Klage over utilstrækkelig undersøgelse af mavesmerter

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere vagtlæge A for hans behandling af <****> den 19. februar 2006 ved besøg i hjemmet, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere vagtlæge B for hans behandling af <****> den 18. februar 2006 i vagtlægekonsultationen, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

blev den 18. februar 2006 kl. 16.04 undersøgt i lægevagten på af vagtlæge B, der konstaterede, at havde smerter nedadtil i maven, let diaré og svie ved vandladning. Vagtlæge B mente, at der var tale om en mavetarminfektion (gastroenteritis) og anbefalede, at tilstanden blev set an på smertestillende tabletbehandling.

Den 19. februar 2006 tiltog smerterne i maven, temperaturen var 39,1, og pårørende konstaterede, at var fjern. Derfor kontaktedes lægevagten igen, og vagtlæge A aflagde den 20. februar 2006 kl. 00.35 besøg i hjemmet hos . Vagtlægen anbefalede at tage svesker for at få gang i maven, og gav en indsprøjtning mod kvalme (Primperan) samt en Ketogan tablet mod smerter.

Efterfølgende sov længe og kom ifølge klagen ikke til sig selv før om eftermiddagen den 20. februar 2006, hvor tilstanden var yderligere forværret, hvorfor han blev undersøgt i lægevagtkonsultationen i den 20. februar 2006.

Vagtlægen fandt mistanke om infektion med dannelse af byld i udposning på tyktarmen (diverticulitis) og indlagde på kirurgisk afdeling A, , hvor den 21. februar 2006 blev opereret, hvor der fandtes betændelse og hul på udposning på den S-formede del af tyktarmen medførende dannelse af byld.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. at vagtlægen den 18. februar 2006 ikke iværksatte relevante undersøgelser og behandling af i forbindelse med, at han havde meget stærke mavesmerter.

2. at vagtlægen den 19. februar 2006 ikke iværksatte relevante undersøgelser og behandling af i forbindelse med, at han fortsat havde voldsomme mavesmerter på 3. dag.

her herved anført, at han den 20. februar 2006 blev indlagt akut, hvor det blev konstateret, at hans tyktarm var sprunget, og der blev foretaget akut operation, hvor der blev anlagt midlertidig stomi.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt

Læge B har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 18. februar 2006.

Begrundelse

blev undersøgt af læge B den 18. februar 2006 på grund af smerter i maven, feber, diare og svie ved vandladning. Det fremgår af vagtlægenotat, at var upåvirket med ømhed nedad i maven. Urin indeholdt spor af blod og æggehvidestoffer.

Ifølge udtalelse til sagen fra læge B fandt han maven blød uden udfyldninger. Han vurderede, at der var tale om en maveinfektion og anbefalede let smertestillende samt opfordrede til at henvende sig igen ved forværring.

Det er nævnets vurdering, at de symptomer, som havde, relevant kunne vurderes at hidrøre fra en maveinfektion, og den af læge B foretagne undersøgelse tydede ikke på nogen alvorlig sygdom i maven.

Samlet finder nævnet således, at læge B ikke har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af .

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt

Læge A har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 19. februar 2006.

Begrundelse

Det følgende døgn tiltog smerterne ifølge journalen, og blev derfor undersøgt i sit hjem af læge A. Der var fortsat feber, og angav ifølge journalen, at smerterne strålede ned i lårbenet og underlivet. Læge A var usikker på, om smerterne og feberen skyldtes sygdom i urinvejene eller i mavetarmsystemet. Lægen ordinerede ifølge journalen smertestillende medicin (Ketogan), og bad henvende sig igen, hvis der ikke indenfor 1 time var effekt af den ordinerede smertebehandling.

Læge A fandt ifølge journalen ved sin undersøgelse, at maven var oppustet, og at der var normale tarmlyde.

Læge A har i sin udtalelse til sagen anført, at han ikke fandt tegn på, at var påvirket. Det fremgår ikke oplysninger om, at læge A foretog undersøgelse for direkte og indirekte ømhed i maven.

Nævnet kan oplyse, at mavesmerter og feber kan være tegn på sygdomme i urinvejene og/eller mavetarmsystemer. Blindtarmsbetændelse, nyrebækkenbetændelse og betændelse i tarmudposninger vil indgå i lægens overvejelser. Den praktiserende læge bør ved sin undersøgelse af patienten undersøge for direkte og indirekte ømhed i maven, idet sådan ømhed vil være tegn på en alvorlig tilstand, der bør behandles akut på sygehuset.

Nævnet finder således, at læge A har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 19. februar 2006.