Klage over tvangsmedicinering efter kun 3 dages motivationstid og iværksættelse af behandling uden opsættende virkning af en eventuel klage

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn <****> den 21. juli 2006 vedrørende beslutning om tvangsmedicinering af <****> den 16. juni 2006 på psykiatrisk afdeling, Sygehus X.

Hændelsesforløb

er 51 år gammel. Hun er førtidspensionist og bor alene i et hus, som hun har arvet efter sin mor.

er kendt med paranoid skizofreni og har tidligere været indlagt 16 gange på psykiatrisk afdeling, Sygehus Y. Hun har tidligere fået en behandlingsdom for ildspåsættelse. Dommen blev ophævet i oktober 2003.

var tvangsindlagt på farlighedsindikation på psykiatrisk afdeling, Sygehus X, i perioden fra den 21. december 2005 til den 23. januar 2006. Hun blev herefter overflyttet til Sygehus Y, hvorfra hun blev udskrevet den 1. februar 2006. Indlæggelsen skete efter at hun cirka ½ år tidligere var ophørt med at tage sin medicin, og hun var i lokalområdet blevet observeret tiltagende psykotisk og vredladen. Ved indlæggelsen var hun svært psykotisk, grinende, hallucineret og åbenlyst paranoid, og under indlæggelse optrådte hun ved flere lejligheder truende overfor medpatienter og personale. Hun var aggressiv og slog uvarslet flere personalemedlemmer, og på et tidspunkt ramte hun en sygeplejerske med 2 knytnæveslag på hagen. Da hun nægtede frivilligt at indtage medicin, blev hun ved tvang behandlet med Cisordinol, og hun indvilligede efterfølgende i behandling med Cisordinol depot. Ved udskrivelsen nægtede hun dog at fortsætte med depotbehandlingen, og hun kunne ikke motiveres til anden medicin end tablet Cisordinol 4 mg dagligt, ligesom hun ikke ønskede kontakt til det opsøgende psykoseteam og distriktspsykiatrien.

Forud for den aktuelle indlæggelse havde man oplevet i bymiljøet, hvor hun virkede misseriespræget, usoigneret, hallucineret, snakkende med sig selv og til tider hørehallucineret. Hun opsøgte psykiatrisk afdeling for at give patienterne terapi, og hun opsøgte beboerne på byens plejehjem, hvor hun var til gene for både personale og beboere. Under et hjemmebesøg vurderede hendes praktiserende læge, at hun virkede psykotisk, og at hun ikke tog sin medicin. Lægen vurderede derfor, at der var frygt for, at hendes helbredstilstand ville forringes i en sådan grad, at det kunne være til fare for hende.

Aktuelt blev derfor tvangsindlagt den 14. juni 2006 på behandlingsindikation på psykiatrisk afdeling, Sygehus X. Ved indlæggelsen fremstod hun vredladen, afvisende og misfortolkende. Hun forlangte 5000 kr. for at være på afdelingen, og hun ordinerede behandling til sine medpatienter, blandt andet ordinerede hun støttebandager til en medpatient, som var iført lange pyjamasbukser, idet hun antog, at han havde bensår. Hun fremstod ganske optaget af sit psykotiske univers og med storhedsfølelse (megalomant præg), og hun havde ingen sygdomserkendelse. Det blev samme dag besluttet, at hun dagligt skulle tilbydes medicin i form af Cisordinol.

Senere på indlæggelsesdagen blev meget højtråbende og opkørt, hvorefter det blev besluttet ved tvang at indgive hende beroligende medicin.

Den 15. juni 2006 overfaldt en medpatient for at få dennes cigaretter. Da hun herefter blev anmodet om at gå til egen stue, blev hun verbalt truende, hvorefter hun tog en stol, truede personalet med denne og lagde an til at kaste stolen mod personalet. Hun blev herefter overmandet af det tilkaldte alarmhold, hvorefter hun blev fikseret med bælte og fik beroligende medicin ved tvang. Hun faldt herefter noget til ro, men ønskede dog fortsat ikke at tale med nogen fra personalet. Hendes psykomotoriske tempo var meget højt, der var næsten ingen kontaktform, hverken emotionelt eller formelt, hun var meget vredladen, både verbalt og kropsmæssigt, og hun var helt afvisende overfor den medicinsk behandling.

Den 16. juni 2006 var fortsat bæltefikseret, og ved en lægesamtale var hun fortsat udtalt truende i forhold til både personale og medpatienter. Hun modsatte sig fortsat kategorisk antipsykotisk medicin, og man vurderede, at hun var til nærliggende, væsentlig og overhængende fare for andre, og at det næppe ville være muligt at få hende ud af bæltefikseringen, medmindre der blev opstartet behandling med antispykotika. Der blev herefter opstartet tvangsbehandling med Cisordinol 20 mg 2 gange dagligt, subsidiært injektion Zyprexa 10 mg 1 gang dagligt, uden opsættende virkning af en eventuel klage.

Klagen

klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn . Klagen blev ikke tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ved afgørelse af 21. juli 2006 beslutningen om tvangsmedicinering af . Det blev som begrundelse anført, at nævnet fandt det godtgjort, at hun var sindssyg eller befandt sig i en tilstand, der ganske måtte ligestilles hermed, og at det ville være uforsvarligt ikke at gennemføre behandlingen, fordi udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på sagens oplysninger om hendes adfærd forud for og under indlæggelsen, samt at hun led af paranoid skizofreni.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at det igennem 16 tidligere indlæggelser havde vist sig utilstrækkeligt at behandle med tablet Cisordinol 4 mg, sådan som hun selv ønskede det.

Nævnet fandt, at s beslutning om præparater og dosering heraf opfyldte betingelsen om, at der skal anvendes afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Endelig fandt nævnet, at der var gjort tilstrækkeligt forsøg på at motivere til at tage medicinen frivilligt, henset til hendes urolige, truende og voldelige adfærd forud for beslutningen om tvangsbehandling.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder afgørelsen af 21. juli 2006 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn om tvangsmedicinering af på psykiatrisk afdeling, Sygehus X.

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at hun befandt sig i en psykotisk tilstand med paranoide forestillinger, og at hun var voldsomt udadreagerende.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det er nævnets praksis, at en patient som udgangspunkt bør motiveres 1-2 uger, før en tvangsbehandling kan iværksættes. Nævnet har dog i nogle tilfælde godkendt en motivationstid på under én uge, hvor patienten enten har været væsentlig aggressiv, og der har været nærliggende fare for, at patienten ville skade sig selv eller andre eller i tilfælde, hvor patienten har været væsentlig forpint af sin tilstand.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at alene gennem 3 dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet. Trods den korte motivationstid finder nævnet ud fra en konkret vurdering, at blev tilstrækkelig motiveret. Nævnet har herved lagt vægt på, at hun ifølge journalen var væsentlig aggressiv, idet hun dels overfaldt en medpatient dels truede personalet med en stol, herunder lagde an til at kaste stolen mod personalet. Videre har nævnet lagt vægt på, at hun også optrådte voldeligt i forbindelse med sin seneste indlæggelse tidligere på året.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at tidligere havde modtaget Cisordinol med god effekt på tilstanden, og at man havde et godt kendskab til hende på grund af tidligere indlæggelser.

Endelig har nævnet har lagt vægt på, at der primært blev besluttet tvangsbehandling med tablet og subsidiært med injektion.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Nævnet har herved lagt vægt på, at Cisordinol og Zyprexa er almindeligt anvendte og velafprøvede lægemidler, ligesom de besluttede doseringer er almindelige.

Nævnet skal dog bemærke, at producenten af Zyprexa har udsendt en advarsel om, at længere tids injektionsbehandling med Zyprexa er mistænkt for at medføre dødsfald, hvorfor injektionsbehandling kun er beregnet til kortvarig behandling. Videre kan nævnet oplyse, at det fremgår af Lægemiddelkataloget, at der efter tre dage med injektionsbehandling bør skiftes til oral behandling.

Det fremgår af journalen den 16. juni 2006, at klagen ikke blev tillagt opsættende virkning.

Nævnet kan oplyse, at det af dagældende psykiatrilovens § 32, stk. 3, følger, at klager over beslutning om tvangsbehandling har opsættende virkning, medmindre omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte patientens liv eller helbred for væsentlig fare eller for at afværge, at patienten udsætter andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred.

Nævnet kan videre oplyse, at det fremgår af bemærkningerne til § 32, stk. 3, at idet faren for skaden på legeme skal være nærliggende indebærer det, at der i det enkelte tilfælde skal være tale om en konkret, aktuel og påviselig fare.

Det er Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at der således skal være tale om en egentlig nødsituation, for at en psykiatrisk afdeling kan iværksætte eller fortsætte en tvangsbehandling, inden der foreligger en afgørelse fra det lokale nævn, når patienten har klaget.

Videre kan nævnet oplyse, at det fremgår af forarbejderne til § 32, stk. 3, at begrundelsen for, at der også blev skabt hjemmel til at undlade at tillægge en klage opsættende virkning, hvis patienten udsætter andre for fare, ikke alene er hensynet til andre, men også hensynet til den pågældende patient selv. Dette skyldes blandt andet, at alternativet til behandling i de fleste af disse tilfælde vil være anvendelse af andre former for tvang over for patienten i ventetiden, herunder navnlig tvangsfiksering og indgivelse af beroligende medicin.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder ud fra en konkret vurdering, at betingelserne for ikke at tillægge klagen opsættende virkning var opfyldte. Nævnet har lagt vægt på, at det fremgår af journalen, at begrundelsen for straks at iværksætte behandlingen var, at man vurderede, at var til nærliggende, væsentlig og overhængende fare for andre. Det ville derfor næppe være muligt at få hende ud af bæltefikseringen, medmindre hun blev behandlet med antipsykotika, idet hun handlede udtalt impulsivt og affekteksplosivt, styret af ydre stimuli.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn .