Klage over ukorrekt behandling for diskusprolaps på tre forskellige sygehuse

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de læger på medicinsk afdeling, Sygehus X, der var involveret i behandling af <****> i perioderne fra den 18. til den 23. februar samt fra den 27. februar til den 11. marts 2004, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de læger på neurokirurgisk afdeling, Sygehus Y, der var involveret i behandlingen af <****> i perioderne fra den 23. til den 27. februar samt fra den 12. til den 18. maj 2004, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de læger på medicinsk afdeling, Sygehus Z, der var involveret i behandlingen af <****> i perioden fra den 13. april til den 12. maj 2004, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

blev den 18. februar 2004 indlagt på Sygehus X (tidligere ) af egen læge grundet rygsmerter i lænden, og nedsat kraft og reflekser på venstre side. havde inden føleforstyrrelser. Hun havde tidligere havde haft stressincontinens, men aktuelt havde hun ingen svie, smerte eller kløe ved vandladningen. Der blev foretaget klinisk undersøgelse og røntgenundersøgelse af lændehvirvelsøjlen, hvilket resulterede i at lægerne behandlede for discusdegeneration i lændehvirvelsøjlen med medicinsk og fysiurgisk behandling.

Den 23. februar 2004 oplyste , at vandladningen kom langsomt og anderledes end tidligere, hvilket måske var opstået på samme tid som hun havde fået ondt i lænden. Klinisk undersøgelse viste uændrede refleksforhold, normal sensibilitet for stik og berøring i ridebukseområdet. Der blev foretaget blærekateterisation og fandtes 450 ml residualurin. På denne baggrund konfererede overlæge A med neurokirurgisk afdeling, idet der var mistanke om et såkaldt cauda equina syndrom, hvilket består i inkontinens både med hensyn til urin og afføring samt følelsesløshed i ridebukseområdet. blev overflyttet akut til neurokirurgisk afdeling til nærmere undersøgelse og vurdering af eventuel operationsindikation.

På neurokirurgisk afdeling blev der foretaget akut klinisk vurdering af s neurologiske status og udført akut MR-scanning af lænderyghvirvelsøjlen. Denne undersøgelse viste discusprotrusion på højre side og lille mistanke om højresidig prolaps i lænde og sæderegionen (lumbosakralt) uden rodpåvirkning. Der påvistes ingen rodpåvirkninger på venstre side. Ved neurokirurgisk konference fandtes ikke at have en operationskrævende tilstand i ryggen, særligt ikke et såkaldt cauda equina-syndrom.

blev henvist til urologisk undersøgelse, som fandt sted den 26. februar 2004. Undersøgelsen viste, at havde urinretention, og hun blev derfor instrueret i selvkateterisation med udtømning af blæren med regelmæssige mellemrum, og der blev planlagt opfølgning efter cirka to måneders forløb.

Den 27. februar 2004 blev tilbageflyttet til fortsat medicinsk behandling på Sygehus X, der foretoges en gynækologisk udredning. Da og hendes familie udtrykte utilfredshed over behandlingen blev overflyttet til urologisk afdeling på Sygehus Y den 11. marts 2004.

blev udskrevet til fortsat ambulant kontrol den 11. marts 2004 fra urologisk afdeling, Sygehus Y.

Den 13. april 2004 blev indlagt af egen læge på medicinsk afdeling, Sygehus Z, på grund af genopblussen af lændesmerterne og nytilkomne symptomer i form af udstrålende smerter til venstre ben ledsaget af sovende fornemmelser i foden og styringsbesvær af denne. blev henvist til undersøgelse af en konsulent i reumatologiske sygdomme.

Den 19. april 2004 blev tilset af en konsulent fra reumatologisk afdeling, som konkluderede i sin undersøgelse, at der var kliniske tegn på rodtryk, hvorfor der blev bestilt en CT-scanning. Denne undersøgelse blev midlertidigt standset, da der under indlæggelsen neurokirugisk afdeling den 23. februar 2004 var foretaget MR-scanning.

