Klage over tvangsmedicinering og indgivelse af beroligende medicin

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen <****> den 25. januar 2007 om indgivelse af beroligende medicin af <****> den 15. januar 2007 på Psykiatrisk Afdeling, <****>.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen <****> den 25. januar 2007 vedrørende beslutning om tvangsmedicinering af <****> den 15. januar 2007 på Psykiatrisk Afdeling, <****>.

Hændelsesforløb

er en nu 35-årig mand, født og opvokset i Mellemøsten. Han modtager førtidspension og har aktuelt ingen bolig. Han har ingen børn, men har familie i Irak og Libanon.

har gennem mange år lidt af skizoaffektiv sindslidelse. Han havde siden 20-års alderen haft et blandingsmisbrug og har været indlagt talrige gange, idet han var skizofren og hallucineret.

I 1998 blev dømt til psykiatrisk behandling for første gang, idet han havde begået tyveri. Han blev anbragt på lukket retspsykiatrisk afsnit. Idet han her talrige gange forsøgte at anstifte brand, fik han den 24. oktober 2002 en dom til anbringelse på Psykiatrisk Afdeling, .

Under den fortsatte indlæggelse var tiltagende hallucineret med vrangforestillinger og stemningssvingninger. Han havde en omfattende adfærdsforstyrrelse med truende aggressiv adfærd med nærmest bizart begrundede impulser til ildspåsættelse.

Den 15. januar 2007 var vred og kommanderende. Der blev herefter truffet beslutning om indgivelse af beroligende medicin med injektion Cisordionol acutard 150 mg. oplyste herefter, at han ønskede at klage over beslutningen.

Umiddelbart efter blev der truffet beslutning om, at tvangsbehandle med injektion Cisordinol Depot 200 mg hver 14. dag på grund af udviklingen af s tilstand gennem den sidste uge. Behandlingen med Cisordinol skulle gives som supplement til hans igangværende behandling med Zeldox 240 mg dagligt. oplyste herefter, at han ønskede at klage over beslutningen.

Klagen

klagede over beslutningen om indgivelse af beroligende medicin og beslutningen om tvangsmedicineringen til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen . Klagen over tvangsmedicineringen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse vedrørende indgivelse af beroligende medicin

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen godkendte ved afgørelse af 25. januar 2007 beslutningen om indgivelse af beroligende medicin af . Det blev som begrundelse anført, at indgivelse af beroligende medicin var af afgørende betydning for bedring af hans tilstand, idet han var urolig og forpint.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer afgørelsen af 25. januar 2007 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen om indgivelse af beroligende medicin af på Psykiatrisk Afdeling, .

Begrundelse vedrørende indgivelse af beroligende medicin

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder ikke, at betingelserne for at indgive beroligende medicin den 15. januar 2007 var opfyldt, idet det ikke på tidspunktet for beslutningen var nødvendigt at bringe til ro med henblik på bedring af hans tilstand. Nævnet har lagt vægt på, at han ifølge journalen ikke var meget urolig og opkørt.

Af den kommenterede lov (Poul Dahl Jensen og Jørgen Paulsen: Tvang i Psykiatrien, Jurist- og økonomforbundets forlag 1991, s. 100) til § 17 stk. 2 fremgår, at bestemmelsen regulerer adgangen til at anvende et beroligende middel med henblik på at få en meget urolig patient til at falde til ro. Dette kan dels være påkrævet af helbredsgrunde, idet en bedring af patientens tilstand i visse tilfælde forudsætter, at vedkommende falder i søvn, dels kan det efter omstændighederne være et mindre vidtgående indgreb at give et beroligende middel om fornødent med magt typisk i form af en indsprøjtning end at fastholde en patient igennem et ikke helt kort tidsrum eller at bæltefiksere patienten. Videre fremgår det, at det den vagthavende læge har hjemmel til at gøre i henhold til § 17 stk. 2, alene er helt akut i enkeltstående tilfælde at benytte et beroligende middel som den mindst indgribende foranstaltning, der er egnet til at løse det foreliggende problem.

Det er nævnets opfattelse, at s tilstand ikke gav grundlag for indgivelse af beroligende medicin, idet han ikke var meget urolig, og idet det ikke var aktuelt nødvendigt at få ham til at falde til ro.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen den 25. januar 2007.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse vedrørende tvangsmedicinering

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved statsforvaltningen godkendte ved afgørelse af 25. januar 2007 beslutningen om tvangsmedicinering af .

Nævnet fandt at kunne godkende den nye behandlingsplan, hvorefter både skulle medicineres med Zeldox og Cisordinol. Nævnet fandt således, at var sindssyg eller i en tilstand, der ganske måtte sidestilles hermed

Nævnet fandt endvidere, at det ville være uforsvarligt ikke at behandle yderligere, idet udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet.

Nævnet lagde særligt vægt på overlægens redegørelse for den utilstrækkelige virkning af den for tiden givne medicin samt på s tilkendegivelse overfor nævnet om, at han foretrak medicin givet i depotform, hvis nævnet måtte godkende overlægens beslutning.

Nævnet fandt herunder, at det mindste middels princip jf. § 4 i lovbekendtgørelse 1111 af 1. november 2006 var iagttaget i forbindelse med tvangen. Nævnet fandt i den forbindelse, at behandling med depotpræparat konkret var i overensstemmelse med § 5 i Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 1499 af 14. december 2006.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer afgørelsen af 25. januar 2007 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen om tvangsmedicinering af på .

Begrundelse vedrørende tvangsmedicinering

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at befandt sig i en psykotisk tilstand præget af, at han var diskussionslysten, højrøstet, vredladen, råbende, truende, irettesættende og at han smed med genstande.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det af bekendtgørelse 1404 af 14. december 2004 om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger § 1 stk. 3 fremgår, at afgørelsen om behandlingsform og indhold skal træffes i overensstemmelse med reglerne i psykiatrilovens § 4 om mindste middels princip. Af denne bestemmelse fremgår det, at tvang ikke må benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken.

Det er Sundhedsvæsenet Patientklagenævns opfattelse, at en patient skal kunne forholde sig til eksempelvis, hvilket præparat og hvilken dosis, som vil finde anvendelse ved en eventuel beslutning om tvangsbehandling. Derfor er det en betingelse, at der motiveres for en konkret behandling. Denne motivation foretages løbende, og tvangsbehandling skal som udgangspunkt iværksættes med det præparat, som der er motiveret for, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde andet.

Det fremgår ikke af sagen, at blev forsøgt motiveret for frivillig behandling med Cisordinol Depot, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder derfor, at betingelserne for tvangsbehandling ikke var opfyldt.

Videre er det nævnets opfattelse, at Cisordinol i depotform til anvendelse på længere sigt ikke opfylder kravet om mindst indgribende behandlingsform på det tidspunkt, hvor beslutning om tvangsbehandling blev truffet, idet det ikke findes godtgjort, at tvangsbehandling med tablet eller mikstur ville være umulig, ligesom det ikke findes godtgjort, at daglige injektioner ville være særligt angstvoldende eller forbundet med daglig fysisk magtanvendelse.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen den 25. januar 2007.