Klage over at egen læge ikke reagerede relevant på forhøjede levertal

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere læge A for hendes behandling af i perioden fra den 26. august 2005 til den 18. januar 2006 i lægeklinikken, jf. lægelovens § 6.Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere læge B for hans behandling af i perioden fra den 27. maj 2005 til den 1. februar 2006 i lægeklinikken, jf. lægelovens § 6.

Sagsnummer:

0763925

Offentliggørelsesdato:

20. november 2007

Speciale:

Almen medicin, incl. Vagtlæger

Faggruppe:

Læger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere læge A for hendes behandling af <****> i perioden fra den 26. august 2005 til den 18. januar 2006 i lægeklinikken, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere læge B for hans behandling af <****> i perioden fra den 27. maj 2005 til den 1. februar 2006 i lægeklinikken, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb


henvendte sig den 27. maj 2005 til praktiserende læge B, idet han følte sig træt. Der blev foranlediget blodprøvetagning, der viste let forhøjede levertal.

En uge senere kom i lægepraksisen til kontrol. Her blev der taget nye blodprøver, hvor levertallet var lidt lavere.

Den 5. august 2005 blev der foretaget nye blodprøver.

Den 9. august 2005 kontaktede praktiserende læge A og indtalte en besked på hans telefonsvarer, idet s levertal var markant forhøjede.

Som følge af de forhøjede levertal blev hurtigt henvist til ultralydsscanning af leveren. Denne scanning blev foretaget den 26. august 2005 og viste normale forhold.

henvendte sig igen til lægepraksisen den 18. januar 2006, hvor han talte med læge B. blev to dage senere henvist til medicinsk afdeling på , hvor han blev indlagt den 1. februar 2006.

var indlagt til den 6. februar 2006. Han fik påvist en sygdom, hvor immunapparatet retter sig mod leveren, og der blev iværksat binyrebarkhormon behandling.


Klagen


Der er klaget over følgende:

• At lægen ikke iværksatte relevante undersøgelser i forbindelse med forhøjede blodprøvetal i perioden fra den 27. maj 2005 til den 1. februar 2006.

Det er herved anført, at lægen allerede i sommeren 2005 burde have reageret eller søgt eksperthjælp på baggrund af laboratorieprøverne. Det er oplyst til sagen, at efter indlæggelse på sygehuset den 1. februar 2006 fik konstateret autoimun hepatitis, og at han risikerer at skulle igennem en levertransplantation. Det er videre anført, at har fået oplyst, at hans situation ikke havde været så slem, såfremt han var blevet henvist tidligere.

Nævnets afgørelse af klagen


Læge A har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af i perioden fra den 26. august 2005 til den 18. januar 2006 i lægeklinikken.

Læge B har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af i perioden fra den 27. maj 2005 til den 1. februar 2006 i lægeklinikken.

Begrundelse


Det fremgår af journalen fra praktiserende læger B og A, at henvendte sig den 27. maj 2005, fordi han havde haft en periode med appetitløshed og alment utilpashed. Der blev taget blodprøver, der viste en let påvirket leverfunktion (alanin-aminotransferase 144 og basisk phosphatase 111).

Det fremgår videre af journalen, at der blev taget kontrol af blodprøverne den 1. juni 2005. Levertallet ALAT (alanin-aminotransferase) var lidt lavere nemlig 127, mens det såkaldte gamma-GT var lidt forhøjet 158.

Ifølge journalen den 5. august 2005 blev der i forbindelse med et almindeligt helbredstjek af foretaget nye blodprøver. Det viste sig, at især det ene levertal, ALAT, var massivt forhøjet til 1115.

Læge A kontaktede ifølge journalen den 9. august 2005, ved at indtale en besked på hans telefonsvarer, for at meddele ham at resultatet af prøverne viste, at levertallet var yderligere forhøjet.

Det fremgår af journalen den 18. august 2005, at læge A henviste til subakut ultralydsskanning af leveren efter aftale med ansvarlig overlæge.

Ultralydsskanningen blev ifølge journalen foretaget på den 26. august 2005 og viste normale forhold.

Det fremgår af journalen den 18. januar 2006, at ikke havde henvendt sig til lægerne i perioden mellem den 18. august 2005 og den 18. januar 2006 på grund af sin kones sygdom. Da han henvendte sig den 18. januar 2006, blev han undersøgt af læge B, der fandt, at han så syg ud.

Ifølge journalen den 20. januar 2006 henviste læge B til medicinsk afdeling på , hvor han blev indlagt den 1. februar 2006.

var ifølge journalen indlagt indtil den 6. februar 2006. Under indlæggelsen fik han påvist en sygdom, hvor immunapparatet retter sig mod leveren (autoimmun hepatit). Der blev iværksat binyrebarkhormon behandling (behandling med Prednison).

Det er nævnets vurdering, at det var relevant, at læge B henviste til medicinsk afdeling på den 20. januar 2006.

På denne baggrund finder nævnet, at læge B har handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af i perioden fra den 27. maj 2005 til den 1. februar 2006.

Det fremgår af lægerne Bs og As udtalelse til sagen af den 21. august 2006, at deres sædvanlige arbejdsgang i praksis er, at patienter selv henvender sig med henblik på at få svar på de undersøgelser, der er blevet foretaget. Det fremgår videre af deres udtalelse, at de fulgte denne praksis og afventede s henvendelse, da svaret på ultralydsskanningen, som havde fået foretaget den 26. august 2005, viste normale forhold.

Det er i denne forbindelse nævnets opfattelse, at såfremt et undersøgelsesresultat med overvejende sandsynlighed er udtryk for alvorligere sygdom, påhviler det lægen at være aktiv samt ufravigeligt sikre sig, at patienten forstår rækkevidden af eventuelle dispositioner, der ikke følger lægens anvisninger.

Det er nævnets vurdering, at det var relevant, at læge A foranledigede en snarlig ultralydsskanning, men det er videre nævnets vurdering, at det normale svar ikke blot kunne henlægges og derefter afvente patientens henvendelse.

Nævnet kan oplyse, at et massivt forhøjet ALAT med til vished grænsende sandsynlighed er udtryk for betydende leversygdom af en type, der ikke nødvendigvis kan fremstilles ved ultralydsskanning.

Det er derfor nævnets vurdering, at burde have været orienteret om resultatet af ultralydsskanningen ved en konsultation, og at han burde havde været indkaldt, da han ikke selv henvendte sig.

Det er videre nævnets vurdering, at det havde været relevant, om læge A havde sendt en henvisning til en leverspecialist (hepatologisk kyndig) samtidig med henvisningen til ultralydsskanningen.

På denne baggrund finder nævnet, at læge A burde have kontaktet vedrørende svaret på ultralydsskanningen, i stedet for at undlade at foretage sig yderligere under henvisning til, at ikke selv henvendte sig.

Nævnet finder således, at læge A handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af i perioden fra den 26. august 2005 til den 18. januar 2006.