Klage over fysisk magtanvendelse, ophævelse af afgørelse fra lokalt psykiatrisk nævn

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ophæver den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn <****> den 24. maj 2006 vedrørende beslutning om anvendelse af fysisk magt overfor <****> den 21. marts 2006 på Psykiatrisk afdeling, <****>.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn <****> den 24. maj 2006 vedrørende manglende journalføring om manglende udfærdigelse af tvangsprotokol den 21. marts 2006 på Psykiatrisk afdeling, <****>.

Hændelsesforløb

er en nu 47-årig kvinde.

blev indlagt første gang i september 2005 efter et selvmordsforsøg. Hun var ikke psykotisk, men blev ved udskrivelsen opfordret til at fortsætte kontakten til en praktiserende psykiater og en psykolog. Hun fik diagnosen uspecificeret belastningsreaktion (borderline).

Aktuelt blev indlagt den 21. marts 2006. Hendes tidligere ægtefælle og søn havde opsøgt hende, og havde mødt hende med en pose med medicin og alkohol. Da hun havde oplyst, at hun ville gøre en ende på sit liv, kontaktede hendes tidligere ægtefælle en vagtlæge, som tvangsindlagde hende på farlighedsindikation. Ved indlæggelsen var hun påvirket af alkohol samt medicin og akut affektpræget, selvmordstruet og uden sygdomsindsigt. Hun ville ikke medvirke til nærmere undersøgelser. Det blev vurderet, at hun var i en psykoselignende tilstand.

Under den fortsatte indlæggelse blev meget oprevet, diskussionslysten, råbte højt og skreg, og hun ville ikke være på sin stue. Det blev derfor besluttet, at hun måtte skærmes på stuen for ikke at forstyrre de andre patienter. Et personalemedlem blev derfor ved hendes dør for at kunne følge hende tilbage på stuen, når hun ville ud på gangen.

Ifølge blev døren til hendes stue låst, eller også holdt et personalemedlem fast i dørhåndtaget.

Ifølge det involverede personale blev døren ikke låst, da de aldrig aflåser dørene til patientstuerne.

Ifølge gik hun i panik over, at døren var blevet låst, og at hun var spærret inde. Hun begyndte at hamre på døren, da hun ville ud. En nattevagt tog herefter hårdt fat i hendes højre arm og blev ved med at klemme den et stykke tid. Herefter kom endnu en nattevagt og tog fat i hendes arm det samme sted som før og førte hende tilbage til sengen.

Ifølge det involverede personale blev der ikke på noget tidspunkt anvendt fysisk magt overfor for at føre hende tilbage på stuen. Et personalemedlem har oplyst, at han stod i døren til stuen og på den måde forhindrede, at hun gik ud på gangen. Et andet personalemedlem har oplyst, at flere gange i løbet af natten blev fulgt tilbage på hendes stue uden fysisk magtanvendelse, og at han på et tidspunkt lagde en hånd på hendes skulder og sagde, at hun skulle slappe af.

Klagen

klagede over den fysiske magtanvendelse til Det Psykiatriske Patientklagenævn .

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ved afgørelse af 24. maj 2006 den fysiske magtanvendelse overfor den 21. marts 2006.

Det Psykiatriske Patientklagenævn fandt det beklageligt, at hverken journal eller kardex beskrev situationen på en måde, der bragte klarhed over hændelsesforløbet, der med de foreliggende oplysninger burde have medført udfærdigelse af tvangsprotokol samt journaloplysninger herom, og nævnet udtalte kritik af dette forhold.

Det Psykiatriske Patientklagenævn lagde til grund, at de dokumenterede blå mærker blev tilføjet af personalet på afdelingen på indlæggelsesnatten. Det var efter nævnets vurdering af et sådant omgang og karakter, at de måtte være sket en ganske indgribende fastholdelse af . Den manglende protokol og journal satte ikke nævnet i stand til at vurdere, om magtanvendelsen var fornøden jf. Lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien § 17, eller om anvendelse af fysisk magt var sket efter § 17 under iagttagelse af mindste middels princip jf. lovens § 4, som indebærer, at tvangsanvendelsen skal begrænses til det absolut nødvendige minimum, og at der blandt flere egnede tvangsmidler skal anvendes det mindst indgribende samt, at tvang skal anvendes på en så skånsom måde som muligt.

Det Psykiatrisk Patientklagenævn fandt, at der ikke var fuldt tilstrækkeligt grundlag for at underkende den skete anvendelse af fysisk magt. Nævnet lagde herved vægt på, at s erkendelse af, at tvangsindlæggelsen var berettiget samt det forhold, at hun var svært påvirket af alkohol og muligvis piller.

Endelig lagde nævnet vægt på, at efter eget udsagn blev grebet af panik, da døren blev lukket bag hende. Det var således muligt, at hendes opførsel ikke var hensigtsmæssig, og i et vist og ikke helt ubetydeligt omfang havde nødvendiggjort anvendelse af fysisk magt for at bringe hende på sin stue og fastholde hende der.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ophæver afgørelsen af 24. maj 2006 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn om anvendelse af fysisk magt overfor på Psykiatrisk afdeling, .

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn den 24. maj 2006 vedrørende manglende journalføring om manglende udfærdigelse af tvangsprotokol den 21. marts 2006 på Psykiatrisk afdeling, .