CT-scanningen gennemførtes alligevel på grund af de nytilkomne symptomer den 29. april 2004. Denne undersøgelse viste rodtryk udfor lændehvirvlerne 4 og 5, hvorfor blev genhenvist til vurdering af operation på neurokirurgisk afdeling. blev efterfølgende indlagt den 12. maj 2004 og senere fik foretaget operation for discusprolaps.

var til kontrol i urologisk ambulatorium 27. april 2004, hvor der havde været en vis positiv effekt af blæregenoptræningen. kunne ophøre med selvkateterisation, når residualurinmængden var kommet under 200 ml.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. At i perioden fra den 18. februar til den 11. marts 2004 ikke modtog korrekt behandling på Sygehus X.

Det er herved anført, at ikke blev henvist til operation af diskusprolaps. Det er endvidere anført, at der ikke var tilstrækkelig opmærksomhed på vandladningen med overfyldning af blæren til følge.

2. At i perioden fra den 23. til den 26. februar 2004 ikke modtog korrekt behandling på Sygehus Y.

Det er herved anført, at ikke blev henvist til operation af diskusprolaps. Det er endvidere anført, at der ikke var tilstrækkelig opmærksomhed på vandladningen med overfyldning af blæren til følge.

3. At i perioden fra den 13. april til den 12. maj 2005 ikke modtog korrekt behandling på Sygehus Z.

Det er herved anført, at der gik for lang tid før henvisningen til operation for diskusprolaps. Det er endvidere anført, at der ikke var tilstrækkelig opmærksomhed på vandladningen med overfyldning af blæren til følge.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt

De læger på medicinsk afdeling, Sygehus X, der var involveret i behandlingen af i perioderne fra den 18. til den 23. februar samt fra den 27. februar til den 11.marts 2004, har ikke overtrådt lægelovens § 6.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 18. februar 2004, at blev indlagt på medicinsk afdeling, Sygehus X, efter tre uger med lændesmerter. havde en fornemmelse af, at venstre ben sov, men klagede ikke over problemer med manglende styring af urin og afføring. blev undersøgt af sygehuslæge B, som fandt at der ikke var føleforstyrrelser i ”ridebukseområdet”, men nedsat kraft og reflekser på venstre side. Sygehuslæge B bestilte en akut røntgenundersøgelse af rygsøglen. Undersøgelsen viste nogle kroniske forandringer i lænden.

Det fremgår videre af journalen den 19. februar 2004, at igen blev undersøgt neurologisk. I den forbindelse satte sygehuslæge C i smertestillende behandling.

Det er noteret i journalen den 23. februar 2004, at følte hendes vandladning var anderledes end tidligere. blev derfor på ny undersøgt neurologisk af overlæge D, som fandt normal berøring i ridebukseområdet, men ved engangskaterisation var der ½ liter urin i blæren. Overlæge D konfererede derfor med neurokirurgisk bagvagt og man aftalte overflyttelse til neurokirurgisk afdeling, indtil at det var afklaret, om der var truende tryk på nerverne i rygmarven.

Ifølge journalnotat af den 27. februar 2004 blev tilbageflyttet til medicinske afdeling, Sygehus X, idet en MR-scanner havde bekræftet, at der ikke var tegn på nervepåvirkning. var tillige blevet vurderet af en specialist i vandladningssygdomme, og der var planlagt opfølgning. skulle engangskateriseres hver tredje time. følte, at der var mere kontrol over vandladningen. startede genoptræning ved fysioterapeut.

Det fremgår af journalen den 3. marts 2004, at under indlæggelsen på medicinsk afdeling var præget af hendes efterhånden tiltagende vandladningsproblemer, og derfor rykkede sygehuslæge E for en hurtigere vurdering af urologerne.

Det fremgår videre af journalen den 5. marts 2004, at sygehuslæge E fandt, at stort set ikke havde kontrol over vandladningen og rykkede igen for en hurtig vurdering af urologerne.

Det er noteret i journalen den 9. marts 2004 af sygehuslæge F, at havde fuldstændig ro i de rygsmerter, som oprindelig havde ført til indlæggelsen.

Det er videre noteret i journalen den 10. marts 2004, at blev vurderet af urologerne, og den 11. marts 2004 blev overflyttet til urologisk afdeling efter opfordring fra sin datter.

