Klage over utilstrækkelig smertebehandling af rygsmerter

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge A for hendes behandling af <****> den 13. juli 2005 i sin klinik, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere vagtlæge B for hans behandling af <****> den 14. juli 2005 i lægevagten, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

henvendte sig onsdag den 13. juli 2005 til praktiserende læge A efter at have fået voldsomme smerter i ryggen, ned i venstre balle og ben. Ved henvendelsen fortalte om sine smerter og om, at hun tidligere havde haft problemer med at iskiasnerven var kommet i klemme.

Læge A undersøgte og fandt fri bevægelighed i hofteleddet, at der ikke var nogen smerter ved strakt benløft (negativ lasequé), som tegn på mulig nervepåvirkning, men at der var ømhed af musklerne (myoser) og i et område omkring lårbenshovedet (trochanter).

Læge A behandlede med blokade af de mest ømme områder samt smertestillende tabletter og henvisning til fysioterapi.

Kl. 15.55 ringede igen til læge A, da hun stadig havde smerter. Læge A forklarede hende, at behandling med binyrebarkhormon behøver lidt tid, inden der kommer en effekt.

kontaktede derefter lægevagten samme dag onsdag den 13. juli 2005 kl. 16.11, og der blev indtelefoneret yderligere smertestillende medicin.

Torsdag den 14. juli 2005 kl. 23.51 henvendte sig igen til lægevagten og talte med vagtlæge B, som vurderede, at det drejede sig om en ryglidelse med smerter i venstre ben. Da allerede havde fået en del smertestillende medicin, og det ikke var nødvendigt med akut indgriben, fandt vagtlæge B ikke grundlag for, at der skete yderligere, før egen læge kunne tage sig af næste morgen.

Den 15. juli 2005 henvendte sig til en anden praktiserende læge og fik udskrevet stærk smertestillende medicin (Nobligan).

Den 25. juli 2005 blev hun henvist til røntgenundersøgelse af ryggen, som viste svær slidgigt i lænderyggen (svær spondylose og degeneratio i.v. disci L4 og L5).

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. At praktiserende læge A ikke undersøgte og behandlede korrekt den 13. juli 2005 i sin klinik.

Det er herved anført, at kontaktede læge A, da hun havde fået et smæld i ryggen og i den forbindelse havde fået meget stærke smerter i venstre side og ned i venstre hofte, ben og balle, og at hun mente, at hun havde fået iskiasnerven i klemme, hvilket hun havde prøvet før. Det er videre anført, at lægen mente, at der var tale om en myose, og læge A behandlede derefter med en blokade og nogle let smertestillende piller.

2. At praktiserende læge A ikke foranledigede yderligere undersøgt og behandlet, da kontaktede hende telefonisk den 13. juli 2005

Det er herved anført, at den smertestillende medicin og blokaden, havde fået i læge As konsultation tidligere på dagen ikke hjalp, hvorfor hun igen henvendte sig til hende telefonisk. Det er videre anført, at læge A ikke ville sørge for yderligere undersøgelse eller behandling af .

3. At vagtlægen på Sygehus X ikke foranledigede undersøgt og behandlet ved hendes telefoniske henvendelse den 13. juli 2005, kl. 23.30.

Det er herved anført, at kontaktede lægevagten kl. 23.30, hvor hun fik oplyst, at hun bare skulle tage de smertestillende piller, hun havde fået ordineret af lægevagten tidligere på dagen. Det er videre anført, at vagtlægen oplyste til , at hun ikke måtte komme i lægevagten.

Nævnets afgørelse af 1. og 2. klagepunkt

Praktiserende læge A har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 13. juli 2005 i sin klinik.

Begrundelse

Det fremgår af sagen, at praktiserende læge A tog akut ind i konsultationen den 13. juli 2005, da klagede over smerter i venstre hofte, som hun mente kunne være ischias.

Det fremgår af læge As journal, at hun ved sin undersøgelse af den 13. juli 2005 ikke fandt smerter ved strakt benløft (negativ lasequé), men at der var muskelinfiltrationer (myoser) og ømhed i et område omkring lårbenshovedet (trochanter). Hun behandlede med blokade med binyrebarkhormon og lokalbedøvende (inj. 2 ml Diprospan + 1 ml Xylocain), og henviste hende til fysioterapi for ultralyd blandt andet. Det fremgår videre af journalen, at ringede et par timer senere, da der ikke var bedring, og at læge A forklarede hende, at binyrebarkhormon behøver lidt tid for at virke, og at det nok ville blive bedre hen ad aftenen.