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det fremgår af dagældende psykiatrilovs § 17, stk. 1, at en person, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, kan fastholdes og om fornødent med magt føres til et andet opholdssted på sygehuset, såfremt betingelserne i § 14, stk. 2, er opfyldt. Betingelserne for at anvende fysisk magt er således som udgangspunkt de samme, som gælder for tvangsfiksering. Magtanvendelse kan kun anvendes i det omfang, det er nødvendigt for at afværge, at en patient udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred, forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter eller øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang. Det fremgår af kommentarerne til § 17, stk. 1, at betingelserne for tvangsfiksering og anvendelse af fysisk magt i princippet er de samme, men at der ved fortolkning af bestemmelserne må anlægges en proportionalitetsbetragtning, således at kravene skærpes, jo mere indgribende foranstaltninger er.

Af den kommenterede lov (Poul Dahl Jensen og Jørgen Paulsen: Tvang i Psykiatrien, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1991, s. 99) fremgår det, at § 17 navnlig regulerer anvendelsen af de såkaldte kropsfikseringer, hvor en eller flere personalemedlemmer med armene fastholder en opkørt patient fysisk med henblik på at bringe den pågældende til ro. Bestemmelsen giver endvidere mulighed for om nødvendigt med magt at føre patienten til et andet opholdssted.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn skal bemærke, at det af den kommenterede lov til § 1 (s. 34) fremgår, at lovens opregning af hovedformerne for tvangsindgreb ikke principielt antages at udelukke, at der efter omstændighederne kan anvendes andre former for indgreb og restriktioner, der er mindre vidtgående end de i loven udtrykkeligt opregnede.
Det er ifølge Justitsministeriets skrivelse af 10. november 1989 antaget, at de retslige grænser for foretagelsen af sådanne foranstaltninger uden for strafferetsplejen må fastlægges ud fra anstaltsmæssige synspunkter om, hvad hensynet til ro, orden og sikkerhed tilsiger, og at det er vanskeligt præcist at angive den nærmere rækkevidde af sådanne anstaltsmæssige synspunkter, og hvilke forhold der kan reguleres i medfør heraf. Som centrale krav kan generelt opstilles, at indgrebene skal være sagligt begrundede, ligesom det må kræves, at de foretages under iagttagelse af proportionalitetsprincippet. Eksempler på mindre vidtgående indgreb og restriktioner, som der undertiden kan være behov for at anvende på psykiatriske afdelinger, nævnes i den kommenterede lov (s. 35) søgning efter og inddragelse af alkohol, knive, lighter mv.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at det ikke kan lægges til grund, at der har været tale om anvendelse af fysisk magtanvendelse over for som kan henføres under psykiatrilovens § 17.

Det er Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at der foreligger modstridende oplysninger fra og det implicerede personale om, hvad der foregik under indlæggelsen om aftenen den 21. marts 2006.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at det kan lægges til grund, at personalet valgte at skærme på sin stue, idet havde en støjende adfærd, hvilket var til gene for de øvrige patienter. Nævnet har endvidere lagt til grund, at flere gange forlod sin stue, hvorfor det var nødvendigt at følge hende tilbage, lige som det var nødvendigt at forsøge at få hende til at blive på stuen, ved at personalet opholdt sig på hendes stue eller uden for stuen.

Det fremgår af det Psykiatriske Patientklagenævn s afgørelse af 24. maj 2006, at s tidligere ægtefælle tog billeder af de mærker, som hun mener at have pådraget sig, da hun blev tilbagevist til hendes stue. Billederne var datomærkede, og s patientrådgiver bekræftede, at hun havde set mærkerne dagen efter indlæggelsen den 21. marts 2006

Det er Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at det på trods af billederne ikke kan afgøres, om der i forbindelse med skærmningen blev anvendt fysisk magt i form af fastholden af , således at personalet i denne forbindelse har påført hende mærker.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder herefter ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at der har været tale om anvendelse af fysisk magt over for .

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at såfremt døren til s stue blev låst eller holdt udefra, vil dette ikke være et forhold, som er omfattet af psykiatrilovens § 17 om brug af fysisk magt. Det er endvidere Sundhedsvæsenets Patientklagenævnets opfattelse, at indgrebet ikke er reguleret af de øvrige bestemmelser i psykiatriloven.

Det fremgår af psykiatrilovens § 35, at Det Psykiatriske Patientklagenævn kan behandle klager over tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, beskyttelsesfiksering, anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse samt aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Psykiatrisk Center, Sygehus Vestsjælland.

En klage over, at tvangstilbageholdelsen på stuen ligger uden for de beføjelser, der følger af sundhedspersonalets tilsyns- og omsorgspligt, kan påklages til sygehusmyndigheden. Den endelige bedømmelse af magtanvendelsens lovlighed henhører under domstolene.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder samlet set herefter, at magtanvendelsen overfor ikke er omfattet af psykiatrilovens bestemmelser om fysisk magtanvendelse, og ophæver derfor den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn den 24. maj 2006 vedrørende anvendelse af fysisk magt over for .

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn skal bemærke, at idet der ikke var tale om anvendelse af tvang omfattet af Psykiatriloven, er der ikke pligt til at udfærdige tvangsprotokol jf. Psykiatriloven § 20.

Det er videre nævnets opfattelse, at det på relevant vis blev journalført i sygeplejekardex, at var diskuterende og provokerende, og at hun flere gange blev tilbagevist på til sin stue under verbale protester, da hun ville ringe til sine veninder, og ikke forstod, at hun fik afslag på dette.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer herefter den afgørelse der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn den 24. maj 2006 vedrørende manglende udfærdigelse af tvangsprotokol og manglende journalføring.