Det er nævnets opfattelse, at lægerne på medicinsk afdeling, Sygehus X, allerede fra starten af indlæggelse havde rejst mistanke om der var en discusprolaps i lænden. Da der tillige var vandladningsbesvær blev korrekt overflyttet til neurokirurgisk afdeling for at få afklare dette. Mistanken blev afkræftet ved en MR-scanning, som er en meget diagnostisk sikker undersøgelsesmetode for en discusprolaps. Men da der fortsat var vandladningsproblemer og det viste sig, at der tidligere havde været problemer med vandladningen, blev henvist til en urologisk vurdering, da man ikke fandt at hendes vandladningsproblemer kunne relateres til sygdom i ryggen. blev tilbageflyttet til medicinsk afdeling og forløbet var præget af vandladningsproblemerne, mens der ikke var smerter fra ryg eller ben, og den 11. marts 2004 blev overflyttet til urologisk afdeling.

Det er videre nævnets opfattelse ud fra ovenstående, at de læger på medicinsk afdeling, som var involveret i behandlingen af i perioderne fra den 18 til den 23. februar og fra den 27. februar til den 11. marts 2004 iværksatte en relevant behandling og undersøgelse samt reagerede relevant på det ved undersøgelserne konstaterede.

På den baggrund finder nævnet, at de læger på medicinsk afdeling, Sygehus X, der var involveret i behandlingen af i perioderne fra den 18. til den 23. februar og fra den 27. februar til den 11. marts 2004 handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt

De læger på neurokirurgisk afdeling, Sygehus Y, der var involveret i behandlingen af i perioderne fra den 23. til den 27. februar og fra den 12. til den 18. maj 2004, har ikke overtrådt lægelovens § 6.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 23. februar 2004, at fik foretaget en klinisk undersøgelse på neurokirurgisk afdeling, Sygehus Y, da der fra Sygehus X var rejst mistanke om, at hun havde en discusprolaps i lænderygsøjlen med tryk på bundtet af rygmarvsnerver til skridtet, blæren og endetarmen (cauda equinasyndrom), idet hun ikke kunne tømme sin urinblære. blev undersøgt af afdelingslæge G som fandt, at hun havde normal sensibilitet fra begge ben, og at der var negativ Laseque-test samt normal kraftudvikling på begge ben. Afdelingslægen ordinerede en MR-scanning af s lænderygsøjlen. Undersøgelsen viste ikke, at der var tegn på nervepåvirkning.

Patientklagenævnet kan oplyse, at den diagnostiske sikkerhed på en magnetskanning er meget høj.

Det er nævnets opfattelse ud fra ovenstående, at afdelingslæge G den 23. februar 2005 iværksatte en korrekt undersøgelse og behandling af . Selvom symptomerne ikke var overbevisende for en ryglidelse, blev der alligevel foretaget en MR-scanning af lænderygsøjlen. Denne viste ingen tegn på nervepåvirkning, hvorfor det ville have været en lægelig fejl at operere på daværende tidspunkt.

Det er således nævnets opfattelse, at s vandladningsproblemer således ikke kunne tilskrives en sygdom i lænderygsøjlen.

Det fremgår videre af journalen den 12. maj 2004, at havde udviklet nye symptomer i form af smerter og føleforstyrrelser i venstre ben medio april 2004, hvorfor der efter kort ventetid blev foretaget CT-skanning af s lænderyg den 2. maj 2004. Undersøgelsen viste nu tegn på en venstresidig prolaps mellem 4. og 5. lændehvirvel.

Det fremgår videre af journalen den 14. maj 2004, at blev opereret subakut ti dage senere. Prolapsen var ikke således placeret, at den kunne påvirke nerverne til skridt eller blære. Efterfølgende blev tilstanden bedre, men er aldrig blevet smertefri.

Nævnet kan oplyses, at kun 70% til 80% af de patienter, der opereres for discusprolaps i lændedelen, bliver smertefri. Der ikke er nogen sammenhæng mellem smerteperiodens lægde inden operation og sandsynligheden for et godt resultat. Således er den officielle rekommendation, at man afventer spontanforløbet i op til otte uger, idet det vides at mange patienter med discusprolaps kommer sig uden operation.

