Klage over tvangsbehandling, indgivelse af beroligende medicin og fysisk magtanvendelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn <****> den 31. august 2006 om indgivelse af beroligende medicin af <****> den 13. og den 21. august 2006 på Psykiatrisk afdeling, Sygehus X.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn <****> den 31. august 2006 om anvendelse af fysisk magt overfor <****> den 16. august 2006 på Psykiatrisk afdeling, Sygehus X.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn <****> den 31. august 2006 om tvangsmedicinering af <****> den 16. august 2006 på Psykiatrisk afdeling, Sygehus X.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn <****> den 31. august 2006, hvorefter den medicinske behandling af <****> ikke foregik ved tvang.

Hændelsesforløb

er 47 år gammel og modtager førtidspension. Hun har indtil den aktuelle indlæggelse boet i en lejlighed, som hun dog er blevet sat ud af på grund af hærværk. Hun har tæt kontakt til sin mor og sin søster.

har gennem mange år lidt af skizoaffektiv sindslidelse. Op til den aktuelle indlæggelse blev hun fulgt i distriktspsykiatrien, hvor man gradvist kunne følge en forværring af hendes tilstand.

Aktuelt blev den 21. juli 2006 indlagt på farlighedsindikation, efter at hun i manisk psykotisk tilstand havde udøvet hærværk af sværere grad mod en underbos lejlighed. Hun vurderedes at være psykotisk med vrangforestillinger, og hendes adfærd var truende og aggressiv.

Ved indlæggelsen fortalte , at hun havde været psykotisk i to døgn, da hun havde fået vand med alkohol i. Senere fortalte hun, at hun havde været psykotisk i to måneder. Hun var ved ankomsten til afdelingen i en blandingstilstand, hvor hun skiftede mellem vred mani og at være umodent (regredieret) klynkende. Det blev vurderet, at hun havde en læderet realitetsopfattelse, og at hendes tankegang var springende, samt at hun havde en bipolær sindslidelse i blandingstilstand. Hun var på daværende tidspunkt i behandling med tablet Abilify 2,5 mg dagligt.

Den 25. juli 2006 blev overflyttet til en åben afdeling, og hun indvilligede i at komme i behandling med tablet Cisordinol 2 mg dagligt i stedet for tablet Abilify.

Under den fortsatte indlæggelse blev tiltagende manisk, og hun var hurtigkørende, vred og urealistisk om sin tilstand. Hun sov ikke om natten og var svært forpint, og den 30. juli 2007 blev det besluttet med tvang at indgive hende beroligende medicin i form af injektion Cisordinol acutard og injektion Stesolid 10 mg. Som følge af hendes forværrede tilstand blev hun samme dag overflyttet til en lukket afdeling.

Den 7. august 2006 blev flyttet tilbage til den åbne afdeling, idet hendes tilstand var blevet væsentligt bedre. Hun var dog fortsat lidt manisk og psykotisk med vrangforestillinger.

Den 13. august 2006 forlod afdelingen, hvorefter hun blev efterlyst. Hun vendte dog selv tilbage ca. 4 timer senere. Senere samme dag var hun opkørt, ukorrigerbar, grænseoverskridende og udskældende i sin maniske tilstand, og hun spyttede den ordinerede medicin ud. Hun blev forsøgt skærmet på sin stue, men for at undgå, at hendes maniske tilstand skulle eskalere, blev hun ved tvang indgivet beroligende medicin i form af injektion Cisordinol acutard 75 mg og injektion Stesolid 10 mg, hvilket hun protesterede højlydt imod, og hun var desuden vred, udskældende og udadreagerende.

Den 15. august 2006 blev igen overflyttet til en lukket afdeling, idet hun tidligere havde forladt den åbne afdeling, og idet man ikke kunne skærme hende effektivt.

Den 16. august 2006 var drillende og grænseprøvende, og hun måtte flere gange guides tilbage til sin egen stue. På et tidspunkt låste hun sig inde på en medpatients toilet. Da personalet bad hende om at gå ud derfra, nægtede hun, hvorefter hun under højlydte protester og skrig blev ført tilbage til sin egen stue.

I de kommende dage var fortsat manisk, psykotisk, usamlet, drillende, skælmsk og seksualiserende, og hun var helt uden sygdomsindsigt og erkendelse. Hun brækkede benene af sit sofabord, idet hun mente, at der sad en duftklods under det, hvilket hun ikke ønskede. Hun ville derfor smide bordet ud af vinduet, hvilket ikke var muligt, når der var ben på. Hun gav udtryk for, at hun ikke ønskede at tage stemningsstabiliserende medicin, idet hun var vældig godt tilfreds med at være manisk, og hun indrømmede desuden, at hun ikke tog sin Cisordinol medicin.