I sin udtalelse til sagen har læge A oplyst, at første konsultation var om formiddagen, og at foruden blokaden fik recept på stærk smertestillende gigtmedicin (tablet Ibuprofen 600 mg 1 gange 3). henvendte sig igen kl. 15.55.

Nævnet kan oplyse, at lænderygsmerter er et hyppigt sygdomsbillede i almen praksis. De kan for eksempel opstå i forbindelse med et løft eller vrid i ryggen. Smerterne kan være meget stærke, og der kan være udstråling gennem bagsiden af låret og helt ud i storetåen samt påvirket vandladning og følesans. Kun ved påvirket vandladning er der grund til akut indlæggelse, scanning og operation for discusprolaps. I de allerfleste tilfælde går tilfældet i ro på konservativ behandling i form af smertestillende medicin og fysioterapi med rygstyrkende øvelser. Sjældent er det nødvendigt med sygemelding, men patienten bør undgå rygbelastende bevægelser (løft og vrid) både på arbejde og i hjemmet.

Det er nævnets vurdering, at læge A foretog en relevant klinisk undersøgelse af ryg. Det er videre nævnets vurdering, at da den strakte benløfttest var negativ (det vil sige uden tegn på afklemning af ischiasnerven), men derimod viste tegn på muskelinfiltrationer, var det relevant, at læge A behandlede konservativt med blokade, smertestillende og henvisning til fysioterapi. Det er desuden nævnets vurdering, at idet der ikke var tegn til nerverodstryk (negativ benløftstest), var der ikke indikation for at henvise til akut undersøgelse og behandling for rygsmerter på sygehus.

Nævnet finder på denne baggrund, at praktiserende læge A handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 13. juli 2005 i sin klinik.

Nævnets afgørelse af 3. klagepunkt

Vagtlæge B har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 14. juli 2005 i lægevagten.

Begrundelse

Det fremgår af sagen, at henvendte sig telefonisk til lægevagten den 14. juli 2005 kl. 23.51 og talte med vagtlæge B.

Af journalnotat fremgår: rygsmerter, voldsomt krævende.

I sin udtalelse til sagen anfører vagtlæge B, at s problem var rygsmerter med udstråling til venstre ben, og at hun var udstyret med Ibumetin (smertestillende gigtmedicin), Panodil (smertestillende håndkøbsmedicin), samt Kodein (smertestillende medicin som forstærker virkningen af Panodil). Det var ikke muligt at få nøjagtig oplysning om, hvilken medicin havde indtaget og i hvilken dosering. Hun ønskede konsultation med behandling med morfin eller Ketogan (morfin), som hun havde god erfaring med fra tidligere, og hun ønskede ikke at indtage mere af den medicin, hun allerede havde, af angst for at blive ør i hovedet. Læge B vurderede, der ikke var oplysninger i sygehistorien, som nødvendiggjorde akut indgriben, og han vurderede, at var forsynet med smertestillende medicin, som kunne dække behovet til egen læge åbnede 8 timer senere.

Nævnet bemærker, at der på sagen ligger en udskrift af den båndede samtale mellem og læge B.

Klager har i sit partshøringssvar af 30. august 2006 anført, at vagtlægen ved hendes henvendelse den 14. juli 2005 havde en seddel om hende liggende.

Nævnet kan oplyse, at nævnet har forespurgt Lægevagtordningen , hvorvidt de har en sådan seddel liggende. Vagtlægechefen har i brev af 16. januar 2007 svaret, at der ikke findes en sådan seddel vedrørende .

Nævnet kan videre oplyse, at lægevagten er indrettet til at betjene borgere med akut opstået sygdomsproblemer eller akut forværring i kronisk sygdom.

Nævnet kan endvidere oplyse, at morfinbehandling ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinier ikke bør indledes til rygsmerter, da der er stor risiko for tilvænning og afhængighed, og behandlingen bør slet ikke gives til patienter, som ikke i forvejen er kendt af lægen, hvilket er tilfældet i lægevagten.

Det er nævnets vurdering, at det var relevant, at læge B ikke fandt grundlag for at medicinere yderligere, når det var usikkert, hvad hun havde indtaget, og hun tidligere på dagen var vurderet af en læge og sat i smertestillende behandling, og der ikke i samtalens forløb fremkom oplysninger, som krævede akut indgriben i form af for eksempel lammelser eller vandladningsbesvær.

Nævnet finder på denne baggrund, at læge B handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 14. juli 2005 i lægevagten.