Det er nævnets opfattelse, at efter genindlæggelse den 12. maj 2004 og frem modtog en korrekt behandling.

Nævnet finder på baggrund af ovenstående, at de læger på neurokirurgisk afdeling, Sygehus Y, der var involveret i behandlingen af i perioderne fra den 23. til den 27. februar samt fra den 12. til den 18. maj 2004 handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Nævnets afgørelse af 3. klagepunkt

De læger på medicinsk afdeling, Sygehus Z, der var involveret i behandling af i perioden fra den 13. april til den 12. maj 2004, har ikke overtrådt lægelovens § 6.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 13. april 2004, at blev indlagt på medicinsk afdeling, Sygehus Z, med tilkommet føleforstyrrelser og smerter i venstre ryg og ben samt fortsatte vandladningsproblemer. var blevet afsluttet hos urologerne, uden at man fandt en forklaring på vandladningsproblemerne. 1. reservelæge H fandt ved den objektive undersøgelse, at havde nedsat kraft i venstre ben, men normal følsomhed ved berøring. Læge H indhentede oplysninger fra neurokirurgisk afdeling, urologisk afdeling samt ordinerede fysiurgiske vurdering.

Det fremgår videre af journalen den 14. april 2004, at blev undersøgt af overlæge I som planlagde, at skulle fortsætte med den iværksatte smertebehandling samt fysioterapi. Da der fortsat var mange problemer med vandladningen blev der anmodet om et fremskyndet urologisk tilsyn.

Ifølge journalnotat af den 16. april 2004 havde forværring med flere smerter i venstre ben end vanligt. Reservelæge J ordinerede fysiurgisk vurdering ved reumatolog overlæge K.

Det er noteret i journalen den 19. april 2004, at blev vurderet af reumatolog overlæge K, som mistænkte, at der var en diskusprolaps. Derfor blev der ordineret en CT-scanning af ryggen. På grund af personale problemer kunne CT-scanningen først udføres i den efterfølgende uge.

Det er videre noteret i journalen den 30. april 2004, at der forelå svar på CT-scanningen af ryggen. Denne viste en betydelig discusprolaps, og blev henvist til neurokirurgisk afdeling.

Det fremgår af journalen den 6. maj 2004, at der blev rykket for overflyttelse til neurokirurgisk afdeling, og den 12. maj 2004 blev overflyttet. Tilstanden var i denne periode uændret.

Det er nævnets opfattelse, at der blev indhentet oplysninger fra de tidligere undersøgelser, og startede fysioterapi samt smertestillende behandling, som er efter almindelig faglig standard hos en patient med rygsmerter. På grund af manglende fremgang blev vurderet af en reumatolog, der mistænkte prolaps trods den tidligere omtalte normale MR-scanning. Der var ventetid på CT-scanningen, men denne undersøgelse bekræftede prolapsmistanken. blev henvist til neurokirurgisk afdeling og fortsatte den konservative behandling med fysiurgiske øvelser og smertestillende behandling. Den 12. marts blev overflyttet med henblik på operation.

Nævnet kan oplyse, at behandlingen for en discusprolaps i langt de fleste tilfælde er konservativ, hvilket vil sige mobilisering ved fysioterapeut og smertestillende behandling. En stor del af patienterne med discusprolaps oplever, at symptomerne går i ro af sig selv, og derfor afventer man gerne en eventuel operation i op til otte uger, medmindre der er tegn på alvorlige tryk symptomer på rygmarvsnerverne. Patienter der får nytilkommende rygsmerter, skal have foretaget en CT-scanning, uanset om der for nyligt er foretaget MR-scanning af patienten, som viste normale forhold.

Det er ud fra ovenstående nævnets opfattelse, at lægerne på medicinsk afdeling, Z, iværksatte en korrekt undersøgelse og behandling af , idet det hun havde nytilkomne rygsmerter, hvorfor der skulle foretage en ny CT-scanning, selvom tidligere MR-scanning for relativ kort tid siden, havde vist normale forhold.

Nævnet finder på den baggrund, at de læge på medicinsk afdeling, Z, der var involveret i behandling af i perioden fra den 13. april til den 12. maj 2004 handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.