Den 18. august 2006 blev der derfor truffet beslutning om at tvangsbehandle med smeltetablet Risperdal 1 mg 2 gange dagligt med mulighed for dosisøgning, subsidiært injektion Zeldox 20 mg 2 gange dagligt.

oplyste herefter, at hun ønskede at klage over beslutningen om tvangsmedicinering, hvorefter beslutningen blev givet opsættende virkning.

Den 21. august 2006 var fortsat tiltagende manisk. Hun var begyndt at tage den ordinerede medicin, men der havde endnu ikke været effekt heraf. Hun sov ikke om natten, gik ind på andre patienters stuer, og var seksualiserende og stærkt indladende. Hun var konstant i aktivitet og fik ikke den nødvendige hvile. Hun blev forsøgt skærmet på sin stue, hvilket dog var problematisk. På grund af hendes urolige tilstand, var der risiko for delir, såfremt hun ikke fik hvile, og hun fik derfor ved tvang indgivet beroligende medicin i form af injektion Cisordinol acutard 100 mg og injektion Stesolid 10 mg.

Den 24. august 2006 blev overflyttet til psykiatrisk afdeling, Sygehus Y, idet hun var blevet forelsket i en af lægerne på den lukkede afdeling i . Hun havde flere gange sendte blomster og breve til den pågældende læge, og hun mente, at de skulle forloves.

Ved indlæggelsen gav hun udtryk for, at hun var tilfreds med Risperdal, og hun accepterede, at dosis blev sat op til 2 mg 2 gange dagligt.

Klagen

klagede over beslutningen om tvangsbehandling, indgivelse af beroligende medicin og over den fysiske magtanvendelse til Det Psykiatriske Patientklagenævn .

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse vedrørende indgivelse af beroligende medicin

Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ved afgørelse af 31. august 2006 beslutningen om indgivelse af beroligende medicin af den 13. og den 21. august 2006. Det blev som begrundelse anført, at nævnet fandt, at betingelserne i dagældende psykiatrilovs § 17, stk. 2, for at give beroligende midler var opfyldt. Efter de foreliggende oplysninger fandt nævnet således, at var tiltagende manisk uden søvn, hurtigkørende, udskældende og konstant i aktivitet, hvorfor det var af afgørende betydning for bedring af hendes tilstand, at hun fik beroligende midler.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder afgørelsen af 31. august 2006 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn om indgivelse af beroligende medicin af på Psykiatrisk afdeling Sygehus X.

Begrundelse vedrørende indgivelse af beroligende medicin den 13. august 2006

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at indgive beroligende medicin var opfyldte, idet det var nødvendigt at bringe til ro med henblik på bedring af hendes tilstand. Nævnet har lagt vægt på, at ifølge journalen var hun opkørt, grænseoverskridende og udskældende i sin maniske tilstand.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at indgivelse af beroligende medicin opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at man forinden havde forsøgt at få til frivilligt at indtage den ordinerede medicin, som hun imidlertid havde spyttet ud, samt havde forsøgt at skærme hende på stuen.

Begrundelse vedrørende indgivelse af beroligende medicin den 21. august 2006

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at indgive beroligende medicin var opfyldte, idet det var nødvendigt at bringe til ro med henblik på bedring af hendes tilstand. Nævnet har lagt vægt på, at ifølge journalen var hun tiltagende manisk, meget svær at afgrænse i afdelingen og meget urolig, så der var risiko for, at hun ville udvikle delir.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at indgivelse af beroligende medicin opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at man forinden havde forsøgt at tale hende til ro samt skærme hende på stuen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn om indgivelse af beroligende medicin af .

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn den 31. august 2006 vedrørende indgivelse af beroligende medicin af .

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse vedrørende anvendelsen af fysisk magt

Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ved afgørelse af 31. august 2006 fastholdelsen af den 16. august 2006. Det blev som begrundelse anført, at betingelserne i dagældende psykiatrilovs § 17, stk. 1, jf. § 14, stk. 2, var opfyldt, idet nævnet skønnede, at fastholdelsen var nødvendig for at få hende til at forlade en medpatients stue.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer afgørelsen af 31. august 2006 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn om anvendelse af fysisk magt overfor på Psykiatrisk afdeling, Sygehus X.

