslutningen om tvangsmedicinering af .

Den 17. juli 2006 påbegyndte frivillig behandling med Cisordinol depot 200 mg hver 14. dag for at få en glidende behandling til et ambulant forløb. Tvangsbehandlingen med dråber Cisordinol skulle dog fortsætte i endnu en periode.

Under den fortsatte indlæggelse havde en aftale med afdelingen om, at han kunne være hjemme om natten og møde på afdelingen i dagtiden med henblik på fortsat tvangsmedicinering. Han gav flere gange udtryk for, at han blev forkert behandlet, og at han ikke var psykotisk. Hans tilstand bedredes væsentligt, men i perioder fik han det dog igen dårligere. Han blev mørk i blikket, var anspændt og latent aggressiv og havde vrangforestillinger. Han havde fortsat ingen sygdomserkendelse, og i flere tilfælde udeblev han fra afdelingen og måtte bringes ind ved politiets hjælp. Som betingelse for at han fortsat kunne opholde sig hjemme om natten, blev det besluttet, at han skulle i behandling med Antabus, hvilket han indvilligede i.

I forbindelse med lægesamtaler blev løbende forsøgt motiveret for frivillig indtagelse af dråber Cisordinol, hvilket han vedvarende modsatte sig. Han gav flere gange udtryk for, at han ikke havde brug for medicinen, at han var utilfreds med Cisordinol og ønskede at komme i behandling igen med Risperdal, samt at den medicin han fik, var placebo.

Klagen

klagede den 2. september over den fortsatte tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn . Klagen blev ikke tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ved afgørelse af 25. september 2006 beslutningen om fortsat tvangsmedicinering af . Nævnet kunne dog ikke godkende, at overlægens beslutning om at tvangsmedicinere ham, efter hans klage af 2. september 2006, ikke fik opsættende virkning, jf. § 32, stk. 3, i dagældende psykiatrilov.

Det Psykiatriske Patientklagenævn anførte i sin begrundelse, at nævnet fandt det godtgjort, at undladelse af behandling ville være uforsvarlig, fordi udsigten til at blev helbredt eller fik en betydelig og afgørende bedring af sin tilstand, ellers ville blive væsentligt forringet.

Nævnet lagde herved vægt på, at var psykotisk med persekutoriske og megalomane vrangforestillinger.

Med hensyn til behandlingens udstrækning var det nævnets opfattelse, at der – selvom der var indtrådt en vis bedring – endnu ikke havde indfundet sig en sådan bedring, at tvangsbehandlingen på daværende tidspunkt burde ophøre, idet der alene var tale om en partiel remission med tilbagefaldsepisoder.

Nævnet fandt videre, at den trufne afgørelse om fortsat tvangsbehandling opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning, idet var forsøgt motiveret for frivillig medicinsk behandling med Cisordinol. Nævnet lagde herudover vægt på, at han tidligere havde modtaget antipsykotisk medicin med god effekt på sin tilstand.

Nævnet fandt endvidere, at den ordinerede behandling, der var truffet af overlægen, opfyldte kravet om anvendelse af et afprøvet lægemiddel i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder afgørelsen af 25. september 2006 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn om fortsat tvangsmedicinering af på Psykiatrisk afdeling X.

Nævnet ændrer dog afgørelsen for så vidt angår beslutningen om ikke at tillægge klagen opsættende virkning.

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at på tidspunktet for klagen den 2. september 2006 var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke fortsat at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at selvom der var indtrådt en bedring af tilstanden, så var fortsat svært produktivt psykotisk og i perioder truende og aggressiv i sin adfærd.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har herved lagt vægt på, at løbende blev forsøgt motiveret for frivillig behandling. Nævnet har videre lagt vægt på, at han under indlæggelsen havde modtaget den supplerende behandling med tablet/mikstur Cisordinol med god effekt på tilstanden, ligesom der primært var truffet beslutning om tvangsbehandling med tablet/mikstur og subsidiært med injektion.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at den fortsatte tvangsbehandling opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning for så vidt angår behandlingens udstrækning.

Nævnet kan oplyse, at det fremgår af dagældende psykiatrilovs § 4, stk. 4, at tvang ikke må anvendes i videre omfang, end hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål. Dette indebærer, at der skal ske en begrænsning i den tidsmæssige udstrækning af en tvangsforanstaltning til det absolut nødvendige. Ifølge lovens § 21 har overlægen til stadighed ansvaret for, at frihedsberøvelse, tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk magt og beskyttelsesfiksering ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at man normalt forventer, at behandling med antipsykotisk medicin viser optimal effekt i løbet af 1 ½ til ca. 3 måneder.

Det fremgår af overlægens udtalelse, at man gennem de godt 4 ½ måned, som havde været i behandling med Cisordinol havde observeret en bedring i hans tilstand, idet han aktuelt var mere afdæmpet og i lange perioder ikke fremtrådte væsentligt forpint. Han rummede dog fortsat de kendte megalomane vrangforestillinger under overfladen. Overlægen har videre udtalt, at man tidligere havde forsøgt talrige antipsykotiske præparater, og at man nu var i gang med behandling over lang tid med Cisordinol i store mængder.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder ud fra en konkret vurdering, at den fortsatte tvangsbehandling opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning for så vidt angår udstrækningen af behandlingen. Nævnet har herved lagt vægt på, at selvom der var indtrådt en bedring i s tilstand, så var han fortsat psykotisk med megalomane vrangforestillinger.

Nævnet har videre lagt vægt på, at tidligere havde været forsøgt behandlet med en række antipsykotiske præparater, uden den ønskede effekt, og at man derfor var i gang med en længerevarende behandling med Cisordinol. Endelig har nævnet lagt vægt på, at selvom han frivilligt indtog Cisordinol depotbehandling hver 14. dag, var han dog ikke i stand til at samarbejde om behandlingen i en sådan grad, at tvangsbehandling med supplerende tablet/mikstur Cisordinol kunne ophæves, idet han flere gange rømmede fra afdelingen og måtte bringes tilbage ved hjælp af politiet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Nævnet har herved lagt vægt på, at Cisordinol og Zyprexa er almindeligt anvendte og velafprøvede lægemidler, ligesom de besluttede doseringer er almindelige.

Nævnet skal dog bemærke, at producenten af Zyprexa har udsendt en advarsel om, at længere tids injektionsbehandling med Zyprexa er mistænkt for at medføre dødsfald, hvorfor injektionsbehandling kun er beregnet til kortvarig behandling. Videre kan nævnet oplyse, at det fremgår af Lægemiddelkataloget, at der efter tre dage med injektionsbehandling bør skiftes til oral behandling.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævne kan oplyse, at det følger af dagældende psykiatrilovs § 32, stk. 3, at klager over beslutning om tvangsbehandling har opsættende virkning, medmindre omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte patientens liv eller helbred for væsentlig fare eller for at afværge, at patienten udsætter andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred.

Nævnet skal hertil bemærke, at i tilfælde, hvor der – som i den konkrete sag – ikke er truffet en ny beslutning om tvangsbehandling, er det nævnets opfattelse, at der ikke er pligt til at tillægge en klage over fortsat tvangsbehandling opsættende virkning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn den 25. september 2006 om fortsat tvangsbehandling af .

Nævnet ændrer dog afgørelsen for så vidt angår beslutningen om ikke at tillægge klagen opsættende virkning, idet nævnet har lagt til grund, at der ikke er truffet ny beslutning om tvangsbehandling, men at den igangværende tvangsbehandling hviler på den oprindelige beslutning af 3. april 2006.