Klage over manglende diagnosticering af hoftebrud

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere turnuslæge <****> for hans behandling af <****> den 6. juni 2006 på skadestuen, Sygehus X, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

Den 6. juni 2006 faldt under tennisspil og havde efterfølgende smerter på indersiden af venstre lår. Hun blev indbragt med ambulance til skadestuen på Sygehus X, hvor hun blev undersøgt af turnuslæge .

Turnuslæge konkluderede, at der ikke var tegn til knoglebrud eller ledskred, men at det drejede sig om en fibersprængning i musklerne på indersiden af låret. Turnuslægen anbefalede én uges aflastning med bevægelse til smertegrænsen, samt smertestillende medicin.

Den 12. juni 2006 fik efter telefonisk henvendelse til sin praktiserende læge en henvisning til fysioterapeut.

I de næste syv uger gik til behandling hos fysioterapeut to gange ugentligt. Hun trænede derudover selv derhjemme. Hun havde vedvarende smerter og havde behov for en del smertestillende medicin.

Den 28. juli 2006 blev hun undersøgt af en anden fysioterapeut, som fandt mistanke om brud i hoften og henviste hende tilbage til hendes egen læge.

Den 1. august 2006 fik taget et akut røntgen af hoften, som viste et brud af lårbenshalsen samt et splintret brud af hofteskålen. Hun blev henvist til Sygehus Y, hvor hun den 19. september 2006 fik indsat en kunstig hofte.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At den 6. juni 2006 ikke modtog korrekt behandling på skadestuen, .

Det er herved anført, at der ikke blev foretaget røntgenundersøgelse. Det blev senere konstateret, at havde brækket hoften

Nævnets afgørelse af klagepunktet

Turnuslæge har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af på skadestuen, Sygehus X.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 6. juni 2006, at blev indbragt til skadestuen, Sygehus X, fordi hun var faldet under tennisspil og efterfølgende havde smerter på indersiden af venstre lår. Hun blev undersøgt af turnuslæge .

Ifølge journalen fandt turnuslæge ingen direkte eller indirekte ømhed ved lårbenshovedet og ingen hævelse eller rødme. Han fandt direkte ømhed, men ingen indirekte ømhed ved indersiden af lårbenet. lå med benet fastlåst i indaddrejet tilstand, hvorfor turnuslæge ikke kunne undersøge for bevægelighed i hoften. Han fandt derudover normale forhold omkring knæet.

Turnuslæge konkluderede ifølge journalen, at der ikke var tegn til knoglebrud eller ledskred, men at det drejede sig om en fibersprængning i musklerne på indersiden af låret. Han anbefalede én uges aflastning med bevægelse til smertegrænsen samt smertestillende medicin.

Det fremgår af journalen den 12. juni 2006 fra s praktiserende læge, at efter telefonisk henvendelse dertil fik en henvisning til en fysioterapeut.

Ifølge det materiale, som er fremsendt sammen med klagen, gik i de næste syv uger til behandling hos en fysioterapeut to gange ugentligt. Hun trænede derudover selv derhjemme. Hun havde vedvarende smerter og havde behov for en del smertestillende medicin.

Den 28. juli 2006 blev undersøgt af en anden fysioterapeut, som fandt mistanke om brud i hoften og henviste hende tilbage til hendes egen læge.

Den 1. august 2006 fik taget et akut røntgen af hoften, som viste et brud af lårbenshalsen (medial collum femoris fraktur) samt et splintret brud af hofteskålen (komminut acetabularfraktur). Hun blev henvist til Sygehus Y, hvor hun den 19. september 2006 fik indsat en kunstig hofte.

Det er Patientklagenævnets opfattelse, at der var tale om en patient, som i forbindelse med et fald havde fået et slag mod hoften, og som ved den efterfølgende undersøgelse ikke kunne bevæge hofteleddet væk fra den fastlåste stilling, hendes hofte befandt sig i.

Det er som følge heraf nævnets vurdering, at turnuslæge som led i den videre udredning, og når der henses til alder, burde have sikret, at der blev foretaget en røntgenundersøgelse af hofteregionen.

Nævnet finder derfor, at turnuslæge handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 6. juni 2006 på skadestuen, Sygehus X.