Klage over manglende genoptagen af behandling med blodfortyndende behandling.

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere overlæge A for hans behandling af <****> den 9. marts 2006 på ortopædkirurgisk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere overlæge B for hans behandling af <****> den 10. marts 2006 på ortopædkirurgisk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge C for hans behandling af <****> den 8. marts 2006 på ortopædkirurgisk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

blev den 8. marts 2006 indlagt på ortopædkirurgisk afdeling, , med henblik på operation, hvor bøjesenen til højre 5. finger skulle syes sammen, idet den samme dag ved et uheldigt greb om en kniv var blevet beskadiget.

blev behandlet med blodfortyndende medicin, Marcoumar, og havde pacemaker på grund af hjertesygdom.

Ved indlæggelsen blev der af overlæge C ordineret pause med Marcoumar behandlingen af hensyn til operationen dagen efter.

Operationen blev foretaget den 9. marts 2006 af overlæge A, og der blev lagt en plan for den videre behandling af fingerskaden.

Den 10. marts 2006 blev udskrevet af overlæge B.

Af klagen fremgår, at seks dage efter operationen fik en blodprop i hjernen.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• at lægen ikke foretog korrekt behandling af den 9. marts 2006 på ortopædkirurgisk afdeling, .

Det er herved anført, at lægen ikke foretog en korrekt behandling, idet han i forbindelse med fingeroperationen seponerede den blodfortyndende behandling.

Nævnets afgørelse af klagen

Overlæge C har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 8. marts 2006.

Overlæge A har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 9. marts 2006.

Overlæge B har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 10. marts 2006.

Begrundelse

Det er nævnets vurdering, at man altid bør overveje og kan diskutere behovet for at holde pause med blodfortyndende medicin, men det medfører en øget blødningsrisiko ved operation af patient i behandling med blodfortyndende medicin.

Overlæge C valgte derfor ifølge journalen at holde pause med den blodfortyndende behandling af og ordinerede et stof, som skulle medvirke til at ophæve effekten af den blodfortyndende medicin (Konakion). Overlægen ordinerede videre ifølge journalen en beskeden dosis, således der fortsat skulle være en mindre blodfortyndende effekt af præparatet, men dog således at på forsvarlig vis kunne opereres.

Det er samlet nævnets vurdering, at overlæge C relevant har været opmærksom på, at var i blodfortyndende behandling, og at han har reageret relevant herpå.

Nævnet finder således, at overlæge C ikke har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af .

Overlæge A foretog ifølge journalen operationen den 9. marts 2006.

Det er nævnets vurdering, at operatøren både har ansvar for at lægge en plan for den videre behandling af selve fingerskaden, og også har et selvstændigt ansvar for at sikre, at behandlingen med eventuel medicin, som er blevet pauseret på grund af operationen, genoptages eller i øvrigt at instituere eventuel medicinsk behandling, som er i et led i den videre behandling efter en operation f.eks. antibiotika eller blodfortyndende behandling.

Det er på den baggrund videre nævnets vurdering, at overlæge A således selvstændigt burde have taget stilling til, om den blodfortyndende medicin skulle genoptages.

Det er endelig nævnets vurdering, at behandlingen med blodfortyndende medicin burde være genoptaget efter operationen.

Nævnet finder således, at overlæge A har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af .

Ifølge journalen foretog overlæge B den 10. marts 2006 udskrivelse af . Det var gået fint med træningen, og der var fuld udstrækning i fingerens mellemled. Marcoumar behandlingen blev ikke omtalt i journalen.

Det er nævnets vurdering, at udskrivende læge i forbindelse med udskrivningen bør gennemgå journalen og sikre sig, at patienten har fået korrekt information om den videre plan efter operationen, herunder genoptagelse af eventuelt pauseret medicin.

Det er således nævnets vurdering, at overlæge B i forbindelse med udskrivelsen burde have sikret, at behandlingen med blodfortyndende medicin blev genoptaget.

Nævnet finder derfor, at overlæge B har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af .