Klage over manglende indlæggelse af svært påvirket patient

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge <****> for hans behandling af <****> den 7. juli 2006 i sin klinik, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

s hjemmepleje kontaktede den 7. juli 2006 kl. 10.30 telefonisk hendes læge , idet hun havde faldende blodtryk, stigende puls og temperatur på 39,5 samt svært ved at støtte på benene. Lægen foreslog indlæggelse, hvilket ikke ønskede. Lægen behandlede for urinvejsinfektion og ordinerede øget væskeindtagelse, og desuden sikrede han sig, at hjemmeplejen ville tilse hende 4 gange dagligt.

Den 7. juli 2006 kl. 17.30 ville lægen aflægge besøg i hendes hjem, men fandt døren låst, ligesom telefonopkald til hendes søns mobiltelefon var forgæves.

Den 7. juli 2006 kl. 23.00 blev af vagtlæge indlagt på , hvor undersøgelse viste, at hun havde en urinvejsinfektion med blodforgiftning.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At ikke modtog en korrekt behandling af praktiserende læge den 7. juli 2006 ved telefonisk konsultation.

Klager har herved anført, at lægen burde have indlagt mod hendes vilje, da hun ikke var i stand til at vurdere sin situation. Klager har videre anført, at læge burde have tilset ved et hjemmebesøg. Endelig har klager anført, at vagtlægen om aftenen indlagde over telefonen, og at det viste sig, at hun havde blodforgiftning.

Nævnets afgørelse af klagen

Læge har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 7. juli 2006.

Begrundelse

var en 83-årig kvinde med kronisk leddegigt i behandling med Prednisolon og Tilcotil. Hun havde desuden knogleskørhed og havde fået indsat kunstigt højre knæ og venstre skulder.

Hun havde kroniske smerter og var i behandling herfor med Contalgin, Pinex og Gabapentin.

På grund af nedsat gangfunktion og fald i hjemmet blev trænet i s geriatriske afdelings daghospital fra den 13. februar 2005 til den 16. februar 2006. Efter denne behandling fortsatte hun i dagtilbud på daghjem samt med fysioterapi i primærsektoren.

Læge blev ifølge journalen kontaktet af hjemmeplejen den 7. juli 2006 og orienteret om, at havde feber, hun var blevet usikker på benene, væskeindtagelsen var aftagende, og der var ved undersøgelse af en urinprøve fundet tegn til urinvejsinfektion. Sygeplejersken havde desuden fundet, at havde lavt blodtryk og ”stigende ” puls.

var tilmeldt læge som patient. Det fremgik af journalen, at hun i forvejen havde gangbesvær, at hun var nylig undersøgt og fundet uden tegn på demens samt, at hun havde tendens til betændelse i urinvejene.

Læge foreslog indlæggelse, men dette ønske ikke.

Ifølge klagen indvilligede under samtalen i at blive indlagt.

Der foreligger således modstridende oplysninger fra klager og læge om, hvorvidt accepterende indlæggelse. Der foreligger ikke yderligere oplysninger i sagen, der kan understøtte den ene forklaring frem for den anden. Patientklagenævnet har ikke mulighed for at få sagen yderligere belyst, da nævnet træffer afgørelse på skriftligt grundlag og i modsætning til domstolene ikke har mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med behandlingen af sagen.

I et sådant tilfælde gælder et almindeligt retsprincip om, at tvivlen skal komme den indklagede til gode.

På denne baggrund finder nævnet ikke grundlag for at fastslå, at under samtalen indvilligede i at blive indlagt.

På grund af sit tidligere kendskab til , og overhøring i telefonen af hjemmeplejens samtale med vurderede læge , at betingelserne for tvangsindlæggelse ikke var til stede.

Lægen opfordrede hjemmeplejen til at kalde lægevagt med henblik på indlæggelse, hvis ændrede indstilling.

Læge etablerede en basisudredning i hjemmet og diagnosticerede på baggrund af hans kendskab til samt denne undersøgelse, at hun havde betændelse i urinvejene. Herefter satte han i behandling med antibiotika. Samtidig sikrede han hyppige tilsyn ved hjemmeplejen og gav grundig information om kontakt til vagtlæge.

Nævnet kan oplyse, at ønske om ikke at blive indlagt skal respekteres, og at tvangsindlæggelse kun kan iværksættes, når særlige forudsætninger herfor er opfyldt.

Det er nævnets vurdering, at det på tidspunktet for lægens kontakt med hjemmesygeplejersken var relevant ikke at overveje tvangsforanstaltninger overfor . Lægen fik forelagt oplysninger om, at havde symptomer på en urinvejsinfektion, og handlede på baggrund af dette.

Der fremgår af det foreliggende ikke oplysninger om, at på tidspunktet for kontakten var uklar eller sværere alment påvirket. Læge havde kontakt med kvalificeret sundhedsfagligt personale på stedet (hjemmesygeplejerske), og sikrede at denne ville følge ordinationerne op, samt om nødvendigt kontakte læge, eventuelt lægevagt igen.

Nævnet kan videre oplyse, at betændelse i urinvejene med blodforgiftning kan behandles med antibiotika og indlæggelse. I nogle tilfælde vil behandling med antibiotika samt nøje observation af patienten være et alternativ.

Nævnet finder således, at det foreliggende ikke giver tilstrækkeligt grundlag for at udtale, at læge har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af .