Klage over beslutning om tvangsfiksering.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn den 17. november 2006 om tvangsfiksering af på psykiatrisk afdeling, .

Sagsnummer:

0761003

Offentliggørelsesdato:

20. oktober 2007

Speciale:

Psykiatri

Faggruppe:

Læger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn <****> den 17. november 2006 om tvangsfiksering af <****> på psykiatrisk afdeling, <****>.

Hændelsesforløb


En 40-årig mand har været indlagt 7 gange tidligere på psykiatrisk afdeling, , heraf 4 gange i 2006. Han har tidligere forud for indlæggelserne løbet nøgen rundt på havneområdet ved sin båd. Han er kendt med diagnosen paranoid skizofreni.

Forud for den aktuelle indlæggelse havde hørehallucinationer, hvor 2. og 3. persons stemmer kommanderede med ham. De havde opfordret ham til at springe ud af vinduet og til at dele sig i 2. Stemmerne fortalte ham også praktiske ting såsom at gå i bad.

Aktuelt blev indlagt frivilligt den 22. oktober 2006 efter selv at have henvendt sig i psykiatrisk modtagelse, idet han klagede over hørehallucinationerne. Han fortalte, at han tidligere havde følt sig som værende delt i 2 gudinder. Han tog afstand fra selvmordstanker, men fortalte, at han tidligere havde forsøgt selvmord, men at han var glad for, at det ikke var lykkedes. Han var produktivt psykotisk og forpint ved indlæggelsen. Han var præget af systematiserede vrangforestillinger primært af megaloman karakter.

Under indlæggelsen forlod afdelingen og tog på hotel. Han blev bragt tilbage til afdelingen af politiet, idet han havde forsøgt at bestille en drink og få den skrevet på en anden gæsts regning. Han blev bragt i seng om natten den 24. oktober 2006 på gangen i sengeafsnittet på grund af overbelægning. Om morgenen blev han tilrettevist efter at have onaneret i sin seng på gangarealet. kl. 11 om formiddagen var han opkørt og vredladen, og han kastede en pære ind på afdelingskontoret, som dog ikke ramte nogen. Han indtog frivilligt beroligende medicin i form af 30 mg Oxazepam. Han opholdt sig efterfølgende i afdelingens dagligstue, hvor han et kvarter senere væltede sofabordet med stor kraft. Han fortalte, at han havde fået et epileptisk anfald. Han fik lov til at blive siddende i dagligstuen, idet han endnu ikke havde fået tildelt sin egen stue. Ved en efterfølgende samtale oplyste han, at han var en reinkarnation af Jesus, og at han ikke havde sovet de sidste 7 år. Han fik egen stue ved middagstid og fik bragt mad ind på stuen af personalet. Han kastede imidlertid maden på gulvet og fortalte, at det var guderne, der havde bestemt det. Han gik herefter ind i spisestuen og begyndte at tage en ny portion mad. Han fik at vide, at han skulle rydde op på sin stue først, hvorefter han væltede tallerkener, kander og fade ned fra spisebordet. Han blev herefter ført tilbage til sin stue, og der blev truffet beslutning om at bæltefiksere ham.

Klagen


klagede over tvangsfikseringen til Det Psykiatriske Patientklagenævn .


Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse


Det Psykiatriske Patientklagenævn underkendte ved afgørelse af 17. november 2006 beslutningen om tvangsfiksering af .

Efter at have gennemgået sagen og de afgivne forklaringer fandt Det Psykiatriske Patientklagenævn, det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at betingelserne i § 14, stk. 2 i psykiatriloven var opfyldt.

Nævnet lagde vægt på, at hospitalet ikke forinden iværksættelse af bæltefikseringen først forsøgte anvendelse af en mindre indgribende foranstaltning; for eksempel ved at bede om at gå til sin stue, jf. lov om tvang i psykiatrien § 4.

Afgørelse af anken


Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder afgørelsen af 17. november 2006 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn om tvangsfikseringen af .

Begrundelse


Det fremgår af klagen fra psykiatrisk afdeling, , at tvangsfikseringen var berettiget i henhold til farlighedskriteriet.

Ifølge psykiatrilovens § 14, stk. 2, 1. led, må tvangsfiksering kun anvendes, i det omfang det er nødvendigt for at afværge, at en patient udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred.

Det fremgår af lægejournalen, sygeplejejournalen og overlægens udtalelser, at var blevet opfordret til at spise på sin stue, men at han her smed maden på gulvet. Han gik derefter ind i spisestuen for at tage en ny portion mad. Personalet forsøgte at korrigere ham, hvorefter han fejede tallerkener og fade ned fra spisebordet. Han blev herefter ført tilbage til stuen og bæltefikseret.

Klager har anført i sit partshøringssvar, at ca. en halv time før bæltefikseringen fik ordineret beroligende medicin, samt forsøgt talt til ro flere gange. Da hans adfærd fortsat var impulsiv og med stigende udadreagerende impulsivitet med både ulempe og farlighed til følge, blev det besluttet at tvangsfiksere ham.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid, at betingelserne for at tvangsfiksere ikke var opfyldte, idet tvangsfikseringen ikke var nødvendig for at afværge, at udsatte sig selv eller andre for nærliggende fare. Nævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af sagens oplysninger, at han efter at have væltet tallerkener og fade ned fra spisebordet lod sig føre til sin stue.

Nævnet tiltræder på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn .