Klage over manglende diagnostik af skæv ryg

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere praktiserende læge A for hans behandling af <****> den 24. august 2005 i sin klinik, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere kiropraktor B for hans behandling af <****> den 22. september 2005 i sin klinik, jf. kiropraktorlovens § 8.

Hændelsesforløb

var på grund af et fremtrædende skulderblad til konsultation hos praktiserende læge A den 24. august 2005.

Ved konsultationen fik stillet diagnosen ”englevinge”. Han blev herefter rådet til at undgå større belastninger og i øvrigt afvente forløbet et stykke frem i tiden.

På grund af mistanke om fejldiagnose blev undersøgt igen den 13. januar 2006 af en anden læge, som fandt, at havde en højresidig skæv ryg.

fik herefter foretaget en røntgenundersøgelse af ryg og lænd. Undersøgelsen viste, at hans ryg var skæv i ryggens bryst- og lænderegion.

Den 22. september 2005 konsulterede kiropraktor B, som fandt, at led af en højredrejet skævhed i ryggens brystdel med højdepunkt i de midterste brysthvirvler. Han fandt endvidere, at der var tale om en fastlåsning i venstre hofte.

blev herefter behandlet for dette, og behandlingen blev gentaget den 3. november 2005. Behandlingen afsluttedes herefter, og kiropraktor B konstaterede, at der var god bevægelighed.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. At praktiserende læge A ikke diagnosticerede, at led af scoliose.

har herved anført, at A alene ved en undersøgelse den 24. august 2005 fandt, at der var tale om et fremfaldent skulderblad på grund af en udfalden eller klemt nerve, og at lægen overså, at også havde en skæv ryg. Det er videre anført, at i januar 2006 ud fra oplysninger fra internettet kom til den konklusion, at led af scoliose, hvilket blev bekræftet af en kollega til praktiserende læge A, der fandt, at der var tale om en klar og tydelig scoliose.

2. At kiropraktor B ikke informerede moderen, eller dennes egen læge om, at led af scoliose.

Det er herved anført, at s egen læge burde være informeret om diagnosen, da denne læge ikke selv havde diagnosticeret, at led af scoliose. Det er videre anført, at det er uforståeligt, at eller moderen som forælder ikke blev informeret om kiropraktorens diagnose.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt

Læge A har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 24. august 2005 i sin klinik.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 22. august 2005, at læge A blev kontaktet telefonisk vedrørende s ene skulderblad, der siden sommerferien var blevet mere fremtrædende. Det blev herefter aftalt, at skulle komme til konsultation.

Af journalen den 24. august 2005 fremgår det, at var til konsultation hos læge A, som fandt, at der var normal bevægelighed i højre skulder, og at der ikke var nogen smerter relateret til det skæve skulderblad. Han fik endvidere oplyst, at det skæve skulderblad var kommet efter sommerferien, og at det ikke skyldtes en skade (traume).

Det fremgår videre af journalen samme dag, at læge A stillede diagnosen ”englevinge” (scapula alate dxt.). Han anbefalede herefter, at skulle afvente forløbet de næste 1 – 1 ½ år samt undgå store belastninger. Såfremt symptomerne fortsatte, kunne der blive tale om en henvisning til ortopædkirurgisk afdeling.

Læge A har i sin udtalelse til sagen anført, at han rådgav moderen og om, at det fremtrædende skulderblad formentlig skyldtes en påvirkning af den nerve, som aktiverer den pågældende muskel i skulderbladet.

Ifølge klagen af 15. februar 2006 oplyste moderen ved telefonsamtalen den 22. august 2005 læge A om, at havde en skæv ryg.

Ifølge udtalelsen fra læge A blev han ikke informeret om dette ved telefonsamtalen.

Der foreligger således modstridende oplysninger fra moderen og læge A om, hvorvidt han havde fået oplyst, at allerede den 22. august 2005 havde en skæv ryg.

Der foreligger ikke yderligere oplysninger i sagen, der kan understøtte den ene forklaring frem for den anden. Nævnet har ikke mulighed for at få sagen yderligere belyst, da nævnet træffer afgørelse på skriftligt grundlag og i modsætning til domstolene ikke har mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med behandlingen af sagen.

Nævnet har ved den videre afgørelse lagt til grund, at læge A ikke fik oplyst, at havde en skæv ryg ved telefonsamtalen den 22. august 2005.

På trods af de modstridende oplysninger, er det nævnets umiddelbare vurdering, at det udstående skulderblad var et tegn på betydelig skævhed af ryggen. Dette støttes af, at kiropraktor B ved undersøgelsen den 22. september 2005 fandt en udpræget skævhed af ryggen.

Det er således nævnets opfattelse, at allerede den 24. august 2005 havde en betydelig skævhed af ryggen, og at rotation af denne i brystdelen var den reelle årsag til det udstående højre skulderblad.

Det er videre nævnets opfattelse, at læge A burde have belyst den eventuelle årsag til det udstående skulderblad nærmere, eftersom der kan være flere årsager til fundet af det fremtrædende skulderblad. Det var ikke tilstrækkeligt at konkludere, at der var tale om en lammelse af nerven, som holder skulderbladet på plads uden at overveje og udelukke mere nærliggende årsager til dette fund hos en i øvrigt rask 15-årig dreng.

Det er herefter nævnets vurdering, at læge A ikke foretog en tilstrækkelig undersøgelse af .

Det er videre nævnets vurdering, at selv om diagnosen havde været korrekt, var det ikke tilstrækkeligt at råde til at afvente spontan bedring af en uforklaret tilstand, som den foreliggende, i en periode på 1 – 1 ½ år.

Patientklagenævnet kan hertil oplyse, at mindre skævhed (scoliose) af den pågældende karakter i visse tilfælde kan observeres i kortere mellemrum på 3 - 6 måneder, hvis det sikres, at der bliver foretaget en ny kontrol. Ved tegn til fortsat forværring eller betydende rotation og såkaldt gibbusdannelse (asymmetri ved foroverbøjning, udstående skulderblad på den ene side) er hurtig henvisning til videre udredning i form af røntgenundersøgelse og behandling med korset eller operation nødvendig.

Nævnet finder på denne baggrund samlet, at læge A ikke handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 24. august 2005 i sin klinik.

I journalen den 11. januar 2006 er det noteret, at moderen kontaktede læge A telefonisk, idet hun mente, at han havde stillet en forkert diagnose ved konsultationen den 24. august 2005. moderen mente, at led af skævhed i ryggen (scoliose). Det blev herefter aftalt, at skulle komme til konsultation den 13. januar 2006.

Det fremgår af journalen den 13. januar 2006, at en kollega til læge A undersøgte . oplyste, at han havde lidt af træthedsfornemmelser i ryggen i perioder, men havde i øvrigt ikke klager.

Det fremgår videre af journalen samme dag, at lægen fandt, at havde en højresidig skæv ryg (dextrokonveks scoliose), og at højre skulderblad trådte frem. Han fandt endvidere, at den skæve ryg var uafhængig af, om var stående eller siddende. blev herefter henvist til røntgen af ryg og lænd for at få en vurdering af ryggens skævhed.

Af journalen den 3. februar 2006 fremgår det, at røntgendiagnosen lød på skæv ryg i ryggens bryst- og lænderegion (scoliosis columna thoracolumbalis).

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt

Kiropraktor B har overtrådt kiropraktorlovens § 8 ved sin behandling af den 22. september 2005 i sin klinik.

Begrundelse

Af journalen den 22. september 2005 fremgår det, at henvendte sig til kiropraktor B på grund af smerter i lænd og nakke efter en belastning cirka 4 måneder forinden. Ved undersøgelsen fandt kiropraktor B, at der var tale om fastlåsning i venstre hofte/korsbåndsled, i leddet mellem de nederste brysthvirvler (11/12 brysthvirvel) og i leddet mellem de nederste halshvirvler (6/7 halshvirvel).

Det fremgår videre af journalen samme dag, at han også fandt, at led af udpræget højrekonveks scoliose, som er en højredrejet skæv ryg i ryggens brystdel med højdepunkt i de midterste brysthvirvler. blev herefter behandlet med manipulation af leddene.

I journalen den 3. november 2005 er det noteret, at behandlingen blev gentaget og herefter afsluttet. Kiropraktor B konstaterede ved denne konsultation, at der var god bevægelighed i de behandlede led.

Kiropraktor B har i sin udtalelse af den 29. marts 2006 anført, at ved konsultation den 22. september 2005 oplyste ham om, at hans læge havde sendt ham til massage på grund af, at nerven til den muskel, der holder skulderbladet inde, var i klemme. Massøren havde herefter foreslået at søge kiropraktor.

Nævnet kan oplyse, at ordet ”scoliose” alene betyder rygskævhed. Ordet bruges til at beskrive såvel mindre skævheder, som en stor del af befolkningen har, som mere udtalte rygskævheder og de allersværeste rygskævheder, der kan medføre operation.

Nævnet kan videre oplyse, at en rygskævhed kan have forskellige strukturelle årsager, som for eksempel en medfødt anatomisk deformitet af en ryghvirvel eller uens benlængde. Såfremt en sådan strukturel årsag ikke findes, er der tale om en såkaldt idiopatisk scoliose. Dette er en rygskævhed uden kendt årsag. Denne form for rygskævhed ses hos børn og unge i voksealderen. Den kan over tid udvikle sig og blive forværret i mere eller mindre voldsom grad, og der kan i de sværere tilfælde: blive tale om behandlinger i form af korset og kirurgi.

Nævnet skal bemærke, at kiropraktor B vurderede, at den udprægede højrekonvekse scoliose kunne påvirkes i positiv retning med øvelsesterapi og svømning.

Nævnet kan oplyse, at denne vurdering ikke kræver, at kiropraktoren informerer patientens læge, eller at han sikrer sig, at forældrene informeres herom.

Det er imidlertid nævnets umiddelbare opfattelse, at kiropraktor B ikke foretog en tilstrækkelig undersøgelse af , idet han undlod at undersøge den nærmere type og sværhedsgrad af den udprægede højrekonvekse scoliose. Såfremt kiropraktor B havde fundet, at der var tale om en idiopatisk scoliose, burde han have informeret forældrene om, at scoliosen skulle observeres med relativt få måneders intervaller for at holde øje med en eventuel udvikling, eftersom stadig var i voksealderen.

Det er videre nævnets opfattelse, at s praktiserende læge skulle have været underrettet om diagnosen med henblik på henvisning til en specialafdeling, såfremt kiropraktor B selv havde forestået den løbende observation og havde fundet en betydende udvikling i scoliosen. Såfremt kiropraktor B ikke selv forestod den løbende observation, skulle s praktiserende læge have været underrettet med henblik på henvisning til observation via hospital.

Nævnet finder på denne baggrund, at kiropraktor B ikke handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 22. september 2005 i sin klinik.