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det fremgår af dagældende psykiatrilovs § 17, stk. 1, at en person, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, kan fastholdes og om fornødent med magt føres til et andet opholdssted på sygehuset, såfremt betingelserne i § 14, stk. 2, er opfyldt. Det kan videre oplyses, at efter dagældende psykiatrilovs § 17, stk. 1, jf. § 14, stk. 2, må fysisk magtanvendelse kun anvendes i det omfang, det er nødvendigt for at afværge, at en patient udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred, forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter eller øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang. Det fremgår af kommentarerne til § 17, stk. 1, at betingelserne for tvangsfiksering og anvendelse af fysisk magt i princippet er de samme, men at der ved fortolkning af bestemmelserne må anlægges en proportionalitetsbetragtning, således at kravene skærpes, jo mere indgribende foranstaltningerne er.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder ikke, at betingelserne for at anvende fysisk magt overfor var opfyldte. Nævnet har herved lagt vægt på, at der var tale om en situation, hvor hun opholdt sig på en medpatients toilet. Nævnet har videre lagt vægt på, at det af sygeplejejournalen efterfølgende fremgår, at hun protesterede højlydt og skreg, da hun blev ført tilbage til sin egen stue. Det fremgår således ikke, at magtanvendelsen var nødvendig for at afværge, at hun udsatte sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred, forfulgte eller på anden lignende måde groft forulempede en medpatient eller øvede hærværk af ikke ubetydeligt omfang

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn den 31. august 2006 vedrørende anvendelse af fysisk magt over for .

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn skal bemærke, at det fremgår af kommentarerne til dagældende psykiatrilov, at lovens udtrykkelige opregning af hovedformerne for tvangsindgreb ikke antages principielt at udelukke, at der efter omstændighederne kan anvendes andre former for indgreb og restriktioner, der er mindre vidtgående end de i loven udtrykkeligt opregnede. Det fremgår videre, at Justitsministeriet har udtalt sig om spørgsmålet om visse mindre vidtgående indgreb, der ikke er hjemlet umiddelbart i psykiatriloven, og i den forbindelse udtalt, at de retlige grænser for sådanne foranstaltninger uden for strafferetsplejen må fastlægges ud fra anstaltsmæssige synspunkter om, hvad hensynet til opretholdelse af ro, orden og sikkerhed tilsiger. Som centrale krav kan generelt opstilles, at indgrebene skal være sagligt begrundede, ligesom det må kræves, at de foretages under proportionalitetsprincippet.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse vedrørende klagen over tvangsbehandling

Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ved afgørelse af 31. augusts 2006 beslutningen om at tvangsmedicinere . Efter de foreliggende oplysninger fandt nævnet, at hun var sindssyg eller i en tilstand, der ganske måtte ligestilles hermed. Nævnet fandt endvidere, at det ville være uforsvarligt ikke at give hende medicinsk behandling, idet udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers ville være blevet væsentligt forringet.

Nævnet vurderede imidlertid, at i forbindelse med sin overflytning til Sygehus Y modtog den tilbudte medicin frivilligt, hvilket var i overensstemmelse med journalen fra den 25. august 2006, hvori det nævnes, at hun accepterer, at dosis sættes op til Risperdal 2 mg 2 gange dagligt. Nævnet lagde endvidere vægt på, at den oprindelige behandlingsplan efter aftale med var blevet ændret, idet præparatet Zeldox var udgået.

Nævnet anførte til orientering, at fremtidig medicingivning med injektion ikke var mulig, hvis klagede herover. I så tilfælde skulle sagen følge de normale regler om tvang i psykiatrien.

Nævnet havde været opmærksom på, at Psykiatrisk afdeling, Sygehus X var påbegyndt behandlingen uden at afvente nævnets afgørelse, således at klagen rent faktisk ikke havde fået opsættende virkning. Nævnet fandt imidlertid, at der ikke var holdepunkter for i tilstrækkelig omfang at kunne fastslå, at den tilbudte medicin var taget under tvang.

Nævnet bemærkede, at det er lovligt og relevant fortsat at forsøge at motivere en patient til frivilligt at indtage den foreslåede medicin.

Nævnet oplyste videre, at efter dagældende psykiatrilovs § 1, stk. 1, må frihedsberøvelse og anvendelse af anden tvang i forbindelse med indlæggelse og behandling på psykiatrisk afdeling kun finde sted efter lovens regler. Efter § 1, stk. 2, forstås ved tvang anvendelse af foranstaltninger, som patienten modsætter sig.

Efter forarbejderne til loven anses en foranstaltning som frivillig, selvom der ikke foreligger udtrykkeligt samtykke eller accept, hvis en patient hverken med ord eller i sin adfærd protesterer mod foranstaltningen. Det må i hvert enkelt tilfælde vurderes, om en patient, der ikke protesterer verbalt, alligevel i kraft af sin afvisende holdning må anses for at modsætte sig behandling m.v.

Afgørelse af anken vedrørende beslutning om tvangsbehandling

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer afgørelsen af 31. august 2006 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn om tvangsmedicinering af .

