Klage over ordination af antidepressiv medicin til patient, der havde et alkoholmisbrug

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere speciallæge i psykiatri A for hans behandling af <****> i perioden fra den 12. marts til den 22. september 2004 i sin klinik, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge B for hans behandling af <****> i perioden fra den 16. juni til den 18. november 2004 i sin klinik, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

I 2002 led af en depression, hvorfor læge B gennemførte støttende samtaler og ordinerede antidepressiv medicin. Han henviste hende efterfølgende til videre behandling hos en speciallæge i psykiatri, og tilrådede samtidig, at hun fortsatte med uændret dosis antidepressiv medicin i endnu et års tid, hvorefter hun kunne forsøge at trappe ud over et par måneder.

Den 30. oktober 2002 kom i behandling hos speciallæge A på grund af sin depression. Hun havde tidligere haft et alkoholmisbrug, men på det pågældende tidspunkt havde hun ikke noget overforbrug af alkohol. Han ordinerede herefter antidepressiv medicin i form af Remeron og Akarin. Sidstnævnte var hun allerede i behandling med.

I perioden fra den 14. november 2002 og til den 27. maj 2003 var flere gange i konsultation hos speciallæge A. Hun havde i perioder et stort alkoholforbrug, som hun dog ophørte med, og hun fik det efterhånden bedre.

Den 3. juni 2003 var igen i konsultation hos speciallæge A. Hun var trist og uden energi, og hun følte angst, når hun skulle ud blandt andre. Hun drak en halv flaske vin et par gange om ugen, men der var ikke tale om et dagligt misbrug. Speciallæge A drøftede de medikamentelle behandlingsmuligheder, og han ordinerede antidepressiv medicin i form af Noritren og Akarin (Citalopram). Herudover ordinerede han tablet Imovane til natten samt blodprøver.

I perioden fra den 21. august 2003 til den 10. februar 2004 var fortsat i behandling hos speciallæge A. Hun udeblev flere gange fra de aftalte konsultationer, ligesom hendes depression i perioder blev værre, og han valgte at supplere behandlingen med stemningsstabiliserende medicin i form af Lamictal.

Den 12. marts 2004 var igen i konsultation hos læge A. Hun var begyndt at drikke, og det blev derfor aftalt, at hun skulle starte på Antabusbehandling. Behandlingen med Lamictal blev erstattet af behanding med Litarex på grund af udslæt i ansigtet.

I perioden fra den 1. april til den 17. maj 2004 fik det stadigt bedre. Det var speciallæge A’s indtryk, at hun overholdt sin Antabusbehandling, hendes humør blev bedre, og hun begyndte at komme mere ud af huset. Hendes antidepressive behandling skulle fortsætte uændret.

I sommeren 2004 fik en betinget dom for spirituskørsel, med vilkår om kontrolleret alkoholistbehandling, og i overensstemmelse hermed skulle hun 2 gange om ugen møde op i læge B’s konsultation for at modtage Antabus. De øvrige dage skulle hun selv sørge for at få sin Antabus.

Den 18. august og den 22. september 2004 var igen i konsultation hos speciallæge A. Hendes humør blev efterhånden mere stabilt, men kunne dog veksle. Hun var fortsat i behandling med Antabus og antidepressiv medicin.

I perioden fra den 4. til den 18. november 2004 indtog Antabus hos læge B, og meldte kun afbud en enkelt gang som følge af migræne.

Den 19. november 2004 faldt pludselig om med hjertestop i hjemmet, og ved ankomst til sygehuset blev hun erklæret død.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. At speciallæge A øgede doseringen af de antidepressive piller, selvom havde et alkoholmisbrug.

Det er herved anført, at ved en konsultation hos speciallægen blev sat i behandling med Antabus. Speciallægen var derfor vidende om s alkoholmisbrug, men ordinerede desuagtet antidepressive piller, som siden medførte s død.

2. At praktiserende læge B ligeledes ordinerede antidepressive piller til på trods af alkoholmisbruget.

Det er herved anført, at fik udleveret Antabus hos praktiserende læge, som derfor også måtte have kendskab til alkoholmisbruget.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt

Speciallæge A har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af i perioden fra den 12. marts til den 22. september 2004 i sin klinik.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 12. marts 2004, at 14 dage tidligere var begyndt at drikke lidt, og at hun 6 dage tidligere havde truet med at springe ud fra en bro. Hun oplyste dog, at hun nu tog helt afstand fra selvmordstanker. Idet hun havde udslæt i ansigtet på grund af en bindevævssygdom (LED) besluttede speciallæge A, at behandlingen med det stemningsstabiliserende præparat Lamictal skulle erstattes af Lithium, og hun skulle desuden i behandling med Antabus mod sit alkoholmisbrug. Da hendes migræneanfald tidligere var blevet forværrede under Antabusbehandling, besluttede han, at hun skulle starte på en lav daglig dosis.

Det fremgår videre af journalen, at ville undersøge mulighederne for alkoholistbehandling, og at hun var indstillet på at komme til hyppige samtaler. Hun erkendte, at hun måtte holde sig helt fra alkohol, som forværrede hendes depression og skabte frygt hos hendes datter. Hendes medicinske behandling var herefter: tablet Litarex 2 gange dagligt om aftenen, tablet Noritren 75 mg om morgenen, tablet Akarin (Citalopram) 40 mg om morgenen, tablet Oxabenz 7,5 mg højst 2 gange dagligt, tablet Imovane 7,5 mg ved behov og tablet Antabus 100 mg dagligt.

Ifølge journalen den 23. marts 2004 viste en blodprøve, at Lithiumindholdet i s blod var på 0,45, og at det terapeutiske niveau var mellem 0,50 og 0,80.

Det fremgår af journalen den 1. april 2004, at der var en klar fremgang at spore i s tilstand. Hun havde mere energi, og hun var blevet bedre til at skelne mellem depressivitet og det at være ked af det på grund af ydre omstændigheder. Hun havde overholdt Antabusbehandlingen, som kun havde givet lidt hovedpine. Det fremgår videre, at hun et par uger senere skulle starte i et alkoholbehandlingscenter, og at hun havde tænkt sig at overholde Antabusbehandlingen i længere tid. Hendes øvrige medicinske behandling skulle også fortsætte uændret.

Ifølge journalen den 16. april 2004 var der en klar bedring i s tilstand. Hun fik lavet mere, kom mere ud af huset og var begyndt at lave aftaler med venner. Hun overholdt sin Antabusbehandling, som ikke havde medført hovedpine, og hun havde i det hele taget ingen bivirkninger, bortset fra lidt kvalme og hovedpine ind i mellem, hvilket hun også tidligere havde haft. På forespørgsel om hvornår hendes medicin kunne drosles ned, oplyste speciallæge A, at der først skulle være en 3 måneders periode med stabilitet. Den medicinske behandling fortsatte derfor uændret.

Det fremgår af journalen den 17. maj 2004, at fortsat havde det bedre, og at hun stadig overholdt sin Antabusbehandling. På baggrund af hendes langvarige forløb og tidligere depressive reaktioner, vurderede speciallæge A, at der var behov for behandling med medicin i 2-3 år.

Ifølge journalen den 26. juli 2004 havde fået en betinget dom med vilkår om kontrolleret alkoholistbehandling. En lægekonsulent havde i den forbindelse foreslået, at den allerede ordinerede dosis skulle fortsætte.

Det fremgår af journalen den 18. august 2004, stadig overholdt sin Antabusbehandling, og at hendes medicinske behandling skulle fortsætte uændret. Speciallæge A ordinerede blodprøver med henblik på at få undersøgt indholdet af Lithium og hendes nyrefunktion (S-Creatinin).

Det fremgår af journalen den 22. september 2004, at s humør efterhånden var mere stabilt, men at det dog kunne veksle. Speciallæge A foreslog, at man skulle satse på aktivering under fortsat sygemelding. Hun havde ingen bivirkninger af Lithiumbehandlingen, men der manglede fortsat en blodprøvekontrol, og han ordinerede derfor igen blodprøver for at få undersøgt indholdet af Lithium og nyrefunktionen.

