Klage over mangelfuldt behandling for blodprop i benet

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge A for hendes behandling af <****> den 28. februar 2006 på medicinsk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere reservelæge B for hans behandling af <****> den 1. marts 2006 på medicinsk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

blev den 28. februar 2006 henvist af egen læge til medicinsk afdeling, , på baggrund af mistanke om en blodprop i venstre ben. Ultralydsscanning viste en delvis aflukning af venen i venstre knæhase.

Der blev iværksat udredning af blodstørknings-faktorer (trombofiliudredning), taget røntgen af brystkassen samt elektrisk hjertekardiogram (EKG). Overlæge A ordinerede behandling med blodfortyndende medicin, hvorefter fik udleveret støttestrømpe og blev instrueret i brugen af denne. Hun kunne herefter tage hjem med henblik på at komme den følgende dag.

Den 1. marts 2006 mødte igen på medicinsk afdeling, hvor hun blev undersøgt af reservelæge B, som iværksatte injektionsbehandling med Klexana. Behandlingen skulle gives dagligt på medicinsk afdeling, hvorefter hun skulle komme til kontrol af blodfortyndingsværdierne efter 5 dage. Reservelægen medgav en recept på smertestillende medicin (Ibumetin), idet hun havde mange bensmerter, og Panodil ikke havde effekt.

overgik herefter til kontrol på tromboseklinikken på et andet sygehus.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At ikke modtog en korrekt behandling for en blodprop i benet.

Det er herved anført, at ved efterfølgende behandling på et andet sygehus fik oplyst, at hun havde fået en forkert støttestrømpe på. Det er videre anført, at hun på fik oplyst, at der intet problem var i, at hun tog Ibumetin som smertestillende. Det er desuden oplyst, at man på , for at sikre sig mod flere blodpropper, valgte at tage røntgenbilleder af hendes lunger frem for at foretage en scanning.

Nævnets afgørelse af klagen

Overlæge A har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 28. februar 2006 på medicinsk afdeling, .

Reservelæge B har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 1. marts 2006 på medicinsk afdeling, . Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om reservelægen havde informeret om, at hun burde lade høre fra sig, hvis hun fik mavesmerter.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 28. februar 2006, at via egen læge blev indlagt på medicinsk afdeling, , på mistanke om en blodprop i venstre ben (obs. ve.-sidig DVT). var i p-pillebehandling (Gestonette, lavdosispræparat), og var 14 dage tidligere vågnet med smerter i venstre læg. Hun havde siden da haft smerter i benet, særligt ved gang. Der var ingen hoste og intet åndedrætsbesvær.

Det fremgår videre af journalen, at undersøgende læge ordinerede behandling med blodfortyndende medicin (inj. Klexane), blodprøver, EKG, urinprøve samt ultralydsscanning (UL).

EKG-svaret viste ifølge journalen, at der ikke var tegn på blodprop i lungen (lungeemboli).

Ifølge journalen blev senere samme dag set af overlæge A. Overlægen fandt at ultralydsscanningen havde vist en blodprop i venstre ben ved knæniveau (partiel trombose i ve. poplitea sin.). Der var ingen blodpropper længere oppe i benet. Videre blev der iværksat yderligere blodfortyndende behandling i form af Marevan-tabletter, og der blev ordineret røntgenundersøgelse af brystkassen (thorax).

Patientklagenævnet kan oplyse, at Marevan-behandling først virker efter 3-5 døgn, hvorfor man i dette tidsrum fortsat må behandle med præparatet Klexane, der virker straks, men kun kan gives som injektion.

Det fremgår af klagen, at klager er af den opfattelse, at der burde have været foretaget scanning af lungerne i stedet for røntgenundersøgelse på baggrund af mistanke om en blodprop i lungen.

Det er således nævnets vurdering, at den iværksatte udredning og behandling var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Det fremgår af journalen, at overlæge A vurderede, at kunne tage hjem og møde på afdelingen igen dagen efter til videre udredning og behandling. Desuden ordinerede overlægen, at der skulle udleveres en støttestrømpe.

Ifølge klagen blev og dennes mor senere i behandlingsforløbet på et andet sygehus gjort opmærksom på, at det var en forkert støttestrømpe, der var blevet udleveret. Hun skulle således have haft en støttestrømpe, der gik til under knæet, hvorimod den udleverede strømpe var i hele benets længde.

Nævnet kan oplyse, at en såkaldt TED-strømpe, som den der blev udleveret, i forhold til en såkaldt kompressionsstrømpe, er en mere universal strømpe, der som regel forefindes i lang version på afdelingerne. Denne strømpe kan gives til operationspatienter samt patienter med en årebetændelse, mens de er indlagt på afdelingen. Ved udskrivelsen eller ved ambulant opfølgning informeres patienten om, såfremt en støttestrømpe skal anvendes i længere tid, at opsøge bandagist eller egen læge med henblik på at få taget mål til kompressionsstrømpe. Kompressionsstrømpen skal, ligesom en sko, tilpasses den enkelte patient individuelt, og der findes endvidere kompressionsstrømper med forskelligt tryk (let tryk, moderat tryk, kraftigt tryk og meget kraftigt tryk).

Det er nævnets opfattelse, at det er i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard at påsætte en lang TED-strømpe under indlæggelsen, som senere kan laves om til en kort kompressionsstrømpe efter udskrivelsen.

Det fremgår af journalen, at kunne gå på orlov hjemme, og at hun skulle møde på afdelingen den følgende morgen til videre behandling.

Det fremgår videre af journalen den 1. marts 2006, at mødte på medicinsk afdeling, hvor hun blev undersøgt af reservelæge B. Reservelægen iværksatte behandling i form af injektion med Klexana, og det blev aftalt, at injektionerne skulle gives dagligt på medicinsk afdeling. Videre skulle hun komme til kontrol af blodfortyndingsværdierne (INR) på 5. dagen.

Ifølge udtalelse af den 8. juni 2006 fra reservelæge B oplyste , at hun havde mange bensmerter, hvorfor reservelægen medgav hende en recept på det smertestillende præparat Ibumetin med besked om, at hun kunne tage dette i en uge.

Det fremgår af klagen, at reservelæge B ikke burde have udleveret et gigtpræparat som smertestillende, idet modtog blodfortyndende behandling.

Nævnet kan oplyse, at NSAID-præparater, herunder Ibumetin, hos en mindre patientgruppe kan give anledning til udvikling af blødning fra mavetarmkanalen.

Det er imidlertid nævnets opfattelse, at det ikke er kontraindiceret at give Ibumentin i en kort periode op til en uge, hvis patienten har smerter for eksempel som følge af en årebetændelse.

Det er dog nævnets vurdering, at det havde været hensigtsmæssigt, om reservelæge B havde informeret om, at hun burde lade høre fra sig, såfremt hun fik dyspeptiske gener, eksempelvis ubehag eller smerter fra den øvre del af maven (epigastriet).

Nævnet finder således, at overlæge A ikke handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 28. februar 2006 på medicinsk afdeling, .

Nævnet finder videre, at reservelæge B ikke handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 1. marts 2006 på medicinsk afdeling, . Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om reservelægen havde informeret om, at hun burde lade høre fra sig, hvis hun fik mavesmerter.