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at hun var manisk, svært forpint, opkørt, udskældende vred og udadreagerende samt uholdbart hurtigkørende.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det af dagældende bekendtgørelse nr. 1404 af 14. december 2004 om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger § 1 stk. 3, fremgår, at afgørelsen om behandlingsform og indhold skal træffes i overensstemmelse med reglerne i psykiatrilovens § 4 om mindste middels princip. Af denne bestemmelse fremgår det, at tvang ikke må benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken.

Nævnet kan videre oplyse, at det er nævnets praksis, at en patient bør motiveres for et konkret behandlingstilbud i minimum 7 dage, medmindre patienten er væsentligt forpint af sin tilstand eller er aggressiv. Motivationstiden regnes fra det tidspunkt, hvor patienten er blevet gjort bekendt med, at lægerne anbefaler et konkret behandlingstilbud. Det afgørende er herefter, hvor længe patienten er forsøgt motiveret for frivillig medvirken ved behandlingen, før der træffes beslutning om tvangsmedicinering.

Nævnet kan endvidere oplyse, at det er nævnets praksis, at motivationstiden som udgangspunkt regnes fra det tidspunkt, hvor patienten modsætter sig et konkret behandlingstilbud. Hvis en patient således først har modtaget medicin frivilligt, men senere modsætter sig behandling, medregnes ”den frivillige periode” således efter nævnets praksis ikke i motivationstiden. I sådanne tilfælde regnes motivationstiden fra det tidspunkt, hvor det af journalen fremgår, at patienten har modsat sig behandlingen. Det er endvidere nævnets praksis, at en patient skal kunne forholde sig til eksempelvis, hvilket præparat og hvilken dosis, som vil finde anvendelse ved en eventuel beslutning om tvangsbehandling. Derfor er det en betingelse, at der motiveres for en konkret behandling. Denne motivation foretages løbende, og tvangsbehandling skal som udgangspunkt iværksættes med det præparat, som der er motiveret for, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde andet.

Det fremgår af sagens oplysninger, at var i behandling med tablet Cisordinol, men idet hun snød med medicinen, blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med smeltetablet Risperdal, da hun nægtede frivilligt at indtage dette præparat. Det fremgår ikke af sagen, at hun blev motiveret herfor, forud for beslutningen om tvangsbehandling.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder herefter, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning, idet ikke blev motiveret for behandling med smeltetablet Risperdal, før der blev truffet beslutning om tvangsbehandling.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn vedrørende tvangsmedicinering af .

Afgørelse af anken med hensyn til om medicinen blev indgivet ved tvang

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder afgørelsen af 31. august 2006 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn , hvorefter den medicinske behandling af ikke foregik ved tvang.

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at tvang i henhold til dagældende psykiatrilovs § 1, stk. 2, er defineret som foranstaltninger, patienten modsætter sig. En patients passivitet over for en foranstaltning må som udgangspunkt sidestilles med frivillighed. Af bemærkningerne til loven fremgår, at der dog ikke stilles store krav til en tilkendegivelses klarhed, før en protest fra patientens side må antages at foreligge med den virkning, at man må afstå fra at gennemføre den påtænkte foranstaltning, medmindre betingelserne for tvangsmæssig gennemførelse er til stede. Indvilliger en patient med beklagelse eller resignation, foreligger der som udgangspunkt frivillighed. Det samme gælder, hvis patienten ved en korrekt vejledning og information lader sig overbevise eller blot overtale til at medvirke. Det er imidlertid næppe muligt generelt at angive, hvornår tilfælde inden for det grå-zone-område, der kan betegnes som ”frivillig tvang”, antager karakter af tvang i lovens forstand. Som vejledende retningslinie gælder, at det er tvang, hvis en foranstaltning søges gennemført, selv om patienten verbalt eller nonverbalt giver udtryk for en protest eller modstand, der ikke frafaldes eller opgives.

Det er nævnets opfattelse, at der ikke er tilstrækkelig grundlag for at antage, at mod sin vilje tog den tilbudte medicin i form af smeltetablet Risperdal 1 mg 2 gange dagligt. Nævnet har herved lagt vægt på, at det af journalen den 21. august 2006 fremgår, at hun var begyndt at tage den ordinerede medicin, at det af journalen den 25. august 2006 fremgår, at hun var tilfreds med Risperdal og accepterede, at fast dosis blev sat op til 2 mg 2 gange dagligt, samt at der på baggrund af journalen og sygeplejejournalen i øvrigt ikke er grundlag for at antage, at medicinen blev givet ved tvang.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder herefter, at der ikke er grundlag for at antage, at blev tvangsmedicineret med Risperdal.

På denne baggrund tiltræder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn den 31. august 2006, hvorefter den medicinske behandling af ikke foregik ved tvang.