Patientklagenævnet kan oplyse, at de doser den i sagen anvendte medicin er ordineret i, svarer til de doser, som den pågældende medicin sædvanligvis ordineres i. Det er endvidere hyppigt forekommende, at patienter samtidigt behandles for depression og alkoholmisbrug, og der ikke er forhold, der taler imod (kontraindikerer) at kombinere Antabus og antidepressiv medicin. Nævnet kan ligeledes oplyse, at der ikke er nogen kendte bivirkninger ved at kombinere de i sagen anvendte præparater (interaktion). Man har således ikke kendskab til, at medicinen i den forbindelse skulle blive omsat på usædvanlig langsom vis.

Det er herefter nævnets opfattelse, at speciallæge A’s ordination af antidepressiv medicin i form af Noritren og Citalpram var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard, idet der ikke var forhold, der talte imod en sådan behandling. Nævnet har videre lagt vægt på, at han fulgte hendes tilstand via regelmæssige samtaler og blodprøver, og at blodprøvesvarene lå i terapeutisk niveau.

Nævnet finder herefter, at speciallæge A handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af i perioden fra den 12. marts til den 22. september 2004 i sin klinik.

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt

Læge B har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af i perioden fra den 16. juni til den 18. november 2004 i sin klinik.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 16. juni 2004, at læge B ordinerede antidepressiv medicin i form af 100 stk. tablet Noritren 25 mg 3 gange dagligt til .

Det fremgår af journalen den 17. august 2004, at i overensstemmelse med sin behandlingsdom 2 gange om ugen skulle møde op i læge B’s konsultation og indtage ½ Antabus, og at hun selv skulle tage ½ Antabus hver af de øvrige af ugens dage.

Ifølge journalen den 19. august samt den 2. og den 7. september 2004 indtog sin Antabus i læge B’s konsultation.

Ifølge journalen den 15. og den 29. september 2004 fik Kriminalforsorgen oplyst, hvornår havde været i læge B’s konsultation.

Det fremgår af journalen den 5. oktober 2004, at læge B fra kommunen blev anmodet om at oplyse, hvis ikke overholdt aftalen om at indtage Antabus 2 gange om ugen i hans konsultation. Han oplyste, at det ikke var hans indtryk, at hun snød, og at han oplyste til Kriminalforsorgen, hvornår hun mødte op for at få Antabus.

Ifølge journalen den 8. oktober 2004 fik læge B oplyst, at drak på trods af, at hun tog Antabus. Han orienterede herefter kommunen og oplyste samtidig, at i så fald var der ingen ide i, at hun tog Antabus.

Det fremgår af journalen den 4. og den 9. november 2004, at indtog Antabus hos læge B.

Ifølge journalen den 11. november 2004 ringede afbud til læge B. Hun kunne ikke komme hen i konsultationen, idet hun havde migræne.

Ifølge journalen den 16. og den 18. november 2004, fik sin sædvanlige dosis Antabus i læge Bs konsultation.

Læge B har den 15. marts 2006 udtalt, at han kendte gennem flere år, og at han udskrev antidepressiv medicin i samråd med behandlende psykiatere, sidst med speciallæge A. Det fremgår af ordinationsskemaet, at hun ikke havde et overforbrug af medicin, men at hun tog den anbefalede dosis.

Patientklagenævnet kan oplyse, at læge B’s ordination af antidepressiv medicin var indenfor rammerne af de anbefalede doser.

Det er herefter nævnets opfattelse, at læge B’s behandling af var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard, idet der ikke var forhold, der talte imod behandling med antidepressiv medicin, selvom hun havde et alkoholmisbrug. Nævnet har videre lagt vægt på, at han blandt andet fulgte hendes tilstand gennem jævnlige besøg i hans konsultation i forbindelse med hendes Antabusbehandling.

Nævnet finder herefter, at læge B handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af i perioden fra den 16. juni til den 18. november 2004 i sin klinik.